Bob Dylan – her, der og alle steder

15. juli 2019

Dylan har været på Roskilde Festival og i Hyde Park. Og som så ofte før deler vandene sig, når anmelderne skal vurdere den aldrende kunstners præstation. Og måske kan man i virkeligheden ikke finde et bedre billede på Bob Dylans betydning som kunstner end en kritiker- og anmelderhob, der er i dybeste splid med sig selv. Som ikke kan finde en fælles målestok for Dylan, ja dårligt nok nogen som helst målestok. – Og Dylan er nok ligeglad. Han har prøvet det hele før. Dårlig kritik og det modsatte. Og han fortsætter som han altid har gjort med at spille sine sange, sådan som han synes de skal spilles og synges den dag og med at optræde for et publikum, der gladeligt betaler det hvide ud af øjnene for at få lov til at se ham på en storskærm fra en pløjemark et eller andet sted i den store verden.

9 har læst indlægget

Summertime blues: #3 – Armageddon

15. juli 2019

Forleden nævnte jeg filmen Amargeddon i forbindelse med en version af John Denvers “Leaving on a jet plane”. Og i går fik jeg så lejlighed til at spilde et par timer med at se filmen. Og den er bestemt ikke det bedste, der er kommet ud af Hollywood. En slags Die Hard blandet op med olieboreplatformsarbejdere, NASA og en “global killer” af en meteor med retning mod jorden. Og med Die-Hard Bruce Willis i hovedrollen som den sædvanlige enerådende, fraskilte mand (med et barn på slæb i form af Liv Tyler), der aldrig lytter og kun forstår nedsættende, vulgær tale og øretæver. Suppleret med en række udmærkede birolleskuespillere som klangbund for Willis’ ensomme hævner og oprydder-rolle. Selv hvis man accepterer Die Hard-genrens usandsynlige præmisser (og det kan være svært nok), så er Amargeddon for usandsynlig, selv om fortællingen hænger nogenlunde sammen og kittes godt sammen af computerisering af de mest spektakulære scener. Nej, så hellere et gensyn med de gamle Die Hard-film (der i øvrigt også har været på programmet for nylig..).

Næh, det bedste ved den film var og er soundtracket, der består af en samling mainstreamrocknumre og temamusik. En af den slags soundtrack, der holder længere end filmen selv. Blandt numrene finder man ZZ Top og et af deres John Lee Hooker-inspirerede rockere…

7 har læst indlægget

Velvet Underground – Dallas 1969

15. juli 2019

Den 15.oktober 1969  optrådte Velvet Underground ved Dallas Peace Moratorium against the Vietnam War. Og i lang tid har optagelsen var g(l)emt for offentligheden, men nu er den så dukket op og vi kan nyde Velvet igen. Og i farver.

10 har læst indlægget

Tilbage til Alices restaurant

14. juli 2019

Bedre sent end aldrig, så kommer der nu en 50-års-jubilæumsudgave af Arlo Guthries lydspor til filmen Alice’s Restaurant. Filmen var en smuk hyldest til tressernes drømme og et gravskrift over samme – og pladen løftede Arlo Guthrie ud af sin fars skygge.  Genudgivelsen kommer på allehånde medier.

Læs mere »

50 har læst indlægget

Da lyset gik ud – Storbritannien i 1972-75

14. juli 2019

Plademærket Ace har specialiseret sig i opsamlinger af høj kvalitet. Og med opsamlingen Three Day Week – When the lights went out 1972-75 har de begået en lille genistreg.

Årene 1972-75 var årene lige før punken eksploderede i Storbritannien og forandrede musiklandskabet radikalt. Vi befinder os i en kulturel situation, hvor tresseroptimismen er visnet, hvor Storbritannien plages af store strejker og rammes af strømudfald og andre ulykker. Det var en grim og deprimeret tid. Og musikken på pladen tegner et billede af de situation, der gødede jorden for punkens ungdomsoprør.

Den lægger stærkt ud med Brothers “State of the union” (Brothers blev til Strawbs) og efterfølges af The Kinks og deres “When the work is over” (fra det lidt overset Soap Opera-album) og videre til fx Edgar Broughton Band og “Homes fit for heroes” og The Troggs’ “I’m on fire”, plus en række lidt glemte sange. Alt i alt et fint lydspor til de tre år, hvor tresserne var ovre og man ventede på nye tider.

8 har læst indlægget
8 har læst indlægget