Indlæg tagget med 1970’erne

Songs in the Key of Life

9. april 2008

Nu hvor capac alligevel har bevæget sig over i den “sorte” musik, sÃ¥ kommer jeg ikke uden om Stevie Wonder og hans mesterværk Songs In The Key Of Life (1976), der – efter min beskedne mening – er højdepunktet i mandens karriere som sangskriver og performer – og et højdepunkt i den periodes, dvs. halvfjerdsernes, musikalske udfoldelser. Jeg ejede dobbeltalbummet engang, men skilte mig af med den, fordi den havde en irriterende presningsfejl pÃ¥ den ene side. Havlfjerdsernes var plaget af presningsfejl…
Siden har jeg ikke fået anskaffet med en cd-udgave, men har måttet nøjes med at lytte til den via bibliotekslån. Noget, der må gøres noget ved snarest!
Songs er Wonders svar pÃ¥ The Beatles’ Hvide Album og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road. Et overflødighedshorn af musikalske ideer og kreativt eksperimenterende overskud, hvor Wonder for alvor viste spændvidden i sit talent. Pladen, der blev en kommerciel og kunstnerisk succes efterfulgte en perlerække af mesterlige album som Music Of My Mind, Talking Book, Innervisions og Fulfillingness’ First Finale. Til gengæld har de efterfølgende albums kun tilnærmelsesvis kunnet leve op til præstationerne pÃ¥ The Key.
PS. Der findes mange kiksede albumtitler, men denne titel er fremragende. Den siger lige netop noget om, hvad pladen byder pÃ¥: sange, der udspringer af livet, og som handler om livet…

Love’s in need of love today

Sir Duke

I wish

village ghetto land

The Adverts – et punkband med succes…

22. marts 2008

Tre år, godt og vel, fik det engelske punk-band The Adverts sammen. Forgrundsfiguren var den nydelige punktøs Gaye Advert, der sammen med T.V. Smith dannede bandet i 1976. I London slog de sig sammen med guitaristen Pickup og trommeslagere Driver.
Bandet havde det held at blive godt eksponeret pÃ¥ The Roxy, der var et af scenerne for de nye punkbands. Og ders første officielle hit – Bored Teenagers – var med pÃ¥ live-albummet Live At The Roxy WC2, der blev optaget netop dér. Kort tid efter kom de i stald hos det førende nybølge-selskab Stiff Records. Det hjalp ogsÃ¥ godt pÃ¥ successen, at de fik lov til at være support-band for mange af de førende navne, fx The Damned, Iggy Pop og The Jam, og i august 1976 fik de sÃ¥ deres første regulære singlehit med Gary Gilmore’s Eyes, der handlede om en morders ønske om at fÃ¥ sine øjne doneret til lægevidenskabelig forskning. En ornli’ syg punk-sang. Sangen skabte furore om bandet, og det kom i Top Of The Pops. Det næste hit kom med gruppens fjerde single “No Time To Be 21”, der blev fulgt op af debutalbummet Crossing The Red Sea, der var med til at cementere bandets ry som et af de centrale punk-bands. Medvirkende til dette renommé var T.V. Smiths evne til at indfange punkoprøret og -attituden i sine enkle tekster. En akkord og en enkel tekst…
Selv om bandet fortsat lavede lytteværdig musik og udsendte endnu et album i 1979 – Cast Of Thousands – var det ikke nok til at fastholde den kommercielle succes, og efter deres managers, Dave Dempseys, død ved en ulykke, gik medlemmerne hvert til sit.



No Time To Be 21

Bored Teenagers

Live at The Roxy

Gary Gilmore’s Eyes (Top Of The Pops, 1977)

Lydstyrkekontrol på skrivebordet

17. marts 2008

Jeg lytter meget til musik, nÃ¥r jeg sidder ved computeren. Og jeg bruger helst afspilleren Foobar 2000 til formÃ¥let. En no-bullshit-afspiller, der ikke fylder alverden i hukommelsen, og som har en forbavsende god lydgengivelse. Dog har den en enkelt mangel i forhold til fx Winamp eller WinMedia-afspilleren. Foobar har ikke nogen volumenkontrol. Man skal Ã¥bne Windows-lydstyrke-programmet. Og det er – for at sige det pænt – lidt bøvlet. Men nu har jeg fundet en løsning. Løsningen hedder Volume Control 1.0. Det er et blÃ¥-sort lille Widget, hvormed man kan skrue op og ned og slukke for lyden lige sÃ¥ let som at klø sig der, hvor man er højest, nÃ¥r man plukker jordbær. Og sÃ¥ er den gratis…
Opdatering: I mellemtiden har jeg sÃ¥ opdaget, at der er kommet en ny version af Foobar2000 med volumenkontrol…

Dagens sange er med: The Raincoats

17. februar 2008

I omtalen af the Slits blev The Raincoats lige nævnt, men heller ikke de skal glemmes i denne blog. Endnu et af de alt for få pigebands fra halvfjerdserne.
Gruppen blev dannet i ’77 af Ana da Silva (sang, guitar) og Gina Birch (sang, bas).
Indtil 1978 var der fyre med i bandet, men da Palmolive fra Slits overtog trommernen efter Nick Turner og Vicky Aspinall kom med på violin var det et 100% feminint projekt. stilen er blevet kaldt post-punk. Døm selv, i hvert fald er indflydelsen fra punken mærkbar. I 1980 kom det første eponyme album, der blev fulgt op af Odyshape (1980), live-albummet The Kitchen Tapes (83) og Moving (84). Herefter blev de enkelte medlemmer opslugt af diverse soloprojekter, men i 2006 blev bandet gendannet og har spillet i forskellige sammenhænge.

Don’t be Mean

Fairytale in the Supermarket

Raincoats i studiet

Song I dont Know Yet

Dagens sange er med: The Jam

15. februar 2008

Jeg kunne lide The Jam fra første lyt, da de kom frem dengang i slutningen af halvfjerdserne. De var ny bølge-musik, men ogsÃ¥ traditionalister af den bedste slags. De stod pÃ¥ skuldrene af tresserbands som – ikke mindst – The Kinks og The Who, indlemmede soundbites fra den forfriskende punkbevægelse og flirtede kraftigt med mod-kulturen. The Jam var i det hele taget nogle musikalske eklektikere, der tog farve af alle de musikalske strømninger, som de – og det vil ikke mindst sige sangskriveren Paul Weller – havde lyttet til og lyttede til. Det hele blev holdt sammen af samme Wellers sans for gode melodier af engelsk tilsnit.

Her er nogle af Jams største hits:

Town Called MAlice
Going Underground
Eton Rifles
Beat Surrender