Indlæg tagget med Økonomi

TPP, TTIP, TISA – forkortelser af stor betydning for dit liv

6. oktober 2015

En af gårsdagens vigtige nyheder endte langt nede på nyhedslisten. Nemlig at 12 stillehavsnationer – Australien, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore, USA og Vietnam – har indgået den såkaldte frihandelsaftale TPP, selv om der stadigvæk er tvivl om aftalens præcise indhold. TPP – forkortelse for Trans-Pacific Partnership – er sammen med TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og TISA (Trade in Services Agreement) er aftaler, der vi ændre det vi til daglig kalder “markedet” radikalt. Og samtidig vil aftalerne, hvis de ellers kommer i hus, få negativ effekt på de europæiske demokratiers fungeren, idet de vil begrænse de nationale regeringers muligheder for at regulere, hvad der sker på markedet, når det drejer sig om handel, investering osv. Jeg har tidligere skrevet om den betydning TISA vil kunne få for vores verden – og det er mildest talt skræmmende, hvis sådan noget som demokrati og folkelig indflydelse betyder noget for en. Heldigvis er der stor folkelig modstand mod disse aftaler. I dagbladet Information kan man således læse, at 500 europæiske ngo’er i morgen afleverer hele tre millioner underskrifter i protest mod TTIP til EU-kommissionen. Samtidig kan bladet fortælle, at forhandlingerne mellem USA og EU om netop den aftale trækker i langdrag. Men stillehavsnationernes vedtagelse af TPP kan være med til at sætte skub i forhandlingerne, fortæller Information.

Men hvad drejer det hele sig så om? Det var Wikileaks, der først fik fat i dokumenter fra disse forhandlinger. Forhandlinger, der meget sigende er foregået i allerdybeste hemmelighed, og som kun – indtil Wikileaks-afsløringerne kom frem – har været sparsomt omtalt i medierne. I nedenstående video forklarer folk bag Wikileaks, hvad det hele drejer sig om. Brug 8-9 minutter af din tid på den og bliv meget klogere på, hvad disse aftaler kommer til at betyde for ikke blot økonomien men vores liv i de kommende mange år. Det er ret rystende, mildest talt.

Goldman Sachs og SF

31. januar 2014

I går var vi vidne til en større krise i det regeringsbærende parti Socialistisk Folkeparti. Og medierne brugte dagen til at analyse partiets krise – og regeringens. Den udløsende årsag til, at SF gik ud af regeringen og til at formanden Annette Wilhelmsen gik af som formand var den famøse sag om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Nok så interessant som de udvendige begivenheder og den tilhørende mediale dramtik var den kendsgerning, at aktstykket om salget – trods al balladen og trods massiv modstand i store dele af befolkningen – blev underskrevet. Også af SF.

Måske fortæller mediedramaet – der nogle steder er blevet omtalt som en ‘soap opera’ – os noget om den traditionelle politiks implosion. Medens vi og ikke mindst medier fokuserer på hændelserne og personerne på den politiske offentligheds scene gennemføres de reelle politiske og økonomiske beslutninger uden for offentlighedens søgelys. For – forløbet af sagen taget i betragtning, må man kunne spørge sig selv: Hvordan har det været muligt for et skandaleombrust foretagende som Goldman Sachs, der blev idømt en større bod for deres rolle i udløsningen af finanskrisen, at få købsaftalen igennem hos den danske regering? Og hvorfor har det mon været umuligt at fortøve salget og afprøve andre salgsmuligheder, fx de meget omtalte danske pensionskasser?

Forløbet af sagen fortæller os noget om, hvilken ikke blot økonomisk, men også politisk magt den globale finansielle sektor har. Selv om vi slet ikke har indblik i alle detaljerne omkring de finansielle aktørers adfærd, så er der forhold, der indikerer, at disse aktører spiller en alarmerende rolle i den verdenspolitiske udvikling. Det antydes fx af en artikel af Robin Engelhardt i tidsskriftet Ingeniøren, hvor Engelbrecht omtaler en ny netværksanalyse, der afslører, at verdensøkonomien i realiteten kontrolleres af 147 multinationale banker og virksomheder, bl.a. Goldman Sachs. Artiklen antyder, at dette nye oligarki opererer i verdensøkonomien for at konsolidere den magt, det allerede har, og ikke fx for at løse krisen i fx Grækenlan, Italien eller på den ibiriske halvø. Taberne i denne proces er befolkningerne, der lider under de økonomiske dispositioner, som oligarkiet indirekte bestemmer.

Vi har længe vidst, at det var finanserne, der var bestemmende for den førte politik, men hvor stor en rolle de finansielle, globale oligarker spiller for denne finanspolitik er først for alvor ved at blive afdækket. Det groteske er, at noget tyder på, at den globale udviklng styres af en finansiel sektor, der ikke i sig selv er produktiv, men alene fungerer for at holde sig selv kørende, øge indtjeningen og styrke sin magt. Som en kæmpestor gøgeunge, der snylter på verdens samfund, og i den forbindelse ser stort på, hvilke omkostninger, det har for befolkningerne – økonomisk, demokratisk og på anden vis. Vi lever i en fase af kapitalismen, hvor den økonomiske magt for alvor griber ind i det politiske på ens skræmmende måde.

Billedet ovenfor er lånt fra omtalte artikel.

Preben Wilhjelm og det udeblevne systemkritik – en kritisk kommentar

9. december 2013

Den gamle VS’er og venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm er aktuel med en ny pamflet, der hedder “Krisen og den udeblevne systemkritik” (Politisk Revy). Og i den anledning langer han i Politiken ud efter regeringens krisepolitik, der slet og ret kaldes for ‘stupid’. Den er ‘stupid’, fordi regeringen overhovedet ikke har begreb om krisens årsager. Og Wilhjelm piller en for en regeringens og den foregående regerings økonomisk-politiske tiltag fra hinanden. Og Wilhjelm insisterer på, at vi ikke fatter en bønne af den pågående krise, hvis vi ikke kommer dybere ned end til spørgsmålet om tilliden til finanssektoren, letsindig boliglånspolitik eller lignende. Det er vigtigt, fordi – og her har han jo fat i noget helt rigtigt – de fleste mennesker er ‘passiviserede’ og ‘forvirrede’. Og lader sig køre rundt i manegen af såkaldte økonomiske ‘eksperter’ fra banker og finansinstitutter. Både i deres privatliv og på medierne…

Wilhjelms projekt og hensigt er velkommen. Såre velkommen. Fordi der netop ikke er ret mange, der orker at forholde sig til spørgsmålet om krisens rødder (og dermed retteligen: om krisens løsning på længere sigt…). Politikerne venter på det dertil nedsatte udvalg og håber i mellemtiden, at der kommer gang i hjulene, eksporten osv. – og alt kommer tilbage til normaliteten, kapitalismens normalitet.

Men hvordan forholder det sig så med Wilhjelms spadestik i krisens årsager. Jo, for det første, mener han at kunne slå fast, at krisen initieres af “det økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv små ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende”. Det er altså den irrationelt fungerende markedsmekanisme – som Wilhjelm i øvrigt godt kan lide i mindre lokal skala – der er ondets rod. Men selv om Wilhjelm kan have ret i nogle af sine antagelser om markedets uheldige funktionsmåde, så er det jo kun en stor del af den kapitalistiske økonom – og slet ikke den centrale. Wilhjelm synes at overse, hvad han måtte have læst om i sine unge dage, nemlig de indre modsigelser i den kapitalistiske akkumulation. For det er – ud fra en marxistisk tænkning i det mindste – her man finder det, han kalder ‘kernen’, ikke alene til den aktuelle krise, men hele rækken af kapitalistiske kriser, der er hinandens forudsætninger.

Det er måske også i dette for det systemkritiske bliks blinde punkt, man finder forklaringen på, hvorfor Wilhjelm i interviewet ender ud med at foreslår reformerende og regulerende indgreb over for markedsmekanismen – på nationalt og overnationalt plan. Lidt hårdt sat op, kan man sige, at den gamle VS’er ender ud med at plædere for en traditionel socialdemokratisk politik, der gennem justeringer som Tobin-skat, grønne skattereformer, hårdere styring af finanssektoren m.fl. skal afbøde kapitalismens mest uheldige effekter for menigmand.

Det er begrædeligt, at vi har politikere, der ikke bekymrer sig en tøddel om krisens forklaring og perspektivrige krisestrategier. Men det er også begrædeligt, at Wilhjelm nøjes med at foreslå ærke-socialdemokratiske tiltag. I en tid med voldsomme klimaproblemer (der i allerhøjeste grad er skabt af den kapitalistiske produktion og kultur), hvor ulighed og fattigdom vokser globalt, hvor de borgerlige demokratier er truet osv., er der brug for ikke alene en radikal kriseforklaring, men også nogle bud på, hvordan vi får transformeret kapitalismen til noget andet og bedre til fordel for de store masser.

Madbanker – hvornår dukker de op i Danmark?

7. september 2013

Madbanker – Food Banks – er det fænomen, man finder i USA og Storbritannien. Og disse banker sørger for, at mennesker, der lever i fattigdom (nej, vi skal ikke igen diskutere, hvad fattigdom er, men blot konstatere, at den eksisterer…). Ikke kun hjemløse, men også folk med jobs, der blot ikke tjener nok til at kunne forsørge sig selv og familien. Jeg mener, at vi er godt på vej hen mod den situation her i Danmark, hvor folk smides på bistandshjælp efter to års dagpenge, hvor færre og færre syge kan få tildelt førtidspension eller fleksjobs osv. Afgrunden mellem dem, der har noget, de velbjergede, og dem, der er på røven vokser støt, som en undersøgelse forleden kunne fastslå. Her fortæller skuespilleren Bill Neighy om food banks og om, hvorfor det er en god idé med beskatning af finans- og banksektoren. 

Er krisen ovre?

3. august 2013
Det skorter ikke på smånyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer på, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et år siden osv. Priserne på ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse små pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nået krisens klimaks? Er vi på vej mod ‘normale’ tider igen?
I går var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de såkaldte F1 lån. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lå der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv måtte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lånene rummede en stor risiko for den danske økonomi.
Hvorfor gør F1-lånene det? F1-lånene – også kaldet rentetilpasningslån fungerer på den måde, at låntagerne får fastlagt deres rente et år frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et år. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom måske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det får i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lån.
I går kunne man også på Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger på en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets håndtering af lån til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lån. Hvad sker der, når boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, når banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? Når bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.
Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.
Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret på det spørgsmål i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der også fremover vil få katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.

Sådan er det jo – aktuel politisk konservativisme à la de radikale

28. juli 2013
Hvem husker ikke Margrete Vestagers udtalelse “Sådan er det jo” i en kommentar til det forhold, at mange ledige ville ryge ud af dagpengesystemet som følge af dagpengeperiodens forkortelse. Udtalelsen kan i mere generel forstand læses som et symptom på en systembevarende tænkning, der i høj grad dominere den officielle politikse diskurs i disse kriseår.
I dag kom endnu et eksempel på denne tænkning. Også denne gang fra regeringspartiet de Radikale. Det var da de Radikales erhvervsordfører skulle kommentere nyheden om, at Nationalbanken og Danske Bank bag lukkede døre i 2008 og 2009 havde aftalt en milliardredningsplan for Danmarks største bank, der angiveligt var i fare for at gå rabundus. I følge Politiken var erhvervsordfører Andreas Steenbergs reaktion denne: – Jeg er ikke overrasket over det. Jeg vil sige, at de har passet deres arbejde. Både Finanstilsynet og Nationalbanken skal holde møder med de forskellige institutioner, så det er der ikke noget overraskende i, siger Andreas Steenberg.
De gjorde bare deres arbejde, kunne man oversætte det til. For ‘sådan er det jo’. Det slående er, at der ikke er skyggen af overvejelse over, om det nu kan være rimeligt, at staten og samfundet – repræsenteret af Nationalbanken – skal indgå gedulgte aftaler med en privat virksomhed om dennes redning. Eller om det rimelige i, at en privatejet virksomhed kan have så stor en økonomisk betydning, at den slags hemmelige forhandlinger overhovedet kan finde sted? Det ligger tydeligvis uden for de Radikales erkendelseshorisont at stille den slags spørgsmål, endsige formulere spørgsmål eller tanker, der kunne betvivle systemets fungeren. Logikken er, at Danske Bank ikke kan gå konkurs, fordi bankens økonomi er større en samfundsøkonomie, og derfor ville det være fatalt, hvis ikke Nationalbanken gav løfte om at stille et ‘ubegrænset kapitalberedskab i milliardklassen’ til rådighed for den kriseramte bank.
Men hvad så, hvis det sker igen? Det, der ikke må ske? Kapitalismens kriser kommer med små ti års mellemrum. Sådan har det været i hvert fald siden Anden Verdenskrig. Så den aktuelle krise er ikke den sidste. Steenberg er ikke blind for dette problem. Men løsningen er lige så fantasiløs som ovenstående forklaring. Man vil undgå en tilsvarende situation ved at pålægge bank- og finansvæsen større kapitalkrav. Bankerne skal med andre ord ligge inde med mange flere penge end de tidligere har gjort. Men set i lyset af den aktuelle krise, der bl.a. blev antændt, fordi banker og finanssektor udlånte penge på boligmarkedet i et omfang, der langt overskred deres kapitalindestående, så må man spørge: Hvornår er kapitalkravet stort nok? Og kan vi være sikre på, at de private spekulanter i bankerne ikke alligevel fristes til at pumpe for mange penge ud i fx boligmarkedet? Og hvad så?
Forestillingen om, at samfundet og staten skulle kunne gå ind i bankvæsnet og få en mere aktiv og bestemmende rolle – af hensyn til samfundsudviklingen – ja, den tanke ligger slet ikke inden for de Radikales (og de andre blå partiers) tankeverden. Her gælder kun: Sådan er det jo. Vi forsøger at reparere og udbedre skaderne. Og ellers er det: Business as usual.

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I går kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de såkaldt mellemlange videregående uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrådgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange år, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregående uddannelse. Men det er også uddannelser, der de seneste mange også har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været så godt. For snart mange år siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse på og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Noget om fair løn

25. september 2011

Med jævne mellemrum dukker temaet lederes høje lønninger op i debatten. Og nu sker det igen, fordi formanden for de danske folkeskolelærere, Anders Bondo Christensen, frivilligt er gået 100.000 kr. ned i løn. Bondo Christensens argumentation for den frivillige lønnedgang er, at ‘han ikke kan leve med’, at cheflønningerne i det offentlige har taget en himmelflugt de sidste år, medens man kun har kunne forhandle sig frem til yderst beskedne lønforbedringer for medlemmerne. Efter lønnedgangen vil Bondo Christensen få 1.115.536 kr. om året. Så der er stadigvæk et godt stykke vej ned til en skolelærerløn…

Om Bondo Christensen er konfliktsky eller ej, er ikke til at sige, men i hvert fald vil han ikke kommentere, om cheflønningerne i det offentlige generelt er for høje. Men det vil hans kollega Dennis Christensen, formand for FOA, som også tidligere har plæderet for en begrænsnings af offentlige lederes lønninger. Han påpeger, at medens en FOA-ansat siden 2000 har fået en lønfremgang på 40%, så har en kommunaldirektør fået 126% – eller mere end tre gange så meget.

Jens Lougart, næstformand i Offentlige Chefer i Djøfs bestyrelse, forsvarer med et gammelkendt argument (kendt fra den private sektor): Hvis det offentlige vil have gode chefer, må de betale (underforstået: ellers flygter de bare over i den private sektor). Han pointerer også, at aflønningen er fair, fordi de offentlige chefers arbejdsbyrde angiveligt skulle være blevet større (fx i kraft af kommunesammenlægningerne).

Den sidste del af argumentationen er underlig, som Dennis Knudsen påpeger, for Sosu-assistenterne har jo ikke fået mere i løn, fordi deres job er blevet udsat for rationaliseringer og effektiviseringer, så de skal løbe meget hurtigere end tidligere…

Den anden del af argumentationen bør også sættes under lup. Hvis lønniveaet i den private sektor er et så væsentligt incitament for de offentlige chefer, at de overvejer at flytte til det private, så må man vel spørge: Hvor meget er deres engagement så værd? Og i øvrigt er der al mulig grund til at betvivle rimeligheden af de høje cheflønninger i det private. Er det fx rimeligt, at bankbosser, der gennem risikable spekulationer i obligationer og aktier har bragt banksektoren ud i økonomisk uføre og bidraget væsentligt til den aktuelle finansielle krise, belønnes med højere lønninger, gyldne håndtryk, bonusser osv.? Og er det rimeligt, at cheflønningerne stiger i en tid, hvor mange virksomheder har svært ved at tjene penge, fyrer medarbejdere og har røde bundlinjetal? Er det i det hele taget rimeligt, at cheflønningerne er så høje i en tid, hvor almindelige lønmodtagere opfordres til løntilbageholdenhed (Thorning Schmidt) og hvor der åbenbart ikke er råd til at give ledige dagpenge i mere end to år, og hvor man beskærer efterlønnen for de nedslidte – for rigets bedste?

Brian Mikkelsen og dagpengeperioden

7. september 2011

På DR sender man pt. – på grund af det forestående folketingsvalg – en udsendelsesrække med titlen “Spørg partierne”. Folketingskandidater er i studiet og skal bl.a. besvare spørgsmål fra lytterne.

I mandags var de Konservative på banen, bl.a. repræsenteret af Brian Mikkelsen. En lytter ringede ind og spurgte Mikkelsen, hvad meningen var med at reducere dagpengeperioden fra 4 til 2 år i en krisetid, hvor der var færre jobs at søge. Og Mikkelsen svarede med et påstand, som flere borgerlige politikere med jævne mellemrum har fremført: at kortere dagpengeperiode får flere i arbejde. Spørgeren kunne ikke rigtig se logikken i, at en kortere periode skulle skabe flere jobs. Og så var det Mikkelsen kom med det argument, som han selv opfattede som den bedste illustration. Nemlig dengang i tresserne, hvor kvinderne kom ud på arbejsmarkedet. – Ministeren gentog endda sin pointe.

Men Mikkelsen kunne dårligt have valgt et ringere argument. Enten er Mikkelsen fuldstændig uvidende om den økonomiske og politiske udvikling i tresserne – eller også satser han kynisk på, at vælgerne er det. For situationen i tresserne underbygger på ingen måde hans ideologiske påstand. Tværtimod. I følge Danmarks Statistik faldt ledigheden fra 1960 til 1970 fra 39.000 til 20.000. Danmark befandt sig i en periode, hvor landet gik over fra at være et landbrugs- til et industriland, og som var præget af højkonjunktur og historisk hidtil uset vækst, der gjorde, at arbejdspladserne skreg på arbejdskraft. Derfor blev det aktuelt og relevant at hente kvinderne ind fra kødgryderne. Det var også i denne periode, før krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, at de første “fremmedarbejdere” fra bl.a. Jugoslavien blev hentet til landet. Det var en periode, som man kunne kalde den borgerlige politikers våde drøm: masser af vækst, masser af arbejdskraftressourcer, voksende forbrug osv. Men en historisk set exceptionel periode, der blev afløst af det ene kriseårti efter det andet.

Mikkelsen kunne ikke have valgt en dårligere illustration af sin ideologiske pointe, og det er en skræmmende tanke, at manden endnu en tid bærer titlen Økonomi- og erhvervsminister. Man kunne også formulere det sådan: Det var historieforfalskning for åben mikrofon. Bare en skam, at journalisten ikke samlede den op…

Usælgelige huse

12. juli 2011

I følge Børsen er ‘hovedparten af de 44.292 villaer, der i øjeblikket er sat til salg, usælgelige’.

Medier, pirateri og internettets fremtid

8. april 2011

Medens vi endnu venter på et regeringsudvalgs udspil til en politik på området for beskyttelse af ophavsret i den digitale tidsalder (ofte tematiseret som bekæmpelse af pirateri og illegal download), dukker den første store uafhængige undersøgelse af det digitale pirateri op.

Titlen på rapporten, som er udarbejdet af 35 forskere, er Media Piracy in Emerging Economics. Og den indikerer, at man har fokus på det, der beskrives som en ‘eksplosiv vækst’ i pirateri i de nye globale økonomier i lande som Brazilien, Indien, Rusland, Syd Afrika, Mexico og Bolivia. Det andet fokus i rapporten er underholdningsindustriens succesfulde bestræbelse på gennem ihærdigt lobbyarbejde at få de vestlige lande til at gradbøje lovgivningerne, således at de bliver indrettet på at beskytte ophavsret og copy right.

Konklusionerne af den flere hundrede sider store rapport er tankevækkende:

1) Priserne for de digitale varer er for høje. Det er en væsentlig forklaring på den eksplosive vækst i pirateri i lande uden for den vestlige hemisfære. I forhold til lønniveaet er priserne 5-10 gange højere end i USA og Europa.

2) Anti-pirat-oplysningen er mislykket. Undersøgelsen viser, at pirateri er blevet en del af almindelig mediepraksis hos store dele af befolkningerne.

3) Det er let at få lovene ændret, men svært at ændre praksis. Industrien har haft stor succes med sit lobbyarbejde og har fået regeringerne i mange lande til at lave strenge love på området. Men til gengæld har de samme regeringer have svært ved at bruge lovgivningen. Rapporten mener, at det er en forkert vej at gå, ikke mindst i lande, hvor de legale systemer i forvejen er på overarbejde.

4) Rapporten ser ingen forbindelse mellem organiseret kriminalitet og mediepirateri. Tværtimod tyder undersøgelsen på, at kommercielle pirater er fanget af samme dilemma som den legale industri: hvordan man overlever i et system, hvor gratisprincippet hersker.

5) Lovtvang og -restriktioner virker ikke. Rapporten konkluderer at mange års forsøg på at løse problemet med mediepirateri gennem strengere lovgivning ikke har virket.

Man kan læse mere om rapporten her, hvor den også kan købes for 8 $. DR1s program “Orientering” havde i går et indslag om rapporten. Den kan høres ( og nedhentes! ) her.

Selv i referat er rapporten tankevækkende, fordi den understreger behovet for at finde nye veje, der både kan sikre et fair afkast til kunstnere og producenter af musik, film, software og andre digitale varer – og undgår fatale restriktioner, som kan ødelægge internettets grundlæggende frihed, som kendetegner borgernes almindelige praksis. Det kræver innovation og kreativitet. Men jeg tror, det er den eneste farbare vej. Gid danske politikere ville læse rapporten, inden de begår samme fejl som i andre europæiske lande…

Drømmeøkonomi

20. februar 2011

Jeg var lige ved at få den gode kaffe galt i halsen, da jeg læste dagens nyheder på nettet. En af nyhederne lød: “Hver nyfødt koster samfundet 850.000 kr.“. Hvad var nu det? Har vi ikke gennem de sidste lange tider fået ørerne tudet fulde af, at der ville være mangel på arbejdskraft de kommende år, fordi seniorerne var i overtal og der blev født for få børn til at tage slæbet?

Lidt klogere blev jeg, da jeg læste videre: “Hver eneste ny dansker, der bliver født i disse år, er en underskudsforretning for Danmark på omkring 850.000 kroner i et samlet livsforløb, hvis vi opretholder de nuværende velfærdsydelser.” Aha. Nu genkender vi  argumentationen, og tonen lyder grangiveligt som de siddende magthaveres. Den påtagede bekymring for “velfærden”, der åbenbart kun kan reddes gennem yderligere besparelser, nedskæringer, lønnedgange osv.

Hvordan det så hænger sammen!? Og hvem har så hostet op med denne nyhed? Jo, der har ‘den uafhængige økonomiske institution Dream“. Og så var det, jeg blev en anelse mistænksom, for den organisation havde jeg ikke hørt om. Men det kunne nettet råde bod på. Det viser sig, at den såkaldt “uafhængige” består af folk, der ikke er ukendte i den økonomisk-politiske debat. Fx Professor Torben M. Andersen, århus Universitet, som har været markant fortaler for efterlønnens afskaffelse og andre nedskæringer i det offentlige. De andre bestyrelsesmedlemmer kommer fra Danmarks Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Københavns Universitet. “Uafhængig organisation”?!

Kigger vi lidt på organisationens økonomi får vi at vide: “Institutionen Danish Rational Economic Agents Model finansieres hovedsageligt ved finansieringsbidrag fra Finansministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Institutionen har endvidere en mindre selvstændig finanslovsbevilling. Abonnementsindtægter og indtægter fra analyseopgaver bidrager ligeledes til finansieringen. “. -“Uafhængig organisation”?!

Organisationens idemæssige grundlag er det såkaldte DREAM-system, som består af nogle modeller, der formodes at kunne fremskrive udviklingen inden for befolkningsvækst, uddannelse og økonomi. Det er en borgerlig økonomisk tankegang, som er styrende for regeringens politik. Og det er fx den model, der har påstået, at det er godt med større arbejdsløshed, fordi det vil få flere i jobs – selv om den aktuelle virkelighedssituation synes at modsige den påstand ret så kraftigt.

En ting er, at man kan sætte spørgsmålstegn ved denne para-politiske organisations uafhængighed. Jeg mener, at det er falsk og vildledende varebetegnelse. Noget andet er, at medierne som altid løber med en halv vind ,og får nyheden til at fremstå som en nærmest indiskutabel sandhed – hvad dette indlæg gerne skulle dementere.

Noget helt tredje er, om vi kan og skal gøre en barnefødsel op på den måde? Fra ethvert andet synspunkt – individets, familiens, det lokale samfunds, samfundets osv. – er et lille barn en berigelse. En tilføjelse og udvidelse af samfundet. DREAM-nyheden er absurd, fordi den får barnefødslen til at fremstå som et økonomisk problem og ikke som en berigelse af menneskelivet og dermed samfundslivet. Og det ligger i kortene, at ‘løsningen’ på ‘problemet’ er yderligere forringelser af den såkaldte ‘velfærd’ (nedskæringer, besparelser osv.). Det er altså vand på regeringens ideologiske mølle. Det er borgerlig økomisk drømmetænkning, som ikke vil diskutere, hvilke veje kapitalstrømmene skal løbe i dette samfund, men kun kan forestille sig at skattekronerne enten kan gå til den såkaldte “velfærd” eller til den private sektor – i form af skattelettelser osv.

Kendetegnende ved den aktuelle finans- og økonomikrise, vi befinder os i nu, har været, at kun et fåtal af de økonomiske ‘vismænd’ og eksperter havde en anelse om krisens komme, lige som det er et faktum, at de færreste kan sige noget om, hvordan den vil forløbe. Tænk blot på de seneste udmeldinger i forbindelse med ‘Amagerbankens krak. Det bliver højst til lidt optimisme, bygget op på tvivlsomme statistiske data. Tænk fx på ejendomsmarkedet. Går priserne op eller går de ned? Og hvordan vil det gå de kommende år? Hvis I er i tvivl så læs økonomisektionerne i dagbladene.

Det bedste man kan sige om DREAM-systemet er, at det netop er dagdrømmerier. Dagdrømmerier i en politisk liberal-borgerlig økonomisk tænkning med en bestemt politisk dagsorden. Problemet er, at hvis disse dagdrømmerier omsættes til politiske beslutninger, betyder det et ringere liv for det store flertal af danskere…

Myte: Så flytter de rige udenlands…

2. februar 2011

Den økonomisk-politiske debat er fuld af myter, halve sandheder, talmanipulation, statistisk fusk m.m. En af myterne blev forleden gentaget af Brian Mikkelsen (K) i radioen: Hvis de rigeste i landet pålægges mere skat, så flytter de ’til London’. Og der skulle måske hundrede politibetjentes eller smedes skattebetaling til at kompensere for skatteindtægtstabet. Det sidste har sin rigtighed i følge tal fra skatteministeriet. Hvis en rig, der tjener ca. 80 millioner om året (og betaler lidt over det halve i skat), flytter, så skal der 200-250 politibetjentes skat til at dække tabet.

Men – som Thomas Buch Andersen kunne berette i det udmærkede talafmystificerende program Detektor – så peger statistikken på, at de slet ikke er så tilbøjelige til at flytte udenlands af skattemæssige årsager, som Brian Mikkelsen vil have os til at tro. Næ, selv om der er rige (folk med indtægter over 400.000 kr. om året), der flytter udenlands, så er der flere rige, der kommer til landet. Selv om skattebetalingen selvfølgelig ikke er uden betydning, så viser den statistiske tal, at der er andre og vigtigere forhold, der gør sig gældende, når folk vælger af flytte eller at blive: Karrieremuligheder, kulturen, familieforhold osv. osv. På det punkt er ‘de rige’ jo ikke anderledes end os ‘fattiglemmer’. Penge betyder ikke alt – og er langt fra det vigtigste. Det er der en god politisk pointe i…

Sådan er kapitalismen…

22. november 2010

Er det ikke underligt, at bankdirektører og andre finansledere stadigvæk får aktieoptioner, bonusser og lønforhøjelser midt i en krise, hvis ende vi ikke kan se? Eller at antallet af millionærer i Indien (!) er fordoblet i løbet af krisen? Eller at ejere af hedgefonde har tjent 3 milliarder dollars hver, hvor de “kun” tjente 250 millioner dollars før krisen? ‘Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i’, siger den amr. sociolog David Harvey i denne 11 minutter lange animerede gennemgang af kapitalismens kriser, hvor han med gamle Marx ved hånden stiller spørgsmålene om krisen på en radikalt anden måde, end de bliver gjort dagligt i mediernes monotone kværnen. Og hvor han giver de intellektuelle et velment spark bagi, fordi de ikke lever op til deres opgave: at stille de kritiske spørgsmål, der kan føre vores civilisation videre i en mere konstruktiv retning. Brug 11 minutter af dit liv og få lidt at tygge på og tænke over. Velbekomme. Det er brilliant.

PS. I øvrigt har David Harvey sin egen side, hvor han uddyber sin tanker og ideer. Anbefales.

“Cafépenge”

5. oktober 2010

Netop nu står Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen på tinge og holder åbningstale. Og en af de ideer, han har luftet er at afskaffe Statens Uddannelsesstøtte til hjemmeboende unge i aldersgruppen 18-19 år. I stedet skal pengene vist bruges til den trængende folkeskole, hvor de helt små kan se frem til at være i skole fra 8-14.

“Cafépenge” kaldes SU-støtten til hjemmeboende unge. Også af statsministeren. Og dermed er der allerede lagt et fordomsfuldt åg ned over disse penge. For hvad drejer det sig i virkeligheden om? Det drejer sig om penge, som unge trængende kan modtage i den tid, hvor de er i gang med en ungdomsuddannelse. Altså en af de uddannelser, som samme statsministers regering forestiller sig, at majoriteten af alle unge skal tage af hensyn til samfundets fremtidige overlevelse. Som bekendt er regeringen langt – meget langt – fra at opnå det mål, at 90-95 % af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Og med forslaget om at fjerne SU’en må man se i øjnene, at endnu flere vil vælge en ungdomsuddannelse fra. Nemlig dem, der ikke har velbeslåede forældre, som kan finansiere uddannelsesomkostninger, kost, logi, tøj og fornøjelser for de unge mennesker. Enlige mødre, fraskilte, folk på dagpenge og bistandshjælp, uformuende indvandrerfamilier osv.

Metaforen “cafépenge” siger en hel del om det fortryllede billede af virkeligheden, som den siddende regering bærer rundt på. Et samfund af velbjergede borgere, der har råd til sikre deres afkom nogle anstændige levevilkår, medens de uddanner sig til vores alles bedste. Med forslaget giver Løkke Rasmussen endnu et bidrag til den sociale skævvridning af samfundet. Endnu en afstivning af den negative sociale arv.