Indlæg tagget med 1950’erne

Drengestreger IV

11. juni 2007

Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. NÃ¥r vejret var til det (og for det meste ogsÃ¥, nÃ¥r det ikke var til det ) var vi ude og lege. Pædagoger og daginstitutioner var ukendte begreber. Fædrene var pÃ¥ arbejde og mødrene gik derhjemme og passede alt vedrørende hjemmet. Og forældrene blandede sig sjældent i børnenes leg. Vi løb rundt i baggÃ¥rdene, som der var mange af i arbejderkvarterene, og pÃ¥ gader og vej. For der var næsten ingen biler, sÃ¥ risikoen for at blive kørt ned, var til at overse. Der var mange muligheder for at udfolde sig. Ganske vist var der langt til nærmeste kommunale legeplads. Til gengæld var der mange tomme, tilgroede grunde, byggetomter, baggÃ¥rde, kældre, lofter osv., hvor vi kunne udfolde os.
Et af de steder, hvor vores fantasi fik frit løb, var en stor ubenyttet grund, der lÃ¥ bag ved et snedkeri. Grunden var indkredset af huskarreer og smÃ¥huse, hvorfra mødrene kunne overvÃ¥ge podernes narrestreger, hvis de ellers havde tid. Grunden var bevokset med store træer og planter og havde i mange Ã¥r ligget hen som et ingenmandsland midt i byen. Det var ogsÃ¥ her, nogle af de unge gik hen for at dyrke erotikkens glæder, nÃ¥r de ikke kunne finde privatliv til det i de smÃ¥ lejligheder. Herom vidnede et par diskret anbragte madrasser og nogle efterladte kondomer med knude i den ene ende…
PÃ¥ dette sted var der et kæmpestort træ med en kæmpestor krone, som jeg havde udsigt til, nÃ¥r jeg var hjemme i stuen. I denne kæmpe havde nogen lavet en gynge, bestÃ¥ende af et kraftigt tov med en knude og en kæp for enden. Under dens kølige skygge dannedes en kæmpestor og meget dyb vandpyt, nÃ¥r det havde regnet længe nok. Og sÃ¥ kunne man jo gynge hen over “søen” med risiko for at falde ned i vandet og blive helt og aldeles gennemblødt. Som jeg husker det, forsvandt vandpytten aldrig helt.
PÃ¥ et tidspunkt fik udviklingen ogsÃ¥ fat pÃ¥ dette barnlige fristed. Der skulle bygges endnu et hus med plads til mange lejere. Og pladsen blev indlemmet i de forskellige tilstødende baggÃ¥rde og fik et fint cementdække. Væk var legepladsen og fantasiernes frirum. Til gengæld opstod der nye muligheder. Det nye hus stod ufærdigt med stilladser pÃ¥ alle etagerne. SÃ¥ vi forlagde vores leg til de tomme etager og – ikke mindst – stilladserne. PÃ¥ stilladserne var der anbragt løse, afhøvlede brædder, sÃ¥ man kunne gÃ¥ pÃ¥ dem – med forsigtighed. NÃ¥r man nÃ¥et til enden af et bræt vippede det faretruende, og man skulle skynde sig at springe videre til næste bræt – eller ind gennem de Ã¥bne vinduesÃ¥bninger. Det fik vi megen tid til at gÃ¥ med, og udfordrede hinanden til at være mere og mere dristig. Tøsedreng, tør du ikke? Hva’ me dig selv? Og sÃ¥ videre. Og det var spændende og sjovt. BÃ¥de piger og drenge var med – lige indtil den dag, vi pÃ¥ den øverste etage blev pÃ¥grebet af ordensmagten og mÃ¥tte opgive vores forældres navne og adresser. Det var anden gang, jeg kom i kontakt med politiet.