CAPAC

Min gamle studiekammerat, tv-journalisten, har sendt mig lister over sine pladesamlinger. Og det er – for en samler og nostalgiker som mig – sjovt at studere, hvad sådanne lister rummer.

Og mit øje faldt over et par agit-prop-titler fra halvfjerdserne. Jesper Jensens og Benny Holsts plade “Den første maj”, der udkom med knaldrødt omslag i 1971 som Demos’ anden pladeudgivelse og blev et stort hit dengang for Demos-forlaget. Med sange, der med mundrette sætninger og vers satte ord på en socialistisk opfattelse af den verden, vi levede i dengang. Tekster – Jesper Jensen – der stadigvæk har noget at sige. “Inderst inde ved vi godt, hvordan det skulle være”, som min kammerat skriver og citerer.

Ikke al agit-prop-musikken holdt vand. Men meget af det gjorde. Røde Mors samlede værker holder stadigvæk – ikke mindst musikalsk. Og Benny Holsts første maj-sange står stadigvæk flot i deres usmykkede enkelhed. Sjovt nok er samme Benny nu aktuel med en ny plade – Sepiadage - der fik en meget flot anmeldelse af Klaus Lynggaard i Information.
Vi nærmer os første maj, og jeg undrer mig over, om Første Maj-pladen mon er kommet på cd? Jeg tror det ikke. Men den burde være det.

Her er Benny Holst med sin afdæmpede, enkle og fine udgave af Dylans Forever Young – Til Evig Tid.

Sangen om merværdi

Jeg står op om morg’nen og går hen på mit job,
og jeg laver noget, og jeg får min løn.
Men det jeg laver er mere værd end det jeg får.
Hvordan sku’ nogen mennesker ellers ku’ bli’ rige uden at lave noget?

Nogen er mere værd end det de får.
Andre bruger mere end de er værd.
Penge alene skaber ingen værdier
Penge skaber penge – papir, papir

“Oh, Lord, those people in grey,
I gotta get back at those people in grey,
Here come the people in grey,
To take me away.”
(Ray Davies)

Soundvenue vil vide, at nogle af de gråhårede kommer til København. Nemlig Blondie (Greydie?). Det navnkundige new-wave-band af samme navn rammer hovedstaden den 17. april, hvor der er mulighed for at opleve Debbie Harry, inden hun når pensionsalderen.

Hænger i telefonen – endnu engang….

På Youtube faldt jeg over en gammel optagelse fra tyske Beat-Club – capacsk tv-nostalgi-program – med det engelske progressive band Curved Air. Curved Air, der tog navn efter komponisten Terry Rileys musikstykke “A Rainbow in Curved Air”, udmærkede sig ved at have en iøjne- og iørefaldende forsangerinde, Sonja Kristina Linwood – og ved at bruge violin (spillet af Francis Monkman). Bandet har haft mange udskiftninger undervejs, men Sonja Kristina har været den gennemgående figur. Et enkelt hit er det blevet til. Det kom året efter bandets dannelse i 1969. Med Backstreet Luv kravlede de op på hitliste i 1970 og på albumlisten med deres debutplade Airconditioning, der blev nr. 1. Bandet gik i opløsning i 1976 efter indspilningen af Airborne.
Kendetegnende for Curved Air er blandingen af mange stilarter – klassisk, folk, elektronica, rock osv. Som det er tilfældet med andre progressive bands fra perioden er de gået hen og blevet kult med hjemmesider, der dyrker dem heftigt. Curved Air blev – som så mange andre – for et stykke tid siden gendannet.

Backstreet Luv

Den første gang, jeg stødte på Tower of Power var tilbage i midten af halvfjerdserne. Jeg stod i en pladeforretning i Esbjerg – vist nok Fona – med et album i hånden med titlen “Urban Renewal” og tænkte: Hvem fanden kan finde på at kalde et album for “Byfornyelse”? Det kunne Tower of Power åbenbart. Det ti mand store funk-band havde allerede en nogle år og plader på bagen dengang. Tenorsaxofonisten Emilio Castillo havde lagt grunden til Tower of Power i slutningen af tresserne og i 1970 fik gruppen sin første pladekontrakt og indspillede debutpladen East Bay Grease. Der skulle dog et par plader til før successen for alvor var hjemme. Det skete med det tredje album – Tower of Power – som bandet selv udgav. Pladen røg ind på en 29. plads på Billboard og endte på en 15. plads.
Tower of Power har aldrig været et rent funk-band. Urban Renewal, som jeg – det siger sig selv – endte med at købe, har sangeren Hubert Tubbs i forgrunden med en rig, soulful stemme og er en herlig blanding af særdeles stramme funknumre og smægtende soulballader. Kort tid efter fik jeg så fat i albummet In The Slot (1975), der besad samme kvaliteter.
Selv om der har været mange udskiftninger, så eksisterer bandet i bedste velgående og turnerer heftigt på begge sider af Atlanten.

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at se noget af en koncert med bandet i århusianske Ridehuset for en del år siden. Koncerten var en mindre katastrofe på grund af en helt urimelig akustik, der betød, at man kun kunne høre bandet, hvis man stod oppe foran scenen i en afstand af 1-2 meter. Bedre blev det ikke af, at jeg spildte øl ned af Fruen… Så vi gik før tid. Men bandets musik fejler ikke noget.

Tower Of Power in Concert I

Tower Of Power in Concert II

Tower Of Power in Concert III

Nu hvor capac alligevel har bevæget sig over i den “sorte” musik, så kommer jeg ikke uden om Stevie Wonder og hans mesterværk Songs In The Key Of Life (1976), der – efter min beskedne mening – er højdepunktet i mandens karriere som sangskriver og performer – og et højdepunkt i den periodes, dvs. halvfjerdsernes, musikalske udfoldelser. Jeg ejede dobbeltalbummet engang, men skilte mig af med den, fordi den havde en irriterende presningsfejl på den ene side. Havlfjerdsernes var plaget af presningsfejl…
Siden har jeg ikke fået anskaffet med en cd-udgave, men har måttet nøjes med at lytte til den via bibliotekslån. Noget, der må gøres noget ved snarest!
Songs er Wonders svar på The Beatles’ Hvide Album og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road. Et overflødighedshorn af musikalske ideer og kreativt eksperimenterende overskud, hvor Wonder for alvor viste spændvidden i sit talent. Pladen, der blev en kommerciel og kunstnerisk succes efterfulgte en perlerække af mesterlige album som Music Of My Mind, Talking Book, Innervisions og Fulfillingness’ First Finale. Til gengæld har de efterfølgende albums kun tilnærmelsesvis kunnet leve op til præstationerne på The Key.
PS. Der findes mange kiksede albumtitler, men denne titel er fremragende. Den siger lige netop noget om, hvad pladen byder på: sange, der udspringer af livet, og som handler om livet…

Love’s in need of love today

Sir Duke

I wish

village ghetto land

Tre år, godt og vel, fik det engelske punk-band The Adverts sammen. Forgrundsfiguren var den nydelige punktøs Gaye Advert, der sammen med T.V. Smith dannede bandet i 1976. I London slog de sig sammen med guitaristen Pickup og trommeslagere Driver.
Bandet havde det held at blive godt eksponeret på The Roxy, der var et af scenerne for de nye punkbands. Og ders første officielle hit – Bored Teenagers – var med på live-albummet Live At The Roxy WC2, der blev optaget netop dér. Kort tid efter kom de i stald hos det førende nybølge-selskab Stiff Records. Det hjalp også godt på successen, at de fik lov til at være support-band for mange af de førende navne, fx The Damned, Iggy Pop og The Jam, og i august 1976 fik de så deres første regulære singlehit med Gary Gilmore’s Eyes, der handlede om en morders ønske om at få sine øjne doneret til lægevidenskabelig forskning. En ornli’ syg punk-sang. Sangen skabte furore om bandet, og det kom i Top Of The Pops. Det næste hit kom med gruppens fjerde single “No Time To Be 21″, der blev fulgt op af debutalbummet Crossing The Red Sea, der var med til at cementere bandets ry som et af de centrale punk-bands. Medvirkende til dette renommé var T.V. Smiths evne til at indfange punkoprøret og -attituden i sine enkle tekster. En akkord og en enkel tekst…
Selv om bandet fortsat lavede lytteværdig musik og udsendte endnu et album i 1979 – Cast Of Thousands – var det ikke nok til at fastholde den kommercielle succes, og efter deres managers, Dave Dempseys, død ved en ulykke, gik medlemmerne hvert til sit.

Gary Gilmore’s Eyes (Top Of The Pops, 1977)

Jeg lytter meget til musik, når jeg sidder ved computeren. Og jeg bruger helst afspilleren Foobar 2000 til formålet. En no-bullshit-afspiller, der ikke fylder alverden i hukommelsen, og som har en forbavsende god lydgengivelse. Dog har den en enkelt mangel i forhold til fx Winamp eller WinMedia-afspilleren. Foobar har ikke nogen volumenkontrol. Man skal åbne Windows-lydstyrke-programmet. Og det er – for at sige det pænt – lidt bøvlet. Men nu har jeg fundet en løsning. Løsningen hedder Volume Control 1.0. Det er et blå-sort lille Widget, hvormed man kan skrue op og ned og slukke for lyden lige så let som at klø sig der, hvor man er højest, når man plukker jordbær. Og så er den gratis…
Opdatering: I mellemtiden har jeg så opdaget, at der er kommet en ny version af Foobar2000 med volumenkontrol…

I omtalen af the Slits blev The Raincoats lige nævnt, men heller ikke de skal glemmes i denne blog. Endnu et af de alt for få pigebands fra halvfjerdserne.
Gruppen blev dannet i ’77 af Ana da Silva (sang, guitar) og Gina Birch (sang, bas).
Indtil 1978 var der fyre med i bandet, men da Palmolive fra Slits overtog trommernen efter Nick Turner og Vicky Aspinall kom med på violin var det et 100% feminint projekt. stilen er blevet kaldt post-punk. Døm selv, i hvert fald er indflydelsen fra punken mærkbar. I 1980 kom det første eponyme album, der blev fulgt op af Odyshape (1980), live-albummet The Kitchen Tapes (83) og Moving (84). Herefter blev de enkelte medlemmer opslugt af diverse soloprojekter, men i 2006 blev bandet gendannet og har spillet i forskellige sammenhænge.

Don’t be Mean

Fairytale in the Supermarket

Raincoats i studiet

Song I dont Know Yet

Jeg kunne lide The Jam fra første lyt, da de kom frem dengang i slutningen af halvfjerdserne. De var ny bølge-musik, men også traditionalister af den bedste slags. De stod på skuldrene af tresserbands som – ikke mindst – The Kinks og The Who, indlemmede soundbites fra den forfriskende punkbevægelse og flirtede kraftigt med mod-kulturen. The Jam var i det hele taget nogle musikalske eklektikere, der tog farve af alle de musikalske strømninger, som de – og det vil ikke mindst sige sangskriveren Paul Weller – havde lyttet til og lyttede til. Det hele blev holdt sammen af samme Wellers sans for gode melodier af engelsk tilsnit.

Her er nogle af Jams største hits:

Town Called MAlice
Going Underground
Eton Rifles
Beat Surrender