Indlæg tagget med 1970’erne

Agit-Prop-musik – og Benny Holst

27. april 2008

Min gamle studiekammerat, tv-journalisten, har sendt mig lister over sine pladesamlinger. Og det er – for en samler og nostalgiker som mig – sjovt at studere, hvad sådanne lister rummer.

Og mit øje faldt over et par agit-prop-titler fra halvfjerdserne. Jesper Jensens og Benny Holsts plade “Den første maj”, der udkom med knaldrødt omslag i 1971 som Demos’ anden pladeudgivelse og blev et stort hit dengang for Demos-forlaget. Med sange, der med mundrette sætninger og vers satte ord på en socialistisk opfattelse af den verden, vi levede i dengang. Tekster – Jesper Jensen – der stadigvæk har noget at sige. “Inderst inde ved vi godt, hvordan det skulle være”, som min kammerat skriver og citerer.

Ikke al agit-prop-musikken holdt vand. Men meget af det gjorde. Røde Mors samlede værker holder stadigvæk – ikke mindst musikalsk. Og Benny Holsts første maj-sange står stadigvæk flot i deres usmykkede enkelhed. Sjovt nok er samme Benny nu aktuel med en ny plade – Sepiadage – der fik en meget flot anmeldelse af Klaus Lynggaard i Information.
Vi nærmer os første maj, og jeg undrer mig over, om Første Maj-pladen mon er kommet på cd? Jeg tror det ikke. Men den burde være det.

Her er Benny Holst med sin afdæmpede, enkle og fine udgave af Dylans Forever Young – Til Evig Tid.

Sangen om merværdi

Jeg står op om morg’nen og går hen på mit job,
og jeg laver noget, og jeg får min løn.
Men det jeg laver er mere værd end det jeg får.
Hvordan sku’ nogen mennesker ellers ku’ bli’ rige uden at lave noget?

Nogen er mere værd end det de får.
Andre bruger mere end de er værd.
Penge alene skaber ingen værdier
Penge skaber penge – papir, papir

Blondie i København

17. april 2008

“Oh, Lord, those people in grey,
I gotta get back at those people in grey,
Here come the people in grey,
To take me away.”
(Ray Davies)

Soundvenue vil vide, at nogle af de gråhårede kommer til København. Nemlig Blondie (Greydie?). Det navnkundige new-wave-band af samme navn rammer hovedstaden den 17. april, hvor der er mulighed for at opleve Debbie Harry, inden hun når pensionsalderen.

Hænger i telefonen – endnu engang….

Curved Air – Backstreet Luv

13. april 2008

På Youtube faldt jeg over en gammel optagelse fra tyske Beat-Club – capacsk tv-nostalgi-program – med det engelske progressive band Curved Air. Curved Air, der tog navn efter komponisten Terry Rileys musikstykke “A Rainbow in Curved Air”, udmærkede sig ved at have en iøjne- og iørefaldende forsangerinde, Sonja Kristina Linwood – og ved at bruge violin (spillet af Francis Monkman). Bandet har haft mange udskiftninger undervejs, men Sonja Kristina har været den gennemgående figur. Et enkelt hit er det blevet til. Det kom året efter bandets dannelse i 1969. Med Backstreet Luv kravlede de op på hitliste i 1970 og på albumlisten med deres debutplade Airconditioning, der blev nr. 1. Bandet gik i opløsning i 1976 efter indspilningen af Airborne.
Kendetegnende for Curved Air er blandingen af mange stilarter – klassisk, folk, elektronica, rock osv. Som det er tilfældet med andre progressive bands fra perioden er de gået hen og blevet kult med hjemmesider, der dyrker dem heftigt. Curved Air blev – som så mange andre – for et stykke tid siden gendannet.

Backstreet Luv

Tower of Power

11. april 2008

Den første gang, jeg stødte på Tower of Power var tilbage i midten af halvfjerdserne. Jeg stod i en pladeforretning i Esbjerg – vist nok Fona – med et album i hånden med titlen “Urban Renewal” og tænkte: Hvem fanden kan finde på at kalde et album for “Byfornyelse”? Det kunne Tower of Power åbenbart. Det ti mand store funk-band havde allerede en nogle år og plader på bagen dengang. Tenorsaxofonisten Emilio Castillo havde lagt grunden til Tower of Power i slutningen af tresserne og i 1970 fik gruppen sin første pladekontrakt og indspillede debutpladen East Bay Grease. Der skulle dog et par plader til før successen for alvor var hjemme. Det skete med det tredje album – Tower of Power – som bandet selv udgav. Pladen røg ind på en 29. plads på Billboard og endte på en 15. plads.
Tower of Power har aldrig været et rent funk-band. Urban Renewal, som jeg – det siger sig selv – endte med at købe, har sangeren Hubert Tubbs i forgrunden med en rig, soulful stemme og er en herlig blanding af særdeles stramme funknumre og smægtende soulballader. Kort tid efter fik jeg så fat i albummet In The Slot (1975), der besad samme kvaliteter.
Selv om der har været mange udskiftninger, så eksisterer bandet i bedste velgående og turnerer heftigt på begge sider af Atlanten.

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at se noget af en koncert med bandet i århusianske Ridehuset for en del år siden. Koncerten var en mindre katastrofe på grund af en helt urimelig akustik, der betød, at man kun kunne høre bandet, hvis man stod oppe foran scenen i en afstand af 1-2 meter. Bedre blev det ikke af, at jeg spildte øl ned af Fruen… Så vi gik før tid. Men bandets musik fejler ikke noget.

Tower Of Power in Concert I

Tower Of Power in Concert II

Tower Of Power in Concert III

Earth, Wind and Fire

10. april 2008

Længe inden Prince fik hoftebevægelserne på gled var der Earth, Wind and Fire. Vi skal helt tilbage til halvfjerdserne, ja faktisk til slutningen af tresserne, hvor Maurice White dannede det ti-mand-store soul-funk-band i Chicago. Allerede med deres debutalbum Earth, Wind & Fire (1979) og opfølgeren The Need Of Love (71) opnåede de stor anerkendelse fra musikkritikerne, hvorimod det store pladesalg lod vente på sig. Et mindre singlehit med I Think About Lovin’ You fra sidstnævnte album blev det også til. Men indre uro i gruppen gjorde, at Maurice White gendannede bandet i 1972 med blandt andet Philip Bailey som forsanger.
Der kom skred i sagerne, da musikkollektivet samme år blev “købt op” af CBS-pladeselskabet. Efter et par pænt succesfulde albums (Last Days And Time, 1972 og Head To The Sky, 1973) kom det store kommercielle gennembrud med Open Your Eyes i 1974. Albummet kastede en platinplade af sig og et par solide hitlisteplaceringer med Mighty, Mighty og Devotion.
Herefter havde gruppen vind i sejlene og udsendte en række fremragende, storsælgende albums. I 1975 kom That’s The Way Of The World med superhittet Shining Star. Året efter kom Spirit og i 77 All’N All med en håndfuld slidtstærke sange som Jupiter, Fantasy og Be Ever Wonderful. I 1979 kom I Am, der havde et mytologisk-astrologisk-mystisk cover lige som forgængeren, men også nogle særdeles jordnære, dansante hits som fx In The Stone, Can’t Let God, After The Love Has Gone og – ikke mindst – diskoklassikeren Boogie Wonderland. Kreativiteten toppede i 1980, hvor White og Co. udsendte dobbeltalbummet Faces, der må betragtes som det ypperste i bandets produktion.
Selv om bandet er fortsat med at lave musik, så må man nok sige, at det var i halvfjerdserne, gruppen havde sin storhedstid. Det var i den periode, de med deres jazz-influerede, sofistikerede soul-funk-disco-bigbandmusik kunne begejstre. Jeg husker blandt andet, at en af anmelderne i det hedengangne musiktidsskrift MM!, der gik helt i selvsving af begejstring over en af pladerne.

Boogie Wonderland anno 1979

Shining Star (1975)

In the Stone

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 2212345678910...Sidste »