Indlæg tagget med 1950’erne

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstrÃ¥ler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste Ã¥rs tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 Ã¥r gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner pÃ¥ omrÃ¥det som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Et fjols som mig

4. september 2007

Vores furiske udsending i Irland spiller dansant B52’s (Go there and dance!) og af en eller anden omvej – neurologisk eller associativ, hvilket vel er det samme et eller andet sted – fik jeg Elvis-sangen til at spille pÃ¥ den indre pladespiller. Igen og igen. Det gør ikke noget.

Musiknostalgi: Showaddywaddy

5. august 2007

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Læs mere »

Elvis Рp̴ DR2

4. august 2007

Selv om vi godt ved, at han stadigvæk lever og gÃ¥r rundt med sin rock’n-rollator et eller andet sted i universet, sÃ¥ er det altsÃ¥ 30 Ã¥r siden, han meldtes død. Jeg kan huske, at jeg sad pÃ¥ et sofa i et bestemt hus, det var nat, musikradioen spillede og pludselig kom nyheden om, at The King var død. En af de nyheder, der forrykker ens verdensbillede en lille, men afgørende, smule.
DR 2 vier en tema-aften til Elvis Aron Presley den 14. august. I løbet af aftenen kan man møde den inkarnerede fan, kirkegårdsgraver Karsten Holm fra Stjær i Midtjylland, der optræder som Elvis-klon rundt om i landet. Vi kan også møde Henrik Knudsen fra Randers, der har gjort Elvis-fanskabet til en levevej. Osv.

Elvis The Pelvis med hoftevrid og hele baduljen – “Hounddog”: Læs mere »

Statens Filmcentral – en minderune

31. juli 2007

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul pÃ¥ en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserÃ¥r i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange Ã¥r mellem hendes skolegang og sÃ¥ min, sÃ¥ er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som nÃ¥r hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad pÃ¥ smalle gymnastikbænke uden ryglæn og sÃ¥ mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres smÃ¥børn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer sÃ¥ historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det sÃ¥ nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved fÃ¥ lejligheder blev forevist for os elever pÃ¥ Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi sÃ¥ blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivÃ¥nede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker pÃ¥, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, nÃ¥r lærerne omhyggeligt satte de smÃ¥ filmruller pÃ¥ det lille, grÃ¥malede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op pÃ¥ lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, sÃ¥ var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stÃ¥et for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der mÃ¥ske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men ogsÃ¥ senere.