Indlæg tagget med 1970’erne

Romanen om en forbrydelse

16. juni 2007

Romanen om en forbrydelse – underforstÃ¥et: det kapitalistiske samfund i al dets magt og vælde – genudgives nu i sin helhed af det lille forlag Modtryk i Ã…rhus. Dermed fÃ¥r nye krimilæsere mulighed for at lade sig underholde af forfatterparret Maj Sjöwalls og Per Wahlöös velkonstruerede og -skrevne krimier, der i halvfjerdserne var den bedste samfundskritiske underholdning, man kunne opdrive. Læs ogsÃ¥ her om krimisuccessen.

PS. Dagbladet Information bringer i øvrigt et interview med Maj Sjöwall om kriminallitteraturen i dag og dengang. Absolut læseværdigt.

Svømmesangen

14. juni 2007

Er det mon noget genetisk? Historisk? Sentimentalt? Har det mon med Jungianske arketyper at gøre? Eller er en psykoanalytisk forklaring nærliggende? Sikkert. I hvert fald er der en ting, jeg glæder mig indiskutabelt til hver sommer, og det er at svømme i Vesterhavet. Derfor er en af mine nostalgiske sommersange The Swimming Song. Jeg har tidligere nævnt den i forbindelse med Loudon Wainwright. Her tager vi den med de familiært beslægtede, uovertrufne canadiske søstre Kate og Anna Mcgarrigle:

Dylan – New Morning

13. juni 2007

En kommentar ovre i Stenstropedia fik mig til at genlytte til Bob Dylans album fra 1970 New Morning, der ikke – som jeg skrev derovre – kom lige efter Nashville Skyline, men efter Selfportrait, der skubbede sig ind i mellem de to værker. Hvor Nashville Skyline var Dylans udforskning af countrygenren med hjælp fra Johnny Cash, sÃ¥ er New Morning mere en indirekte hyldest til the blues. Temaet anslÃ¥s pÃ¥ bagsiden af coveret, hvor man ser en meget ung Bob sammen med en af bluesens “grand old ladies” (Bessie Smith, tror jeg…).
De to Dylan-purister Christian Braad Thomsen og Asger Scnack er tilbageholdende med deres ros af pladen i deres Dylan-Guide og kalder den “en interessant samling sange, der bÃ¥de peger tilbage og frem”. Om den er et mesterværk, kan man jo altid skændes om, men jeg synes, at det tekstlige niveau er højt og det samme er melodiernes kvalitet. Dertil kommer, at pladen rummer et par rigtige Dylan-klassikere. Kærlighedsoden If Not For You, hvor romantikeren træder i karakter og lovsynger kvinden, der sætter mandens liv i relief. Og sÃ¥ titelsangen New Morning. Som pÃ¥ Nashville Skyline og Selfportrait synger Dylan afslappet og ubesværet og han backes op af en række af tidens bedste musikere, blandt andet Ry Cooper, David Bromberg, Russ Kunkel og Charlie Daniels. Et højdepunkt pÃ¥ pladen er ( for capac, forstÃ¥s ) den lille sang If Dogs Run Free, hvor han backes op af Maretha Stewart, der med sin svingende, bluesede scatsang er lige ved at stjæle billedet fra Bob… Tips: Pladen er set til meget billige penge i lokale pladeforretninger.

PS. Grammofonpladens cover havde en lys, beige, nærmest café latte-farvet, ramme, men af en eller anden grund er den blevet hvid pÃ¥ cd’en. MÃ¥ske har man sparet lidt…

70’er-retro: Partisantørklæder

8. juni 2007

Som Bertelsen sagde i udsendelsen med Bryan Ferry, sÃ¥ nÃ¥r man at blive moderne (igen) fire gange i sit liv, hvis man holder sig til samme klædedragt. Da capac var ung, var det moderne (“in”) at gÃ¥ med partisantørklæder om halsen (M/K). De fandtes i mange farver, og – sÃ¥ vidt jeg husker – var der nogle med lidt glimmertrÃ¥de i (som især pigerne gik med).
Nu er datteren og hendes klassekammerater i 8. klasse begyndt at gå med dem igen. Uden at vide noget som helst om de politiske associationer, som tørklæderne kunne give anledning til..

(Via Cliff Hanger)

Opdatering: I første omgang skrev jeg palæstinatørklæder, men i baghovedet lød der en indsigelse: Det hed de s.. da ikke! Næh, det kan godt være, at de stammede fra Palæstina, men vi kaldte dem nu for partisantørklæder. Hukommelsen skulle lige masseres lidt.

Jean-Claude Brialy, 74

1. juni 2007

Medens jeg sidder og smuglæser i Jørgen Stegelmanns underholdende fortællinger om københavnske biografer, om deres originale biografdirektører, om de forskellige repertoirevalg og -planer i de enkelte bioteatre, anekdoter om anmelderlivet på avisen, om tiden før stuealteret, tv-apparatet, for alvor sætter sig på familielivet osv., så dukker nyheden om den franske skuespiller Jean-Claude Brialys død op.
74 Ã¥r blev denne skuespiller, der betød meget for den sÃ¥kaldte nouvelle vague – nybølge – i tressernes og de tidlige halvfjerdseres fransk film. BÃ¥de Francois Truffaut og Jean-Luc Godard gjorde brug af Brialy, men han debuterede hos Claude Chabrol i filmen Le Beau Serge helt tilbage i 1958. Siden – i 1961 – gjorde han sig bemærket med sin rolle i Godards klassiker Une Femme Est Une Femme. Brialy medvirkerede i et par hundrede film, var en populær teaterskuespiller og medvirkede pÃ¥ tv i mange sammenhænge. Ved siden af skuespilleriet virkede han ogsÃ¥ som instruktør pÃ¥ et dusin film.