Et enkelt ord – teardrops – udtalt med et bestemt tryk udløste en sang i hovedet på capac. Og der sidder den så og kører og kører… Vi er tilbage i firserne. Det er disco i den bedre ende. Det er Womack & Womack, der scorede et hit med en kriminelt iørefaldende sang, Tearsdrops.. Kors, hvor der er bund i de trommer! Håber, den kan få jer til at vippe lidt med foden.
Uffe omtaler i sit seneste indlæg sangerinden Belinda Carlisle, der er aktuel med en samling franske cabaretsange og andetsteds har afsløret livet bag The Go-Go’s all-american-girl-facade: Sex, drugs, alcohol og så videre.
Nu har vi jo en svaghed for faldne engle her i bloggen. Og i forvejen har capac altid haft et svagt punkt for den snart 50-årige Belinda.
Capac var ret begejstret for The Go-Go’s, da de kom frem. Og ikke mindst for den blonde forgrundssangerinde Belinda. Hendes særprægede stemme satte sit umiskendelige præg på The Go-Go’s plader, da de i de tidlige firsere bragede gennem musikmuren med deres charmerende højenergiske blanding af new wave, rock’n roll og tressersurf. Især bandets debutplade Beauty and the Beat (1981) – hvis titel siger nok så meget om, hvad gruppen stod for – er en af de store firser-pop-rock-plader, som ikke er falmet det mindste siden dengang. Efter gruppens anden LP Vacation (1982) begyndte opløsningstendenserne at vise sig på grund af det man almindeligvis omtaler som “indre uoverensstemmelser”. Den tredje plade Talk Show solgte dårligt og efter den talentfulde sangskriver og musiker Jane Wiedlins afsked med bandet var det stort set slut. Gruppen opløstes i 1985. I de sene firsere havde både Jane Wiedlin og Belinda Carlisle stor succes som soloartister. Man husker sikkert Carlisles hit “Heaven is a Place on Earth”, som hærgede de internationale lister i ugevis.
Nostalgia: Head over heels – Turn to you – Stuck in my car.
Tak til Donald – og her er Gregorian med samme nummer i en optagelse fra WDR.
Playlisten på The Best of the B-52′s:
1. Party out of Bounds
2. Devil in my car (i et klip sammen med Runnin Around)
3. dirty back road
4. 6060-842 (ikke den bedste kvalitet…
5. wig
6. dance this mess around
7. rock lobster
8. strobe light
9. give me back my man
10. song for at future generation
11. planet claire
12. 52 girls
13. private idaho
Når partyet kommer ud af kontrol… Min favorit er Dirty Back Road
Som omtalt for nogle dage siden var jeg til koncerter med P. F. Sloan. Et af hans største hits var sangen om “Secret Agent Man”, der blev en stor succes for Johnny Rivers, blandt andet fordi den blev brugt som intro-melodi til den britiske spion-tv-serie Danger Man, der løb over de amerikanske skærme i perioden 1962-64. Sangen, der benytter et riff fra Dave Berrys James Bond-tema og fortæller om den hemmelige agents farlige færd, blev i 1975 kopieret af det særprægede New Wave-band Devo.
Devo, der stammede fra det musikalske arnested Akron i Ohio, lavede deres egen særprægede cocktail af New-Wave-rock, punk og art-rock, garneret med science-fiction-temaer, absurdistisk humor og ramsaltede kommentarer til den sociale virkelighed i Guds eget land. Jeg var ikke den store fan af gruppen, men jeg kan huske, at dens pladeudgivelser fik temmelig fine anmeldelser i musiktidsskriftet MM i 1980′erne. Til gruppens fortjenester hører også, at den satte standarder for, hvordan man kunne lave musik-videoer. Altså før disse rigtigt blev til noget.
Devos udgave af Sloans sang er meget anderledes med hensyn til arrangement, men også på tekstsiden. Den blev et hit for gruppen og dens fanskare.
Gravhunden og jeg passerede den nærmeste plakatsøjle her til morgen og blev mødt af en storsmilende, langhåret mandsperson med guitar. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være et foto af Roger Hodgson, lederen af det navnkundige engelske band Supertramp. Hodgson var også sangskriver og markant frontvokal i bandet. Nu – fortæller plakaten – aflægger han så musikstedet Værket i Randers et besøg. Det var sådan set Hodgson, der satte en punktum for Supertramps glorværdige periode, der startede i 1973 og toppede i 1982 med det klassiske album Breakfast In America. Han var træt af stadionkoncerter og et medieomsust liv og ønskede at gå i indre eksil med sin familie. Det skete i 1983, og først inden for de seneste fem år er han igen begyndt at vise sig på musikscenerne. Koncerter afvikles den 23/10. Mere her.
Den franske gruppe Nouvelle Vague har på deres to første albums – Nouvelle Vague og Bande a part – specialiseret sig i at oversætte new wave-klassikere fra XTC, Clash, Undertones m.fl. til saftig bossa nova med et tydeligt frankofont touch. Nogle kalder det for lounge. Dem om det. I hvert fald er det vældig charmant!
Via Frekvens kommer oplysningen om et nyt site, der vier den alternative, danske 80′er-musikscene opmærksomhed. Det vil fx sige navne som Sort-Hvide Landskaber (med Olesen-Olesen) og De må være belgiere. Sidstnævnte gruppe blev omtalt i bloggen her tidligere.
Et spændende initiativ. Velkommen til Substans-info!
Var 1980′erne virkelig så kedelige… Cinematical bringer en lille liste over “store” soundtracks fra firserfilm:
1. Don’t You Forget About Me (Simple Minds), The Breakfast Club
2. Footloose (Kenny Loggins), Footloose
3. You’re the Best (Around) (Joe Esposito), The Karate Kid
4. The Power of Love (Huey Lewis and the News), Back to the Future
5. (I’ve Had) The Time of My Life (Bill Medley and Jennifer Warnes), Dirty Dancing
6. St. Elmo’s Fire (John Parr), St. Elmo’s Fire
7. The Goonies ‘R’ Good Enough (Cyndi Lauper), The Goonies
- der må da have været andre… fx Werewolves of London…
I strømmen af musikudgivelser vil der ofte være gode plader, der overses og – af den ene eller anden ubegribelige grund – går i glemmebogen. Andre overlever, fordi nogle kultdyrkere, samlere og musikelskere ikke glemmer dem.
For mange år siden var forfatteren, journalisten m.m. Erik Thygesen en af de musikanmeldere, jeg læste med interesse, fordi han blandt andet havde et godt blik og øre for dansksprogede sangtekster i diverse udgivelser. Og jeg husker, at han fx fremhævede gruppen Paravion som fornyere af dansksproget rockmusik.
Nu har en anden afficionado, nemlig Tømrer-Claus, der bestyrer Karma Music, genudgivet gruppen to albums fra 1981 og 1983 (Paravion og Glødestop). Udgivelsen har fået titlen 81+83=07. En udførligt omtale finder man her. Pladen kan købes hos Karma Music (link i højre side).
DRs aftenflade-journalistiske-underholdnings-et-eller-andet – Aftenshowet – der er cirka lige så lidt beåndet som TV2s morgentv og tilsvarende aftenprodukt med den anmassende titel “Go’ Aften Danmark”, havde averteret med et interview med sangskriveren Sebastian i anledning af, at manden om kort tid udsender sin samlede produktion i tre store bokse af i alt 30 cd’er med den passende titel: Sebastians Sangskat. En begivenhed, der nok fortjente en passende, seriøs journalistisk opfølgning. Og hvad fik man så? Den sædvanlige omgang uengageret journalistisk snik-snak. Lidt om stress og bipass-operationer. Lidt om stolthed. Lidt om… alt for lidt. Hvornår er der nogen, der fortæller journalisterne, at det ikke er nok at kunne holde en mikrofon, kigge lidt ned på den lille huskeseddel og klø sig lidt i nakken for at lave et ordentligt interview? Hvorfor sætter man ikke en kender på sagen, fx Torben Bille, der har skrevet en bog om Sebastian, for at gennemføre et rigtigt interview, der kunne bidrage med andet end det, man har kunnet læse i de kulørte blade hos frisøren? Indslaget – der desværre ikke var ringere end gennemsnittet i den type programmer – mindede en om, at DR mangler rigtige kulturprogrammer, der tager musik, litteratur, kunst, teater, film osv. seriøst. Og med de bebudede nedskæringer i virksomheden, skal man nok ikke regne med at situationen bliver bedre.
Nå, men nok galde har flydt gennem tastaturet. Det er værd at kippe med flaget for Sebastian, der har en imponerende samling sange på samvittigheden.
Jeg har været til en del koncerter med Sebastian gennem årene, og nogle af dem – blandt andet en han gav på Østergades hotel i Århus sidst i halvfjerdserne, og som delvist blev bevaret for eftertiden på Sebastian & Bands Live-album fra 1980 – hører til de største koncertoplevelser, jeg har haft.
Den første gang, jeg overhovedet hørte om Sebastian, var i et radioprogram med Hans Otto Bisgaard omkring 1970. Sebastian stod med sin guitar og mundharmonika på et gadehjørne i en sønderjysk flække (Tønder, tror jeg) og gav sine tidlige sange til bedste for de forbipasserende. Det var på et tidspunkt, hvor han endnu ikke – eller i hvert fald kun lige – havde fået noget ud på plade, og inden man anede, at her var en af landets kommende store sangskrivere. Men han gjorde indtryk ved sit engagement, sit nærvær i sangen, sådan som han også siden har gjort det. Cirka på samme tid hørte jeg klassikeren “Lossepladsen bløder” og var ikke i tvivl om, at Sebastian nok skulle blive til noget, når først han havde krænget Donovan-folkemusik-hammen af sig…
