CAPAC

Selv om jeg er i arbejde, sÃ¥ holder jeg stadigvæk øje med situationen for de ledige. Med et par hundredetusind ledige og ganske fÃ¥ opslÃ¥ede jobs (7385 i følge jobnet.dk lige i skrivende stund), og en beskæftigelsesminister, der bruger mere tid pÃ¥ at forringe forholdene for ledige og andre pÃ¥ overførselsydelser, sÃ¥ er der al mulig grund til at berette om, hvad der sker pÃ¥ den front. Her er et par absurde eksempler fra aktiveringscirkus blandt de sÃ¥kaldte “anden aktører”. Jeg har klippet i et nyhedsbrev fra min a-kasse Magistrenes A-kasse:

“# 1
Cand.tech.soc. med sagsbehandlererfaring fra kommunale miljøforvaltninger aktiveres i løntilskud med denne arbejdsbeskrivelse:

Historien ender dog godt: MA kontakter personligt direktøren for den pÃ¥gældende anden aktør og medlemmet fÃ¥r sine kurser.”

– man fÃ¥r lyst til at flække af grin, hvis ikke netop det var sÃ¥ forstemmende at læse, hvordan man behandler velkvalificeret arbejdskraft i dagens Danmark.

I gÃ¥r kom det frem, at antallet af personer, der rammes af den sÃ¥kaldte dagpengereform, hvor ledighedsperioden er reduceret fra fire til to Ã¥r, vil blive væsentligt større end først antaget af regeringens svar pÃ¥ den politiske automatpilot, beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Ministeriet og medier skændes om, hvor mange der vil blive ramt. Ministeren mente oprindeligt 1000 personer. Nu cirkulerer tallet 6400. Uanset, hvor mange der er tale om, sÃ¥ er det en skandale. Og det gÃ¥r kun som man kunne forvente, nÃ¥r regeringen vælger at indføre en sÃ¥kaldte “reform” (hvornÃ¥r har det ord sidst haft noget med forbedringer at gøre?) af dagpengereglerne pÃ¥ et tidspunkt, hvor krisen kradser dybt og offentlige og private virksomheder “tilpasser” sig de nye stramme økonomiske realiteter ved at fyre medarbejdere. Oven i det skal lægges, at Inger Støjbergs lovede “tjek” af aktiveringen af ledige – heller ikke overraskende – ikke munder ud i forbedringer af de lediges muligheder for at komme videre, fx gennem omskoling og jobgivende praktikordninger, men derimod i endnu ringere aktivering, hvis der da i det hele taget bliver tale om aktivering.

Vi har en regering, hvis økonomiske mantra er “ansvarlighed” (fremmesset af finansminister Claus Hjorth Frederiksen ved enhver given lejlighed) og som med sparekniven i hÃ¥nd kastrerer enhver ansats til investering i fremtiden, samtidig med, at retorisk forsøger at fremstille politiken som “sikring af velfærden”, opbygning af “verdens bedste uddannelsessystem” osv. Og i den sammenhæng er beskæftigelsesminister Inger Støjberg – sÃ¥dan som hun altid har været – det 100% loyale robot, der blot fremturer med de ideologiske pointer, som kræmmersjælen Claus Hjort Frederiksen visker hende i øret.

At den førte ledighedpolitik kynisk ofrer danske familier, som i forvejen er ramt af regeringens forfejlede økonomiske politik, der primært har haft til formÃ¥l at hjælpe krisens skurke i de finansielle sektor og de rigeste i landet, synes ikke at holde nogen af magthaverne vÃ¥gne. Til gengæld er der mange danske familier, der fra sengen vil kigge op i loftet og frygte den sociale deroute, som de bliver udsat for…

Forleden kunne man på landets tv-stationer bivåne regeringens kræmmersjæl numero uno, finansminister Claus Hjorth Frederiksen, fremlægge det nye finanslovsforslag. Og som undertekst kunne man høre, at vi dels var i krise, men at der også var (økonomisk) lysere tider på vej.

Men politik er en sminket virkelighed, hvor løgn og ideologisk betinget forvrængning går hånd i hånd. Alt efter temperament kan man mene, at vi dagligt fyldes med bullshit eller nødsages til at lære at læse indenad. På DRs P1 er der journalister, der lever af at læse indenad for os politiske analfabeter.

En af den løgne, vi mÃ¥ leve med, selv om den for længst og gentagne gange er afsløret som sÃ¥dan, er arbejdsløshedsstatistikken. Medierne har lynhurtigt været fremme med nyheden om, at nu gik det den rigtige vej. Arbejdsløsheden faldt. Men, men, det gjorde den altsÃ¥ alligevel ikke. I hvert fald ikke den reelle ledighed. Den sÃ¥kaldt “officielle” ledighed faldt med 800 til 112.800 i juli, nÃ¥r der korrigeres for sæsonudsving. Men det “reelle” ledighedstal er faktisk vokset. Forklaringen er den, at man i den “officielle” ledighedsstatistik ikke medregner alle dem, der sendes over i aktiveringscirkusset, arbejdslivets svar pÃ¥ den stationære kondicykel. Med i statistikken er heller ikke dem, der falder uden for a-kassesystemet og kontanthjælpen. Eller dem, der flygter ind i efterlønnen eller kaster sig over en uddannelse i et desperat forsøg pÃ¥ at udskyde det tidspunkt, hvor ledigheden rammer en. Tæller man alle dem, de reelt ikke er i ordinært arbejde, med, sÃ¥ er ledighedstallet langt større end det “officielle”. I følge en borgerlig økonom drejer det sig om mindst 50000.

Ledighedstallene er et godt eksempel på, hvordan statistik lægges til rette efter politiske intentioner. Man bygger ikke politik på statistiske kendsgerninger, men tilpasser de statistiske og økonomiske nøgletal til den førte politik.

Det forlyder fra tinge, at Dansk Folkeparti er villige til at reducere dagpengeperioden til 2 år i bestræbelsen på at finde besparelser til regeringens såkaldte genoprettelsespolitik. Og det kniber åbenbart med at finde besparelser. En del af forklaringen er, at regeringspartierne og DF leder med kikkerten for det blinde øje. Man kan kun se muligheder i folkepension og andre overførselsindkomster.

Et oplagt sted at spare – oven i købet et populært omrÃ¥de, vil jeg gætte pÃ¥ – er de idiotiske aktiveringsforløb for ledige. Der bliver brugt milliarder pÃ¥ at sende ledige ud i meningsløs aktivering hos sÃ¥kaldt “anden aktør”. Aktivering, der ikke har andet formÃ¥l end at holde de ledige i gang med noget. Fx jobsøgningskursus nr. 117. At der bruges milliarder pÃ¥ den konto er ikke nogen nyhed, men regeringen har ikke ønsket at ændre ved sin sÃ¥kaldte arbejdsmarkedpolitik pÃ¥ aktiveringsomrÃ¥det. I dag kan man sÃ¥ læse, at Djøf og LO har beregnet, at de idiotiske aktiveringstiltag kostede 1 milliard i 2009 og beløbet er voksende pÃ¥ grund af den stigende ledighed. Rationalet i disse aktiveringsforløb er, at deres meningsløshed vil skræmme de ledige bort. De ledige vil være mere motiverede for at tage hvilket som helst arbejde for at slippe ud af meningsløsheden. Problemet er blot, at skræmmeeffekten aldrig har været særlig stor, lige som jobsøgningskurserne ogsÃ¥ kun har haft en beskeden effekt – og nu, hvor ledigheden er stor og manglen pÃ¥ job alarmerende – er effekten lig nul. Man smider penge ud pÃ¥ et system, der ikke er noget værd. Her er virkelig nemme penge at spare.[kilde: ritzau]

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet gÃ¥r ledige et stykke tid, inden de fÃ¥r et job. Nogle længere tid end andre. En af Ã¥rsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun fÃ¥r i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater gÃ¥r ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har Ã¥benbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel ogsÃ¥ grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under pÃ¥virkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et Ã¥r – pÃ¥ SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle Ã¥bne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), nÃ¥r det kommer lige fra universitetet? Hvis man sÃ¥ accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor sÃ¥ ikke udvide det til de mange voksne ledige, der gÃ¥r rundt i eller pÃ¥ vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid pÃ¥ arbejdsmarkedet? MÃ¥ske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig pÃ¥ dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville fÃ¥ noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige fÃ¥r en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Nej, selv om capac stadigvæk er i arbejde, sÃ¥ har han bestemt ikke glemt alle dem, der siver ud i køen og bliver udsat for fænomenet “aktivering”. Og derfor vil jeg godt lige linke til bloggen Ballerup Transportabel HÃ¥rtørrer, hvor bloggeren vil beskrive sine oplevelser hos en sÃ¥kaldt “anden aktør”. Første indlæg er allerede skrevet og – som man kan læse – der var problemer fra dag ét… Go on! Der er brug for den slags dokumentation.

Medens hjemlige politikere demontrerer, hvor verdensfjerne de er, med tanker om reduktion af ledighedsperioden (fordi vi nok, hvis og i fald krisen engang letter, mÃ¥ske vil komme til at mangle arbejdskraft til den vækst, der mÃ¥ske-mÃ¥ske ikke vil være mulig…), stÃ¥r 9 millioner amerikanere, nemlig dem, der mistede jobs, da krisen startede, snart uden penge til dagen og vejen. Og det til trods for, at regeringen har udvidet og supplementeret støtten lidt. De økonomiske “vismænd”, hvis visdom til dels er ansvarlig for den krise, vi er landet i, fortsætter med at spejde efter spæde økonomiske og statistiske tegn pÃ¥ en “bedring” af de liberalistiske økonomi, men kan slet ikke se den sociale elendighed og de katastrofale menneskelige følger, krisen har. Som Lord Nelson sætter de kikkerten for det blinde øje.

I denne blog har jeg flere gange undret mig over det paradoks, at regeringspartierne pÃ¥ den ene side nidkært vogter deres sÃ¥kaldte “nulskatte-politik” og kalder ethver diskussion om skattestigninger for “uansvarlig”, medens man pÃ¥ den anden side bruger millioner af kroner pÃ¥ uproduktiv og ineffektiv bureaukrati, ideologiske bestemt privatisering osv. Udliciteringen af vejledningen af ledige er en særlig tÃ¥rn i øjet, fordi det er dokumenteret, at mange af de private konsulentfirmaer er fagligt dÃ¥rligere klædt pÃ¥ til opgaven, end de offentlige institutioner, de har afløst. Dertil kommer, at det koster skatteyderne dyrt. Ugebrevet A4 har krævet aktindsigt og har fÃ¥et dokumentation for, at der i 2008 er brugt – hold nu fast! – 3,7 milliarder kroner pÃ¥ private konsulenter. Med udsigten til voksende ledighedskøer vil dette beløb kun vokse, med mindre man gør noget drastisk ved det. De ideologiske pÃ¥stande omkring privatisering har altid været, at de private som følge af den “sunde” konkurrence (de hellige markedskræfter) vil kunne levere et bedre og billigere resultat. Men alt peger – i dette tilfælde pÃ¥ – at regeringen pøser milliarder skattekroner ud, som kunne være brugt bedre. Fx til efteruddannelse og omskoling af ledige.

Jeg vil godt henvise til Suslings indlæg om det at være ledig lige nu, hvor køerne vokser pÃ¥ jobcentrene. Susling slutter med at skrive: “PÃ¥ et eller andet tidspunkt tror jeg, at det her system bryder sammen (Vi kommer i mængder nu!) og sÃ¥ kan det være, at man kan fÃ¥ fred til at skrive de her motiverede og inspirerede ansøgninger (hvor man stadig føler sig som et menneske med solide kompetencer) og at tænke utraditionelt, opsøgende og effektivt.”. Læs indlægget her. Med den nuværende regering kan det kun blive meget værre…desværre…

En af regeringspartiet Venstres ideologiske mærkesager har fra starten været privatisering. Argumentationen har lydt, at private kunne klare ærterne billigere og bedre end det offentlige, fordi den hellige konkurrence (markedet) ville sørge for, at man fik noget for pengene. Men, at det langt fra altid forholder sig således, er der mange eksempler på. Senest er det kommet frem, at de private jobkonsulenter, der skal afholde samtaler med de ledige etc., siden 2001 har kostet skatteyderne en milliard kroner mere, end det ville have kostet, hvis de offentlige jobcentre tog sig af arbejdet. Kendsgerningen fremlægges af Det Nationale Forskningsventer for Velfærd (SFI). Hvis de private jobcentre så var bedre, kunne man måske forsvare, at der blev brugt flere penge, Men det er ikke tilfældet. De private jobkonsulenter er på ingen måde beviseligt bedre. Det er så tydeligt, at selv beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der ellers er kendt for at forsvare regeringens politik uanset hvad, indrømmer, at resultaterne har været for dårlige. Med til billedet af en forfejlet strategi hører også, at de private jobkonsulenter langtfra har den faglige ballast, som de offentlige har. Dagbladet Information har dokumenteret, at 20% af de private jobkonsulenter ikke har en faglig profil, der kvalificerer dem til jobbet.
I lyset af den fremkomne kritik kræver regeringens støtteparti Dansk Folkeparti nu, at de private aktører “skal gÃ¥s efter i sømmene og kontrollen øges”, som det hedder i Berlingske Tidende. DF vil indføre en slags certificering, og gøre betalingen mere afhængig af resultaterne. AltsÃ¥ sÃ¥kaldt resultatløn. Og de “lykkeriddere”, der har spundet guld pÃ¥ den førte arbejdmarkedspolitik skal sorteres fra.
Man kan selvfølgelig godt forstÃ¥, at Dansk Folkeparti, der i et og alt har stÃ¥et bag regeringens arbejdsmarkedspolitik – i praksis i det mindste – fÃ¥r kolde fødder, nÃ¥r et sÃ¥ markant ressourcespild kommer for en dag. Man mÃ¥ virkelig undre sig over, at Venstre og regeringen ideologisk kan forsvare en sÃ¥dan letsindig omgang med skattekronerne, nÃ¥r det burde være tydeligt for enhver, at regeringen har mere end svært ved at finansiere den skrantende “velfærdsstat”. MÃ¥ske det var pÃ¥ tide, at regeringen tog sine ideologiske briller af og forholdt sig til realiteterne, fx ved at lade de kompetente offentlige institutioner – jobcentre og a-kasserne – tage sig af vejledningen af de ledige…