Indlæg tagget med 1970’erne

Mere dansk beat: Ache

14. februar 2008

Vi fortsætter lidt i samme spor. Jeg faldt over en optagelse med beat-orkesteret Ache, der ser ud til at stamme fra samme tv-program, som indslaget med Young Flowers. Ache, der bestod af Peter Mellin (tangenter), Finn Olafsson (guitar og sang), Torsten Olafsson (bas og sang) og Glen Fishcer (trommer og slagtøj), var også en af de fine progressive bands fra tresserne og første halvdel af halvfjerdserne og gjorde sig bemærket med de fine albums De Homine Urbano (70) og Green Man (71). Bandets musik er sat i forbindelse med Pink Floyd, Procol Harum, Vanilla Fudge, The Nice og Vand der Graff Generator. Og det er nok ikke helt galt. Bandet er, så vidt vides, stadigvæk aktiv og har en fin hjemmeside. Man finder også oplysninger på Alex Gitlins musikside.

Ache spiller

Hanging on the Telephone – The Nerves

3. februar 2008

De rare mennesker i Modstrøm-bloggen gør opmærksom pÃ¥, at capacs Blondie-favoritsang er skrevet af et medlem af gruppen The Nerves – halvfjerdser poprockband – Jack Lee. Det vidste jeg ikke – eller kunne i hvert fald ikke huske det. Men det skal selvfølgelig fremhæves, nÃ¥r sangen er sÃ¥ god. Her er en herlig optagelse med to af de gamle medlemmer – Paul Collins og Peter Case – der giver deres klassiker til bedste i en pladebutik et eller andet sted over there. Nyd spilleglæden!

Hanging on the Telephone

Dagens sang: The Faces – Flying

2. februar 2008

I gÃ¥r glemte jeg helt dagens sang, selv om der var sange nok. SÃ¥ her er The Faces med deres herlige “Flying” i en optagelse fra Marquee Club anno 1970. Eneste begrundelse: Jeg kan mægtig godt lide den sang i deres udgave. her er endnu en (lydmæssig bedre) udgave fra Paris 1971. Det er lige før Faces bliver husorkester i denne blog.

En tysk kreaturvogn – DKW – erindringsskitse

2. februar 2008

Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var privilegeret.
Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige besidder af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For smÃ¥ 3000 kr. Carlo havde vist fÃ¥et den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han sÃ¥ for et symbolsk beløb sende den videre.
Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Til min ærgelse. Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil.
DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. Se bare her.

Blondie

29. januar 2008

Hun er passeret de 60, men er stadigvæk aktiv. Debbie Harry, den tidligere blonde forgrundsfigur i det amerikanske new wave-band Blondie. For ikke sÃ¥ længe siden udsendte hun endnu et soloalbum “Necessary Evil”. Bandets gennembrud kom med albummet Parallel Lines i 1978. Og de næste par Ã¥r var de pÃ¥ toppen med deres light-udgave af New Yorker-new-wave, hvor der flirtedes med disco- og poprytmer.
Blondinen blev deres varemærke på godt og ondt. Hun var blikfanget og den, der nød mediernes opmærksomhed. Men det gav anledning til spændinger i bandet.
Tilbage står, at deres første albums Blondie (1976), Plastic Letters (1977) og Parallel Lines (1978) stadigvæk står som friske pust fra den periode.

Heart of Glass

Denis

Hanging on the Telephone (capacs favorit)