Fra Den Store Amerikanske Sangbog 4: Bob Dylan

7. december 2021

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om  Bob Dylan, når vi taler om versioneringer af store amerikanske sange. Som en amerikansk musikskribent engang noterede, så omdefinerede Bob Dylan vores forestilling om, hvad sang er – med sin udskældte upolerede sangstil. Og han har heller aldrig holdt sig tilbage med den stemme. Og med lige stor kontrovers hver gang. Så da han over hele tre udgivelser kastede sin over sangskatten, så deltes vandene igen. Så kendte vi Dylan igen.

Og apropos Dylan så er her et link til en optagelse med hans sidste koncert på 2021-turneen på the Anthem i Washington, den 2. december. Hele koncerten i god kvalitet.

20 har læst indlægget

Julen er over os…

7. december 2021

Jovist, julen nærmer sig med raske skridt. Og jeg vil da ikke helt glemme denne forbrugsfest m.m. Og jeg kan passende begynde med en julesang, der ikke rigtig blev til noget, da den udsendtes. Og det til trods for, at den var både skrevet og produceret af selveste Phil “Wall of Sound” Spector og havde en at den tids store stemmer – Darlene Love – i forgrunden. Men ind på hitlisterne ville den sang bare ikke. Måske var den ‘for meget’. I hvert fald er det en af de sange, hvor Phil Spectors monumentale lydmur er allermest udpræget.

12 har læst indlægget

Gen-gensyn med Walter Mitty

6. december 2021

Det er vist tredje gang, jeg har set Ben Stillers film The Secret Life of Walter Mitty, som TV2 viste (igen) forleden aften. Og lige fascineret var jeg. Og denne gang var det især scenen, hvor den overrislede helikopterfører står på scenen i den lille bar i Grønland og synger sin kærestesorg ud i form af sin berusede udgave af Human Leagues kæmpehit “Don’t you want me”.

I øvrigt kom sangen kun med på bandets album Dare som sidste sang på side 2 i sidste øjeblik, fordi forsanger og sangskriver Phil Oakey mente, at den var for sær. Men den gik hen og blev et af den tids allerstørste hits.

16 har læst indlægget

Fra Den Store Amerikanske Sangbog 3: James Taylor

6. december 2021

Også James Taylor, der selv kandiderer til at blive en american standard, har været nede og låne fra den store amerikanske sangbog og har udsendt American Standard så sent som 2020. Han er sikkert blevet inspireret af andre, som vi vil vende tilbage til snart.

6 har læst indlægget

Hjemme i laden – Velkommen tilbage til Neil og den gale hest

5. december 2021

38 har læst indlægget

Fra Den Store Amerikanske Sangbog 2: Rod Stewart

5. december 2021

Jeg kommer selvfølgelig ikke uden om den ærkeengelske Rod Stewart i min lille serie om The Great American Songbook. Med hele fem albums med undertitlen the Great American Songbook plus en opsamling fra de fem, et album med rock classics og en Soulbook med klassiske soulsange, så tager han nok alt i alt førertrøjen blandt dem, der er kommet efter Frank Sinatra. Og måske skal man også regne hans julealbum med i den pulje…

14 har læst indlægget

Gamle nar – om nye og gamle medier

4. december 2021

I går (eller også var det tidligt i dag) lykkedes det mig – på de såkaldt sociale medier, nærmere bestemt Facebook – at blive tituleret “gamle nar” i en kommentar. Det fik mig straks til at – nej, ikke at replicere eller overovedet reagere – tænke over forskellen på de nye såkaldt sociale medier og de gamle medier, hvor journalistikkens fag hersker. For det har slået mig, at man ofte i de gamle medier – fx på tv i diverse nyhedsudsendelser – behandler de såkaldt sociale medier på lige fod med de gamle medier. Fx Facebook, Twitter og Instagram på linje med TV- Avisen. Men det er fejlagtigt og vildledende.

For en væsenlig forskel på de såkaldt sociale medier (og jeg vil gerne insistere på at kalde dem såkaldt sociale, for derved at sætte spørgsmålstegn ved, hvor sociale de egentlig er…) og de gamle medier, fx dagbladene, er, at de gamle medier var og er redigerede. Det betyder bl.a. at læserne ikke bare kan komme til orde i aviserne, men først må gennem redaktørens (fx debatredaktørens) kritiske afvejning af indlæggets relevans. Og derved sorteres meget fra. Jeg vil for eksempel være ret sikker på, at ham der gutten, der kaldte mig en “gammel nar” (og uden øvrig kommetar) vil være blevet forbigået. Slettet, makuleret.

Problemet med de såkaldt sociale medier er, at her kan alle komme til orde. På den måde er det meget demokratisk, og en demonstration af ytringsfrihedens næsten grænseløse udfoldelse lige netop der. Og dog – for hvad har det med ytringsfrihed at gøre, at man bare udtrykker sin ringeagt, sin fordomsfuldhed, sin aversion osv.? Der er i hvert fald ikke tale om kvalificeret ytringsfrihed, for det forudsætter et minimum af argumentation. Og det er der ikke i en verbalt opstød af benævnte slags. Ogh det er et problem ved de såkaldt sociale medier: At her kommer alle og alt til orde. Selv de ubegavede, tankeløse og af fordomme forblindede. Alle dem, der er i familie med H. C. Andersens kone i muddergrøften. Ja, de såkaldt sociale medier er den uredigerede muddergrøft, om man vil.

I øvrigt var årsagen til, at omtalte kommentator kom med sit opræb, at jeg havde tilladt mig at gå imod vor tids politiske korrekthed og rose en filosof for at kritisere den såkaldte #meetoo-bevægelse. Og det gør man altså ikke ustraffet på de såkaldt sociale medier (der jo netop i allerhøjeste grad dyrker individualismen frem for fælleskabet). I øvrigt har jeg ikke det fjerneste imod at være gammel eller en nar (for det var netop narren, der var den, der satte spørgsmålstegn ved det politisk korrekte).

43 har læst indlægget

Den musikalske Janusskikkelse

3. december 2021

Min fødselsdag nærmer sig, og dermed en påmindelse om, at man ikke er ung længere. Ja ikke engang midaldrende. Og det betyder jo, at man som musikelsker har rigtig meget at se tilbage på, fordi man er født dengang Elvis Presley brød igennem og har været hele møllen igennem. Og at man godt – også – kan se fremad og følge lidt med i, hvad der kommer af ny musik. Man er kort sagt som guden Janus, der kunne se både frem og tilbage.

Og det sjove er (!?), at når man kigger tilbage, så sker det – faktisk ret ofte – at man opdager noget man har overset (-hørt) eller ligefrem har negligeret. Og som fortjener at blive hevet frem i lyset. Fx Terence James Reid (f. 1949), der især har arbejdet som sideman, studiemusiker og lignende for en lang række højt profilerede kunstnere, fx Rolling Stones og Fleetwood Mac. Og – også har indspillet en række gode soloalbums, der nok ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener.

Eller genopdagelsen af sangeren Robert Palmer, der døde i 2003 kun 54 år gammel. Han er nok en kunstner, jeg alt for længe har haft uden for radaren. Men det har ændret sig efter at jeg kom på sporet af hans solodebutalbum Sneakin’ Sally Through The Alley (1974), hvor han sagde farvel til sit gamle band Vinegar Joe og i stedet lod sig akkompagnere af Lowell George (Little Feat), The Meters og Allan Toussaint. Og det borger jo for et højt kvalitetsniveau. Så nu vil jeg bruge lidt tid på at udforske Palmers diskografi.

31 har læst indlægget

Fra Den Store Amerikanske Sangbog: A Little Touch of Schmilsson in the Night

2. december 2021

Foregående indlæg gav mig ideen til en lille serie, en lille rundtur i plader, hvor vor tids kunstnere kaster sig over Den Store Amerikanske Sangbog. Og vi begynder med sangeren Harry Nilssons A Little Touch of Schmilsson in the Night fra 1973. Den er bl.a. interessant, fordi den stammer fra en tid, hvor den type album med standards, ikke rigtig var blevet moderne. Nilsson var med andre ord på forkant med tiden.

Det fortælles, at han gerne ville lave denne plade og han kom til optagelserne med en stemme, der var plaget af druk og tobak, men at det alligevel lykkedes ham at få den lavet. Og coverfototet er en diskret hilsen til foregangsmanden Frank Sinatra og dennes In The Wee Small Hours.

34 har læst indlægget

Brian Wilson ved klaveret

2. december 2021

Ja, den 79-årige Brian Wilson er aktuel med albummet At my piano. Og som titlen siger, så er det kun Wilson selv og pianoet, der står for underholdningen. Godt og vel en snes sange fra mandens lange karriere som sangsmed for – især – The Beach Boys udsættes for den skrabede udgave. Og – du kan selv lytte med på den der videoside, du ved nok… – sangene klarer sig forbavsende godt selv om der ikke er skyggens flotte stranddrengevokaler eller ferme studiemusikeres ekvilibrisme. Og dét siger noget om sangenes styrke og kvalitet.

Og disse såre smukke sange fik mig til at tænke på, om ikke tiden er inde til at inkludere Wilsons sangskat i den store bog, som de derovre kalder The Great American Songbook. For dette begreb defineres i en wiki som en løst defineret kanon over betydelige tidligt-20.århundrede-amerikanske jazz-standards, populære sange og showtunes. Men er tiden ikke til at inkludere ikke blot Winsons sangskat men også andre sange fra sidste halvdel af det tyvende århundrede? Det synes jeg i hvert fald.

18 har læst indlægget

Dinosaurmøde: Neil Young – Paul McCartney

1. december 2021

44 har læst indlægget

December

1. december 2021

7 har læst indlægget

Peter Noone – Herman’s Hermits – og David Bowie

30. november 2021

På papiret en umulig konstellation. Ikke desto mindre gav David Bowie sangen “Oh you pretty thing” – kendt fra hans eget album Honky Dory – til forsanger i Herman’s Hermits, da denne ville forsøge sig som solist. Pladen blev produceret af den dengang efterspurgte producer Mickie Most og Bowie selv spillede klaver på sangen. Most ændrede lidt ved både arrangement og tekst.

 

26 har læst indlægget

Capac anbefaler: Gro – Columna

29. november 2021

Hvis vi havde skrevet 1971 og ikke 2021, så ville Julie Møller Christiansen, der bærer kunstnernavnet GRO, måske have siddet i skrædderstilling med den akustiske guitar i sit skød og have sunget sine popsange om parforholdets komplikationer med sin klare, betagende ungpigerøst – .

Men vi befinder os 2021 og dermed langt inde i den digitale tidsalder. Og GROs debutalbum Columna er indiskutabelt et barn af sin tid. Moderne popsange iklædt elektroniske lydflader og -rum, selv om der da dukker lidt analogt strengeleg (guitar, piano…) og vist også, hvis ikke mine gamle ører tager fejl, lidt trommer, op undervejs. Det er computerspillenes og den moderne digitale electronicas store, åbne lydunivers, der udforskes og afsøges i Gros kompositioner. Der er her den digitale tidsånd sætter sig igennem. Men et eller andet sted insisterer popartisten Gro med sine iørefaldende pop-tunes, der daterer sig tilbage til en tid før Gros fødselsattest.

Som en stor appetitlig smørklat snurrer Columna-vinylen rundt på min grammofon og fylder rummet med en moderne nærmest grænseløs popstemning og inviterer lytteren på en rejse i vor tids popunivers. Og det er som sådan, man bør møde Gros fine debut, der rummer løfter om mere lytteværdig pop i fremtiden. Hermed anbefalet.

Gro. Columna. Tekst og musik: Julie Møller Christiansen (med hjælp fra flere venner). Celebration Records. Er udkommet.

57 har læst indlægget

Amoco Cadiz – erindringssmuler

29. november 2021

Så blev jeg lige sendt tilbage til dengang i 1979, hvor jeg havde købt den talentfulde Steve Forberts andet album Jackrabbit Slim og fandt en 7″-bonus-single inde i pladecoveret med sangen “The Oil Song” om den forfærdelige oliekatastrofe i 1978, da den Shell-ejede olietanker Amoco Cadiz grundstødte ved Bretagne i Frankrig og udløste den hidtil største olieforurening. Jeg tænkte, hvordan kan man skrive en så smuk sang om noget så forfærdeligt!? Det kan man, når man er en stor sangskriver.

Steve Forbert var et stort talent dengang. En af dem, der blev anset for at være ‘en ny Dylan’, men det lykkedes aldrig rigtig for ham at blive en af de helt store. Men han har fortsat med at udsende det ene fine album efter det andet og er – så vidt jeg ved – stadigvæk aktiv i en alder af 66 år – trods overstået kræftsygdom og anden modgang.

18 har læst indlægget
18 har læst indlægget