Indlæg tagget med 1950’erne

Legetøjsbiler: Matchbox

17. juli 2007

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Læs mere »

Papirfly

13. juli 2007


Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg også svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggård var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, når de svævede gennem de små rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at få dem foldet så præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
På www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).


Og på denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg også kendte i barndommen.
Men der var også en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet på den rigtige måde til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gået i glemmebogen?

Læs mere »

Nostalgia: Foska Havregryn

12. juli 2007



Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

8. juli 2007

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »

Tirsdagsbogsamleri…

26. juni 2007

Tja, jeg kom igen forbi den lille butik – tidligt – hvor jeg fandt de Stynede Popler, og gjorde også denne gang et fund. Ernst Frandsen & Niels Kaas Johansens Danske Digtere i det 20. århundrede fra førsteudgaven i 1951 i to bind. Plus det tredje supplementsbind, der kom i 1955 med titlen “Ny Samling”. Igen et ualmindeligt velholdt (ubrugt?) eksemplar af første udgaves første oplag, privat rødt halvlæder med guldtryk på ryggen. Sikkert fra samme ejer som Nis Petersen-bogen, i hvert fald har den samme aroma… Så nu dufter mit kontor efterhånden som et gammelt bibliotek.
Pris: kr. 50,- for alle tre bind.

The Tokens’ Hank Medress, død 68

24. juni 2007

Navnet Hank Medress siger nok de færreste noget umiddelbart. Men siger man forsangeren på The Tokens store tresserhit The Lion Sleeps Tonight, vil der nok ringe en lille klokke hos dem, der er gamle nok til at huske Jørgen de Mylius’ Efter Skoletid etc. Medress er død i en alder af 68 år som følge af lungekræft.
Han startede sin karriere i 1955, hvor han sammen med den kendte sanger og sangskriver Neil Sedaka (Oh, Carol m.fl.) var en del af vokalgruppen The Linc-Tones. Efter at Sedaka havde forladt gruppen for at begynde sin succesfulde solokarriere blev gruppen til The Tokens, der fik sit store hit i 1961. I øvrigt er The Lion Sleeps Tonight – med det iørefaldende Wimoweh-omkvæd – en gammel afrikansk sang, der kom på repertoiret hos flere amerikanske kunstnere i løbet af 1950’erne. Men det var Tokens, der fik et nr. 1 på hitlisten. Gruppen fik mindre hits siden hen, men nåede aldrig til førstepladsen igen. Til gengæld er The Lion blevet en klassiker fra perioden.
Madress havde ved siden af sin sangkarriere held som producer. Blandt andet stod han bag The Chiffons to store tresserhits He’s So Fine og One Fine Day. Senere var han med til at føre Tony Orlando and Dawn frem med popsangene Knock Three Times og Candida. Han stod også bag New York Dolls forsangeren David Johansens succesfulde soloprojekt som Buster Poindexter. De senere år trak han sig lidt mere tilbage og tog sig af forrretningssiden i EMIs canadiske afdeling, hvor han var præsident.

The Lion Sleeps Tonight i en senere udgave med Tokens: Læs mere »

Da jeg fik Beatleshår – erindringsfragment

22. juni 2007

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

Louie Louie – The Kingsmen (1963)

17. juni 2007

Louie Louie, oh no
Me gotta go
Aye-yi-yi-yi, I said
Louie Louie, oh baby
Me gotta go

Fine little girl waits for me
Catch a ship across the sea
Sail that ship about, all alone
Never know if I make it home

CHORUS

Three nights and days I sail the sea
Think of girl, constantly
On that ship, I dream she’s there
I smell the rose in her hair.

CHORUS

Okay, let’s give it to ’em, right now!

GUITAR SOLO

See Jamaica, the moon above
It won’t be long, me see me love
Take her in my arms again
Tell her I’ll never leave again

CHORUS

Let’s take it on outa here now
Let’s go!!

Klaus Lynggaard bemærker i weekendens Information om denne klassiker, at det er “den ultimative garagerockklassiker”, som “enhver kan lære at spille på fem minutter”. Den startede som en B-side i 1956-57, hvorfra den langsomt blev fast bestanddel af mange gruppers koncertrepertoire. Blandt myterne om denne sang er, at den skulle være bundsjofel (hvilket altid har været en nærliggende forklaring, når man ikke forstod teksten!), og at nummeret, fordi gruppen kløjs i rytmen, skulle markere reggaens fødsel… I hvert fald en rockklassiker, som mangen en kunstner har kastet sig over – inklusive Bob Dylan. Faktisk er der udsendt en serie af plader med titlen The Best of Louie Louie med en række alternative versioner. Dertil kommer, at en lang række andre sange har ladet sig inspirere mere eller mindre direkte af riffet i Louie Louie: Fx The Rolling Stones “Get Off Of My Cloud”, The Troogs “Wild Thing”, The McCoys “Hang On Sloopy”, Lou Reed “Vicious”, The Righteous Brother “You’ve Lost That Lovin Feeling” og “Summer Nights” fra filmen Grease. Louie Louie var i øvrigt det eneste rigtige hit, The Kingsmen fik.

Læs mere »

Rudolf Arnheim, 102

14. juni 2007

Hos Filoffen og Bo kan man læse om den amerikanske filosof Richard Rorty, der døde for nogle få dage siden. Nu kan man så læse om psykologen, filosoffen og kunstkritikeren Rudolf Arnheims død i den fremskredne alder af 102 år. Og hvad har de to ting så at gøre med hinanden? Jo, Rorty var en af de moderne filosoffer, der tog afstand fra den form for videnskabelighed, som Arnheim stod for, dvs. en empiristisk-psykologisk tænkning, der tror på, at ‘vores eneste vej til realiteten er gennem sanseerfaringer, dvs. syn, hørelse eller berøring”.
Arnheim var en af de mange tyske jøder, der måtte flygte fra nazismens forfølgelse i 1930’erne og altså endte i USA, hvor han gjorde karriere med fokus på kunstens kognitive grundlag. Hans værker “Art and Visual Perception” fra 1954, “Film as Art” (1957) og “Visual Thinking” (1969) er blevet – kontroversielle – standardværker.

Dean Martin – mere musik fra skammekrogen

14. juni 2007

Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, så godt han kunne. Få har som han formået at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hånden så gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng så en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man også se hans eget tv-show på DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hånden som varemærke.
Efterhånden begyndte jeg også at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil på Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggårdene på de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver på Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre på denne samling. Så er det jo godt, at man har den på en anden opsamling.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altså Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me

Tilbagespoling.

Drengestreger IV

11. juni 2007

Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. Når vejret var til det (og for det meste også, når det ikke var til det ) var vi ude og lege. Pædagoger og daginstitutioner var ukendte begreber. Fædrene var på arbejde og mødrene gik derhjemme og passede alt vedrørende hjemmet. Og forældrene blandede sig sjældent i børnenes leg. Vi løb rundt i baggårdene, som der var mange af i arbejderkvarterene, og på gader og vej. For der var næsten ingen biler, så risikoen for at blive kørt ned, var til at overse. Der var mange muligheder for at udfolde sig. Ganske vist var der langt til nærmeste kommunale legeplads. Til gengæld var der mange tomme, tilgroede grunde, byggetomter, baggårde, kældre, lofter osv., hvor vi kunne udfolde os.
Et af de steder, hvor vores fantasi fik frit løb, var en stor ubenyttet grund, der lå bag ved et snedkeri. Grunden var indkredset af huskarreer og småhuse, hvorfra mødrene kunne overvåge podernes narrestreger, hvis de ellers havde tid. Grunden var bevokset med store træer og planter og havde i mange år ligget hen som et ingenmandsland midt i byen. Det var også her, nogle af de unge gik hen for at dyrke erotikkens glæder, når de ikke kunne finde privatliv til det i de små lejligheder. Herom vidnede et par diskret anbragte madrasser og nogle efterladte kondomer med knude i den ene ende…
På dette sted var der et kæmpestort træ med en kæmpestor krone, som jeg havde udsigt til, når jeg var hjemme i stuen. I denne kæmpe havde nogen lavet en gynge, bestående af et kraftigt tov med en knude og en kæp for enden. Under dens kølige skygge dannedes en kæmpestor og meget dyb vandpyt, når det havde regnet længe nok. Og så kunne man jo gynge hen over “søen” med risiko for at falde ned i vandet og blive helt og aldeles gennemblødt. Som jeg husker det, forsvandt vandpytten aldrig helt.
På et tidspunkt fik udviklingen også fat på dette barnlige fristed. Der skulle bygges endnu et hus med plads til mange lejere. Og pladsen blev indlemmet i de forskellige tilstødende baggårde og fik et fint cementdække. Væk var legepladsen og fantasiernes frirum. Til gengæld opstod der nye muligheder. Det nye hus stod ufærdigt med stilladser på alle etagerne. Så vi forlagde vores leg til de tomme etager og – ikke mindst – stilladserne. På stilladserne var der anbragt løse, afhøvlede brædder, så man kunne gå på dem – med forsigtighed. Når man nået til enden af et bræt vippede det faretruende, og man skulle skynde sig at springe videre til næste bræt – eller ind gennem de åbne vinduesåbninger. Det fik vi megen tid til at gå med, og udfordrede hinanden til at være mere og mere dristig. Tøsedreng, tør du ikke? Hva’ me dig selv? Og så videre. Og det var spændende og sjovt. Både piger og drenge var med – lige indtil den dag, vi på den øverste etage blev pågrebet af ordensmagten og måtte opgive vores forældres navne og adresser. Det var anden gang, jeg kom i kontakt med politiet.