The Jesus and Mary Chain ramte Aarhus

6. oktober 2017

I den første gode halve time af denne koncertefterårsaften i Aarhus er det amerikanske Wesley Eisolds Cold Cave, der har indtaget scenen. På en baggrund af hvide spotlights, der blinker og flimrer ud mod publikum skabes en sort-hvid scenografisk æstetik, der passer fint til bandets udgave af støjende elektronisk dark wave.

Gennem en god håndfuld sange – eller rettere: musiknumre eller -stykker – viser Colds Wave sig at være ægte amerikanske arvtagere af den britiske mørke post-punk med Joy Division som et diskret med markant pejlepunkt i fortiden. Stykkerne – for numrene mangler sangenes struktur – følger hinanden sømløst, fordi forsangeren stort set er tavs mellem numrene og agerer i sit eget shoegazende, introverte univers af mørke, melankolske tekster. Og bandet – to keyboards, guitar og trommer – virker på samme måde distanceret og tilbagetrukkent i forhold til publikum.

Numrene var ensformige, grænsende til det monotone, men det lykkedes alligevel for bandet at komme ud over scenen i kraft af en vis intensitet og nerve, der især trængte igennem fra forsangerens let forpinte, lidenskabelige sangperformance og trommeslagerens energiske udfoldelse. Og det var mit indtryk at mange blandt publikum godt kunne lide, hvad de hørte. Man følte sig hensat til et raveparty eller en storbyklub, hvor musikken ville passe fint til en let beruset, manisk dans.

For mig, der ikke er erklæret fan af The Jesus and Mary Chain virkede Cold Caves opvarmning som en slags fremkaldervæske i forhold til hovednavnets optræden. Forstået på den måde, at The Jesus er bærere af et image, der fortæller, at bandet har røg og ikke mindst støj som post-punk-vandmærke. Og det er da også rigtigt, at bandet – også denne aften – er nedsunket i en kulisse af nærmest uigennemsigtig røg og modlys, og at den guitarfrembragte feed-back-forvrængnings-støj fik lov til at dominere mere og mere som koncerten skred frem.

Men for mig blev det også klart, at godt nok har brødrene Reid et erklæret ambivalent forhold til rock’n roll – sådan som det tydeligvis kommer frem i koncertens indledende sang “Amputation” (“I’m a rock and roll amputation”) og i den sidste sang (fra svanesangsalbummet Munki): “I love rock’n roll….I hate rock’n roll” – men skræller man den post-punk-støjende overfalde af, så finder man ind til en kerne af sange, der står på skuldrene af de sidste mange årtiers klassisk rock’n roll. Sange, der stort set alle er skåret over samme rock’n roll-læst – med et A-stykke og et måske ikke uforglemmeligt, men dog memorabelt, B-stykke, som man som man kan synge med på og som er indgraveret i rygraden på enhver rigtig fan. Sange, der besidder den klassiske rocksangs melodi og tekstlige sans for den gode historie og det seriøse budskab. The Jesus hviler i mine ører på en tradition, der går længere tilbage end til T Rex’ glamrock (som man indledningsvist kunne høre i højtalerne), ja helt tilbage til halvtredsernes rå garagerockere. Det gælder for The Jesus som for andre punk- og post-punk-rockoprørere, at de i oprøret inkorporerer det, de gør oprør imod. Rocken.

Med udgangspunkt i bandets seneste album, det anmelderroste Damage and Joy førte forsanger Jim Reid og bandet (broder William på guitar, suppleret med guitar, bas, trommer – og i et par numre en kvindelig backingsangerinde, Bernadette Denning) os på strejftog tilbage – ja, langt tilbage, til Psychocandy – i sangkataloget. En tour-de-force med fokus på klassiske sange, der vækkede umiskendelig jubel i den fremmødte fanskare. Og sangene blev fremført med styr på den høje lyd og et drive, der måtte overbevise tvivlere om, hvorvidt bandet stadigvæk har noget på hjerte efter genkomsten i 2007. Og de i bund og grund klassiske rocksange blev drevet frem af især William Reids markante, frenetiske guitarfigurer, der satte strøm og støj til sangene, og af forsanger Jim Reids genkendelige hæse, men også paradoksalt klare stemmeføring.

Hele to ombæringer af ekstra-numre blev det til, inden bandet lidt i tolv kunne takke af over for et publikum, der tydeligvis havde fået, hvad de kom for. Og ingen tvivl om det. The Jesus and Mary Chain viste denne aften, at de forudløbende rygter om fine præstationer (på fx Roskilde Festival) ikke bare var tilfældigheder, men at The Jesus har genrejst sig efter års pause og har formået at knytte bånd tilbage til tiden før bruddet. Det kan godt være, at der stadigvæk er splid internt i gruppen mellem de to brødre Reid, men på scenen mærker man den ikke. Her spiller det, højt og støjende. The Jesus er genopstået som Fugl Fønix af asken. Velkommen tilbage. En på alle måder vellykket koncert.

Fotos: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk – Steffens fotos er copyrightbeskyttede og må kun bruges denne ene gang af mig, respektér det venligst.

20 har læst indlægget

Nobelprisen i litteratur 2017: Kazuo Ishiguru

5. oktober 2017

Da Bob Dylan sidste år fik Nobelprisen i litteratur, startede det en lang debat om berettigelsen. Nogle mente endda, at tildelingen til en kunstner, der primært er kendt for sine sangtekster, var tegn på en krise i hædringen af litterære forfattere. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så vil dagen tildeling af samme pris til den britiske forfatter Kazuo Ishiguro blot fortsætte diskussionen Nobelprisens berettigelse og om valget af kunstner.Jeg vil trygt overlade til andre at skændes om tildelingens relevans og om Nobelprisens fortsatte berettigelse.

Om begrundelse for valget kan man læse:

– Modtageren er engelske Kazuo Ishiguru, som I romaner med stærk følelsesmæssig styrke har afdækket afgrunden under vores illusoriske forbindelse til verden, siger Sara Danius.

 

 

14 har læst indlægget

50: Moody Blues – Days of future passed

5. oktober 2017

The Moody Blues’ andet album, deres egentlige gennembrud, Days of future passed runder 50-årsjubilæet om få dage. En enestående værk med psykedelisk inspireret musik af særegen karakter, præget af Mike Pinders melotron og nogle dybsindige tekster. Og selvfølgelig gøres albummet til genstand for en passende genudgivelse med 2 CD/DVD, så vi gamle fans kan genkalde os den første rislende oplevelse af dette unikke britiske band.

11 har læst indlægget

Genhør med Susanne Sundfør

5. oktober 2017

I 2007 blev jeg blæst omkuld af Susanne Sundførs smukke englestemme. Og nu er hun aktuel med sit femte studiealbum. Og stemmen er fortsat smuk og bedårende dejlig.

3 har læst indlægget

Ken Gudman – 70

5. oktober 2017

Defenders, Young Flowers, Culpeper’s Orchard, Mo-i-Rana, Fly United, Starfuckers, Savage Rose. Peter Thorups benhårde trio – plus det løse. Næsten 150 pladeindspilninger.  Der var en grund til at Ken Gudman blev nærmest legendarisk trommeslager i dansk beatmusik. Han døde i 2003, 55 år gammel, af kræft. Men i dag ville han være blevet 70, hvis altså…

14 har læst indlægget
14 har læst indlægget