Jimi Hendrix – 79

27. november 2021

Ja, hvis ikke han havde meldt sig ind i den mytologiske klub for unge døde rockmusikere allerede i1970, så ville han være fyldt 79 år i dag. Men sådan skulle det så ikke være…

Jimi Hendrix KB Hallen 1970′

Jimi Hendrix Vejlby Riiskov Hallen 1970

 

19 har læst indlægget

Det alle taler om: Get Back

26. november 2021

I hvert fald blandt Beatles-fans og -dyrkere, er Peter Jacksons dokumentar Get Back, der i flere timer følger Beatlerne i deres sidste tid, lige nu det varmeste emne.  En slags modstykke til filmen Let it be fra 1970, der viser knap så flatterende sider af de fire musikeres omgang med hinanden. Indtil videre er Get Back kun tilgængelig på Disney-koncernens nye streamingtjeneste, men man må formode, at Jacksons opus før eller siden udkommer på en mere alment tilgængelig form.

64 har læst indlægget

Når alt går i sort – sort uge, sort torsdag (eller fredag)…

24. november 2021

Forbrug, forbrug, forbrug… Sort, sort, sort. Ja, det ser sgu sort ud, hvis vi fortsætter ufortrødent ad denne sorte vej.

63 har læst indlægget

Pete Best – trommeslager i The Beatles – 80

24. november 2021

“Den 15. august spiller gruppen to gange i the Cavern, en gang ved frokostid, den anden om aftenen. “Jeg samler dig op i morgen”, råber Pete til John, da han går. “Nej”, svarer John. “Jeg har andre aftaler”.

Det er de sidste ord noget medlem af the Beatles taler til Pete.

Inden Pete forlader the Carven den aften, siger hr. Epstein til ham, at han vil snakke med ham på kontoret næste morgen kl. 10. Det er der ikke noget mærkeligt i, for de mødes ofte for at diskutere aftaler. Neil kører ham ind og sætter ham af ved NEMS-kontoret. Hr. Epstein virke urolig, snakker om ingenting. Han spørgerPete, hvordan han synes gruppen klarer sig. Pete siger “Fab”, et ord der ikke er så moderne, som det snart vil blive. Han mærker, at hr. Epstein har noget i sinde. Hvem kan bebrejde hans usikkerhed. Han er stadigvæk kun 27 år gammel med en baggrund i møbelsalg.

Ud af det blå udbryder hr. Epstein: “Jewg har dårligt nyt til dig. Drengene og jeg har besluttet, at de ikke vil have dig med i gruppen længere, og at Ringo erstatter dig.”

Pete har svært ved at tale. “Hvorfor?”

“De synes ikke, at du er en god nok trommeslager, Pete”, siger han. Og han tilføjer: “Og George Martin mener heller ikke at du er en god nok trommeslager”. George Martin er produceren hos Parlophone som havde Beatles til prøveoptagelse. Da Pete var uden for hørevidde fortalte han Brian Epstein, at Pete ikke kunne holde tempoet, og at han havde planer om at bruge en studietrommelsager til den næste optagelse.

Pete siger, at han mener at han er lige så god som Ringo, hvis ikke bedre. “Ved Ringo noget om det her endnu?”. Ringo er en god ven.

“Han kommer på søndag”

[Craig Brown One Two Three Four The Beatles in time, s. 65-66, min oversættelse]

Fra august 1960 til august 1962 var Pete Best trommeslageren i the Beatles. Så blev han fyret, fordi han ganske enkelt ikke var god nok, som beskrevet i citatet ovenfor. Men det siger noget om The Beatles’ senere status, at Pete Best efter at have forliget sig med sin fortid  i de senere år har kunnet leve højt på at have været med i gruppen, fx med den selvbiografiske Beatle! The Pete Best Story (1985) og the Beatles The True Beginnings  (2007) .

At det langfra er en fordel at have været sat i forbindelse med de berømte fire, det kan Jimmie Nicol, der afløste Ringo ved Beatles’ koncerter i Danmark i 1964, tale med om. For ham var den korte tid bag trommerne mere end belastning end en fordel.

I dag fylder Pete 80 år.

 

 

103 har læst indlægget

Hæder til – Povl Dissing

23. november 2021

En af Danmarks helt store kunstnere bliver første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkroots-musikken. 83-årige Povl Dissing hyldes i forbindelse med Danish Music Awards Roots på lørdag d. 27. november 2021 i Tønder.” Sådan starter en af dagens mails i min indbakke.

Og straks glider tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor den nu 83-årige Povl Dissing dukkede op på den danske musikscene, nærmere bestemt: den folkemusikscene, der blomstrede i de år. Og jeg husker, at han hurtigt blev kendt videnom, men også var en der delte vandene. Enten kunne man lide Dissings særprægede stemme og hans repertoirevalg, der både omfattede gamle danske sange og moderne sange af fx Shel Silverstein – eller også kunne man slet ikke holde ham ud. Jeg husker, hvordan min far vrængede ad Dissing, når han blev spillet i musikradioen. Næh, Dissings særlige danske form for blues og hans stemme var ikke hverdagskost dengang i tresserne. Men han holdt ud og langsomt men sikkert arbejdede han sig ind i den folkelige bevidsthed og vandt en helt særlig plads, da han sammen med den kongeniale digter Benny Andersen lavede Svantes Viser, der ikke alene blev et regulært hit, men hurtigt aspirerede til en plads blandt Højskolesangbogens kanoniserende sange.

41 har læst indlægget

50: Bob Dylan – Greatest Hits II

22. november 2021

I albumåret over dem alle, 1971, udsender his Bobness ikke en ny plade, men derimod hans andet Greatest Hits-album. Det hører dog med til historien, at dobbelt-LP’en indeholder adskillige ikke tidligere udsendte optagelser med Dylan. Og at pladen solgte ganske godt.

42 har læst indlægget

50: Gasolin’

21. november 2021

Det er næsten ikke til at begribe. I dag er det et halvt århundrede siden Gasolin albumdebuterede med det eponyme album med den karakteristiske Hergé-forside (hentet fra et Tintin-album). Og dermed blev der for alvor sparket gang i en af de største successer, dansk rock har frembragt. Pæredansk rock med danske tekster af fineste karat. Forståeligt nok, at Gasolin stadigvæk lyser på firmamentet.

38 har læst indlægget

Capac anbefaler: Ginne Marker – Ulteria

21. november 2021

Knap to år og en viruspandemi er der gået, siden Ginne Marker debuterede og brød igennem med sit første album For Seasons to Come. Men i april i år fik vi en forsmag på album nr. 2  – der nu er ude med titlen Ulteria – idet singlen Never Golden But Beautiful / Omen blev udsendt som en lovende og forlokkende forsmag på, hvad der var i vente.

Ulteria kalder kunstneren sin nye plade, og ordet forklares på forsiden af det indlagte teksthæfte i pladecoveret – som en afledning af ordene ulterior og euphoria. Og med den dobbelte betydning: 1. “the profound state of truly accepting change” eller på dansk: at have nået den udviklingstilstand, hvor man accepterer livets forandringer; og 2. fugle Phønix i sin aske lige før den bliver genfødt – det mytologiske billede på, at en afslutning også er en begyndelse på noget nyt og andet.

Og den dobbeltbundede titel fortæller også noget om, hvad der faktisk er på spil i Markers tekstunivers. Lad os bare tage et par eksempler. Den første sang “Titans” er en klassisk parforholdsopbrudssang, hvor et par er gået fra hinanden, men i bevidstheden om, at de var gjort af det samme stykke – “We’re pieces pulled, oh baby/ from the same moon” – og rustet til at klare opbruddet: “Meat to be, built to stand this change”. Ulteria. Og i sang nr. 2, kendt fra singleudspillet, “Never Golden but Beautiful”, mediterer Marker over den unge kærligheds skrøbelighed – “Hearts break, when you least want them to” .  En kærlighed, der insisterer, selv om den går i stykker som skrøbeligt glas.

Og Markers tekster beskriver følelsernes ambivalenser og dobbeltbundetheder i et søgende, poetisk sprog, der er tættere på den skrevne poesi end på popteksternes velkendte rimede enkelhed. Så der er god grund til at bruge lidt tid på at læse Markers tekster, for hun har noget på hjerte og vil ikke bare have os til at synge med.

Og Ginne synger sine både poetiske og prosaiske tekster med den stemme, der allerede er blevet påskønnet og fremhævet. En smuk stemme, der har et helt personligt særpræg og udgør et kostbart vandmærke i hendes musik. Og en stemme, der i Aske Jacobys indforståede og lydhøre produktion får tildelt lige netop den fremtrædende plads  – i centrum og svævende over instrumenterne – der tilkommer den.

Stilistisk bevæger Ginne Markers sig stadigvæk inden for de genremæssige rammer, vi mener at kende som folk, singer-songwriter-sangskrivning og high-end pop. Sangene har en overvægt af ballader, og det er da også det stille og eftertænksomme, der passer som fod i hose til Markers ulteria-bundne sangskat.

Arrangementerne passser også smukt til sangene. Ginne Markes fine stemme og hendes  sofistikerede guitarspil blander sig ubesværet med det lyse, lette arrangementer, hvor de andere musikere omfatter hendes udfoldelser med diskretion og lydhørhed, samtidig med at produktionen let lader lytteren opfatte de enkelte instrumenters bidrag til det samlede, imponerende resultat.

Med Ulteria har Ginne Marker lang endnu en alen til den talentmasse, hun lagde frem med debutalbummet. En alen, der kommer af erfaring og kunstnerisk engagement. Ulteria er et af dette musikårs bedste og mest vedkommende udgivelser. Hermed varmt anbefalet.

 

99 har læst indlægget

Dødsfald: fotografen Mick Rock – 72 år

20. november 2021

[Mick Rock og Lou Reed, foto lånt fra Lou Reed Facebookside]

Manden der “skød” halvfjerdserne er han, fotografen Mick Rock, blevet kaldt. Og rigtigt er det, at han var en af dem, der indfangede halvfjerdsernes musikkultur i det markante årti. En af dem, der tog billeder, der var med til at skabe mytologien omkring rockmusikken. For eksempel finder man hans fotografier på Lou Reeds hovedværk Transformer og på Coney Island Baby.

På Youtube kan man pt. (men man skal nok skynde sig, da den nok bliver pillet ned…) se dokumentarfilmen Shot! The Psycho-Spiritual Mantra of Rock fra 2016 om hans liv og karriere (man skal dog være indstillet på, at det er en spansk udgave af filmen…).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

36 har læst indlægget

Reklamespot: Rockhistorier

19. november 2021

Jeg skal nok blive bedre til at reklamere for andre medier, ud over den reklame, der er indbygget i brugen af videoer fra Youtube. Og der findes jo masser af gode medier derude, når man vil lytte til musik eller høre noget om musik. For eksempel er der den danske podcast Rockhistorier, der bestyres af Klaus Lynggaard (forfatter, musikanmelder – i Weekendavisen m.m.) og Henrik Queitsch, der siden 1999 har anmeldt musik i Ekstrabladet og været medredaktør på Dansk Rock Leksikon m.m.

Podcasten har kørt længe og er som regel bygget op omkring en person eller et emne. Det kan fx være en udsendelse om ABBA i forbindelse med deres seneste udspil eller – som i det seneste afsnit –  en udsendelse med og omkring bogaktuelle Søren Ulrik Thomsen, der også har fælles ungdomstid til fælles med de to redaktører. Sidste udsendelse, der er ret repræsentativ for serien, er bygget op omkring Søren Ulrik Thomsens spilleliste (se nedenfor). Og med udgangspunkt i numrene opstår der så samtaler, der dels belyser numrene og giver anledning til personlige kommentarer. Det er vældig underholdende og inspirerende for musiklyttere. Hvor informativt det er, kan man nok diskutere, men det er heller ikke det vigtigste. Udsendelserne er fulde af musikglæde, og det smitter af.

Udsendelserne kan man lytte til på diverse streamingtjenester, bl.a. Spotify, og man kan – hvis man synes det er en idé – være med til at sponsorere udsendelserne.

1. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: ”Jeg er så træt af rockmusikken” (2016)
2. Creedence Clearwater Rival: “Bad Moon Rising” (1969)
3. Povl Dissing & Beefeaters: ”Godt nyt i dag” (1969)
4. Røde Mor: ”Nylonvinden” (1971)
5. T.Rex: “Get It On” (1971)
6. David Bowie: “Starman” (1972)
7. Lou Reed: “Sweet Jane” – Live (1974)
8. Kraftwerk: Spacelab (1978)
9. Pentangle: Light Flight (1969)
10. Van Morrison: ”Wavelength” (1978)
11. Joni Mitchell: “Free Man in Paris” (1974)
12. Bernard Hermann: Main Title [from “Taxi Driver”] (1976)
13. Brenda Lee: “Let’s Jump the Broomstick” (1960)
14. Roberta Flack: “First Time Ever I Saw Your Face” (1969)
15. Gloria Gaynor: “I Will Survive” (1978)
16. Juicy Lucy: “Who Do You Love” (1969)
17. Grethe Ingmann: “Sommervind” (1965)
18. Fleetwood Mac: “I Loved Another Woman” (1968)
19. Lars H.U.G. / Søren Ulrik Thomsen: “Vent” (1984)

Udsendelsen her  inspirerede mig til at finde Lou Reed frem igen fra gemmerne . Især mine to yndlingsalbums med  Reed, nemlig   koncertpladerne   Rock and roll  Animal og Live (hhv  1974 og 1975), hvor han bakkes op af de to fortrinlige guitarister Dick Wagner og Steve Hunter, der giver de kendte sange en ekstra rockkant.

53 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: The Courier (Den Gode Spion)

18. november 2021

Hvad stiller man op mod mange timers tomgangsrapportering af det nu overståede valg til kommuner og regioner? Jo, man sætter en film på. I aftenens tilfælde blev det Domnic Cookes historiske drama The Courier (2020) – dansk tendentiøs titel: Den gode spion. Et drama, der bygger på såkaldt virkelige hændelser.

Vi følger den britiske handelsmand Grevill Wynne (Benedict Cumberbatch), der af den britiske efterretningstjeneste MI6 overtales til at være budbringer – og ikke mere – mellem MI6 og den russiske agent Oleg Penkovsky (Merab Ninidze). Det viser sig så, at Grevil bliver budbringer for efterretningerne om Sovjets planer om at opstille atomraketter på Cuba i de tidlige tressere. Til sidst pågribes både Penkovsky og Wynne af de russiske myndigheder og anklages for spionage.

Selve historien er ganske banal og velkendt. Det er ikke her filmens egentlige kvaliteter ligger. Det er i beskrivelsen af den hæderlige handelsmand Wynne og hans russiske modstykke Penkovsky. Som familiefædre med kone og barn har de fælles interesser, der så at sige går længere end til selve arbejdet med udveksling af efteretninger, og der opstår et næsten paradoksalt venskab mellem de to. Et venskab, der i sidste ende bringer Wynne på anklagebænken.

I PR-materialet sammenlignes filmen med Bond-filmene. Men det er – i bedste fald – misvisende. Filmen besidder ikke Bond-filmenes dramatiske dimensioner. Dramaet ligger derimod i de menneskelige forhold. Og dermed i de fine, nedtonede skuespilpræstatioer, som filme bæres af.

Om man kan sluge filmens forståelse af de historiske kendsgerninge er nok en smagssag. Er Wynne så god og naiv, som man gerne vil have os til at tro? Er modstanderne de fjender, man vil gøre dem til? Tja. Men filmen er værd at se for sit menneskelige drama.

24 har læst indlægget

Ian Andrew Robert Stewart (18 July 1938 – 12 December 1985) – den første Rolling Stone

17. november 2021

[Ian Stewart sammen med Billy Preston og Rolling Stones, july 1975 – lånt fra Wikipedia.org.]

Ian Andrew Robert Stewart (18 July 1938 – 12 December 1985), der blot blev kendt som Ian Stewart var den første Rolling Stone. Forstået på den måde, at han var den første, der svarede på bandmager Brian Jones’ stillingopslag i Jazz News (2. maj 1962). Først derefter kom Mick Jagger og Keith Richard. Med sin store lidenskab for rhythm and blues, boogie-woogie, big band jazz m.m. og en relativt stor erfaring med at spille netop de stilarter gjorde den unge skotte et stort indtryk, ikke mindst på Keith Richard.

Men Stewart, der ud over sit job i Stones havde arbejde ved siden af i den kemiske industri, var ikke populær hos bandets første manager, Andrew Loog Oldham, der mente, at den lidt ældre skotte med det store kæbeparti og lidt grove udseende ikke passede ind i gruppens “image”, og at de i forvejen var for mange, nemlig seks medlemmer. Og derfor ville han fyre Stewart, men lod ham dog fortsætte som roadie, altmuligmand og sessiontangentspiller.

I stedet for at sige “fuck you!” accepterer Stewart sin nye rolle og forbliver på den måde den femte Rolling Stone frem til sin for tidlige død af et hjertestop i december 1985, kun 47 år gammel. Især Keith Richard beundrede Stewarts musikalitet og tilskrev ham en afgørende rolle i bandets virke og succes. Selv om han aldrig blev en aktiv del af gruppens udsvævende liv. Det fortælles, at han foretrak at spille golf i stedet for at dyrke groupies, sprut og stoffer. Når han fandt hoteller til gruppen i USA, sørgede han altid for at finde hoteller, der lå langt uden for byerne, hvor groupierne havde sværere ved at finde hen, og hvor der var en golfbane lige i nærheden.

Stewart satte sit mærke på gruppens indspilninger i hele perioden fra 1964 til 1986. Og det var ikke kun på tagenter, han gjorde sig gældende. Fx var han en fortræffelig percussionist. Han arbejdede sammen med flere af sessionmusikerne og spillede også sammen med fx Led Zeppelin, The Blues Band og flere andre, når tiden med Stones tillod det. Og så er han en vigtig kilde til skildringen af livet i og omkring Stones i
Sandfords jubilæumsbog. Han kendte bandets liv bag scenen bedre end de fleste – på godt og ondt.

 

51 har læst indlægget

Big Sky Country – Blaze

15. november 2021

Jeg lavede en varm anbefaling af Big Sky Countrys album Autumn of Love i januar måned. Ja faktisk var det min første pladeanbefaling i 2021. Og nu er pladen så omsider kommet på gaden som vinyl og digitalt. Og der er kommet en video med sangen “Blaze”.

Læs eller genlæs min anbefaling af det fortræffelige album lige her.

47 har læst indlægget

Capac kører vist igen som før

14. november 2021

Efter opgradering af noget software i baggrunden opstod der problemer med bloggens fremtræden. Bl.a. forsvandt nogle små, men for mig væsentlige funktioner på det i øvrigt skrabede og enkle layout. Men ved hjælp af – først og fremmest – tålmodighed og analyse af det nye softwares begræsninger og muligheder, så er det vist lykkedes at få CAPAC til at fremstå stort set som før. Og læren af det må være: At man aldrig ved med it, især ikke når man står over for uventede opgraderinger fra sit webhotel. Man skal hele tiden lære og tilpasse sig – akkurat som i livet i øvrigt.

 

38 har læst indlægget

Mumletekst (Lorem ipsum dolor sit)

13. november 2021

116 har læst indlægget
116 har læst indlægget