Indlæg tagget med 1970’erne

Agit-Prop-musik – og Benny Holst

27. april 2008

Min gamle studiekammerat, tv-journalisten, har sendt mig lister over sine pladesamlinger. Og det er – for en samler og nostalgiker som mig – sjovt at studere, hvad sådanne lister rummer.

Og mit øje faldt over et par agit-prop-titler fra halvfjerdserne. Jesper Jensens og Benny Holsts plade “Den første maj”, der udkom med knaldrødt omslag i 1971 som Demos’ anden pladeudgivelse og blev et stort hit dengang for Demos-forlaget. Med sange, der med mundrette sætninger og vers satte ord på en socialistisk opfattelse af den verden, vi levede i dengang. Tekster – Jesper Jensen – der stadigvæk har noget at sige. “Inderst inde ved vi godt, hvordan det skulle være”, som min kammerat skriver og citerer.

Ikke al agit-prop-musikken holdt vand. Men meget af det gjorde. Røde Mors samlede værker holder stadigvæk – ikke mindst musikalsk. Og Benny Holsts første maj-sange står stadigvæk flot i deres usmykkede enkelhed. Sjovt nok er samme Benny nu aktuel med en ny plade – Sepiadage – der fik en meget flot anmeldelse af Klaus Lynggaard i Information.
Vi nærmer os første maj, og jeg undrer mig over, om Første Maj-pladen mon er kommet på cd? Jeg tror det ikke. Men den burde være det.

Her er Benny Holst med sin afdæmpede, enkle og fine udgave af Dylans Forever Young – Til Evig Tid.

Sangen om merværdi

Jeg står op om morg’nen og går hen på mit job,
og jeg laver noget, og jeg får min løn.
Men det jeg laver er mere værd end det jeg får.
Hvordan sku’ nogen mennesker ellers ku’ bli’ rige uden at lave noget?

Nogen er mere værd end det de får.
Andre bruger mere end de er værd.
Penge alene skaber ingen værdier
Penge skaber penge – papir, papir

Blondie i København

17. april 2008

“Oh, Lord, those people in grey,
I gotta get back at those people in grey,
Here come the people in grey,
To take me away.”
(Ray Davies)

Soundvenue vil vide, at nogle af de gråhårede kommer til København. Nemlig Blondie (Greydie?). Det navnkundige new-wave-band af samme navn rammer hovedstaden den 17. april, hvor der er mulighed for at opleve Debbie Harry, inden hun når pensionsalderen.

Hænger i telefonen – endnu engang….

Curved Air – Backstreet Luv

13. april 2008

På Youtube faldt jeg over en gammel optagelse fra tyske Beat-Club – capacsk tv-nostalgi-program – med det engelske progressive band Curved Air. Curved Air, der tog navn efter komponisten Terry Rileys musikstykke “A Rainbow in Curved Air”, udmærkede sig ved at have en iøjne- og iørefaldende forsangerinde, Sonja Kristina Linwood – og ved at bruge violin (spillet af Francis Monkman). Bandet har haft mange udskiftninger undervejs, men Sonja Kristina har været den gennemgående figur. Et enkelt hit er det blevet til. Det kom året efter bandets dannelse i 1969. Med Backstreet Luv kravlede de op på hitliste i 1970 og på albumlisten med deres debutplade Airconditioning, der blev nr. 1. Bandet gik i opløsning i 1976 efter indspilningen af Airborne.
Kendetegnende for Curved Air er blandingen af mange stilarter – klassisk, folk, elektronica, rock osv. Som det er tilfældet med andre progressive bands fra perioden er de gået hen og blevet kult med hjemmesider, der dyrker dem heftigt. Curved Air blev – som så mange andre – for et stykke tid siden gendannet.

Backstreet Luv

Tower of Power

11. april 2008

Den første gang, jeg stødte på Tower of Power var tilbage i midten af halvfjerdserne. Jeg stod i en pladeforretning i Esbjerg – vist nok Fona – med et album i hånden med titlen “Urban Renewal” og tænkte: Hvem fanden kan finde på at kalde et album for “Byfornyelse”? Det kunne Tower of Power åbenbart. Det ti mand store funk-band havde allerede en nogle år og plader på bagen dengang. Tenorsaxofonisten Emilio Castillo havde lagt grunden til Tower of Power i slutningen af tresserne og i 1970 fik gruppen sin første pladekontrakt og indspillede debutpladen East Bay Grease. Der skulle dog et par plader til før successen for alvor var hjemme. Det skete med det tredje album – Tower of Power – som bandet selv udgav. Pladen røg ind på en 29. plads på Billboard og endte på en 15. plads.
Tower of Power har aldrig været et rent funk-band. Urban Renewal, som jeg – det siger sig selv – endte med at købe, har sangeren Hubert Tubbs i forgrunden med en rig, soulful stemme og er en herlig blanding af særdeles stramme funknumre og smægtende soulballader. Kort tid efter fik jeg så fat i albummet In The Slot (1975), der besad samme kvaliteter.
Selv om der har været mange udskiftninger, så eksisterer bandet i bedste velgående og turnerer heftigt på begge sider af Atlanten.

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at se noget af en koncert med bandet i århusianske Ridehuset for en del år siden. Koncerten var en mindre katastrofe på grund af en helt urimelig akustik, der betød, at man kun kunne høre bandet, hvis man stod oppe foran scenen i en afstand af 1-2 meter. Bedre blev det ikke af, at jeg spildte øl ned af Fruen… Så vi gik før tid. Men bandets musik fejler ikke noget.

Tower Of Power in Concert I

Tower Of Power in Concert II

Tower Of Power in Concert III

Earth, Wind and Fire

10. april 2008

Længe inden Prince fik hoftebevægelserne på gled var der Earth, Wind and Fire. Vi skal helt tilbage til halvfjerdserne, ja faktisk til slutningen af tresserne, hvor Maurice White dannede det ti-mand-store soul-funk-band i Chicago. Allerede med deres debutalbum Earth, Wind & Fire (1979) og opfølgeren The Need Of Love (71) opnåede de stor anerkendelse fra musikkritikerne, hvorimod det store pladesalg lod vente på sig. Et mindre singlehit med I Think About Lovin’ You fra sidstnævnte album blev det også til. Men indre uro i gruppen gjorde, at Maurice White gendannede bandet i 1972 med blandt andet Philip Bailey som forsanger.
Der kom skred i sagerne, da musikkollektivet samme år blev “købt op” af CBS-pladeselskabet. Efter et par pænt succesfulde albums (Last Days And Time, 1972 og Head To The Sky, 1973) kom det store kommercielle gennembrud med Open Your Eyes i 1974. Albummet kastede en platinplade af sig og et par solide hitlisteplaceringer med Mighty, Mighty og Devotion.
Herefter havde gruppen vind i sejlene og udsendte en række fremragende, storsælgende albums. I 1975 kom That’s The Way Of The World med superhittet Shining Star. året efter kom Spirit og i 77 All’N All med en håndfuld slidtstærke sange som Jupiter, Fantasy og Be Ever Wonderful. I 1979 kom I Am, der havde et mytologisk-astrologisk-mystisk cover lige som forgængeren, men også nogle særdeles jordnære, dansante hits som fx In The Stone, Can’t Let God, After The Love Has Gone og – ikke mindst – diskoklassikeren Boogie Wonderland. Kreativiteten toppede i 1980, hvor White og Co. udsendte dobbeltalbummet Faces, der må betragtes som det ypperste i bandets produktion.
Selv om bandet er fortsat med at lave musik, så må man nok sige, at det var i halvfjerdserne, gruppen havde sin storhedstid. Det var i den periode, de med deres jazz-influerede, sofistikerede soul-funk-disco-bigbandmusik kunne begejstre. Jeg husker blandt andet, at en af anmelderne i det hedengangne musiktidsskrift MM!, der gik helt i selvsving af begejstring over en af pladerne.

Boogie Wonderland anno 1979

Shining Star (1975)

In the Stone

 

Songs in the Key of Life

9. april 2008

Nu hvor capac alligevel har bevæget sig over i den “sorte” musik, så kommer jeg ikke uden om Stevie Wonder og hans mesterværk Songs In The Key Of Life (1976), der – efter min beskedne mening – er højdepunktet i mandens karriere som sangskriver og performer – og et højdepunkt i den periodes, dvs. halvfjerdsernes, musikalske udfoldelser. Jeg ejede dobbeltalbummet engang, men skilte mig af med den, fordi den havde en irriterende presningsfejl på den ene side. Havlfjerdsernes var plaget af presningsfejl…
Siden har jeg ikke fået anskaffet med en cd-udgave, men har måttet nøjes med at lytte til den via bibliotekslån. Noget, der må gøres noget ved snarest!
Songs er Wonders svar på The Beatles’ Hvide Album og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road. Et overflødighedshorn af musikalske ideer og kreativt eksperimenterende overskud, hvor Wonder for alvor viste spændvidden i sit talent. Pladen, der blev en kommerciel og kunstnerisk succes efterfulgte en perlerække af mesterlige album som Music Of My Mind, Talking Book, Innervisions og Fulfillingness’ First Finale. Til gengæld har de efterfølgende albums kun tilnærmelsesvis kunnet leve op til præstationerne på The Key.
PS. Der findes mange kiksede albumtitler, men denne titel er fremragende. Den siger lige netop noget om, hvad pladen byder på: sange, der udspringer af livet, og som handler om livet…

Love’s in need of love today

Sir Duke

I wish

village ghetto land

The Adverts – et punkband med succes…

22. marts 2008

Tre år, godt og vel, fik det engelske punk-band The Adverts sammen. Forgrundsfiguren var den nydelige punktøs Gaye Advert, der sammen med T.V. Smith dannede bandet i 1976. I London slog de sig sammen med guitaristen Pickup og trommeslagere Driver.
Bandet havde det held at blive godt eksponeret på The Roxy, der var et af scenerne for de nye punkbands. Og ders første officielle hit – Bored Teenagers – var med på live-albummet Live At The Roxy WC2, der blev optaget netop dér. Kort tid efter kom de i stald hos det førende nybølge-selskab Stiff Records. Det hjalp også godt på successen, at de fik lov til at være support-band for mange af de førende navne, fx The Damned, Iggy Pop og The Jam, og i august 1976 fik de så deres første regulære singlehit med Gary Gilmore’s Eyes, der handlede om en morders ønske om at få sine øjne doneret til lægevidenskabelig forskning. En ornli’ syg punk-sang. Sangen skabte furore om bandet, og det kom i Top Of The Pops. Det næste hit kom med gruppens fjerde single “No Time To Be 21”, der blev fulgt op af debutalbummet Crossing The Red Sea, der var med til at cementere bandets ry som et af de centrale punk-bands. Medvirkende til dette renommé var T.V. Smiths evne til at indfange punkoprøret og -attituden i sine enkle tekster. En akkord og en enkel tekst…
Selv om bandet fortsat lavede lytteværdig musik og udsendte endnu et album i 1979 – Cast Of Thousands – var det ikke nok til at fastholde den kommercielle succes, og efter deres managers, Dave Dempseys, død ved en ulykke, gik medlemmerne hvert til sit.



No Time To Be 21

Bored Teenagers

Live at The Roxy

Gary Gilmore’s Eyes (Top Of The Pops, 1977)

Lydstyrkekontrol på skrivebordet

17. marts 2008

Jeg lytter meget til musik, når jeg sidder ved computeren. Og jeg bruger helst afspilleren Foobar 2000 til formålet. En no-bullshit-afspiller, der ikke fylder alverden i hukommelsen, og som har en forbavsende god lydgengivelse. Dog har den en enkelt mangel i forhold til fx Winamp eller WinMedia-afspilleren. Foobar har ikke nogen volumenkontrol. Man skal åbne Windows-lydstyrke-programmet. Og det er – for at sige det pænt – lidt bøvlet. Men nu har jeg fundet en løsning. Løsningen hedder Volume Control 1.0. Det er et blå-sort lille Widget, hvormed man kan skrue op og ned og slukke for lyden lige så let som at klø sig der, hvor man er højest, når man plukker jordbær. Og så er den gratis…
Opdatering: I mellemtiden har jeg så opdaget, at der er kommet en ny version af Foobar2000 med volumenkontrol…

Dagens sange er med: The Raincoats

17. februar 2008

I omtalen af the Slits blev The Raincoats lige nævnt, men heller ikke de skal glemmes i denne blog. Endnu et af de alt for få pigebands fra halvfjerdserne.
Gruppen blev dannet i ’77 af Ana da Silva (sang, guitar) og Gina Birch (sang, bas).
Indtil 1978 var der fyre med i bandet, men da Palmolive fra Slits overtog trommernen efter Nick Turner og Vicky Aspinall kom med på violin var det et 100% feminint projekt. stilen er blevet kaldt post-punk. Døm selv, i hvert fald er indflydelsen fra punken mærkbar. I 1980 kom det første eponyme album, der blev fulgt op af Odyshape (1980), live-albummet The Kitchen Tapes (83) og Moving (84). Herefter blev de enkelte medlemmer opslugt af diverse soloprojekter, men i 2006 blev bandet gendannet og har spillet i forskellige sammenhænge.

Don’t be Mean

Fairytale in the Supermarket

Raincoats i studiet

Song I dont Know Yet

Dagens sange er med: The Jam

15. februar 2008

Jeg kunne lide The Jam fra første lyt, da de kom frem dengang i slutningen af halvfjerdserne. De var ny bølge-musik, men også traditionalister af den bedste slags. De stod på skuldrene af tresserbands som – ikke mindst – The Kinks og The Who, indlemmede soundbites fra den forfriskende punkbevægelse og flirtede kraftigt med mod-kulturen. The Jam var i det hele taget nogle musikalske eklektikere, der tog farve af alle de musikalske strømninger, som de – og det vil ikke mindst sige sangskriveren Paul Weller – havde lyttet til og lyttede til. Det hele blev holdt sammen af samme Wellers sans for gode melodier af engelsk tilsnit.

Her er nogle af Jams største hits:

Town Called MAlice
Going Underground
Eton Rifles
Beat Surrender

Mere dansk beat: Ache

14. februar 2008

Vi fortsætter lidt i samme spor. Jeg faldt over en optagelse med beat-orkesteret Ache, der ser ud til at stamme fra samme tv-program, som indslaget med Young Flowers. Ache, der bestod af Peter Mellin (tangenter), Finn Olafsson (guitar og sang), Torsten Olafsson (bas og sang) og Glen Fishcer (trommer og slagtøj), var også en af de fine progressive bands fra tresserne og første halvdel af halvfjerdserne og gjorde sig bemærket med de fine albums De Homine Urbano (70) og Green Man (71). Bandets musik er sat i forbindelse med Pink Floyd, Procol Harum, Vanilla Fudge, The Nice og Vand der Graff Generator. Og det er nok ikke helt galt. Bandet er, så vidt vides, stadigvæk aktiv og har en fin hjemmeside. Man finder også oplysninger på Alex Gitlins musikside.

Ache spiller

Hanging on the Telephone – The Nerves

3. februar 2008

De rare mennesker i Modstrøm-bloggen gør opmærksom på, at capacs Blondie-favoritsang er skrevet af et medlem af gruppen The Nerves – halvfjerdser poprockband – Jack Lee. Det vidste jeg ikke – eller kunne i hvert fald ikke huske det. Men det skal selvfølgelig fremhæves, når sangen er så god. Her er en herlig optagelse med to af de gamle medlemmer – Paul Collins og Peter Case – der giver deres klassiker til bedste i en pladebutik et eller andet sted over there. Nyd spilleglæden!

Hanging on the Telephone

Dagens sang: The Faces – Flying

2. februar 2008

I går glemte jeg helt dagens sang, selv om der var sange nok. Så her er The Faces med deres herlige “Flying” i en optagelse fra Marquee Club anno 1970. Eneste begrundelse: Jeg kan mægtig godt lide den sang i deres udgave. her er endnu en (lydmæssig bedre) udgave fra Paris 1971. Det er lige før Faces bliver husorkester i denne blog.

En tysk kreaturvogn – DKW – erindringsskitse

2. februar 2008

Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort, fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000, og kaldet Morris Minor. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var meget privilegeret.

Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige ejer af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For små 3000 kr.

Carlo havde vist fået den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han så for et symbolsk beløb sende den videre. Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Og 3000 kroner var da også mange penge dengang i begyndelsen af 1970’erne. Til min ærgrelse, selv om jeg godt forstod min fars holdning.

Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil. DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. I hvert fald var det en DKW-motorcykel, min onkel havde, og som jeg fik lov til at sidde på som en bette knægt.

[opdateret i maj 2021]

Blondie

29. januar 2008

Hun er passeret de 60, men er stadigvæk aktiv. Debbie Harry, den tidligere blonde forgrundsfigur i det amerikanske new wave-band Blondie. For ikke så længe siden udsendte hun endnu et soloalbum “Necessary Evil”. Bandets gennembrud kom med albummet Parallel Lines i 1978. Og de næste par år var de på toppen med deres light-udgave af New Yorker-new-wave, hvor der flirtedes med disco- og poprytmer.
Blondinen blev deres varemærke på godt og ondt. Hun var blikfanget og den, der nød mediernes opmærksomhed. Men det gav anledning til spændinger i bandet.
Tilbage står, at deres første albums Blondie (1976), Plastic Letters (1977) og Parallel Lines (1978) stadigvæk står som friske pust fra den periode.

Heart of Glass

Denis

Hanging on the Telephone (capacs favorit)