Indlæg tagget med 1970’erne

Dagens toner er med: Dixie Dregs

26. januar 2008

Halvfjerdserne var rig på musikalske fusioner. Blandt andet fik vi en række spændende plader, der bevægede sig i et elektrificeret grænseland mellem jazz og rock. Lad os blot tænke på Weather Report, Mahavisnu Orchestra og Herbie Hancock. Også var der – i capacs optik – Georgia-bandet Dixie Dregs, der var en smeltedigel af rock, jazz, bluegrass og andre stilelementer.
Bandet blev dannet omkring guitarvirtuosen Steve Morse og udsendte en række albums, startende med The Great Spectacular i 1975. Kendetegnende for deres musik var en stor virtuositet. Man kunne godt høre, at bandet bestod af mere end habile musikstuderende fra musikskolen ved universitetet i Miami. Men, til forskel fra nogle af datidens udfoldelser, så var virtuositeten underordnet det musikalske og endte ikke i udvendig instrumental demonstration. Skal man fremhæve et enkelt album må det være Night of the Living Dregs fra 1979. Pladen, der er en blanding af studio- og koncertoptagelser blev nomineret til en Grammy som årets bedste “Rock Instrumental Performance”. Det var dog Paul Mccartney og Wings, der løb med hæderen i sidste ende. Det skal dog ikke skygge for pladens kvaliteter. Den er i øvrigt produceret af Ken Scott, der har været Beatle-producer George Martins hjælper på Liverpooldrengenes plader.
Så vidt vides er bandet stadigvæk aktivt i forskellige konstellationer, og der er udgivet compilations med deres musik.
Lidt erindringsstof: Det var i øvrigt omme hos pladepusher Bjarne i Borggade, jeg blev gjort opmærksom på dette band, som jeg ikke havde hørt om. ‘Det her må være noget for dig!’, mente Bjarne, og det havde han ret i. Siden forsvandt den pladeshop, lige som andre små afficionado-butikker. Desværre.

Leprechaun Promenade (live 1978)

Dagens sang: Sugar Mountain – Neil Young

7. januar 2008

Tina omme i Canada har været i bjergene – Cypress Mountain – og det fik mig til at tænke på en meget smuk sang af canadieren Neil Young “Sugar Mountain”. En af mine Neil Young-favoritter.

Sugar Mountain

Bonus:Old Man – en såkaldt “rare footage”.

Steve Forbert: The Oil Song

5. januar 2008

Jeg ved ikke, om det er nyheden om de svindende oliereserver, der fik mig til at tænke på den fine amerikanske sanger og sangskriver Steve Forberts sang “The Oil Song”. Men i hvert fald dukkede omkvædet op på min indre afspiller, medens jeg sad og forsøgte at få lidt varme i min feberramte krop.
Sangen udkom første gang i 1979 som en særlig singleplade, der fulgte med albummet Jackrabbit Slim (der også rummer Forberts vel nok mest kendte sang: Romeo’s Tune). Siden er den genudgivet på Best Of-pladen “What Kind of Guy” (1993). Sangen fortæller om tankskibes olieforurening og er direkte inspireret af den store olietanker Amoco Cadiz‘ forlis ud for Bretagnes kyst i 1978. Skibet knækkede i to dele og forårsagede en af de værste olieforureninger i mands minde.

“Oh the engine’s gone dead,” cried the men who work there
And she passed up the dock on the wide Delaware
Then the ship ran aground and the oil got away
And they penned that report, “The Big Spill” on that day

It was hundreds of thousands of gallons galore
Stretching thirty-two miles down the Delaware shore
There were geese in the marshes out looking for food
They got stuck where they stood in the oncoming crude

And it’s oil, oil
Ah, drifting to the sea
Oil, oil
Don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

In the well-charted waters of the Nantucket shoals
There’s a ship run aground full of oil, we were told
In a week’s worth of rough winter weather and waves
The boat started cracking and it could not be saved

It was seven-point-six million gallons this time
Consider the danger and think of the crime
As it poured out a slick stretching into the tide
Over hundred-miles and yes, it came deep, it came wide

And it’s oil, oil
Oil pouring in the sea
Oil, oil
Oh, don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

There’s talk of some writing found in the ship’s log
Saying one of the helmsmen’s unfit for his job
And the ship’s gyro compass was six degrees shy
Their charts were outdated but they, they tried to get by

And you know it’s oil, oil
Yeah, pouring in the sea
Oil, oil
Don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be
Yeahhh

Now both of these ships, like a great many more
Got registered in through Liberian doors
Inspections are quick and regulations are few
Just sign on the line and go find you a crew, yes

One of these ships was the Olympic Games
The Argo Merchant was the other one’s name
Well it’s sad, but it’s true, things got worse for the seas
‘Cause I ain’t even mentioned Amoco Cadiz

Amoco Cadiz, between England and France
The big super tanker out there taking it’s chance
With its one-hundred-thousand black tons of the slime
Amoco Cadiz spilled the most of all time

Yes, ya’ know it’s oil, oil
Man, it’s creepin’ in the sea
Oil, oil
Oh, don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

Now down in the Gulf east of Mexico Way
There’s something gone wrong, so the papers all say
A Mexican oil well is leaking it’s goo
They say it’s the worse that things have ever come to

Yes it’s gallons of sludge, sixty-million and more
It’s cruising and oozing towards many a shore
Yes, things have got bad but they will probably get worse
If you can’t drink the oil, oh, you might, you might die of thirst

Because it’s oil, it’s oil
And it’s creeping in the sea
Oil, oil
Don’t buy it at the station, you can have it now for free
Just come on down to the shoreline where the water used to be

Den eneste udgave, jeg har kunnet finde, er denne. En “rigtig” amatør-koncertoptalgelse. Men man kan godt høre, at det er en udmærket sang.

Dagens sang: Girls Talk – Rockpile

5. januar 2008

Dagens sang er Rockpiles udgave af Elvis Costello-klassikeren “Girls Talk”. Den er fra 1979, men er lige så frisk og medrivende som dengang. Rockpile var et af datidens bedste engelske bands.

Rockpile – Girls TalkVersion nr. 2

Dan Fogelberg, død 56

17. december 2007

På min grammofonpladereol står den amerikanske sanger, sangskriver og musiker Dan Folgelbergs femte udspil fra 1978 “Twin Sons of Different Mothers”, som Fogelberg lavede sammen med kollegaen, jazz-fløjtenisten Tim Weisberg. Det er en af mine favoritalbums fra sidste halvdel af halvfjerdserne. Et repræsentativt eksempel på den meget FM-egnede rock- og popmusik, der blev lavet omkring Los Angeles i den periode af en lang række navne som fx James Taylor, Doobie Brothers, Orleans og Eagles. En uhyre velproduceret, meget melodiøs plade, der trækker på en lang række musikalske genrer fra jazz over rock til folk.
Dan Fogelberg startede sin karriere med at spille rundt omkring på lokale “coffeehouses”, hvor han blev opdaget af manden bag REO Speedwagon, Irving Azoff, der tog Fogelberg med til Californien for at søge lykken. Her var der god brug for Fogelberg som sessionmusiker (fx for Van Morrison), og ved siden af fik han så tid til at indspille sin egen musik. Det første album, Home Free, kom i 1972. Med det næste, Souvenirs, som var produceret af Eagles-musikeren Joe Walsh, var gennembruddet en realitet. Singlen “Part of the Plan” klarede sig godt på hitlisten og gjorde Dan Fogelberg til en stjerne over there. Derefter gik det slag i slag med den ene platinsælgende plade efter den anden frem til højdepunktet The Innocent Age fra 1981. Med denne plade fik Fogelberg succes både hos kritikerne og det store publikum. Også i årene efter havde han succes.
Som sangskriver var Fogelberg et engageret menneske, der tog sociale problemer, fred, miljø op som temaer. Han var også en af drivkræfterne bag de kendte “No Nukes”-koncerter, der blev gennemført i 1979 og 1980 for at støtte tanken om sikre, alternative energiformer.
Dan Fogelberg døde den 16. december af kræft. Hvil i fred.
Rhytm of the Rain Leader of the BandTo the Morning

1970: Mud – “Lonely this Christmas”

11. december 2007

Vi skal ikke helt slippe det lidt for sødladne i rockmusikken. Meget apropos den “søde” juletid, så vil vi lige mindes glamrockerne i MUD, der toppede den engelske singleliste i 1970 med julesangen “Lonely this Christmas”. 1970 var jo et af de år, hvor glamrocken var stor med Gary Glitter, Mott the Hoople, Sweet, Alvin Stardust og mange flere.
Mud blev dannet helt tilbage i 1968 og fik sit største hit i ’74 med Tiger Feet. Deres succeskurve begyndte først at gå op, da den kendte musikimpressario m.m. Mickie Most tog dem under sine vinger i pladeselskabet RAK. Dertil skal lægges, at de fik stor hjælp af den tids meget populære sangskriver- og producerpar Nicky Chinn og Mike Chapman.Det første rigtige hit var med “Crazy”.
“Lonely this Christmas” står i stor gæld til Elvis Presley. Men spørgsmålet er måske, om den gamle rockkonge ville føle sig beæret af den nærmest parodiske udlevering af sangstilen.
Mud har i den oprindelige konstellation med Rob Davis (leadguitar), Les Gray (leadvokal), Dave Mount (trommer) og Ray Stiles (bas) været aktive helt frem til 1990.

Lonely this Christmas

1974: Terry Jacks – Seasons in The Sun

10. december 2007

1974 var også året, hvor den canadisk fødte sanger og sangskriver Terry Jacks hittede i Danmark med “Seasons in the Sun”. Oprindeligt var det meningen af Terry Jacks og hustruen Susan skulle have indspillet nummeret i samarbejde med The Beach Boys, men det blev ikke til noget, blandt andet på grund af ægteskabets opløsning. Derfor indspillede Jacks selv nummeret på sin første LP, der også hed “Seasons in the Sun”. Med en førsteplads i både USA, England og mange andre lande blev singleudspillet det største hit i canadisk musikhistorie.
I øvrigt var sangen en versionering af den belgiske sanger og sangskriver Jacques Brels “Le Moribond” (Den dødsmærkede). Terry Jacks tog den engelske digter Rod McKuens oversættelse og piftede den lidt op. ((“Piftede lidt op” er måske lidt for venligt. Digteren Rod Mckuen kommenterer på sin hjemmeside Terry Jacks manipulationer med oversættelsen med disse ord: ” Terry Jacks did not get permission from either Jacques or myself to change any of the lyrics or chords to Seasons in the Sun. I was in Mexico taking my month long yearly sabbatical from just about everything when the Jacks record was released. It was an immediate hit and by the time I heard it the single had already hit number one on the charts in Canada and the United States. Pretty hard to step in at that stage and censor a song that was not only a hit but one that had been covered by many other artists in the unauthorized version.

To begin with, whatever may have been reported Jacks did not change any of the words or chords to the four choruses of Seasons in the Sun but he did muck about with the final verse. Just for the record, here are the unauthorized changes Jacks made in the final verse of the song.

Goodbye Michelle my little one
you gave me love and helped me find the sun
and every time that I was down
you would always come around
get my feet back on the ground.

And here is my original lyric to the last verse:

Goodbye Francois my trusted wife
without you I’d have had a lonely life
You cheated lots of times but then
I forgave you in the end
thou your lover was my friend.

And in the second part of that verse where I have the line “with your lovers everywhere just be careful I’ll be there.” he substituted “with the flowers everywhere wish that we could both be there.”

In a song where I tried to be as faithful as possible to Brel’s original lyric, agonizing over every one of the more than two hundred fifty words that tell the tale of a dying man saying goodbye to his father, best friend and finally his wife; was I upset that Jacks changed forty-two of them? You bet, but not as pissed off as Jacques on finding out that his serious short story had been turned into a teenyboppers lament. I was more riled that the humor of “with your lovers everywhere just be careful I’ll be there” was sacrificed.

I bought a house with my share of the royalties and never looked back. Over time Terry keeps changing his story about the song. For years he claimed to be the original translator. That would of course have meant that he had written it as a small child. About ten years ago when I presented the facts in a widely printed interview that must have gotten back to him he started to somewhat minimize his role as the songwriter. Still even now TV channel VH1 continues to re-run a segment of its “One Hit Wonders” series where Jacks claims to be the author, even elaborating on his inspiration for it. He isn’t challenged on the claim despite the camera close up on the label revealing the writers to be Brel-McKuen.

As you know Jacks is from Canada, one of my favorite places, but there must be something about the air up there. Another Canadian artist once added one word to my song “Rock Gently” (making it Rock Me Gently), put his name on it as the author and even won a Juno award for writing the best song of the year.

With all deference to your fiancé it’s my humble opinion that you won the fiver.

Incidentally “To You” is one of the songs Jacques and I wrote together from scratch and one of my favorites. As you have probably heard by now I have gotten back to working on a number of songs Jacques and I started together but never finished during his lifetime.” ))
The Beach Boys skulle angiveligt have indspillet den oprindelige udgave, men den er aldrig blevet udgivet.
På nummeret hører man en tydelig vibrerende el-guitar. Guitaristen skulle – igen i følge rygterne – have været selveste Link Wray.
Seasons in the Sun er forblevet Terry Jacks største succes. Han fik dog et mindre hit med endnu en Jacques Brel-sang – “If You go Away” (Ne Me Quitte Pas) – der nåede en 8. plads i England.
Siden har Jacks ved siden af sin sang arbejdet som pladeproducer og været aktiv miljøforkæmper.

Jeg var ikke særlig vild med sangen, da den kom frem, og synes stadigvæk den er lidt for sentimental i tonen. Men jeg kan huske, at den blev spillet i ét væk, dengang den var fremme…

Season in the Sun

1970: Chuck Berry – “My-Ding-A-Ling”

9. december 2007

Et af de mere kuriøse nr. 1-hits i 1970 var Chuck Berrys tilbagevenden til toppen med sangen om hans ding-a-ling. Berry, der blev født i 1926, er ubestrideligt en af rock’n roll-musikkens helt store pionerer. Eller som en af hans fans, John Lennon, udtrykte det: “Hvis du ville give rock and roll et andet navn, så kunne du kalde den ‘Chuck Berry'”. The Beatles (Roll over Beethoven) og Lennon selv indspillede også mandens sange. I det hele taget er en Best of Chuck Berry-plade også en Best of-Rock’n Roll-plade, for han har skrevet så mange klassikere, at det halve kunne være nok.
Dan Turèll skrev på et tidspunkt et begejstret essay om manden, hvori han fremhævde hans sangskriverkvaliteter: enkelt spillede enkle sange om de ting, der optager unge mennesker i hverdagen. Skole, sex og andet.
Berrys storhedstid var i halvtredserne og tresserne. Men i 1970 fik han altså et hit med “My Ding-A-Ling”, der allerede i 1952 var blevet fortolket af Dave Bartholomew. Og med den sang fik han sit første og eneste nr. 1-hit i USA. Sangen handler om to sølvklokker i snor, som sangeren får af sin bedstemor. Lytter man til teksten, så forstår man snart, at sangen har en tydelig seksuel undertone, hvilket også er en del af forklaringen på dens succes. En slags rockmusikalsk pendant til Lille Palles sang om Hængepilen (Jeg er så ked af, den hænger nedad…).

My Ding A Ling
Tilbagespoling

1970: Wizzard – “See my Baby jive” og “Angel Fingers”

6. december 2007


Bandet Wizzard var et udbryderprojekt fra Electric Light Orchestra. Da ELO havde indspillet sit første album tog en af stifterne, Roy Wood, sit gode tøj og et par andre orkestermedlemmer (Bill Hunt, keyboards, og cellisten Hugh McDowell) og dannede Wizzard. Udbruddet skyldtes “musikalske uoverensstemmelser” med Jeff Lynne, den anden hovedperson i ELO.
Wizzard med sangskriver, sanger og multiinstrumentalisten Wood i spidsen blev en af halvfjerdsernes mest talentfulde og mest kulørte eksponenter for den såkaldte glamrock. Musikken var melodiøs rock, der var oppulent oppustet, og sceneshowet var virkeligt et show off med sjove, kurlørte klude, make-up i lange baner osv. Selv yndede Wood at smøre sort-sort mascara på og føre sig frem med en stor iøjnefaldende manke.
I disse juledage vil man uden tvivl kunne høre Wizzard flere gang på pop-radiokanalerne med deres uopslidelige julesang med det skræmmende budskab “I Wish It Could Be Christmas Everyday” (fra 1973). Desværre hører man ellers ikke meget til Wizzard eller Roy Wood i det hele taget. Og det er synd og skam, for Wood, der havde en fortid i det legendariske engelske tresserpoprockorkester Move, er en ferm sangskriver, der har mange lytteværdige plader på samvittigheden, både som solist og i forskellige bandsammenhænge. Wizzard nåede at lave to gode albums, inden det opløstes første gang) i 1975: Wizzard Brew (1973) og Introducing Eddy & The Falcons (1974).
I 1970 fik de to nr. 1-hits på UK listen: See my Baby Jive og Angel Fingers.

1970: Alice Cooper – School’s out

4. december 2007

Jeg havde helt fortrængt denne Alice Cooper-klassiker, “School’s out“, og det til trods for , at jeg dengang hørte den rigtig mange gange på DR. Den var et tilbagevendende ønskenummer her og der og allevegne. En klar favorit blandt skoletrætte unge mennesker. Nummeret blev også Alice Coopers store hit med en førsteplads på UK listen i tre uger.
Cooper forstod at markedsføre sig selv med sit Rocky Horror-sceneshow med drabelig sort make-up, guillotiner, slanger, teaterblod og elektriske stole. Uden sammenligning i øvrigt delte han David Bowies talent for selviscenesættelse. Selv om han blev opfattet som hard-core glamrocker, så spredte hans musikalske inspirationskilder sig vidt, lige fra vaudeville til heavy metal. Albummet Billion Dollar Babies (1973), hvor “School’s out” findes på, blev hans største sællert. Men faktisk er der meget andet spændende i mandens bagkatalog. Fx albummet “Lace and Whiskey” (1977), som capac lyttede meget til dengang. På denne plade forlod Cooper det mørke og skumle image til fordel for en dyrkelse af halvtredser-rock & roll og klassisk halvfjerdserditto. Pladen fik på puklen dengang, men indholder faktisk nogle af Coopers bedste sange – og ikke mindst sangtekster. Dertil kommer, at coveret er et lille mesterværk i sig selv.

1970: Don Mclean – Vincent

3. december 2007

To uger på den engelske førsteplads blev det til for sanger og sangskriver Don Mclean med hans andet store hit “Vincent“, sangen om den øreafskærende maler Vincent van Gogh. Sammen med sangen “American Pie”, der nok er en af de mest fortolkede popsange fra perioden, udgør Vincent cremen af Mcleans berømmelse. Måske har disse to ørehængere også skygget lidt for de fremragende plader – fx Playin’ Favorites (1973) og Homeless Brother (1974) – som han også har på samvittigheden. Don Mclean er stadigvæk aktiv og har en ny plade – “Addicted to black” – på bedding.

Bonus: American Pie (den fulde version)

1970: Harry Nilsson – “Without you”

2. december 2007

I 1970 toppede den talentfulde sangskriver Harry Nilsson den engelske hitliste med sangen “Without You”, der blev en af hans allerstørste træffere. Førstepladsen lå den på – i fem uger. Pudsigt – ja, ironisk – nok var sangen ikke skrevet af ham selv, men af sangskriverparret Pete Ham og Tom Evans, der udgjorde kernen i gruppen Badfinger. Beatles-protegeerne Badfinger indspillede selv sangen på deres klassiske album “No Dice” fra 1970. Det var Nilsson selv, der opdagede nummeret på Badfinger-albummet og indspillede det med den kendte Beatles-lydteknikker Geoff Emerick som producer. Nilssons udgave kom med på dennes album “Nilsson Schmilsson” (1971). Uden forbindelse (?) i øvrigt til sangtekstens omkvæd om umuligheden af at leve “hvis leve er uden dig”, så begik begge sangskrivere, Ham og Evans, siden selvmord…

Harry Nielssons smægtende version i en spansk optagelse – Badfingers mere rå udgave.
Mere om Harry Nilsson i bloggen – scroll selv ned.

1970: Ernie the fastest Milkman in the West – Benny Hill

1. december 2007

Et af de mere kuriøse indslag på den engelske hitliste i 1970 var komikeren Benny Hills sang om den hurtigste mælkemand i Vesten, Ernie. Den toppede listen i december måned. Og det var vist første og sidste gang, det lykkedes den trinde, dameglade spasmager at nå helt derop. Hill, der især blev kendt for sit tv-show The Benny Hill Show, som blev produceret i tyve år fra 1969 og frem, var faktisk mælkemand i årene, inden han kom ind i showbizz. Han døde i 1992, hvor han blev fundet død, siddende foran tv i sin lejlighed. Han blev 68.

Ernie the fastest Milkman in the West (fra Top of the Pops)

1970: George Harrison – My Sweet Lord

30. november 2007

30 Jan 1971 indtog ex-beatle George Harrison UK-hitlistens top med sangen “My Sweet Lord”. Sangen var et singleudspil fra Harrisons tredobbelte album All Things Must Past (1969), der besatte albumslistens førsteplads. Efter Harrisons død i 2002 indtog singlen igen hitlistens top.
Ud over at være en af Harrisons bedst kendte sange, så gav den også anledning til en masse ballade, fordi der blev rejst en kopianklage mod Harrison. Påstanden gik ud på, at My Sweet Lord plankede The Chiffons gamle hit “He’s so fine”. Man kan da godt høre visse umiskendelige ligheder, men at der skulle være tale om plagiat eller det, der ligner, er svært at høre. Det medførte et langvarigt juridisk tovtrækkeri, hvor Harrison fik dom for at have kopieret He’s So Fine uden at ville det og tabte en del royalties. For at det ikke skal være løgn, så indspillede The Chiffons Harrisons sang i 1975, da retsstridighederne kom i stand…

My Sweet Lord – fra Bangladesh koncerten – og i en version fra mindekoncerten for George Harrison. Chiffons He’s So Fine.

1970: Matthews’ Southern Comfort – Woodstock

29. november 2007

Den engelske sangskriver og musiker Iian Matthews var med i Fairport Convention i 1967-69, men forlod bandet, da den legendariske gruppe for alvor trådte i karakter som det førende folk-rock-band i England. Indtil da havde gruppen flirtet med den amerikanske vestkyst-lyd. Matthews indspillede herefter kultalbummet Matthews’ Southern Comfort med hjælp fra venner i Fairport Convention og det tilstødende musikalske miljø ( Simon Nicol, Richard Thompson, Ashley Hutchins og Gerry Conway, der spillede trommer i Fotheringay). Desuden fik han hjælp af pedal steel-viruosen Gordon Huntley. Stilen var blød country-rock med klare referencer til amerikansk halvfjerder- West-Coast. Pladeudgivelsen, der egentlig var et soloprojekt, resulterede i et bandsamarbejde under navnet Matthews’ Southern Comfort med en lang række turneer og yderligere to albums til følge (“Second Spring”, 1969, og “Later That Same Year” fra 1970).
Bandet fik stor succes som live-act og fik ét solidt hit på den engelske hitliste med deres cover-version af Joni Mitchells hymne til “Woodstock”. En tredjeplads blev det til i 1970. Den gjorde sig også godt i USA og i Joni Mitchells hjemstat Canada.

Woodstock