Rygterne om nye indspilninger fra guitarfænomenet Shuggie Otis har svirret længe, og nu omsider udkommer genudgivelsen af albummet Inspiration Information, der er kombineret med Wings of Love. Pladen kan man lytte til på NPRs side, hvor Shuggie omtales som en fodnote i musikhistorien, en fodnote, der fortjener lidt udforskning. Om Shuggie nogensinde vokser ud af fodnoteplaceringen er et åbent spørgsmål. I hvert fald synes jeg ikke Wings of Love føjer noget væsentligt til de tidlige sfæriske indspilninger med denne gådefulde guitarist og musiker.
Den psychedeliske musik opstod i tressernes Amerika og udsprang af hallucinatoriske oplevelser med diverse stoffer – ikke mindst LSD – garagerock, folk og så de nye teknologiske muligheder, som musikteknologien gav for at lave nye lydbilleder i studiet og på scenen. Og siden dengang har den psychedeliske musik været en konstant inspirationskilde for rockens og poppens musikere. Man kan følge den som en rød tråd fra tresserne og frem til i dag, hvor den nærmest har fået en renæssance. Neo-psychedelia taler man oven i købet om. Navne som Essex Green, Crystal Antlers og Tame Impala trækker tydelige tråde tilbage til de gyldne år på den amerikanske vestkyst i tresserne. Og et band som Foxygen demonstrerer, at der stadigvæk er publikumsappel i kombinationen af psychelisk sound og pop. Og herhjemme har renæssancen også sine forvaltere. Hvor et band som Spids Nøgenhat kan siges at have slået sig på en umiskendelig traditionalisme, så er den københavnske kvintet Halasan Bazar eksponenter for en moderniseret udgave, der både vedkender sig traditionens hang til fuzzy guitarer, æteriske stemmer, spirituelt klingende xylofon og sære lyde – og samtidig bekender sig til de moderne pops rene og skære sound.
Med deres nye album med titlen Space Junk leverer den internationale kvintet bestående af sangskriver, sanger, guitarist m.m. Fredrik Eckhoff, trommeslager Craig Martin Wood , basist og sanger Christian Han Jørgensen, guitarist Carl Coleman og sanger, organist og xylofonspiller Jakob Eriksen et overbevisende eksempel på, hvordan moderne psychelisk pop med appel til både pophovederne og dem med hang til garage- og powerpoprock kan og bør lyde i 2013. Halasan Bazars musik har allerede gjort et stort indtryk på en lang række toneangivende musikmagaziner – blandt andet trendsætterne på Pitchfork. Og det er ganske forståeligt, for Halasan Bazar har formået at lave deres egen, personlige udgave af psychedeliaen, der på den ene side ikke kan løbe fra inspirationen i tressernes bevidsthedsudvidende og -overskridende toner, men på den anden side lyder forfriskende ny og moderne. Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt at lave psychedelisk musik i dag, hvor kulturen ikke længere er præget af fremskridtstro, højkonjunktur og plads til højtflyvende drømme, men sådan er det ikke desto mindre. Hermed anbefalet.
Halasan Bazar. Space Junk. Crash Symbols (US). Dansk distribution: Rillbar. Udkom d. 8. april.
Der er næsten noget historisk-ironisk over den kendsgerning, at OMDs nye album English Electric udkommer samme dag som meddelelsen om Margareth Thatchers død løber ind med nyhedsstrømmen. Thatcher – kaldet Jernladyen – var briternes politiske leder i firserne. Og sammen med amerikanernes Ronald Regan var hun med til at sætte en ganske anden politisk-økonomisk dagsorden end den, der herskede i halvfjerdserne. En dagsorden, hvor fagbevægelsen blev slået tilbage, og hvor en neo-liberalistisk økonomi blev trumfet igennem. Firserne var yuppiernes årti, og herhjemme blev de kaldt fattigfirserne, fordi der blev ført en såkaldt “ansvarlig” økonomisk politik (styret af regnedrengene i Finansministeriet) med kartoffelkur og andre stramninger. Det var et årti, der på mange måder kan ligne det årti, vi lever i nu.
Og det musikalske lydspor til firserne passede på mange måder til et årti, hvor halvfjerdsernes drømme om solidaritet og større global lighed bristede og blev erstattet af egennyttig jagt på rigdom og individualistisk selvrealisering. Et på mange måder kuldslået årti. Til dette årti passede den elektroniske popmusik fint med sin technokølighed. Men også i kraft af sin indiskutabelt dansable popappel, der passede som fod i hose til diskotekernes virkelighedsflugt på danskegulvet og til hitlisternes konstante begær efter pop, man kunne nynne med på.
Et af de helt store bands i firserne var Orchestral Manoeuvres in the Dark – OMD – der blev dannet i 1978, brød igennem i 1980 med singlen “Enola Gay” og trak stikket ud første gang i 1996, hvor britpoppen satte sig eftertrykkeligt på den musikalske dagsorden i Storbritannien.
Men med indgangen til den aktuelle krise vendte OMD tilbage. I 2007 blev gruppens kunstneriske højdepunkt, albummet Architecture & Morality, genudgivet i en remasterede cd-udgave med tilhørende koncertdvd. Og i 2010 kom studiealbummet History of Modern, der indvarslede gruppens genkomst for alvor. Det følges nu op af English Electric, der henter sin titel fra et firma, der laver elektriske motorer og generatorer.
Det er en på samme tid fremad- og tilbageskuende plade, OMD udsender. Det er melodiøs, fængende, dansant elektro-synth-pop, som samler tråden op fra gruppens storhedstid i firserne, men også sender kærlige allusioner til stilskaberne i tyske Kraftwerk, der på mange måder var forud for deres tid og uden tvivl er en stor inspirationskilde for gutterne i OMD. Krisebevidstheden er helt fremme på pladen i et nummer som “The Future will be silent”, hvor titlen er svaret på spørgsmålet om, hvordan fremtiden mon vil lyde? Her er ikke plads til fremtidstro eller -optimisme, som tilfældet var hos dem, der havde succes i firserne. English Electric er ikke nogen anakronisme, men den er en slags musikalsk diagnose af tidsånden her i 2013, hvor vi ikke aner, hvor krisen vil føre os hen, og hvor vi døjer med eftervirkningen af den politik, der netop blev iværksat i årene under Thatcher og Reagan. English Electric er et symptom på krisetiden, for så vidt som det er et krisesymptom at vende tilbage til rødderne – her de musikalske rødder i senhalvfjerdsernes og firsernes syntheziserpop – og at kaste sig over de glæder som poppen kan give midt i al elendigheden. OMD har med det nye album endnu engang bedrevet det kunststykke at forene den eksperimenterende leg med det kølige elektroniske isenkram – med den elementære, hjertevarme, danseglade og fængende pop. Hermed anbefalet alle, der er krisetrætte.
I december sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Hans Theessinks og Terry Evans‘ fine duoplade Delta Time, hvor man kan lytte til en fin legering af rootsy blues, gospel, soul m.m. Og nu sidder jeg så med Theessinks seneste udspil, soloalbummet Wishing Well, der markerer kunstnerens 65-årsdag.
Denne gang er Hans næsten alene om musikken. Med undtagelse af David Pearlmans dejlige pedal steelguitar på fire af pladens numre og Gyan Singhs tablas på “Kathmandu” og Blessings Nkomos shaker på “Take your picture” står Theessink for det musikalske med sin behagelig, maskuline, bløde bariton og guitarer, banjos, mandolin og andre strenge. Vi befinder os stadigvæk musikalsk set helt nede ved rødderne. Det understreges af de kopinumre, Theessink har valgt at fortolke. Her er bluesen hos forbilledet Brownie McGhee, her er den folkelige amerikanske tradition, repræsenteret dels ved Townes van Zandt (“Snowing on raton”) og ved Bob Dylan (“Ballad of Hollis Brown” fra Dylans The Times They Are A-Changin’ fra 1964). De øvrige sange er enten traditionelle (Wayfaring Stranger, Make med down a pallet on your floor, Albeta let your hair hand down low og Delia) eller skrevet af Theessink selv.
Men uanset, hvem der er ophav til sangene, så er der en umiskendelig bluesy groove over sangene, når de kommer ud af Theessinks strenge og stemme. Det understreges fint af sangen “Kathmandu”, der trods sin asiatiske inspiration og fine tablalyd er en blues. En nepalisisk blues.
Pladen, der er produceret af Hans Theessink selv, hænger fint sammen i kraft af det gennemgående groove og artistens kærlighed til de musikalske rødder. Der er en meget intim feeling på pladen. Sublimt, forfinet guitarspil, der gør en dyd af at være netop intimt og i musikkens tjeneste. Den er som et meget personligt postkort til den enkelte lytter. Hermed anbefalet.
Hans Theessink. Wishing Well. Produceret af: Hans Theessink. Blue Groove 2013. Udkom d. 5. april.
Det unge band Palma Violets (dannet i 2011) var en kultsucces, længe inden de fik indspillet deres første singleplade. I kraft af nogle heftige koncerter, der gav genlyd i musikmiljøet i London og resten af Storbritannien. Og man – jeg – forstår godt begejstringen, når jeg lytter til debutsinglen “Best of Friends”, der blev udvalgt som årets sang i New Musical Express i 2012. Her genfinder man den uforfærdethed og ungdommelige friskhed, man fandt hos de unge U2 og The Undertones – kombineret med den rå lyd af garage- og pubrock.
Her til formiddag tog jeg mig den frihed at spadsere en tur i den indre by for at indånde byens fortravlede stemning, lidt forårsluft og -solskin og ose lidt i boglader etc. Og på vej hen over fortorvet i Hans Broges Gade sprang Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks glade forårssang “Det er i dag et vejr” meget passende frem i bevidstheden – af indlysende årsager. Den sang var en del af min barndoms ‘arvesølv’, og siden hen tog Kim Larsen den jo op på sin debutplade Værsgo og forevigede den som popsang i en version, man kun kan blive glad i låget af.
“Otis had the softness of Sam Cooke and the harshness of Little Richard, and he was his own man. He was also fabulous to be around, always 100 percent full of energy. So many singers in those days, with all due respect, had just been in the business too long. They were bitter from the way they were treated. But Otis didn’t have that. He was probably the most nonprejudiced human being I ever met. He seemed to be big in every way: physically, in his talent, in his wisdom about other people. After he died, I was surprised to find out I was the same age as he was, because I looked up to him as an older brother.” Steve Cropper
Selv om det meste af soulsangeren Otis Reddings produktion stadigæk er tilgængelig på cd, så er det glædeligt, at hans singleudgivelser for plademærket Stax/Volt nu udgives samlet i en lille tre-cd-boks. Singlerne var datidens medium, og de største øjeblikke med den store sanger finder man på singleudgivelserne, vil jeg mene. Et must for soul- og Otisfans.
Det må være Giro 413, der engang for meget længe siden, har lagt dybe erindringsspor efter denne gamle sang med Liva Weel fra 1930′erne. Nærmere bestemt 1932 (På halen, Riddersalen). Med tekst af selveste Poul Henningsen og musik af Bernhard Christensen. Hvorfor den dukkede op på den indre jukeboks? Måske, fordi jeg kom til at tænke på et gammelt foto af min mor fra dengang, hun var ung og boede i København. Hun står iført en flot spadseredragt og en lille koket hat – og jeg kunne sagtens forestille mig, at hun måske var på vej ud i det københavnske natteliv, måske endda i retning af dansestedet Adlon. Det var før, hun mødte min far. Ta’ og kys det hele fra mig…
Den amerikanske sangskriver og musiker Chip Taylor har ikke gået den lige vej i sin musikalske karriere. Den begyndte i barndommen, hvor han fik interesse for musik ved at lytte til lokale countrystationer i barndomshjemmet i Yonkers, New York. Det førte til dannelse af et country-high-school-band.
Da bandet gik i opløsning, kastede Chip sig over golf med en vis succes, men håndleddet kunne ikke holde til det, og derfor kastede han sig helhjertet over musikken. Og i 1961 fik han kontrakt med pladeselskabet Warner Bros. Med singlen “Here I am” lykkedes det Chip at komme op top 100.
Guitaristen Chet Atkins opdagede Taylors sangskrivertalent og sørgede for, at andre kunstnere kom til at indspille nogle af sangene. Countrysangeren Bobby Bare hittede med “Just A Little Bit Later On Down The Line”.
I tresserne blev Taylor ansat som professionel sangskriver hos CBS, hvor han skrev en lang række sange, som blev fortolket af folk som Linda Ronstadt, The Hollies og Ike & Tina Turner. De mest kendte sange fra hans hånd er “Wild Thing“, der blev The Troggs helt store hit, og “Angel in the Morning” (fortolket af bl.a. Merilee Rush, Juice Newton og Chrissie Hynde). De to sange fortæller også noget om spændvidden i Chip Taylors sangskriverkunst.
Til Taylors meriter hører også, at han opdagede James Taylor, da denne spillede med i James Taylor and the Flying Machine, og lavede en plade med ham.
Siden starten af halvfjerdserne har han udsendt den ene soloplade efter den anden. I omegnen af tyve styk, der alle har været godt modtaget af kritikerne, uden at det har afspejlet sig i salgstallene. I perioden 1979 til 1996 holdt han et pause i musikken og levede som succesful, professionel spiller (hestevæddeløb og kortspil). Men han vendte tilbage til musikken igen og har i starten af det nye århundrede oprettet sig eget pladeselskab Train Wreck Records, hvor hans seneste album – bl.a. Songs from a Dutch Tour og Yonkers NY – er udsendt (i hhv. 2008 og 2009). Til maj kommer endnu et med den flotte titlen Block Out The Sirens of This Lonely World. Der er netop udsendt en foreløbende video til pladen. Her lyder Taylor lidt à la Bob Dylan, synes jeg.
En god introduktion til Chip Taylors sangskrivning finder man på opsamlingen Wild Thing, hvor andre kunstneres fortolkninger er samlet, og på opsamlingen Angels & Gamblers: Best of 1971-1979.
CAPAC er mit Nom de plume et de guerre!
Bag det akronymiske palindrom CAPAC gemmer sig en dreng, der er er ved at blive voksen mod sin gode vilje, og som får afløb for sin ubændige skrivekløe, sin lige så genstridige trang til at reflektere over alt, sin lyst til at kritisere verdens skæve gang - og sin uslukkelige appetit på det, vi i mangel af bedre kalder livet.
Emnerne strækker sig over alt mellem himmel og jord - og udenfor - med en hang til nostalgi og musik, et skarpt blik til nytidens politiske og kulturelle elendigheder og opmuntringer, kombineret med en munter og til tider ramsaltet mening om hvad som helst i øvrigt. Intet er for stort eller småt til at få et ord med på vejen.
Capac har nu kørt i 7 år.
Ordforklaringer:
akronym: initialforkortelse
palindrom: ord, sætning eller anden sproglig sekvens der er ens uanset om man staver forfra eller bagfra fx regninger eller spansk snaps
Opdatering d. 2/5-2013:
Capac er et one-man-band, selv om mange tror, at der står et kollektiv bag. Der er kun en skriverkarl bag skriverierne. Til gengæld skriver jeg stort set hver eneste dag. The beat must go on and on and on....
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig på altid kun at bruge enten offentlige billeder, frikøbte billeder eller pr-fotos/pladeomslag. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude have noget imod, at deres foto dukker op på min side, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet.
Det gælder også links til videoer.
Images
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. The bulk of illustrations here comes from the vast vaults of press photos, record sleeves etc. on the internet. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there oppose my publishing of one of their photos and/or video footage, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
(Ovenstående formulering har jeg lånt af Torben Bille og frue. Tak Torben og Anne Katrine!)
