Indlæg tagget med 1950’erne

The Tokens’ Hank Medress, død 68

24. juni 2007

Navnet Hank Medress siger nok de færreste noget umiddelbart. Men siger man forsangeren pÃ¥ The Tokens store tresserhit The Lion Sleeps Tonight, vil der nok ringe en lille klokke hos dem, der er gamle nok til at huske Jørgen de Mylius’ Efter Skoletid etc. Medress er død i en alder af 68 Ã¥r som følge af lungekræft.
Han startede sin karriere i 1955, hvor han sammen med den kendte sanger og sangskriver Neil Sedaka (Oh, Carol m.fl.) var en del af vokalgruppen The Linc-Tones. Efter at Sedaka havde forladt gruppen for at begynde sin succesfulde solokarriere blev gruppen til The Tokens, der fik sit store hit i 1961. I øvrigt er The Lion Sleeps Tonight – med det iørefaldende Wimoweh-omkvæd – en gammel afrikansk sang, der kom pÃ¥ repertoiret hos flere amerikanske kunstnere i løbet af 1950’erne. Men det var Tokens, der fik et nr. 1 pÃ¥ hitlisten. Gruppen fik mindre hits siden hen, men nÃ¥ede aldrig til førstepladsen igen. Til gengæld er The Lion blevet en klassiker fra perioden.
Madress havde ved siden af sin sangkarriere held som producer. Blandt andet stod han bag The Chiffons to store tresserhits He’s So Fine og One Fine Day. Senere var han med til at føre Tony Orlando and Dawn frem med popsangene Knock Three Times og Candida. Han stod ogsÃ¥ bag New York Dolls forsangeren David Johansens succesfulde soloprojekt som Buster Poindexter. De senere Ã¥r trak han sig lidt mere tilbage og tog sig af forrretningssiden i EMIs canadiske afdeling, hvor han var præsident.

The Lion Sleeps Tonight i en senere udgave med Tokens: Læs mere »

Da jeg fik Beatlesh̴r Рerindringsfragment

22. juni 2007

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “Ã¥sse havde beatleshÃ¥r”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hÃ¥r ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sÃ¥dan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og nÃ¥r de kunne, sÃ¥ kunne jeg ogsÃ¥. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni Ã¥r gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebÃ¥nd i frikvartererne, hvor de smÃ¥ var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke sÃ¥ meget mærke til i starten, nÃ¥r man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned pÃ¥ terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da ogsÃ¥ pænt, nÃ¥r man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift stÃ¥r skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første pÃ¥ skolen tillod mig at lade hÃ¥ret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del smÃ¥konflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, sÃ¥ skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen pÃ¥, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hÃ¥r.
Jeg oplevede ogsÃ¥ at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gÃ¥ over til damefrisøren pÃ¥ den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og hÃ¥ret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hÃ¥r gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hÃ¥r bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det sÃ¥. Da havde det jo ogsÃ¥ tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

Louie Louie – The Kingsmen (1963)

17. juni 2007

Louie Louie, oh no
Me gotta go
Aye-yi-yi-yi, I said
Louie Louie, oh baby
Me gotta go

Fine little girl waits for me
Catch a ship across the sea
Sail that ship about, all alone
Never know if I make it home

CHORUS

Three nights and days I sail the sea
Think of girl, constantly
On that ship, I dream she’s there
I smell the rose in her hair.

CHORUS

Okay, let’s give it to ’em, right now!

GUITAR SOLO

See Jamaica, the moon above
It won’t be long, me see me love
Take her in my arms again
Tell her I’ll never leave again

CHORUS

Let’s take it on outa here now
Let’s go!!

Klaus Lynggaard bemærker i weekendens Information om denne klassiker, at det er “den ultimative garagerockklassiker”, som “enhver kan lære at spille pÃ¥ fem minutter”. Den startede som en B-side i 1956-57, hvorfra den langsomt blev fast bestanddel af mange gruppers koncertrepertoire. Blandt myterne om denne sang er, at den skulle være bundsjofel (hvilket altid har været en nærliggende forklaring, nÃ¥r man ikke forstod teksten!), og at nummeret, fordi gruppen kløjs i rytmen, skulle markere reggaens fødsel… I hvert fald en rockklassiker, som mangen en kunstner har kastet sig over – inklusive Bob Dylan. Faktisk er der udsendt en serie af plader med titlen The Best of Louie Louie med en række alternative versioner. Dertil kommer, at en lang række andre sange har ladet sig inspirere mere eller mindre direkte af riffet i Louie Louie: Fx The Rolling Stones “Get Off Of My Cloud”, The Troogs “Wild Thing”, The McCoys “Hang On Sloopy”, Lou Reed “Vicious”, The Righteous Brother “You’ve Lost That Lovin Feeling” og “Summer Nights” fra filmen Grease. Louie Louie var i øvrigt det eneste rigtige hit, The Kingsmen fik.

Læs mere »

Rudolf Arnheim, 102

14. juni 2007

Hos Filoffen og Bo kan man læse om den amerikanske filosof Richard Rorty, der døde for nogle fÃ¥ dage siden. Nu kan man sÃ¥ læse om psykologen, filosoffen og kunstkritikeren Rudolf Arnheims død i den fremskredne alder af 102 Ã¥r. Og hvad har de to ting sÃ¥ at gøre med hinanden? Jo, Rorty var en af de moderne filosoffer, der tog afstand fra den form for videnskabelighed, som Arnheim stod for, dvs. en empiristisk-psykologisk tænkning, der tror pÃ¥, at ‘vores eneste vej til realiteten er gennem sanseerfaringer, dvs. syn, hørelse eller berøring”.
Arnheim var en af de mange tyske jøder, der mÃ¥tte flygte fra nazismens forfølgelse i 1930’erne og altsÃ¥ endte i USA, hvor han gjorde karriere med fokus pÃ¥ kunstens kognitive grundlag. Hans værker “Art and Visual Perception” fra 1954, “Film as Art” (1957) og “Visual Thinking” (1969) er blevet – kontroversielle – standardværker.

Dean Martin – mere musik fra skammekrogen

14. juni 2007

GÃ¥rsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, sÃ¥ godt han kunne. FÃ¥ har som han formÃ¥et at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hÃ¥nden sÃ¥ gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng sÃ¥ en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man ogsÃ¥ se hans eget tv-show pÃ¥ DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hÃ¥nden som varemærke.
EfterhÃ¥nden begyndte jeg ogsÃ¥ at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil pÃ¥ Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggÃ¥rdene pÃ¥ de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver pÃ¥ Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre pÃ¥ denne samling. SÃ¥ er det jo godt, at man har den pÃ¥ en anden compilation.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altsÃ¥ Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me

Tilbagespoling.