Indlæg tagget med 1970’erne

Mere dansk beat: Ache

14. februar 2008

Vi fortsætter lidt i samme spor. Jeg faldt over en optagelse med beat-orkesteret Ache, der ser ud til at stamme fra samme tv-program, som indslaget med Young Flowers. Ache, der bestod af Peter Mellin (tangenter), Finn Olafsson (guitar og sang), Torsten Olafsson (bas og sang) og Glen Fishcer (trommer og slagtøj), var også en af de fine progressive bands fra tresserne og første halvdel af halvfjerdserne og gjorde sig bemærket med de fine albums De Homine Urbano (70) og Green Man (71). Bandets musik er sat i forbindelse med Pink Floyd, Procol Harum, Vanilla Fudge, The Nice og Vand der Graff Generator. Og det er nok ikke helt galt. Bandet er, så vidt vides, stadigvæk aktiv og har en fin hjemmeside. Man finder også oplysninger på Alex Gitlins musikside.

Ache spiller

Hanging on the Telephone – The Nerves

3. februar 2008

De rare mennesker i Modstrøm-bloggen gør opmærksom pÃ¥, at capacs Blondie-favoritsang er skrevet af et medlem af gruppen The Nerves – halvfjerdser poprockband – Jack Lee. Det vidste jeg ikke – eller kunne i hvert fald ikke huske det. Men det skal selvfølgelig fremhæves, nÃ¥r sangen er sÃ¥ god. Her er en herlig optagelse med to af de gamle medlemmer – Paul Collins og Peter Case – der giver deres klassiker til bedste i en pladebutik et eller andet sted over there. Nyd spilleglæden!

Hanging on the Telephone

Dagens sang: The Faces – Flying

2. februar 2008

I gÃ¥r glemte jeg helt dagens sang, selv om der var sange nok. SÃ¥ her er The Faces med deres herlige “Flying” i en optagelse fra Marquee Club anno 1970. Eneste begrundelse: Jeg kan mægtig godt lide den sang i deres udgave. her er endnu en (lydmæssig bedre) udgave fra Paris 1971. Det er lige før Faces bliver husorkester i denne blog.

En tysk kreaturvogn – DKW – erindringsskitse

2. februar 2008

Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort, fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var privilegeret.

Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige besidder af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For små 3000 kr.

Carlo havde vist fået den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han så for et symbolsk beløb sende den videre. Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Til min ærgrelse.

Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil. DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. I hvert fald var det en DKW-motorcykel, min onkel havde, og som jeg fik lov til at sidde på som en bette knægt.

Blondie

29. januar 2008

Hun er passeret de 60, men er stadigvæk aktiv. Debbie Harry, den tidligere blonde forgrundsfigur i det amerikanske new wave-band Blondie. For ikke sÃ¥ længe siden udsendte hun endnu et soloalbum “Necessary Evil”. Bandets gennembrud kom med albummet Parallel Lines i 1978. Og de næste par Ã¥r var de pÃ¥ toppen med deres light-udgave af New Yorker-new-wave, hvor der flirtedes med disco- og poprytmer.
Blondinen blev deres varemærke på godt og ondt. Hun var blikfanget og den, der nød mediernes opmærksomhed. Men det gav anledning til spændinger i bandet.
Tilbage står, at deres første albums Blondie (1976), Plastic Letters (1977) og Parallel Lines (1978) stadigvæk står som friske pust fra den periode.

Heart of Glass

Denis

Hanging on the Telephone (capacs favorit)

Dagens toner er med: Dixie Dregs

26. januar 2008

Halvfjerdserne var rig pÃ¥ musikalske fusioner. Blandt andet fik vi en række spændende plader, der bevægede sig i et elektrificeret grænseland mellem jazz og rock. Lad os blot tænke pÃ¥ Weather Report, Mahavisnu Orchestra og Herbie Hancock. OgsÃ¥ var der – i capacs optik – Georgia-bandet Dixie Dregs, der var en smeltedigel af rock, jazz, bluegrass og andre stilelementer.
Bandet blev dannet omkring guitarvirtuosen Steve Morse og udsendte en række albums, startende med The Great Spectacular i 1975. Kendetegnende for deres musik var en stor virtuositet. Man kunne godt høre, at bandet bestod af mere end habile musikstuderende fra musikskolen ved universitetet i Miami. Men, til forskel fra nogle af datidens udfoldelser, sÃ¥ var virtuositeten underordnet det musikalske og endte ikke i udvendig instrumental demonstration. Skal man fremhæve et enkelt album mÃ¥ det være Night of the Living Dregs fra 1979. Pladen, der er en blanding af studio- og koncertoptagelser blev nomineret til en Grammy som Ã¥rets bedste “Rock Instrumental Performance”. Det var dog Paul Mccartney og Wings, der løb med hæderen i sidste ende. Det skal dog ikke skygge for pladens kvaliteter. Den er i øvrigt produceret af Ken Scott, der har været Beatle-producer George Martins hjælper pÃ¥ Liverpooldrengenes plader.
Så vidt vides er bandet stadigvæk aktivt i forskellige konstellationer, og der er udgivet compilations med deres musik.
Lidt erindringsstof: Det var i øvrigt omme hos pladepusher Bjarne i Borggade, jeg blev gjort opmærksom pÃ¥ dette band, som jeg ikke havde hørt om. ‘Det her mÃ¥ være noget for dig!’, mente Bjarne, og det havde han ret i. Siden forsvandt den pladeshop, lige som andre smÃ¥ afficionado-butikker. Desværre.

Leprechaun Promenade (live 1978)

Dagens sang: Sugar Mountain – Neil Young

7. januar 2008

Tina omme i Canada har været i bjergene – Cypress Mountain – og det fik mig til at tænke pÃ¥ en meget smuk sang af canadieren Neil Young “Sugar Mountain”. En af mine Neil Young-favoritter.

Sugar Mountain

Bonus:Old Man – en sÃ¥kaldt “rare footage”.

Steve Forbert: The Oil Song

5. januar 2008

Jeg ved ikke, om det er nyheden om de svindende oliereserver, der fik mig til at tænke pÃ¥ den fine amerikanske sanger og sangskriver Steve Forberts sang “The Oil Song”. Men i hvert fald dukkede omkvædet op pÃ¥ min indre afspiller, medens jeg sad og forsøgte at fÃ¥ lidt varme i min feberramte krop.
Sangen udkom første gang i 1979 som en særlig singleplade, der fulgte med albummet Jackrabbit Slim (der ogsÃ¥ rummer Forberts vel nok mest kendte sang: Romeo’s Tune). Siden er den genudgivet pÃ¥ Best Of-pladen “What Kind of Guy” (1993). Sangen fortæller om tankskibes olieforurening og er direkte inspireret af den store olietanker Amoco Cadiz‘ forlis ud for Bretagnes kyst i 1978. Skibet knækkede i to dele og forÃ¥rsagede en af de værste olieforureninger i mands minde.

“Oh the engine’s gone dead,” cried the men who work there
And she passed up the dock on the wide Delaware
Then the ship ran aground and the oil got away
And they penned that report, “The Big Spill” on that day

It was hundreds of thousands of gallons galore
Stretching thirty-two miles down the Delaware shore
There were geese in the marshes out looking for food
They got stuck where they stood in the oncoming crude

And it’s oil, oil
Ah, drifting to the sea
Oil, oil
Don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

In the well-charted waters of the Nantucket shoals
There’s a ship run aground full of oil, we were told
In a week’s worth of rough winter weather and waves
The boat started cracking and it could not be saved

It was seven-point-six million gallons this time
Consider the danger and think of the crime
As it poured out a slick stretching into the tide
Over hundred-miles and yes, it came deep, it came wide

And it’s oil, oil
Oil pouring in the sea
Oil, oil
Oh, don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

There’s talk of some writing found in the ship’s log
Saying one of the helmsmen’s unfit for his job
And the ship’s gyro compass was six degrees shy
Their charts were outdated but they, they tried to get by

And you know it’s oil, oil
Yeah, pouring in the sea
Oil, oil
Don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be
Yeahhh

Now both of these ships, like a great many more
Got registered in through Liberian doors
Inspections are quick and regulations are few
Just sign on the line and go find you a crew, yes

One of these ships was the Olympic Games
The Argo Merchant was the other one’s name
Well it’s sad, but it’s true, things got worse for the seas
‘Cause I ain’t even mentioned Amoco Cadiz

Amoco Cadiz, between England and France
The big super tanker out there taking it’s chance
With its one-hundred-thousand black tons of the slime
Amoco Cadiz spilled the most of all time

Yes, ya’ know it’s oil, oil
Man, it’s creepin’ in the sea
Oil, oil
Oh, don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

Now down in the Gulf east of Mexico Way
There’s something gone wrong, so the papers all say
A Mexican oil well is leaking it’s goo
They say it’s the worse that things have ever come to

Yes it’s gallons of sludge, sixty-million and more
It’s cruising and oozing towards many a shore
Yes, things have got bad but they will probably get worse
If you can’t drink the oil, oh, you might, you might die of thirst

Because it’s oil, it’s oil
And it’s creeping in the sea
Oil, oil
Don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

Den eneste udgave, jeg har kunnet finde, er denne. En “rigtig” amatør-koncertoptalgelse. Men man kan godt høre, at det er en udmærket sang.

Dagens sang: Girls Talk – Rockpile

5. januar 2008

Dagens sang er Rockpiles udgave af Elvis Costello-klassikeren “Girls Talk”. Den er fra 1979, men er lige sÃ¥ frisk og medrivende som dengang. Rockpile var et af datidens bedste engelske bands.

Rockpile – Girls TalkVersion nr. 2

Dan Fogelberg, død 56

17. december 2007

PÃ¥ min grammofonpladereol stÃ¥r den amerikanske sanger, sangskriver og musiker Dan Folgelbergs femte udspil fra 1978 “Twin Sons of Different Mothers”, som Fogelberg lavede sammen med kollegaen, jazz-fløjtenisten Tim Weisberg. Det er en af mine favoritalbums fra sidste halvdel af halvfjerdserne. Et repræsentativt eksempel pÃ¥ den meget FM-egnede rock- og popmusik, der blev lavet omkring Los Angeles i den periode af en lang række navne som fx James Taylor, Doobie Brothers, Orleans og Eagles. En uhyre velproduceret, meget melodiøs plade, der trækker pÃ¥ en lang række musikalske genrer fra jazz over rock til folk.
Dan Fogelberg startede sin karriere med at spille rundt omkring pÃ¥ lokale “coffeehouses”, hvor han blev opdaget af manden bag REO Speedwagon, Irving Azoff, der tog Fogelberg med til Californien for at søge lykken. Her var der god brug for Fogelberg som sessionmusiker (fx for Van Morrison), og ved siden af fik han sÃ¥ tid til at indspille sin egen musik. Det første album, Home Free, kom i 1972. Med det næste, Souvenirs, som var produceret af Eagles-musikeren Joe Walsh, var gennembruddet en realitet. Singlen “Part of the Plan” klarede sig godt pÃ¥ hitlisten og gjorde Dan Fogelberg til en stjerne over there. Derefter gik det slag i slag med den ene platinsælgende plade efter den anden frem til højdepunktet The Innocent Age fra 1981. Med denne plade fik Fogelberg succes bÃ¥de hos kritikerne og det store publikum. OgsÃ¥ i Ã¥rene efter havde han succes.
Som sangskriver var Fogelberg et engageret menneske, der tog sociale problemer, fred, miljø op som temaer. Han var ogsÃ¥ en af drivkræfterne bag de kendte “No Nukes”-koncerter, der blev gennemført i 1979 og 1980 for at støtte tanken om sikre, alternative energiformer.
Dan Fogelberg døde den 16. december af kræft. Hvil i fred.
Rhytm of the Rain Leader of the BandTo the Morning