Indlæg tagget med aktivering

Aktivering

7. december 2007

Som nævnt er capac ude af ledigheden fra og med på mandag. Frihed, det bedste guld.
Jobbet kom pÃ¥ et tidspunkt, hvor det sÃ¥ sortest ud. Som ledig skal man efter ca. ni mÃ¥neders ledighed i sÃ¥kaldt “aktivering”. Og capacs aktivering startede for en god mÃ¥ned siden. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Som ordet antyder, sÃ¥ er aktivering tiltag, systemet sætter i værk for at modvirke den passivitet, som ledigheden Ã¥benbart menes at være. I 2007 er aktiveringen blevet udliciteret til private firmaer, sÃ¥kaldte aktører. Tredjepartsaktører, der fÃ¥r en (lille) pose penge for at aktivere de ledige, og lidt flere penge, hvis det faktisk lykkes firmaet at fÃ¥ den ledige i arbejde. Ser vi bort fra de politiske argumenter for en sÃ¥dan udlicitering (at private kan gøre det bedre end det offentlige, at private pÃ¥ konkurrencevilkÃ¥r er mere effektive og lignende borgerlige floskler) og ser bort fra det ufornuftige i at flytte aktiveringen over pÃ¥ aktører, der – alt andet lige – ikke har den samme erfaring og viden som a-kasserne og jobcentrene, sÃ¥ er det største problem med den nye ordning, at den forringer den lediges muligheder og – ikke mindst – krænker dennes rettigheder.


I forgÃ¥rs hørte jeg pÃ¥ DR P1 en diskussion om dansk arbejdsmarkedspolitik mellem en EU-parlamentariker og en ledende skikkelse i A-kassernes samvirke, og sidstnævnte lagde ikke skjul pÃ¥, at det der foregÃ¥r i privat regi under betegnelsen “aktivering” i stort omfang – jeg tror han sagde “mindst 80%” – er i direkte strid med lovgrundlaget. I følge lovgrundlaget, sÃ¥ har den ledige mulighed for enten opkvalificering (dvs. efteruddannelse), jobpraktik (hvor man i nogle uger arbejder pÃ¥ en arbejdsplads pÃ¥ dagpenge) eller job med løntilskud (pÃ¥ papiret en ordinært job, hvor arbejdsgiveren fÃ¥r den del af lønnen betalt i nogle mÃ¥neder, hvorefter man gÃ¥r over til normal ansættelse). Men i realiteten er den lediges muligheder beskÃ¥ret kraftigt.

Finansieringen af aktørerne er sÃ¥ ringe, at disse ingen interesse har i at give de ledige kompetencegivende efteruddannelse. Ofte spises man af med endnu et jobsøgningskursus eller firmaets egen “coaching” eller vejledning.


Det firma, jeg blev tildelt, havde ikke styr pÃ¥ hverken regelsystem eller noget som helst. I følge lovgivningen og reglerne har den ledige ret til at forhandle sig frem til en aktivering ud fra lovens muligheder. Det vil sige: der skal lyttes til den lediges ønsker med hensyn til job, og der skal tages udgangspunkt i dennes forudsætninger. Jeg blev spist af med en ganske kort telefonsamtale, hvor diskussionen af opkvalificering blev afvist, og hvor jeg i realiteten blev pÃ¥tvunget et produkt, der bestod i jobsøgningskursus og vejledning med henblik pÃ¥ jobpraktik. Da jeg pÃ¥pegede, at jeg allerede havde været pÃ¥ jobsøgningskursus og i øvrigt havde gode forudsætninger for at skrive jobansøgninger i kraft af min uddannelse – mag.art. i nordisk sprog og efteruddannelse i journalistik -  blev det afvist med en henvisning til, at jeg “da ville møde nye mennesker”.


Herefter startede jeg en klagesag for at fÃ¥ udarbejdet et sÃ¥kaldt “uenighedsnotat”. Med et uenighedsnotat kan man blive overflyttet til en anden aktør. Det blev hurtigt klart, at aktøren ikke var interesseret i at give slip pÃ¥ mig (for det indebærer jo et tab af indtægt…), og derfor forsøgte aktøren ved at omgÃ¥ spillereglerne at fastholde mig, hvor jeg var, med en pÃ¥stand om, at der ingen uenighed var.

Heldigvis fik jeg god faglig opbakning fra min a-kasse og derfor fortsatte sagen og er foreløbig endt der, hvor aktøren har bøjet sig for mine krav og har videresendt min klage til jobcenteret.


Nu er jeg sÃ¥ i job fra pÃ¥ mandag og dermed ude af denne sag. Men jeg har ikke tænkt mig at slippe den sÃ¥dan. Det strider mod min overbevisning og samvittighed at se, hvordan “systemet” ser gennem fingre med, at ledige fÃ¥r deres retssikkerhed krænket og fÃ¥r forringet deres muligheder for at finde et passende job. Derfor vil jeg følge sagen til dørs i det omfang, det er muligt. Og i skrift og handling kæmpe for, at ledige fÃ¥r forbedret deres forhold.

Den ledige – vor tids paria

30. marts 2007

I går skrev blogbestyreren et indlæg om mistilliden som styreform. Under den nuværende politiske konjunktur sætter man kontrol over tillid og dialog. Og mistilliden og mistænkeliggørelsen breder sig som et virusangreb til alle relationer, hvor der er offentlige midler på spil.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man læse om den stigende mistænkeliggørelse af de cirka 100.000 ledige, der endnu ikke er kommet ind i arbejdsmarkedets forjættede land. Selv om en undersøgelse for nylig påviste, at det reelt set kun er 1% af de ledige, der ikke ønsker et arbejde (hvilket nok svarer ganske godt til arbejdsmarkedet som sådan), så mødes de arbejdssøgende ledige med kontrol, mistænksomhed og manglende respekt.

Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ af artiklen, at det-at-arbejde er blevet noget, man ikke bør sætte spørgsmÃ¥lstegn ved. Har man et job – lige meget hvilket – skal man prise sig lykkelig. Man skal fx ikke skilte med, at man er godt gammeldags træt af sit lortearbejde, af sin Ã¥ndsvage chef osv. For sÃ¥ risikerer man at blive bortvist.

Den tid, hvor man blot sammenbidt passede sit skodjob, er forbi. I hvert fald skal man lade som om, man er glad for det (medens man mÃ¥ske i det skjulte søger noget bedre…). Man skal afholde sig fra at kritisere sin arbejdssituation osv. Arbejdet er blevet en ny afgud i det borgerlige samfund. Alle skal bøje sig i støvet for Arbejdet. Og gør man ikke det, sÃ¥ er man en paria.

Derfor skal den ledige aktiveres – helst i noget, der ligner simuleret arbejde. Og oven i købet være glad for at løbe rundt i trædemøllen.

Man kunne forledes til at tro, at nÃ¥r ledige mødes med mistænkeliggørelse fra det øvrige samfund, sÃ¥ skyldes det det fortrængtes genkomst. At mange pÃ¥ arbejdsmarkedet inderst inde gerne ville være fri for det stressende, meningsløse, belastende skodjob, de nu udfører med bøjet nakke og sammenbidte tænder – og derfor ser den arbejdsfri borger som inkarnationen af den frihed, de ikke selv har. Selv om det altsÃ¥ er en fordomsfuld illusion…

Opdatering: Efter at have skrevet ovenstÃ¥ende, læser jeg i Magisterbladet, at de ledige er mindst lige sÃ¥ stressede som deres lønarbejdende medborgere. Det tror da fanden…