CAPAC

Denne hersens Redemption Song har kørt i mit hovede, de sidste par dage, og jeg må komme med en lille indrømmelse eller – snarere – bekendelse. Jeg kan mægtig godt lige reggae, men da reggae-bølgen rullede ind over det musikalske landskab i halvfjerdserne med The Wailers, Toots and the Maytals, Sly & Robbie osv. – da var capac lidt tung i røven. Det varede temmelig længe, inden jeg hoppede med på den vogn, selv om MM og andre musikelskere gjorde, hvad de kunne for at forføre mig til at hoppe med på bussen. Hvorfor? Aner det ikke. For foden, den vippede, så snart reggae-rytmen ramte øret. Måske var der bare for mange andre bølger, der gjorde fødderne våde.
Men en dag i 1978 fik jeg dog købt en plade – et dobbeltalbum – med Bob Marley & The Wailers. Babylon by Bus hedder den, og det er et live-album med optagelser fra især Paris, men fx også fra Danmarks mest berømte festival i Roskilde. Og havde jeg ikke været hooked på reggae før, så blev jeg det nu. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg aldrig fik set Bob Marley live, medens tid var.
Pladens cover er meget opfindsomt. Forsiden viser en bus set forfra, og i vinduerne ser man forskellige billeder af gruppens medlemmer, afhængigt af, hvilket af de fire indercovers, der vender ud mod forsiden. Vi taler selvfølgelig om LP-udgaven!
Pladen aspirerer til titlen som et af de ti bedste live-albums fra halvfjerdserne (listeidé!). Marley og Wailers giver en række af deres store sange i herlige udvidede live-udgaver. Det rocker og swinger. Der er ikke en nitte imellem. Og man bliver helt høj af at lytte til disse klassike numre:

Side one

1. “Positive Vibration” (Vincent Ford)
2. “Punky Reggae Party” (Bob Marley/Lee Perry)
3. “Exodus”

Side two

1. “Stir It Up”
2. “Rat Race” (Rita Marley)
3. “Concrete Jungle”
4. “Kinky Reggae”

Side three

1. “Lively Up Yourself”
2. “Rebel Music (3 O’Clock Roadblock)” (Aston Barrett/Hugh Peart)
3. “War / No More Trouble” (Alan Cole/Carlton Barrett/Bob Marley)

Side four

1. “Is This Love”
2. “Heathen”
3. “Jamming”

Her er en fin optagelse fra Hollandsk tv – optaget i forbindelse med Babylon-turneen – med “Postive Vibration”. Skru op – og din dag er reddet! :

Læs mere »

Det er gendannelsernes tid. Og – som allerede antydet her i bloggen – så sker det også for heavy-rockerne i Led Zeppelin. I følge New Musical Express sker det ved en officiel pressekonference i morgen. Vi ønsker dem Whole Lotta Love… Læs mere »

Frontfiguren i glamrockgruppen T.Rex, Marc Bolan, ville være fyldt 60 år den 30. september i år. Men en automobilulykke kortede hans liv af i en alder af kun 29 den 16. september 1977. Pitchfork fortæller, at 30-årsdagen markeres med forskellige dokumentar-programmer i BBC, en stor fotoudstilling og en række pladeudgivelser af Edsel Records. Vinylsingler med sjældne B-sider og to cd-udgivelser med musik og interviews: Live 1977 + In Conversation og Interstellar Soul.

Get It On – anno 1971:

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstråler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste års tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 år gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner på området som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Det er osse Rasmus’ skyld. Al den snak om Kenny Loggins og Jim Messina, soft rock og Yacht-rock fik mig til at tænke på et softrock- og Yacht-rock-album, som jeg var meget begejstret for, da det udkom i 1978, og fortsat er begejstret for: The Doobie Brothers “Minute by Minute”. Pladen var gruppens ottende udgivelse, og den blev – som de foregående – et stort hit. Albummet lå på den amerikanske albumhitlistes førsteplads og sangen “What a fool believes”, der var skrevet af Kenny Loggins og Michael Mcdonald indtog ligeledes førstepladsen på pophitlisten. Det er da også en uforskammet iørefaldende sang uden den mindste modhage. Svært uimodståelig:

Læs mere »

Takket være Rasmus i Kammeret blev jeg gjort opmærksom på en navneombytning. Ganske vist havde det naget lidt i baghovedet, da jeg skrev et indlæg om Kenny LOGGINS og The First Edition. Men det blev ikke til mere end lidt nageri. Og så kom Rasmus altså og korrigerede. Det var selvfølgelig ikke Loggins, men ROGERS. Og det er en lidt anden snak. Men, Ruby-sangen fortjener nu alligevel omtalen.
Kenny Loggins, til gengæld, er nok mest kendt for sit samarbejde med det tidligere medlem i legendariske Buffalo Springfield og det fortrinlige country-rock-band Poco, Jim Messina. Da de fandt sammen i 1970 var Loggins et mindre kendt navn, der især havde gjort sig bemærket som sangskriver for et andet country-ensemble The Nitty Gritty Dirt Band. De faldt så godt i hak sammen, at det første album, der egentlig var tænkt som Loggins soloplade, endte med at blive en duo-plade: Kenny Loggins with Jim Messina Sittin’ in. Duo-projektet holdt frem til 1977, hvor deres veje skiltes for at gendannes i 2005. De nåede at lave yderligere syv albums, der alle solgte godt. Stilen var og er en meget velproduceret, velpoleret, vellydende, FM-Radio-tilskåret, men også meget iørefaldende og medrivende soft rock, som har fået den, måske lidt uvenlige, betegnelse “Yacht-rock“. Betegnelsen stammer fra et show, der i fiktionsform fortalte om nogle softrockeres liv og levned. Andre eksempler på Yacht-rockere er: Steely Dan, Toto og The Doobie Brothers. Oplev Loggins and Messina fra 1973 med et af deres store hits: Your Mama don’t Dance. Ren kakao til trommehinderne, som det hed dengang.

Kenny Rogers – ikke at forveksle med Kenny Loggins – har længe ikke være min kop te, for at sige det lige ud. Men der var engang, hvor han var en ung knøs, der spillede med i et band med navnet First Edition. Det var mainstream-country af den slags, amerikansk FM-radio var fyldt til bristepunktet med. Hyggeligt. En enkelt sang skilte sig dog ud fra mængden, hvilket danske Sort Sol også mente, da de lavede en unik version af den: Ruby, don’t take your love to town: Læs mere »

I juli omtalte jeg udgivelsen af Stephen Stills genfundne Just Roll Tape. Nu er det muligt at lytte til skæringerne på Stephens hjemmeside. Hvis man kunne lide Stephen Stills i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, så er det det som at komme hjem at lytte til disse skæringer…

…these songs now feel like great friends when they were really young (S. Stills)

Et af Lou Reeds mest kontroversielle værker er dobbeltalbummet “Metal Machine Music”, der blev udsendt i 1975. Rygterne gik. Lou udsendte det blot for at komme fri af en pladekontrakt. Det var ikke et seriøst musikalsk udspil. Det var jo bare støj og larm. Men Lou holdt fast i, at projektet var tænkt som musik, inspireret af John Cage og klassike musik.
Nu udsender Lou så en DVD/CD med en Live-opførelse af værket fra Berlins Opera Hus, hvor det er blevet opført samme med ensemblet Zeitkratzer. Mere her og her.

For snart mange år siden kørte jeg ofte sammen med min lille søn med linje 1 forbi Østbanetorvet i århus. Her står statuen af Peter Sabro, “den fattiges værner og de riges ris“. Min søn var, som børn jo er, en lille Spørge-Jørgen, og der var mange ting at kigge på på vejen gennem byen – og lige så mange ting at snakke om. Fx. Hvem Peter Sabroe var.
I dag får socialrådgiver Tine Bryld Peter Sabro-prisen på 10.000 kr for igennem 35 år at have hjulpet og støttet unge mennesker i programmet “Tværs”. Da jeg var ung og forvirret lyttede jeg meget til “Tværs” på P4. Det var rart at vide, at man ikke var alene om at være ramt af ungdom. Og det var engageret, nærværende radio. Hatten af for Trine. Vi bøjer os – til lykke med prisen. Du fortjener den.

I musikpressen løber en diskussion om klynke-rock i anledning af et nyt album med danske Saybia. Jeg har ikke hørt det påståede klynkeri, men det fik mig til at tænke på Dr. Hook and the Medicine Show og deres første store hit om Sylvia og hende mor, der ikke vil lade den forelskede unge mand snakke med tøsen…
Det er i øvrigt den fabelagtige humorist, digter, tegner m.v. Shel Silverstein, der har forfattet teksten til den hjerteskærende sang. Hvis man ikke vil investere i en Dr. Hook-plade, så kan man høre den på den fine opsamling The Best of Shel Silverstein: His Words His Songs His Friends, hvor Shel og vennerne spiller deres bedste numre, blandt andet den om Sylvia: Læs mere »

DRs aftenflade-journalistiske-underholdnings-et-eller-andet – Aftenshowet – der er cirka lige så lidt beåndet som TV2s morgentv og tilsvarende aftenprodukt med den anmassende titel “Go’ Aften Danmark”, havde averteret med et interview med sangskriveren Sebastian i anledning af, at manden om kort tid udsender sin samlede produktion i tre store bokse af i alt 30 cd’er med den passende titel: Sebastians Sangskat. En begivenhed, der nok fortjente en passende, seriøs journalistisk opfølgning. Og hvad fik man så? Den sædvanlige omgang uengageret journalistisk snik-snak. Lidt om stress og bipass-operationer. Lidt om stolthed. Lidt om… alt for lidt. Hvornår er der nogen, der fortæller journalisterne, at det ikke er nok at kunne holde en mikrofon, kigge lidt ned på den lille huskeseddel og klø sig lidt i nakken for at lave et ordentligt interview? Hvorfor sætter man ikke en kender på sagen, fx Torben Bille, der har skrevet en bog om Sebastian, for at gennemføre et rigtigt interview, der kunne bidrage med andet end det, man har kunnet læse i de kulørte blade hos frisøren? Indslaget – der desværre ikke var ringere end gennemsnittet i den type programmer – mindede en om, at DR mangler rigtige kulturprogrammer, der tager musik, litteratur, kunst, teater, film osv. seriøst. Og med de bebudede nedskæringer i virksomheden, skal man nok ikke regne med at situationen bliver bedre.
Nå, men nok galde har flydt gennem tastaturet. Det er værd at kippe med flaget for Sebastian, der har en imponerende samling sange på samvittigheden.
Jeg har været til en del koncerter med Sebastian gennem årene, og nogle af dem – blandt andet en han gav på Østergades hotel i århus sidst i halvfjerdserne, og som delvist blev bevaret for eftertiden på Sebastian & Bands Live-album fra 1980 – hører til de største koncertoplevelser, jeg har haft.
Den første gang, jeg overhovedet hørte om Sebastian, var i et radioprogram med Hans Otto Bisgaard omkring 1970. Sebastian stod med sin guitar og mundharmonika på et gadehjørne i en sønderjysk flække (Tønder, tror jeg) og gav sine tidlige sange til bedste for de forbipasserende. Det var på et tidspunkt, hvor han endnu ikke – eller i hvert fald kun lige – havde fået noget ud på plade, og inden man anede, at her var en af landets kommende store sangskrivere. Men han gjorde indtryk ved sit engagement, sit nærvær i sangen, sådan som han også siden har gjort det. Cirka på samme tid hørte jeg klassikeren “Lossepladsen bløder” og var ikke i tvivl om, at Sebastian nok skulle blive til noget, når først han havde krænget Donovan-folkemusik-hammen af sig…

Medens jeg skrev mit erindringsfragment om John Cales koncert på Gellerupscenen den 9. november 1974 (eller 75, jeg er ikke helt sikker) kunne jeg se det omtalte udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad for mig. Et sort-hvidt billede af John Cale, der står med sin viola bag et sprosset vindue, lidt mut, indadvendt. Efterfulgt af en spalte med informationer og Cale og hans aktuelle projekt. Signeret “Benny”.
Tilfældet (?) ville, at jeg så i går stod og bladrede i nogle bøger om musik – blandt andet det tidlige omtalte værk Der gror aldrig mos på en rullesten – og ud falder selv samme udklip og et andet fra dagbladet Information med en anmeldelse af Cales koncert den 1. November på det ganske nye koncertsted Saltlageret (på Gl. Kongevej i København), som nogle dage forinden var blevet indviet af Gasolin. Sammen med avisens anmeldelse lå et lille foto af den bemaskede og bebrillede Cale, om hvem anmelderen – Jørgen Siegumfelt – skrev: “Kl ca. halvtolv lørdag aften gjorde han sin entre iført forrevet khaki-dress – og hovedet maskeret bag et hvidt, løst hængende finmasket net.. bag hvilket man anede et par store motorbriller og et kranium indhyllet i sort klæde!”. Anmelderen er positiv, og musikken, der sammenlignes med Lou Reeds enkle rock-musik, omtales som “sej og medrivende” og “stærk og vital musik”.

Darkness warmer than a bedroom floor
Want someone to hold me close forever more
I’m a sleeping dog, but you can’t tell
When I’m on the prowl you’d better run like hell
You know it makes sense, don’t even think about it
Life and death are just things you do when you’re bored
Say fear’s a man’s best friend
You add it up it brings you down

Opdatering: En Cale-fan har lavet en oversigt over Cales koncerter gennem tiden og i følge den var det 11/09/75, Cale med Band besøgte Gellerup Scenen.

året er 1970. En hverdag. En onsdag, tror jeg. Jeg er ved at forlade folkeskolen og har snuden vendt mod det nysproglige gymnasium. Jeg sidder som sædvanlig på skolebiblioteket på Sædding Skole og læser avisen. Information. Jeg var kort forinden begyndt at læse litteratur- og musiksiderne i denne uhåndterlige avis. Forfatteren Hans Jørgen Nielsen anmelder Captain Beefheat & The Magic Bands album Lick my decals off, Baby fra samme år. Hans Jørgen Nielsen var en af dem, der tog beat-musikken alvorlig dengang. Og anmeldelsen var med samme grundighed , som havde der været tale om en digtsamling. Digteren Nielsen læser og fortolker teksterne. Jeg husker en detalje: Titlen Lick my decals off, Baby læses i den tvetydighed, som er nærliggende – lick my decals/fecals off. Jeg sidder på en bænk over for tidsskrifthylden og vinduerne ud mod det grønne område vest for skolen. Jeg tror, det er første gang, jeg læser og hører om Captain Beefheart.
Albummet er opfølgeren til Beefhearts berømte dobbeltalbum, Trout Mask Replica, og betragtes af nogen som værende dette mesterværk overlegent. Efter sigende er det blandt Beefhearts egne favoritalbums. Det lykkedes for Beefheart at få dette album, der er en blanding af stærkt eksperimenterede og let tilgængelige (hvis man kan sige sådan om Beefheart…) numre på den engelske hitliste. Måske, fordi legenden John Peel talte varmt for det i sine programmer. Pladen er i øvrigt en af dem, der ikke er blevet genudgivet i en re-mastered udgave. Den er samlerobjekt og sælges dyrt second-hand…

Se en promotion-film, der blev lavet for pladen (og som blev bandlyst af nogle medier): Her.

I forbindelse med omtalen af de to musikalske excentrikere, Frank Zappa og Captain Beefheart, og deres Bongo Fury-album kom jeg i tanke om bandet Mallard. For mange år siden hørte jeg første gang om Mallard, da C. V. Jørgensen spillede et nummer med dem i radioen og fremhævede bandets tætte samspil. Mallard blev dannet i 1974 af musikere fra Captain Beefhearts Magic Band. Beefheart havde lige indspillet klassikeren Unconditionally Guraranteed, da Bill Harklroad (aka Zoot Horn Rollo), Mark Boston (aka Rockette Morton) og Art Tripp III (aka Ed Marimba, der havde spillet sammen med Mothers of Invention på flere albums), havde fået nok af Don Van Vliets særheder og dannede Mallard sammen med Barry Morgan, Sam Galpin og John “Rabbit” Bundrick (senere medlem af The Who). De nåede at lave to albums:  Mallard (1975)  og  In a different climate (1976). Bandets første plade blev på det nærmeste financieret af Ian Anderson fra Jethro Tull, som var en stor fan af Mallard. Men successen udeblev. Gruppens to plader solgte ikke en meter uden for Captain Beefheart fanskaren. Og gruppen gik i opløsning kort tid efter plade nummer to. Det nåede dog at afholde en række koncerter i England.
De to grammofonplader er – selvfølgelig – samlerobjekter i dag, hvilket man kan forvisse sig selv om på fx Ebay. I 1995 genudsendte Virgin Records begge plader på en cd, der stadigvæk er i handlen. Anbefales folk med smag for excentrisk, syret, tætsammenspillet “rock” med reminiscenser af Zappa og Bøfhjerte.