I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg husker dog, at en dreng, der boede (eller måske besøgte) bygningen på hjørnet af Nygårdsvej og Strandbygade over for autoværkstedet, havde en legetøjsbil, der kunne drives frem ved hjælp af pedaler, der blev skubbet frem og tilbage. Bilen havde en kølerlignende forende og mindede mest af alt om en ældre racerbil. Og – kors – hvor var vi drenge misundelige. Og vi plagede den stakkels unge om at få lov at prøve. Og det lykkedes… Ellers husker jeg en enkelt gang, hvor en sæbekassebil var attraktionen. Den klassiske model med et sæde, lavet af en (sæbe)kasse, fire hjul fra en udrangeret barnevogn, snoretræk og planker. Det var vild luksus i de fattige halvtredsere.. Mange år senere lavede jeg en finere model til min søn og hans kammerater. Og de elskede den.
Each time we have a quarrel It almost breaks my heart ‘Cos I am so afraid That we will have to part Each night I ask the stars The stars up above Why must I be a teenager in love One day I feel so happy Next day I feel so sad I guess I’ll learn to take The good with the bad Each night I ask the stars up above (I ask them why) Why must I be a teenage in love
I cried a tear (I cried a tear) For nobody but you (Nobody but you) I’ll be the lonely one if you should say we’re through
Well if you want to make me cry That won’t be so hard to do And if you should say goodbye I’ll still go on loving you
Each night I ask the stars up above (I ask them why) Why must I be a teenager in love I cried a tear (I cried a tear) For nobody but you (For nobody but you) I’ll be the lonely one if you should say we’re through
Yeah
Well if you want to make me cry That won’t be so hard to do And if you should say goodbye I’ll still go on loving you
Each night I ask the stars up above (I ask them why) Why must I be a teenager in love (tell me why) Why must I be a teenager in love
Det må vist siges at være den ultimative teenager-kærlighedssang, der er skrevet. Her i Dion and The Belmonts smægtende version. Sangskriverparret Doc Pomus og Mort Schuman forfattede den helt tilbage i halvtredserne.
Et af de første hits, der trængte ind i mit musikalske univers (trods stor modstand…) var drengebanjoduoen Jan & Kjeld (med efternavnet Wennick) deres “Banjo Boy” fra 1960. Det var naboens to drenge, Jørgen og Leif, der var helt vilde med den sang, som de sang med på uden helt at have forstået teksten. Sangen blev aldrig et hit i mine ører, selv om den toppede både i Danmark, især Tyskland og Holland. Også i England og USA gjorde den sig pænt. Den solgte 4.5 millioner eksemplarer. Medvirkende til successen i Tyskland var også, at de to drenge optrådte med Banjo Boy i en tyske folkekomedie “Kein Mann zum Heiraten” i 1959, og tyskerne har altid haft en stor forkærlighed for barnestjerner. De to drenge vendte vist nok tilbage til musikken – nærmere bestemt dansktoppen – midt i halvfjerdserne efter en del års pause.
I dag måtte jeg smide en del mandariner ud. De var ikke blevet spist og var derfor blevet mugne.
Da jeg smed dem i skakten kom jeg i tanke om sydfrugternes indtog i mit liv. Jeg husker det ikke selv, men fik historien fortalt af mine forældre.
Det første år af mit liv, hvor jeg boede med mine forældre på en loftsværelse, var i – ja, så længe er det siden – rationeringens tid. Ikke alt kunne fås. Og noget kun, hvis man havde mærker. Fx var kaffe endnu ikke frit i handlen.
Da min far sejlede, var han en af de udvalgte, der først fik adgang til nogle af de eftertragtede varer. Og det lykkedes ham at hjemtage rigtige kaffebønner og – en hel klase grønne bananer.
Siden skulle jeg igen og igen høre historien om, hvordan de drak kaffe fra morgen til aften, og om, hvordan bananerne lige pludselig blev modne allesammen på én gang. For det gør bananer i en klase. Et bananædegilde var resultatet.
I årene, der kom, var appelsiner og andre sydfrugter ikke hverdagskost. I starten af tresserne passede min farmor mig, medens min mor og far sejlede Middelhavet rundt med en stykgodsbåd, og i den periode var ugens højdepunkt fredag aften, hvor farmor og jeg hver især fik et æble (Belle Boskop) og en stor Jaffa-appelsin. Jeg tror ikke, at man i dag vil kunne forstå, hvor stort det var…
Medens jeg lå dèr under den kolde, klamme dyne, gøende som en længselsfuld sælhund, dukkede billedet af min barndoms varmedunk pludselig op fra erindringens dybeste lag. Vi havde den i baggårdslejligheden, der var en lille, dårligt isoleret 2-værelses. Jeg husker, hvordan varmen kom pludselig ind under dynen, når mor hurtigt stillede den ovale zink-tingest ind i fodenden. Og hvordan varmen hurtigt bredte sig til det hele. Det var en stille fryd. Da familien flyttede i parcelhusidyl forsvandt klenodiet ud af mit liv sammen med zinkbaljen, hvor den elementære hygiejne var blevet indøvet, til fordel for fjernvarme og karbad.
Et af de mere kuriøse nr. 1-hits i 1970 var Chuck Berrys tilbagevenden til toppen med sangen om hans ding-a-ling. Berry, der blev født i 1926, er ubestrideligt en af rock’n roll-musikkens helt store pionerer. Eller som en af hans fans, John Lennon, udtrykte det: “Hvis du ville give rock and roll et andet navn, så kunne du kalde den ‘Chuck Berry'”. The Beatles (Roll over Beethoven) og Lennon selv indspillede også mandens sange. I det hele taget er en Best of Chuck Berry-plade også en Best of-Rock’n Roll-plade, for han har skrevet så mange klassikere, at det halve kunne være nok. Dan Turèll skrev på et tidspunkt et begejstret essay om manden, hvori han fremhævde hans sangskriverkvaliteter: enkelt spillede enkle sange om de ting, der optager unge mennesker i hverdagen. Skole, sex og andet. Berrys storhedstid var i halvtredserne og tresserne. Men i 1970 fik han altså et hit med “My Ding-A-Ling”, der allerede i 1952 var blevet fortolket af Dave Bartholomew. Og med den sang fik han sit første og eneste nr. 1-hit i USA. Sangen handler om to sølvklokker i snor, som sangeren får af sin bedstemor. Lytter man til teksten, så forstår man snart, at sangen har en tydelig seksuel undertone, hvilket også er en del af forklaringen på dens succes. En slags rockmusikalsk pendant til Lille Palles sang om Hængepilen (Jeg er så ked af, den hænger nedad…).
Information fortæller mig i en lillebitte notits, at det i dag er 50 år siden, den russiske rumhund Laika som det (vist nok) første levende væsen blev sendt i cirkulation omkring Jorden. Det fortælles andetsteds, at Laika var en gadehund fra Moskva, der ved skæbnens (u)gunst kom til at tjene rumfarten – og gav sit firbenede liv i samme farts tjeneste. Ved samme lejlighed skiftede den navn fra Kudryavka til Laika. Sammen med to andre hunde blev den trænet til opgaven og altså udvalgt til at være den eneste – og sidste – rejsende med Sputnik 2. Det skete den 3 November 1957. Samme år som jeg fyldte 4. Efter nogle få timers rejse døde Laika af stress og overophedning på grund af manglende eller ufuldstændig kontrol med temperaturerne. Denne kendsgerning blev dog først oplyst for offentligheden årtier senere. Til Laikas fortjenester hører, at hun beviste, at levende væsner godt kan tåle vægtløshed og kunne overleve en flyvetur op i rummet. Da jeg blev lidt større og i mine forældres indbunde årsskrifter læste og så billeder af den lille sort-hvide hund, undrede jeg mig altid over, hvad der dog blev af den. Cirklede den stadigvæk rundt derude og kiggede ned på den blå planet? Og hvad med mad og drikke? Hvordan klarede den det? Osv. Ren Spørge-Jørgen. Æret være Laikas minde.
Endnu er musikalsk dødsfald. Sangerinden Teresa Brewer har forladt denne verden i en alder af 76 år. Brewer var en af de mest populære sangerinder i 1950’ernes amerikanske popmusik og var kendt som den “lille dame med den store stemme”. Hun indspillede ialt 600 sange, hvoraf en pæn del blev hits i løbet af halvtredserne og tresserne. I halvfjerdserne kastede hun sig over jazz-musikken. Læs mere om hende på Teresa Brewer Center og på denne side. Her er nogle klip med hende: Pickle-Up-A-Doodle – Music, Music, Music – The Daughter of Rosie O’Gradie – Fra The George Jessel Show . Velbekomme.
Trillende rundt med en mega indkøbsvogn i den lokale Coop-forretning falder blikket på en bunke bøger. Eksemplarer af Enid Blytons serie om De Fem, genudgivet på forlaget Sesam med de oprindelige forsider. I min barndom tyggede jeg mig gennem flere bind i serien. Enid Blyton nåede at skrive 26 bind i halvtredserne og tresserne. I 1968, hvor Enid Blyton døde, 71 år gammel, tog forfatteren Claude Voilier over.
Serien er en slags detektivhistorier for store børn og unge. Og hovedpersonerne var Anne, søskendeparret Dick og Julian, deres kusine, drengepigen Georgina (blot kaldt Georg) og Georgs hund Timothy (kaldt Tim). De enkelte historier kan jeg ikke længere huske i detaljer, men stemningen. Og så, at Georgina – bøgernes svar på håndbold-Anja-Andersen – var min helt. Derfor er det lidt sjovt at se samme Georgina fremhævet som feministisk forbillede i The Guardians rundspørge til læserne om kvindesagsbøger med indflydelse.
Opdatering: Det slår mig lige, at serien om The Famous Five, som den rigtignok hed, jo blev udsat for en dansk filmatisering med blandt andre allestedsnærværende Ove Sprogø. Som DR skrev i forbindelse med visningen af filmene, var det “mærkeligt nok” første gang, serien blev omsat til en biograffilm, da “De 5 og spionerne” havde premiere i 1969. Serien var til gengæld genstand for indtil flere udenlandske tv-serie-filmatiseringer. Jeg kan mindes at have set udsnit af nogle af de tidlige tv-serie-udgaver på tysk tv, men noget gik tabt, når Georg og Co. talte tysk…
De danske film er hæderlige danske familie- og ungdomsfilm af den pæne slags, der ikke gør nogen fortræd. Så har vi vist ikke sagt for meget.
“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstråler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste års tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963. Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 år gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner på området som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.
Vores furiske udsending i Irland spiller dansant B52’s (Go there and dance!) og af en eller anden omvej – neurologisk eller associativ, hvilket vel er det samme et eller andet sted – fik jeg Elvis-sangen til at spille på den indre pladespiller. Igen og igen. Det gør ikke noget.
Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…
Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Læs mere »
Selv om vi godt ved, at han stadigvæk lever og går rundt med sin rock’n-rollator et eller andet sted i universet, så er det altså 30 år siden, han meldtes død. Jeg kan huske, at jeg sad på et sofa i et bestemt hus, det var nat, musikradioen spillede og pludselig kom nyheden om, at The King var død. En af de nyheder, der forrykker ens verdensbillede en lille, men afgørende, smule. DR 2 vier en tema-aften til Elvis Aron Presley den 14. august. I løbet af aftenen kan man møde den inkarnerede fan, kirkegårdsgraver Karsten Holm fra Stjær i Midtjylland, der optræder som Elvis-klon rundt om i landet. Vi kan også møde Henrik Knudsen fra Randers, der har gjort Elvis-fanskabet til en levevej. Osv.
Elvis The Pelvis med hoftevrid og hele baduljen – “Hounddog”: Læs mere »
I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft. Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger