Indlæg tagget med 1970’erne

1970: Mud – “Lonely this Christmas”

11. december 2007

Vi skal ikke helt slippe det lidt for sødladne i rockmusikken. Meget apropos den “søde” juletid, sÃ¥ vil vi lige mindes glamrockerne i MUD, der toppede den engelske singleliste i 1970 med julesangen “Lonely this Christmas”. 1970 var jo et af de Ã¥r, hvor glamrocken var stor med Gary Glitter, Mott the Hoople, Sweet, Alvin Stardust og mange flere.
Mud blev dannet helt tilbage i 1968 og fik sit største hit i ’74 med Tiger Feet. Deres succeskurve begyndte først at gÃ¥ op, da den kendte musikimpressario m.m. Mickie Most tog dem under sine vinger i pladeselskabet RAK. Dertil skal lægges, at de fik stor hjælp af den tids meget populære sangskriver- og producerpar Nicky Chinn og Mike Chapman.Det første rigtige hit var med “Crazy”.
“Lonely this Christmas” stÃ¥r i stor gæld til Elvis Presley. Men spørgsmÃ¥let er mÃ¥ske, om den gamle rockkonge ville føle sig beæret af den nærmest parodiske udlevering af sangstilen.
Mud har i den oprindelige konstellation med Rob Davis (leadguitar), Les Gray (leadvokal), Dave Mount (trommer) og Ray Stiles (bas) været aktive helt frem til 1990.

Lonely this Christmas

1974: Terry Jacks – Seasons in The Sun

10. december 2007

1974 var ogsÃ¥ Ã¥ret, hvor den canadisk fødte sanger og sangskriver Terry Jacks hittede i Danmark med “Seasons in the Sun”. Oprindeligt var det meningen af Terry Jacks og hustruen Susan skulle have indspillet nummeret i samarbejde med The Beach Boys, men det blev ikke til noget, blandt andet pÃ¥ grund af ægteskabets opløsning. Derfor indspillede Jacks selv nummeret pÃ¥ sin første LP, der ogsÃ¥ hed “Seasons in the Sun”. Med en førsteplads i bÃ¥de USA, England og mange andre lande blev singleudspillet det største hit i canadisk musikhistorie.
I øvrigt var sangen en versionering af den belgiske sanger og sangskriver Jacques Brels “Le Moribond” (Den dødsmærkede). Terry Jacks tog den engelske digter Rod McKuens oversættelse og piftede den lidt op.1
The Beach Boys skulle angiveligt have indspillet den oprindelige udgave, men den er aldrig blevet udgivet.
PÃ¥ nummeret hører man en tydelig vibrerende el-guitar. Guitaristen skulle – igen i følge rygterne – have været selveste Link Wray.
Seasons in the Sun er forblevet Terry Jacks største succes. Han fik dog et mindre hit med endnu en Jacques Brel-sang – “If You go Away” (Ne Me Quitte Pas) – der nÃ¥ede en 8. plads i England.
Siden har Jacks ved siden af sin sang arbejdet som pladeproducer og været aktiv miljøforkæmper.

Jeg var ikke særlig vild med sangen, da den kom frem, og synes stadigvæk den er lidt for sentimental i tonen. Men jeg kan huske, at den blev spillet i ét væk, dengang den var fremme…

Season in the Sun

  1. “Piftede lidt op” er mÃ¥ske lidt for venligt. Digteren Rod Mckuen kommenterer pÃ¥ sin hjemmeside Terry Jacks manipulationer med oversættelsen med disse ord: ” Terry Jacks did not get permission from either Jacques or myself to change any of the lyrics or chords to Seasons in the Sun. I was in Mexico taking my month long yearly sabbatical from just about everything when the Jacks record was released. It was an immediate hit and by the time I heard it the single had already hit number one on the charts in Canada and the United States. Pretty hard to step in at that stage and censor a song that was not only a hit but one that had been covered by many other artists in the unauthorized version.

    To begin with, whatever may have been reported Jacks did not change any of the words or chords to the four choruses of Seasons in the Sun but he did muck about with the final verse. Just for the record, here are the unauthorized changes Jacks made in the final verse of the song.

    Goodbye Michelle my little one
    you gave me love and helped me find the sun
    and every time that I was down
    you would always come around
    get my feet back on the ground.

    And here is my original lyric to the last verse:

    Goodbye Francois my trusted wife
    without you I’d have had a lonely life
    You cheated lots of times but then
    I forgave you in the end
    thou your lover was my friend.

    And in the second part of that verse where I have the line “with your lovers everywhere just be careful I’ll be there.” he substituted “with the flowers everywhere wish that we could both be there.”

    In a song where I tried to be as faithful as possible to Brel’s original lyric, agonizing over every one of the more than two hundred fifty words that tell the tale of a dying man saying goodbye to his father, best friend and finally his wife; was I upset that Jacks changed forty-two of them? You bet, but not as pissed off as Jacques on finding out that his serious short story had been turned into a teenyboppers lament. I was more riled that the humor of “with your lovers everywhere just be careful I’ll be there” was sacrificed.

    I bought a house with my share of the royalties and never looked back. Over time Terry keeps changing his story about the song. For years he claimed to be the original translator. That would of course have meant that he had written it as a small child. About ten years ago when I presented the facts in a widely printed interview that must have gotten back to him he started to somewhat minimize his role as the songwriter. Still even now TV channel VH1 continues to re-run a segment of its “One Hit Wonders” series where Jacks claims to be the author, even elaborating on his inspiration for it. He isn’t challenged on the claim despite the camera close up on the label revealing the writers to be Brel-McKuen.

    As you know Jacks is from Canada, one of my favorite places, but there must be something about the air up there. Another Canadian artist once added one word to my song “Rock Gently” (making it Rock Me Gently), put his name on it as the author and even won a Juno award for writing the best song of the year.

    With all deference to your fiancé it’s my humble opinion that you won the fiver.

    Incidentally “To You” is one of the songs Jacques and I wrote together from scratch and one of my favorites. As you have probably heard by now I have gotten back to working on a number of songs Jacques and I started together but never finished during his lifetime.” [back]

1970: Chuck Berry – “My-Ding-A-Ling”

9. december 2007

Et af de mere kuriøse nr. 1-hits i 1970 var Chuck Berrys tilbagevenden til toppen med sangen om hans ding-a-ling. Berry, der blev født i 1926, er ubestrideligt en af rock’n roll-musikkens helt store pionerer. Eller som en af hans fans, John Lennon, udtrykte det: “Hvis du ville give rock and roll et andet navn, sÃ¥ kunne du kalde den ‘Chuck Berry'”. The Beatles (Roll over Beethoven) og Lennon selv indspillede ogsÃ¥ mandens sange. I det hele taget er en Best of Chuck Berry-plade ogsÃ¥ en Best of-Rock’n Roll-plade, for han har skrevet sÃ¥ mange klassikere, at det halve kunne være nok.
Dan Turèll skrev på et tidspunkt et begejstret essay om manden, hvori han fremhævde hans sangskriverkvaliteter: enkelt spillede enkle sange om de ting, der optager unge mennesker i hverdagen. Skole, sex og andet.
Berrys storhedstid var i halvtredserne og tresserne. Men i 1970 fik han altsÃ¥ et hit med “My Ding-A-Ling”, der allerede i 1952 var blevet fortolket af Dave Bartholomew. Og med den sang fik han sit første og eneste nr. 1-hit i USA. Sangen handler om to sølvklokker i snor, som sangeren fÃ¥r af sin bedstemor. Lytter man til teksten, sÃ¥ forstÃ¥r man snart, at sangen har en tydelig seksuel undertone, hvilket ogsÃ¥ er en del af forklaringen pÃ¥ dens succes. En slags rockmusikalsk pendant til Lille Palles sang om Hængepilen (Jeg er sÃ¥ ked af, den hænger nedad…).

My Ding A Ling
Tilbagespoling

1970: Wizzard – “See my Baby jive” og “Angel Fingers”

6. december 2007


Bandet Wizzard var et udbryderprojekt fra Electric Light Orchestra. Da ELO havde indspillet sit første album tog en af stifterne, Roy Wood, sit gode tøj og et par andre orkestermedlemmer (Bill Hunt, keyboards, og cellisten Hugh McDowell) og dannede Wizzard. Udbruddet skyldtes “musikalske uoverensstemmelser” med Jeff Lynne, den anden hovedperson i ELO.
Wizzard med sangskriver, sanger og multiinstrumentalisten Wood i spidsen blev en af halvfjerdsernes mest talentfulde og mest kulørte eksponenter for den såkaldte glamrock. Musikken var melodiøs rock, der var oppulent oppustet, og sceneshowet var virkeligt et show off med sjove, kurlørte klude, make-up i lange baner osv. Selv yndede Wood at smøre sort-sort mascara på og føre sig frem med en stor iøjnefaldende manke.
I disse juledage vil man uden tvivl kunne høre Wizzard flere gang pÃ¥ pop-radiokanalerne med deres uopslidelige julesang med det skræmmende budskab “I Wish It Could Be Christmas Everyday” (fra 1973). Desværre hører man ellers ikke meget til Wizzard eller Roy Wood i det hele taget. Og det er synd og skam, for Wood, der havde en fortid i det legendariske engelske tresserpoprockorkester Move, er en ferm sangskriver, der har mange lytteværdige plader pÃ¥ samvittigheden, bÃ¥de som solist og i forskellige bandsammenhænge. Wizzard nÃ¥ede at lave to gode albums, inden det opløstes første gang) i 1975: Wizzard Brew (1973) og Introducing Eddy & The Falcons (1974).
I 1970 fik de to nr. 1-hits på UK listen: See my Baby Jive og Angel Fingers.

1970: Alice Cooper – School’s out

4. december 2007

Jeg havde helt fortrængt denne Alice Cooper-klassiker, “School’s out“, og det til trods for , at jeg dengang hørte den rigtig mange gange pÃ¥ DR. Den var et tilbagevendende ønskenummer her og der og allevegne. En klar favorit blandt skoletrætte unge mennesker. Nummeret blev ogsÃ¥ Alice Coopers store hit med en førsteplads pÃ¥ UK listen i tre uger.
Cooper forstod at markedsføre sig selv med sit Rocky Horror-sceneshow med drabelig sort make-up, guillotiner, slanger, teaterblod og elektriske stole. Uden sammenligning i øvrigt delte han David Bowies talent for selviscenesættelse. Selv om han blev opfattet som hard-core glamrocker, sÃ¥ spredte hans musikalske inspirationskilder sig vidt, lige fra vaudeville til heavy metal. Albummet Billion Dollar Babies (1973), hvor “School’s out” findes pÃ¥, blev hans største sællert. Men faktisk er der meget andet spændende i mandens bagkatalog. Fx albummet “Lace and Whiskey” (1977), som capac lyttede meget til dengang. PÃ¥ denne plade forlod Cooper det mørke og skumle image til fordel for en dyrkelse af halvtredser-rock & roll og klassisk halvfjerdserditto. Pladen fik pÃ¥ puklen dengang, men indholder faktisk nogle af Coopers bedste sange – og ikke mindst sangtekster. Dertil kommer, at coveret er et lille mesterværk i sig selv.