Indlæg tagget med 1970’erne

Capac og reggae..

14. september 2007

Denne hersens Redemption Song har kørt i mit hovede, de sidste par dage, og jeg mÃ¥ komme med en lille indrømmelse eller – snarere – bekendelse. Jeg kan mægtig godt lige reggae, men da reggae-bølgen rullede ind over det musikalske landskab i halvfjerdserne med The Wailers, Toots and the Maytals, Sly & Robbie osv. – da var capac lidt tung i røven. Det varede temmelig længe, inden jeg hoppede med pÃ¥ den vogn, selv om MM og andre musikelskere gjorde, hvad de kunne for at forføre mig til at hoppe med pÃ¥ bussen. Hvorfor? Aner det ikke. For foden, den vippede, sÃ¥ snart reggae-rytmen ramte øret. MÃ¥ske var der bare for mange andre bølger, der gjorde fødderne vÃ¥de.
Men en dag i 1978 fik jeg dog købt en plade – et dobbeltalbum – med Bob Marley & The Wailers. Babylon by Bus hedder den, og det er et live-album med optagelser fra især Paris, men fx ogsÃ¥ fra Danmarks mest berømte festival i Roskilde. Og havde jeg ikke været hooked pÃ¥ reggae før, sÃ¥ blev jeg det nu. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg aldrig fik set Bob Marley live, medens tid var.
Pladens cover er meget opfindsomt. Forsiden viser en bus set forfra, og i vinduerne ser man forskellige billeder af gruppens medlemmer, afhængigt af, hvilket af de fire indercovers, der vender ud mod forsiden. Vi taler selvfølgelig om LP-udgaven!
Pladen aspirerer til titlen som et af de ti bedste live-albums fra halvfjerdserne (listeidé!). Marley og Wailers giver en række af deres store sange i herlige udvidede live-udgaver. Det rocker og swinger. Der er ikke en nitte imellem. Og man bliver helt høj af at lytte til disse klassike numre:

Side one

1. “Positive Vibration” (Vincent Ford)
2. “Punky Reggae Party” (Bob Marley/Lee Perry)
3. “Exodus”

Side two

1. “Stir It Up”
2. “Rat Race” (Rita Marley)
3. “Concrete Jungle”
4. “Kinky Reggae”

Side three

1. “Lively Up Yourself”
2. “Rebel Music (3 O’Clock Roadblock)” (Aston Barrett/Hugh Peart)
3. “War / No More Trouble” (Alan Cole/Carlton Barrett/Bob Marley)

Side four

1. “Is This Love”
2. “Heathen”
3. “Jamming”

Her er en fin optagelse fra Hollandsk tv – optaget i forbindelse med Babylon-turneen – med “Postive Vibration”. Skru op – og din dag er reddet! :

Læs mere »

Led Zeppelin flyver igen

11. september 2007

Det er gendannelsernes tid. Og – som allerede antydet her i bloggen – sÃ¥ sker det ogsÃ¥ for heavy-rockerne i Led Zeppelin. I følge New Musical Express sker det ved en officiel pressekonference i morgen. Vi ønsker dem Whole Lotta Love… Læs mere »

Marc Bolan 1947-1977

6. september 2007

Frontfiguren i glamrockgruppen T.Rex, Marc Bolan, ville være fyldt 60 år den 30. september i år. Men en automobilulykke kortede hans liv af i en alder af kun 29 den 16. september 1977. Pitchfork fortæller, at 30-årsdagen markeres med forskellige dokumentar-programmer i BBC, en stor fotoudstilling og en række pladeudgivelser af Edsel Records. Vinylsingler med sjældne B-sider og to cd-udgivelser med musik og interviews: Live 1977 + In Conversation og Interstellar Soul.

Get It On – anno 1971:

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstrÃ¥ler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste Ã¥rs tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 Ã¥r gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner pÃ¥ omrÃ¥det som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Doobie Brothers – “Minute by Minute”

2. september 2007

Det er osse Rasmus’ skyld. Al den snak om Kenny Loggins og Jim Messina, soft rock og Yacht-rock fik mig til at tænke pÃ¥ et softrock- og Yacht-rock-album, som jeg var meget begejstret for, da det udkom i 1978, og fortsat er begejstret for: The Doobie Brothers “Minute by Minute”. Pladen var gruppens ottende udgivelse, og den blev – som de foregÃ¥ende – et stort hit. Albummet lÃ¥ pÃ¥ den amerikanske albumhitlistes førsteplads og sangen “What a fool believes”, der var skrevet af Kenny Loggins og Michael Mcdonald indtog ligeledes førstepladsen pÃ¥ pophitlisten. Det er da ogsÃ¥ en uforskammet iørefaldende sang uden den mindste modhage. Svært uimodstÃ¥elig:

Læs mere »