I december sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Hans Theessinks og Terry Evans‘ fine duoplade Delta Time, hvor man kan lytte til en fin legering af rootsy blues, gospel, soul m.m. Og nu sidder jeg så med Theessinks seneste udspil, soloalbummet Wishing Well, der markerer kunstnerens 65-årsdag.
Denne gang er Hans næsten alene om musikken. Med undtagelse af David Pearlmans dejlige pedal steelguitar på fire af pladens numre og Gyan Singhs tablas på “Kathmandu” og Blessings Nkomos shaker på “Take your picture” står Theessink for det musikalske med sin behagelig, maskuline, bløde bariton og guitarer, banjos, mandolin og andre strenge. Vi befinder os stadigvæk musikalsk set helt nede ved rødderne. Det understreges af de kopinumre, Theessink har valgt at fortolke. Her er bluesen hos forbilledet Brownie McGhee, her er den folkelige amerikanske tradition, repræsenteret dels ved Townes van Zandt (“Snowing on raton”) og ved Bob Dylan (“Ballad of Hollis Brown” fra Dylans The Times They Are A-Changin’ fra 1964). De øvrige sange er enten traditionelle (Wayfaring Stranger, Make med down a pallet on your floor, Albeta let your hair hand down low og Delia) eller skrevet af Theessink selv.
Men uanset, hvem der er ophav til sangene, så er der en umiskendelig bluesy groove over sangene, når de kommer ud af Theessinks strenge og stemme. Det understreges fint af sangen “Kathmandu”, der trods sin asiatiske inspiration og fine tablalyd er en blues. En nepalisisk blues.
Pladen, der er produceret af Hans Theessink selv, hænger fint sammen i kraft af det gennemgående groove og artistens kærlighed til de musikalske rødder. Der er en meget intim feeling på pladen. Sublimt, forfinet guitarspil, der gør en dyd af at være netop intimt og i musikkens tjeneste. Den er som et meget personligt postkort til den enkelte lytter. Hermed anbefalet.
Hans Theessink. Wishing Well. Produceret af: Hans Theessink. Blue Groove 2013. Udkom d. 5. april.
Det unge band Palma Violets (dannet i 2011) var en kultsucces, længe inden de fik indspillet deres første singleplade. I kraft af nogle heftige koncerter, der gav genlyd i musikmiljøet i London og resten af Storbritannien. Og man – jeg – forstår godt begejstringen, når jeg lytter til debutsinglen “Best of Friends”, der blev udvalgt som årets sang i New Musical Express i 2012. Her genfinder man den uforfærdethed og ungdommelige friskhed, man fandt hos de unge U2 og The Undertones – kombineret med den rå lyd af garage- og pubrock.
Her til formiddag tog jeg mig den frihed at spadsere en tur i den indre by for at indånde byens fortravlede stemning, lidt forårsluft og -solskin og ose lidt i boglader etc. Og på vej hen over fortorvet i Hans Broges Gade sprang Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks glade forårssang “Det er i dag et vejr” meget passende frem i bevidstheden – af indlysende årsager. Den sang var en del af min barndoms ‘arvesølv’, og siden hen tog Kim Larsen den jo op på sin debutplade Værsgo og forevigede den som popsang i en version, man kun kan blive glad i låget af.
“Otis had the softness of Sam Cooke and the harshness of Little Richard, and he was his own man. He was also fabulous to be around, always 100 percent full of energy. So many singers in those days, with all due respect, had just been in the business too long. They were bitter from the way they were treated. But Otis didn’t have that. He was probably the most nonprejudiced human being I ever met. He seemed to be big in every way: physically, in his talent, in his wisdom about other people. After he died, I was surprised to find out I was the same age as he was, because I looked up to him as an older brother.” Steve Cropper
Selv om det meste af soulsangeren Otis Reddings produktion stadigæk er tilgængelig på cd, så er det glædeligt, at hans singleudgivelser for plademærket Stax/Volt nu udgives samlet i en lille tre-cd-boks. Singlerne var datidens medium, og de største øjeblikke med den store sanger finder man på singleudgivelserne, vil jeg mene. Et must for soul- og Otisfans.
Det må være Giro 413, der engang for meget længe siden, har lagt dybe erindringsspor efter denne gamle sang med Liva Weel fra 1930′erne. Nærmere bestemt 1932 (På halen, Riddersalen). Med tekst af selveste Poul Henningsen og musik af Bernhard Christensen. Hvorfor den dukkede op på den indre jukeboks? Måske, fordi jeg kom til at tænke på et gammelt foto af min mor fra dengang, hun var ung og boede i København. Hun står iført en flot spadseredragt og en lille koket hat – og jeg kunne sagtens forestille mig, at hun måske var på vej ud i det københavnske natteliv, måske endda i retning af dansestedet Adlon. Det var før, hun mødte min far. Ta’ og kys det hele fra mig…
Den amerikanske sangskriver og musiker Chip Taylor har ikke gået den lige vej i sin musikalske karriere. Den begyndte i barndommen, hvor han fik interesse for musik ved at lytte til lokale countrystationer i barndomshjemmet i Yonkers, New York. Det førte til dannelse af et country-high-school-band.
Da bandet gik i opløsning, kastede Chip sig over golf med en vis succes, men håndleddet kunne ikke holde til det, og derfor kastede han sig helhjertet over musikken. Og i 1961 fik han kontrakt med pladeselskabet Warner Bros. Med singlen “Here I am” lykkedes det Chip at komme op top 100.
Guitaristen Chet Atkins opdagede Taylors sangskrivertalent og sørgede for, at andre kunstnere kom til at indspille nogle af sangene. Countrysangeren Bobby Bare hittede med “Just A Little Bit Later On Down The Line”.
I tresserne blev Taylor ansat som professionel sangskriver hos CBS, hvor han skrev en lang række sange, som blev fortolket af folk som Linda Ronstadt, The Hollies og Ike & Tina Turner. De mest kendte sange fra hans hånd er “Wild Thing“, der blev The Troggs helt store hit, og “Angel in the Morning” (fortolket af bl.a. Merilee Rush, Juice Newton og Chrissie Hynde). De to sange fortæller også noget om spændvidden i Chip Taylors sangskriverkunst.
Til Taylors meriter hører også, at han opdagede James Taylor, da denne spillede med i James Taylor and the Flying Machine, og lavede en plade med ham.
Siden starten af halvfjerdserne har han udsendt den ene soloplade efter den anden. I omegnen af tyve styk, der alle har været godt modtaget af kritikerne, uden at det har afspejlet sig i salgstallene. I perioden 1979 til 1996 holdt han et pause i musikken og levede som succesful, professionel spiller (hestevæddeløb og kortspil). Men han vendte tilbage til musikken igen og har i starten af det nye århundrede oprettet sig eget pladeselskab Train Wreck Records, hvor hans seneste album – bl.a. Songs from a Dutch Tour og Yonkers NY – er udsendt (i hhv. 2008 og 2009). Til maj kommer endnu et med den flotte titlen Block Out The Sirens of This Lonely World. Der er netop udsendt en foreløbende video til pladen. Her lyder Taylor lidt à la Bob Dylan, synes jeg.
En god introduktion til Chip Taylors sangskrivning finder man på opsamlingen Wild Thing, hvor andre kunstneres fortolkninger er samlet, og på opsamlingen Angels & Gamblers: Best of 1971-1979.
På denne dag for 49 år siden fjernede The Beatles enhver tvivl om, at de havde sat en ny dagsorden i populærmusikken. Gruppen indtog de første fem (!) pladser i toppen af Billboards Hot-100 – og havde flere andre hit længere nede på listen. Selv med vor tids målestokke er det imponerende. Og som sitet Beatlesbible skriver, så var der mere i vente. Ugen efter kom to sange mere til – og der var oven i købet to hyldestsange til gruppen, der understregede, at Beatles var tidens helt store navn. Yeah-yeah-yeah…
På denne aprildag for nøjagtig 40 år siden udkom opsamlingsalbummet “1967-1970″ og “1962-1966″, der hurtigt blev omdøbt til henholdvis det blå og det røde album. Beatles var fortid som band, og de to vinylalbum, der var redigeret af den dubiøse Beatles-manager Allen Klein, var vist oprindeligt tænkt som et modspil til nogle piratopsamlinger, der var i omløb. Men de kom også til at tjene som introduktion til gruppens musik, for de generationer, der ikke havde været så heldige at vokse op med Beatlemania. De to opsamlinger er selvfølgelig siden udkommet på cd – og har efter sigende solgt ganske godt…
Selv om der har været for mange nekrologiske indlæg her i året start, så kommer jeg ikke uden om at omtale Gordon Stokers død. Han var forsanger i The Jordanaires, der blev verdensberømte for deres samarbejde med Elvis Presley.
Stoker blev født i 1924 og startede sin musikalske løbebane som pianist. Det var også som pianist, han kom ind i The Jordanaires. Elvis var begejstret for sanggruppen, og da han skiftede fra Sun Records til RCA blev Jordanaires hans faste vokalbacking. Elvis har selv givet udtryk for, at han aldrig var blevet til det, han blev, uden The Jordanaires. Store tanker, men i hvert fald lagde gruppen dimensioner til hans sange. Men i 1953 skete der nogle ændringer i gruppens sammensætning og Gordon blev forsanger. Bag sig havde hand Neal Matthews (tenor), Hoyt Hawkins (bariton) og Cully Holt (bas). Sidstnævnte blev senere erstattet af Ray Walker.
Successen med Elvis gjorde Jordanaires efterspurgte af mange andre kunstnere – fra Patsy Cline til Don McLean. Og gruppen havde nok at lave i årene efter mødet med Presley.
[Ukrediteret foto af Elvis og Jordanaires - er lånt fra en australsk Elvisfanside.]
I dag faldt jeg ned i en tidslomme af halvfjerdserrock. Og har bl.a. lyttet til de danske band De fortabte spillemænd, der bestod af Peter Ørting (gt., sang), Sten Ørting (orgel, piano), Uwe Klahn (trommer) og Morten Johnsen (el-gt.). Gruppen blev dannet i 1969 og holdt sammen til 1974 og var en af de første rockgrupper, der udtrykte sig samfundskritisk på dansk. Før Røde Mor.
Gruppen udsendte det første album Mens dagene er dystre i 1972 på pladeforlaget Demos. Den blev fulgt op af albummet Musak, der udkom på Produktionskollektivet Magstræde i 1974.
Desværre er de to album aldrig blevet omplantet til cd-mediet. Det er en stor skam, for De fortabte spillemænd er noget så usædvanligt som et socialistisk band, der spiller folkrock med umiskendelig dansk folkemusiktone. Måske noget af det mest danske, man kunne opdrive dengang…
Jeg har før efterlyst et bokssæt med Demos-indspilningerne, men der er nok lange udsigter, før det sæt bliver til noget – om nogensinde… Men De fortabte spillemænd burde udkomme på cd snarest. Måske skulle Universal fortsætte deres serie med Dansk Rock Historie!? Come on…
CAPAC er mit Nom de plume et de guerre!
Bag det akronymiske palindrom CAPAC gemmer sig en dreng, der er er ved at blive voksen mod sin gode vilje, og som får afløb for sin ubændige skrivekløe, sin lige så genstridige trang til at reflektere over alt, sin lyst til at kritisere verdens skæve gang - og sin uslukkelige appetit på det, vi i mangel af bedre kalder livet.
Emnerne strækker sig over alt mellem himmel og jord - og udenfor - med en hang til nostalgi og musik, et skarpt blik til nytidens politiske og kulturelle elendigheder og opmuntringer, kombineret med en munter og til tider ramsaltet mening om hvad som helst i øvrigt. Intet er for stort eller småt til at få et ord med på vejen.
Capac har nu kørt i 7 år.
Ordforklaringer:
akronym: initialforkortelse
palindrom: ord, sætning eller anden sproglig sekvens der er ens uanset om man staver forfra eller bagfra fx regninger eller spansk snaps
Opdatering d. 2/5-2013:
Capac er et one-man-band, selv om mange tror, at der står et kollektiv bag. Der er kun en skriverkarl bag skriverierne. Til gengæld skriver jeg stort set hver eneste dag. The beat must go on and on and on....
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig på altid kun at bruge enten offentlige billeder, frikøbte billeder eller pr-fotos/pladeomslag. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude have noget imod, at deres foto dukker op på min side, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet.
Det gælder også links til videoer.
Images
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. The bulk of illustrations here comes from the vast vaults of press photos, record sleeves etc. on the internet. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there oppose my publishing of one of their photos and/or video footage, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
(Ovenstående formulering har jeg lånt af Torben Bille og frue. Tak Torben og Anne Katrine!)