CAPAC

Selv om jeg er i arbejde, så holder jeg stadigvæk øje med situationen for de ledige. Med et par hundredetusind ledige og ganske få opslåede jobs (7385 i følge jobnet.dk lige i skrivende stund), og en beskæftigelsesminister, der bruger mere tid på at forringe forholdene for ledige og andre på overførselsydelser, så er der al mulig grund til at berette om, hvad der sker på den front. Her er et par absurde eksempler fra aktiveringscirkus blandt de såkaldte “anden aktører”. Jeg har klippet i et nyhedsbrev fra min a-kasse Magistrenes A-kasse:

“# 1
Cand.tech.soc. med sagsbehandlererfaring fra kommunale miljøforvaltninger aktiveres i løntilskud med denne arbejdsbeskrivelse:

Historien ender dog godt: MA kontakter personligt direktøren for den pågældende anden aktør og medlemmet får sine kurser.”

- man får lyst til at flække af grin, hvis ikke netop det var så forstemmende at læse, hvordan man behandler velkvalificeret arbejdskraft i dagens Danmark.

I går kom det frem, at antallet af personer, der rammes af den såkaldte dagpengereform, hvor ledighedsperioden er reduceret fra fire til to år, vil blive væsentligt større end først antaget af regeringens svar på den politiske automatpilot, beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Ministeriet og medier skændes om, hvor mange der vil blive ramt. Ministeren mente oprindeligt 1000 personer. Nu cirkulerer tallet 6400. Uanset, hvor mange der er tale om, så er det en skandale. Og det går kun som man kunne forvente, når regeringen vælger at indføre en såkaldte “reform” (hvornår har det ord sidst haft noget med forbedringer at gøre?) af dagpengereglerne på et tidspunkt, hvor krisen kradser dybt og offentlige og private virksomheder “tilpasser” sig de nye stramme økonomiske realiteter ved at fyre medarbejdere. Oven i det skal lægges, at Inger Støjbergs lovede “tjek” af aktiveringen af ledige – heller ikke overraskende – ikke munder ud i forbedringer af de lediges muligheder for at komme videre, fx gennem omskoling og jobgivende praktikordninger, men derimod i endnu ringere aktivering, hvis der da i det hele taget bliver tale om aktivering.

Vi har en regering, hvis økonomiske mantra er “ansvarlighed” (fremmesset af finansminister Claus Hjorth Frederiksen ved enhver given lejlighed) og som med sparekniven i hånd kastrerer enhver ansats til investering i fremtiden, samtidig med, at retorisk forsøger at fremstille politiken som “sikring af velfærden”, opbygning af “verdens bedste uddannelsessystem” osv. Og i den sammenhæng er beskæftigelsesminister Inger Støjberg – sådan som hun altid har været – det 100% loyale robot, der blot fremturer med de ideologiske pointer, som kræmmersjælen Claus Hjort Frederiksen visker hende i øret.

At den førte ledighedpolitik kynisk ofrer danske familier, som i forvejen er ramt af regeringens forfejlede økonomiske politik, der primært har haft til formål at hjælpe krisens skurke i de finansielle sektor og de rigeste i landet, synes ikke at holde nogen af magthaverne vågne. Til gengæld er der mange danske familier, der fra sengen vil kigge op i loftet og frygte den sociale deroute, som de bliver udsat for…

Forleden kunne man på landets tv-stationer bivåne regeringens kræmmersjæl numero uno, finansminister Claus Hjorth Frederiksen, fremlægge det nye finanslovsforslag. Og som undertekst kunne man høre, at vi dels var i krise, men at der også var (økonomisk) lysere tider på vej.

Men politik er en sminket virkelighed, hvor løgn og ideologisk betinget forvrængning går hånd i hånd. Alt efter temperament kan man mene, at vi dagligt fyldes med bullshit eller nødsages til at lære at læse indenad. På DRs P1 er der journalister, der lever af at læse indenad for os politiske analfabeter.

En af den løgne, vi må leve med, selv om den for længst og gentagne gange er afsløret som sådan, er arbejdsløshedsstatistikken. Medierne har lynhurtigt været fremme med nyheden om, at nu gik det den rigtige vej. Arbejdsløsheden faldt. Men, men, det gjorde den altså alligevel ikke. I hvert fald ikke den reelle ledighed. Den såkaldt “officielle” ledighed faldt med 800 til 112.800 i juli, når der korrigeres for sæsonudsving. Men det “reelle” ledighedstal er faktisk vokset. Forklaringen er den, at man i den “officielle” ledighedsstatistik ikke medregner alle dem, der sendes over i aktiveringscirkusset, arbejdslivets svar på den stationære kondicykel. Med i statistikken er heller ikke dem, der falder uden for a-kassesystemet og kontanthjælpen. Eller dem, der flygter ind i efterlønnen eller kaster sig over en uddannelse i et desperat forsøg på at udskyde det tidspunkt, hvor ledigheden rammer en. Tæller man alle dem, de reelt ikke er i ordinært arbejde, med, så er ledighedstallet langt større end det “officielle”. I følge en borgerlig økonom drejer det sig om mindst 50000.

Ledighedstallene er et godt eksempel på, hvordan statistik lægges til rette efter politiske intentioner. Man bygger ikke politik på statistiske kendsgerninger, men tilpasser de statistiske og økonomiske nøgletal til den førte politik.

Det forlyder fra tinge, at Dansk Folkeparti er villige til at reducere dagpengeperioden til 2 år i bestræbelsen på at finde besparelser til regeringens såkaldte genoprettelsespolitik. Og det kniber åbenbart med at finde besparelser. En del af forklaringen er, at regeringspartierne og DF leder med kikkerten for det blinde øje. Man kan kun se muligheder i folkepension og andre overførselsindkomster.

Et oplagt sted at spare – oven i købet et populært område, vil jeg gætte på – er de idiotiske aktiveringsforløb for ledige. Der bliver brugt milliarder på at sende ledige ud i meningsløs aktivering hos såkaldt “anden aktør”. Aktivering, der ikke har andet formål end at holde de ledige i gang med noget. Fx jobsøgningskursus nr. 117. At der bruges milliarder på den konto er ikke nogen nyhed, men regeringen har ikke ønsket at ændre ved sin såkaldte arbejdsmarkedpolitik på aktiveringsområdet. I dag kan man så læse, at Djøf og LO har beregnet, at de idiotiske aktiveringstiltag kostede 1 milliard i 2009 og beløbet er voksende på grund af den stigende ledighed. Rationalet i disse aktiveringsforløb er, at deres meningsløshed vil skræmme de ledige bort. De ledige vil være mere motiverede for at tage hvilket som helst arbejde for at slippe ud af meningsløsheden. Problemet er blot, at skræmmeeffekten aldrig har været særlig stor, lige som jobsøgningskurserne også kun har haft en beskeden effekt – og nu, hvor ledigheden er stor og manglen på job alarmerende – er effekten lig nul. Man smider penge ud på et system, der ikke er noget værd. Her er virkelig nemme penge at spare.[kilde: ritzau]

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet går ledige et stykke tid, inden de får et job. Nogle længere tid end andre. En af årsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun får i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater går ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har åbenbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel også grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under påvirkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et år – på SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle åbne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), når det kommer lige fra universitetet? Hvis man så accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor så ikke udvide det til de mange voksne ledige, der går rundt i eller på vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid på arbejdsmarkedet? Måske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig på dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville få noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige får en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Nej, selv om capac stadigvæk er i arbejde, så har han bestemt ikke glemt alle dem, der siver ud i køen og bliver udsat for fænomenet “aktivering”. Og derfor vil jeg godt lige linke til bloggen Ballerup Transportabel Hårtørrer, hvor bloggeren vil beskrive sine oplevelser hos en såkaldt “anden aktør”. Første indlæg er allerede skrevet og – som man kan læse – der var problemer fra dag ét… Go on! Der er brug for den slags dokumentation.

Medens hjemlige politikere demontrerer, hvor verdensfjerne de er, med tanker om reduktion af ledighedsperioden (fordi vi nok, hvis og i fald krisen engang letter, måske vil komme til at mangle arbejdskraft til den vækst, der måske-måske ikke vil være mulig…), står 9 millioner amerikanere, nemlig dem, der mistede jobs, da krisen startede, snart uden penge til dagen og vejen. Og det til trods for, at regeringen har udvidet og supplementeret støtten lidt. De økonomiske “vismænd”, hvis visdom til dels er ansvarlig for den krise, vi er landet i, fortsætter med at spejde efter spæde økonomiske og statistiske tegn på en “bedring” af de liberalistiske økonomi, men kan slet ikke se den sociale elendighed og de katastrofale menneskelige følger, krisen har. Som Lord Nelson sætter de kikkerten for det blinde øje.

I denne blog har jeg flere gange undret mig over det paradoks, at regeringspartierne på den ene side nidkært vogter deres såkaldte “nulskatte-politik” og kalder ethver diskussion om skattestigninger for “uansvarlig”, medens man på den anden side bruger millioner af kroner på uproduktiv og ineffektiv bureaukrati, ideologiske bestemt privatisering osv. Udliciteringen af vejledningen af ledige er en særlig tårn i øjet, fordi det er dokumenteret, at mange af de private konsulentfirmaer er fagligt dårligere klædt på til opgaven, end de offentlige institutioner, de har afløst. Dertil kommer, at det koster skatteyderne dyrt. Ugebrevet A4 har krævet aktindsigt og har fået dokumentation for, at der i 2008 er brugt – hold nu fast! – 3,7 milliarder kroner på private konsulenter. Med udsigten til voksende ledighedskøer vil dette beløb kun vokse, med mindre man gør noget drastisk ved det. De ideologiske påstande omkring privatisering har altid været, at de private som følge af den “sunde” konkurrence (de hellige markedskræfter) vil kunne levere et bedre og billigere resultat. Men alt peger – i dette tilfælde på – at regeringen pøser milliarder skattekroner ud, som kunne være brugt bedre. Fx til efteruddannelse og omskoling af ledige.

Jeg vil godt henvise til Suslings indlæg om det at være ledig lige nu, hvor køerne vokser på jobcentrene. Susling slutter med at skrive: “På et eller andet tidspunkt tror jeg, at det her system bryder sammen (Vi kommer i mængder nu!) og så kan det være, at man kan få fred til at skrive de her motiverede og inspirerede ansøgninger (hvor man stadig føler sig som et menneske med solide kompetencer) og at tænke utraditionelt, opsøgende og effektivt.”. Læs indlægget her. Med den nuværende regering kan det kun blive meget værre…desværre…

En af regeringspartiet Venstres ideologiske mærkesager har fra starten været privatisering. Argumentationen har lydt, at private kunne klare ærterne billigere og bedre end det offentlige, fordi den hellige konkurrence (markedet) ville sørge for, at man fik noget for pengene. Men, at det langt fra altid forholder sig således, er der mange eksempler på. Senest er det kommet frem, at de private jobkonsulenter, der skal afholde samtaler med de ledige etc., siden 2001 har kostet skatteyderne en milliard kroner mere, end det ville have kostet, hvis de offentlige jobcentre tog sig af arbejdet. Kendsgerningen fremlægges af Det Nationale Forskningsventer for Velfærd (SFI). Hvis de private jobcentre så var bedre, kunne man måske forsvare, at der blev brugt flere penge, Men det er ikke tilfældet. De private jobkonsulenter er på ingen måde beviseligt bedre. Det er så tydeligt, at selv beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der ellers er kendt for at forsvare regeringens politik uanset hvad, indrømmer, at resultaterne har været for dårlige. Med til billedet af en forfejlet strategi hører også, at de private jobkonsulenter langtfra har den faglige ballast, som de offentlige har. Dagbladet Information har dokumenteret, at 20% af de private jobkonsulenter ikke har en faglig profil, der kvalificerer dem til jobbet.
I lyset af den fremkomne kritik kræver regeringens støtteparti Dansk Folkeparti nu, at de private aktører “skal gås efter i sømmene og kontrollen øges”, som det hedder i Berlingske Tidende. DF vil indføre en slags certificering, og gøre betalingen mere afhængig af resultaterne. Altså såkaldt resultatløn. Og de “lykkeriddere”, der har spundet guld på den førte arbejdmarkedspolitik skal sorteres fra.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Dansk Folkeparti, der i et og alt har stået bag regeringens arbejdsmarkedspolitik – i praksis i det mindste – får kolde fødder, når et så markant ressourcespild kommer for en dag. Man må virkelig undre sig over, at Venstre og regeringen ideologisk kan forsvare en sådan letsindig omgang med skattekronerne, når det burde være tydeligt for enhver, at regeringen har mere end svært ved at finansiere den skrantende “velfærdsstat”. Måske det var på tide, at regeringen tog sine ideologiske briller af og forholdt sig til realiteterne, fx ved at lade de kompetente offentlige institutioner – jobcentre og a-kasserne – tage sig af vejledningen af de ledige…