Indlæg tagget med americana

CAPAC anbefaler: Sam Robas – Mississippialabamageorgiatennessee

4. november 2013

Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske sydstater og ikke mindst den musik, der udspringer af disse stater og de tilstødende. Den amerikanske populærmusiks vugge, den musikalske smeltedigel uden hvilken rocken aldrig var kommet i støbeformen.

Sam Robas – hvis borgerlige, danske navn er Ebbe Weile – har som rejseleder i sydstaterne et nært forhold til omrÃ¥det og dets musik. Og det understreges af pladen, fx af sange som Mississippi Love Affair (skrevet af Marie Bergman), Hank Williams-konstruktionen “Only One Hank Williams Song Away” (der tekstligt bestÃ¥r af citater af Williams-sange) og “Damn the Blues” (skrevet af Weile selv i samarbejde med Miller). Det er musik, der – naturligt nok – giver associationer til mange amerikanske plader. Og Ebbe Weiles rustne stemme lader billeder af Bob Dylan, Kris Kristoffersen m.fl. dukke op pÃ¥ det indre lærred. Men nÃ¥r det er sagt, sÃ¥ har Weile sammen med sit kompetente hold af musikere (Per Chr. Frost, gt. – Palle Hjort, keyboards – Michael Borup, bas – Kent Olsen, trommer og slagtøj – Ulrik Bust, saxofon – Jim Hawkins, piano og kordamerne Tina Mitchell Wilkins. Shawnda Birch og Suan Arbuckle)  fÃ¥et skruet et album sammen, der ogsÃ¥ har et særligt anstrøg af dansk tungsindighed. Hvorfor vi danske har hang til det melankolske, kan man jo godt fundere over, men i hvert fald passer det lette mismod vældig godt til den tilbagelænede americana…

Pladecoveret på Sam Robas nye plade er holdt helt i sort-hvidt. Måske som et modspil til musikken, der i det kompetente hold af musikeres hænder nok er mismodig at lytte på, men også udstråler en varme og farverigdom. Og det er jo paradokset med melankolien: At den dybest set er vældig livsbekræftende. Som musikken på denne plade er det. Mississippialabamageorgiatennessee
lægger sig fint i forlængelse af andre fine americana-inspirerede plader, der er kommet her i landet gennem de senere år. Og fortjener at få mange lyttere blandt danske americana-elskere. Hermed anbefalet.

Sam Robas. Mississippialabamageorgiatennessee. EMSM Recordings. Udkommer i dag.

 

 

 

 

CAPAC anbefaler: The Lake – Sunshine from the past

9. oktober 2013

Bag bandnavnet The Lake gemmer sig komponist og musiker Anders H. Mortensen og en flok musikalske legekammerater: Jacob Chano (trommer, slagtøj og sang), Nikolaj Wolf (bas), Cecilie Hyldgaard (cello og sang) og Perry Stenbäck (banjo, accordion m.m.). The Lake har en ep på samvittigheden allerede, men albumdebuterer med pladen her, der bærer dobbeltydige titel Sunshine from the past.

The Lake har fÃ¥et sproglig assistance til de engelsksprogede tekster af Aimee Bobruk – en god idé, som andre sagtens kunne tage til sig – og de sikrer, at teksterne falder ganske udbesværet ind i musikken. Det er tekster, der som sÃ¥ mange andre i disse Ã¥r, er præget af en vemodighed og let melankolsk stemning. Og som sÃ¥dan passer de som fod i hose til musikken pÃ¥ pladen.

Sangene er – hvilket ogsÃ¥ er ganske tidstypisk – inspireret af amerikansk folkrock, country og andre rootselementer. Anders er i forgrunden med sin fløjlsbløde mandsstemme og den akustiske guitar er ogsÃ¥ et markant gennemgÃ¥ende element i musikken. Der er mange iørefaldende melodier blandt de ialt 11 sange. Iørefaldende, men ikke pÃ¥ den banale popfacon. Et illustrativt eksempel er sangen “Magnolia tree”, der er blevet spillet en del pÃ¥ DRs P4. En fængende melodi, der er indlejret i et avanceret arrangement med fokus pÃ¥ en smuk cellolyd, en dansende banjo og en fint swingende rytmebund af trommer og bas. Moderne countryficeret pop.

The Lakes plade er ikke en plade, der forandrer verden eller sætter en nybrud i gang i musikken. Men den skriver sig fint ind i den fornemme række af danske rockplader, der med inspiration i den åbenbart uudtømmelige americana, byder op kvalitetsoplevelser både for den, der gerne vil lytte bag høretelefonerne, og den, der vil ud i byen og opleve musikken live. Hermed anbefalet.

The Lake. Sunshine from the past. Produceret af: Morten Bue & Anders H. Mortensen. Lost Alien Music. Udkom d. 7/10.

Hjemmeside: The Lake

One-eyed Mule – dansk-americana

16. maj 2008

Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet pÃ¥ et dansk band, der netop i disse dage udsender deres andet album pÃ¥ det lille indiepladeselskab Artiscope Records. Jannick fra pladeselskabet har været sÃ¥ venlig at sende mig et dugfrisk eksemplar, fordi han gerne vil høre, hvad jeg mener. Og tak for det! Capac springer altsÃ¥ ud som pladeanmelder…

Man behøver ikke at være født igÃ¥r for at forstÃ¥, at produktionen – lydbilledet – spiller en vital rolle for den moderne populærmusik. Tressernes beat-musik ville have lydt ganske anderledes, hvis ikke den var blevet optaget i teknologisk begrænsede lydstudier. Siden man optog musik i gamle biografer og badeværelser pÃ¥ to- og firespors-bÃ¥ndoptagere er der jo sket end del pÃ¥ det teknologiske omrÃ¥de. Og siden dengang har jagten pÃ¥ den rette lyd – sound – været en del af den musikalske søgen. Jeg kan fx huske, at danske Gasolin – efter at have været udsat for de teknologiske landvindingers muligheder og stjerneproduceren Roy Thomas Bakers evner – ønskede at vende tilbage til noget mere nøgent og oprindeligt… De var kommet for langt væk fra det basale.
Disse tanker faldt mig ind, medens jeg i nattens mulm og mørke sad One-eyed Mules nye album. Inde i øretelefonerne mødes man af en nøgen, rå og ren lyd, der ligger milevidt fra mainstream-poppens glanspolerede og filtrerede lydunivers. Bandet, dets producer, Kristian Vad m.fl. har måske søgt at finde en ærlig lyd som den, man kunne forestille sig kom ud af øvelokalet. Der er tale om en såkaldt analog optagelse. Den lugter langt væk af oprindelighed og søgen tilbage til rødderne. På samme måde som plader med New-Yorker-metropolrockere eller nogle af mange americana-bands, der sidder og spiller i udkanten af den globale musikscene.
Musikalsk er det da ogsÃ¥ den slags associationer jeg fÃ¥r, nÃ¥r jeg lytter til One-eyed Mules udfoldelser. Inspirationen og arven fra de amerikanske rødder er ikke til at tage fejl af, uden at det skal forstÃ¥s som epigoneri. One-eyed Mule har et stærkt personligt udtryk i kraft af sangskriverne Rasmus Dalls og Uffe Ipsens forvaltning af arvegodset. Med undtagelse af sangen Sad Little Lovers, der er en traditionel sang, sÃ¥ er de øvrige 10 sange pÃ¥ pladen skrevet af Dall og Ipsen og de bestÃ¥r af smÃ¥ tekster, der handler om – ja – kærligheden og hverdagen og trækker pÃ¥ rockmytologiens univers. Go ask Hank Williams for a love song / go ask bobby for a smile.
Kærligheden til de musikalske rødder er ikke til at tage fejl af. Den er gennemført helt ud i pladecoveret, der er holdt, smagfuldt, i næsten helt sort-hvide nuancer. Fotografierne er kornede og efterlader den der fornemmelse af autenticitet, som man føler, når man ser et gammelt sort-hvidt foto fra ens egen barndom.
One-eyed Mule bestÃ¥r af sangskriver og sanger Rasmus Dall, der ogsÃ¥ spiller en markant guitar. Bag ham er sangskriver Uffe Ipsen pÃ¥ opretstÃ¥ende bas, Hammond B-3, Mellotron og sang, Søren Andersen pÃ¥ banjo, guitar, “støj” og vokal, Rasmund Bonde pÃ¥ harmonika og sang og endelig Mads Tønder pÃ¥ trommer, slagtøj og sang. Med denne instrumentering skaber One-eyed Mule deres egen udgave af den genre, man kalder americana. Dansk-americana. Det er, som man allerede vil have forstÃ¥et, traditionsbevidst musik, der lyser af kærlighed til de store amerikanerne. Hank, Bob osv. I sangene mødes storbyens kakofoniske, skramlende lydbillede med lyden af de store vidder, prærien og en banjo- og harmonikaspillende bonderøv pÃ¥ the porch. De melodiøse sange lefter ikke for mainstream-segmentets hang til øjeblikkelige ørehængere, men vinder ved at blive lyttet til flere gange. Anbefales. Varmt.
One-eyed Mule kan opleves på danske scener i den kommende til. Blandt andet i forbindelse med Spot-festivalen. Hold øje med dem.
Jannick og bandet har stillet et nummer til rÃ¥dighed for bloggens læsere. Du kan – ganske gratis – downloade nummeret Where You Don’t Belong via dette link (Højreklik og gem). God fornøjelse.

Levon Helm – Dirt Farmer

25. januar 2008

Som læsere af bloggen vil vide, sÃ¥ gør vi os ikke i personlige lister over de bedste plader i det forgangne Ã¥r. Af den simple grund, at der kommer sÃ¥ meget lytteværdigt, at det halve kunne være nok. Og det er mere end svært at følge med. Men vi skal da ikke lægge skjul pÃ¥, at en af de gode oplevelser har været genhøret med den gamle trommeslager og sanger i The Band, Levon Helm. Efter en lang pause – mere end tyve Ã¥r – udsendte han albummet med den ydmyge titel “Dirt Farmer”. Den ligger i trÃ¥d med det bedste, som det legendariske Band lavede. Det er musik, der har alle sine rødder dybt forankret i country, rock’n roll, blues, folkemusik og andre americana-elementer. En af den slags plader, man vil kunne lytte til om ti Ã¥r og sÃ¥ vil den lyde lige sÃ¥ frisk som i gÃ¥r. Anbefales uden forbehold, varmt. Man kan høre noget af pladen pÃ¥ mandens hjemmeside og pÃ¥ hans myspace-side.

The Sid Hillman Quartet

10. januar 2008

Ved en fejl er jeg kommet i besiddelse af The Sid Hillman Quartets album “Volume Two” fra 2002. Jeg havde bestilt en helt andet plade med en anden kunster. Det er den slags ting, der sker, nÃ¥r man handler pÃ¥ nettet. Og det er sket før. Og man kan sagtens fÃ¥ byttet eller endog fÃ¥ den ønskede plade tilsendt – oven i købet. Men denne gang nÃ¥ede jeg, distræt som jeg er, at godkende handlen pÃ¥ amazon, inden jeg havde fÃ¥et lyttet pladen igennem.
Man kan kalde det et held i uheld. Jeg havde aldrig hørt om The Sid Hillman Quartet før. Og hvis ikke fejlen var sket, så var det måske ikke sket.
I hvert fald er pladen en positiv overraskelse. “Volume Two” ((evt. interesserede kan fÃ¥ fat i cd’en pÃ¥ amazon.co.uk til under et £… ))er kvartetens fjerde album. De tre foregÃ¥ende er fra halvfemserne og alle udsolgte – og svært opdrivelige. Men i 2005 har bandet udsendt albummet Tercero, der stadigvæk kan fÃ¥s via pladeselskabet. Og de resterende sange kan downloades pÃ¥ Bournlounge.
Stilen er, hvad man kalder americana. Musik, der trækker på alt godt fra de amerikanske rødder, ikke mindst country-rødder. Her er steel-guitar, violin og akustiske guitarer og lange episke, melankoliske tekster fra Sid Hillmans mund. Sid Hillmans musik sammenlignes med Lucinda Williams, Gillian Welch og Willard Grant Conspiracy. Og det er i den klasse, vi befinder os.
Kvartetten har en hjemmeside og en myspace-side, hvor man kan lytte lidt med. Hvis man er til til americana med vemodige fortællinger og smukke rockende sange, så kan jeg kun anbefale den nørdet udseende Sid og hans venner.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...