Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.
Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Læs mere »
Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, så godt han kunne. Få har som han formået at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hånden så gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng så en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man også se hans eget tv-show på DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hånden som varemærke.
Efterhånden begyndte jeg også at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil på Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggårdene på de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver på Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre på denne samling. Så er det jo godt, at man har den på en anden opsamling.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altså Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me…
Jeg har tidligere omtalt Richie Havens i forbindelse med hans rolle i den sangomspundende Woodstock-festival. Samme Richie fik et større hit i 1971 med George Harrison-kompositionen Here Comes The Sun (som man finder på Abbey Road). Her er den i en fin udgave fra et af Jools Hollands (XTC) musikprogrammer på BBC:
Bonus – Havens første tv-optræden på engelsk tv (BBC4) med High Flying Bird. En pragtfuld optagelse! Læs mere »
Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Læs mere »
Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.
Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Læs mere »
I december 2006 skrev jeg følgende: “Et af den amerikanske musiker Lou Reeds bedste album Berlin bliver nu (igen) genstand for en semiteatralsk, multimediekoncert med Lou selv. Pladen, der ikke solgte en meter, da den udkom, er et ambitiøst, litterært inspireret conceptalbum og et sado-masokistisk par på stoffer i den legendariske, dekadente metropol Berlin. Lou Reed nævner selv William S. Burroughs, Hubert Selby Jr., Allen Ginsberg og Raymond Chandler som litterære forbilleder for værket, der opføres fire aftner på St. Ann’s Warehouse på Brooklyn. Der er for længst udsolgt. Det forlyder, at koncerten vil blive filmet, så der er måske håb om, at der kommer en dvd på et tidspunkt. Hvis ikke Lou kan tage sig sammen til at turnere med projektet. Man ved jo aldrig med den gamle gnavpot…”. Og det kunne han altså, den gamle gnavpot: Finde på at turnere med projektet. Webmagasinet Geiger fortæller, at man endnu kan nå at få billetter til opførelsen af Berlin i Berlin, og at forestillingen turnerer Europa i slutningen af juni og begyndelsen af juli med shows i bl.a. Bruxelles, Amsterdam, Paris, Berlin, London og Lyon, inden den lukker i Italien. Om sin Berlin-opførelse siger Lou Reed: I only do this every thirty years. Så det er med at komme ud af hullerne, hvis man vil have den oplevelse med…
PS. Lou Reed er aktuel med sin nye cd, der har fået titlen Hudson River Wind Meditations. På Lous hjemmeside kan man læse følgende om pladens idé:”Stress-reducing practices like t’ai chi, meditation and bodywork are rapidly shifting from “out there” to essential in today’s culture, and Lou Reed is an expert participant in the transition. A long-time meditator and an avid t’ai chi student since the 80’s, Lou invites listeners into the hidden territory of his inner landscape with the same hypnotic electronic compositions he created specifically to facilitate his own contemplative states. ”
Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…
I morgen ville den amerikanske filmskuespiller John Wayne være fyldt 100 år. DR fejrer dagen med en temaudsendelse om manden – og sender i den kommende tid ikke mindre end tolv film med ham. Da capac var dreng og tilbragte sine søndag eftermiddage i Phønix bio i Esbjerg, var John Wayne indbegrebet af den amerikanske cowboy. Det var ham, vi efterlignede i de efterfølgende lege. Det var ham, alle ville være, når legens roller skulle fordeles.
Selv da capac blev stor og begyndte at interessere sig for verden omkring sig – og derfor fik indblik i John Waynes højreorienterede, reaktionære politiske synspunkter, der blandt andet kom til udtryk i den skrækkelige film De Grønne Baretter – selv da forblev erindringen om alle cowboy-filmene fuld af taknemmelighed og varme.
I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA på DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.
året var 1965. Barry Mcguire, der havde en rå, upoleret stemme, der passede godt til protestbølgen, fik et stort hit med Eve Of Destruction. Protestsangene blomstrede i skyggen af Cuba-krisen, der gjorde atomkrigstruslen uhyggeligt nærværende for amerikanerne og os andre. Samtidigt viste de første tegn på Vietnam-krigens katastrofale perspektiv sig for hele verdenopinionen. Det blev acceptabelt at synge protestsange, selv i Gud Eget Land. Bob Dylan og folk-bølgen havde vist vejen. Herhjemme fulgte folkesangeren Cæsar op på Mcguires succes med sin danske version Jorden I Flammer, der også blev et pænt hit.
Manden bag sangens ord og melodi var P. F. Sloan, der må siges at være en af de mere oversete sangskrivere i USA.
Sloan – eller som han rigtignok hedder Philip Gary Schlein – blev født i 1945 og udsendte sit første album Songs Of Our Time i 1965. Eve Of Destruction var et af numrene. Debutpladen og efterfølgeren 12 More Times fra 1966 indeholdt flere andre numre, der blev successer for andre kunstnere som fx The Seachers (Take Me For What I’m Worth), The Turtles (Let Me Be) m.fl. Sloan fik også selv en pæn succes i såvel USA og Europa med sangen Sins Of A Family, der siden er blevet en folk-rock-klassiker.
Imidlertid løb Sloan ind i personlige problemer med sit pladeselskab. Pladeselskabet ville have ham til at være sangleverandør til andre hitlistepotentialer; men Sloan ville gerne indspille sine egne sange. Og i en længere periode i 1970’erne og firserne var han nærmest inaktiv. I hvert fald i offentligheden. Man kunne også sige, at han gik lidt i glemmebogen, for i den branche er det kortidshukommelsen, der dominerer…
…Last Time I saw P. F. Sloan
He was Summer Burned He was
winter Blown You Know He turned the Corner
All Alone
But he continued, yes, he
continued singing
listen to him sing…
En anden kendt amerikansk sanger og sangskriver, Jimmy Webb skrev og indspillede nummeret “P. F. Sloan” i 1970. En meget iørefaldende sang, som blev planket af bl.a. vokalpopgruppen The Associations, om omkostningerne og skuffelserne ved at være en kreativ og fornyende sangskriver… I følge anekdoterne skulle Jimmy Webb siden have afvist, at sangen handlede om den rigtige P. F. Sloan (der i parentes bemærket hjalp Jimmy Webb i gang med karrieren). Måske skyldtes denne ejendommelige historie, at de to sangskrivere var kommet på kant med hinanden. Kollegial jalousi er ikke et ukendt fænomen blandt kunstnere. Heller ikke i musikkens verden. Noget kunne måske også tyde på, at Sloan ikke altid har været lige let at arbejde sammen med. At han var og er en mand, der går sine egne veje. Og det er ikke altid lige populært i musikindustrien, hvor det handler om meget andet end musik – fx penge. Webbs sang om Sloan fortæller om en mand, der er mere optaget af sin musik end af, hvad andre mener. Siden har Webb dog indrømmet, at sangen faktisk var om Sloan, og at det i sig selv var problemet med den sang: At den handlede om et stadig levende person. Men der er ingen tvivl om, at sangen også er udtryk for Webbs anerkendelse af en anden markant sangskriver.
Ulempen ved Sloans valg har været pauser i karrieren, og at det er svært af få fat i de plader, han faktisk fik udgivet, idet kun nogle af dem er tilgængelige på cd. Og grammofonpladerne forhandles til skyhøje priser i antikvariater. Faktisk var en af grundene til dette indlæg, at jeg så et eksemplar af albummet Measure For Pleasure (Atco 1968) til salg i et dansk antikvariat i århus for den nette sum af 850,- kr. Denne plade kan dog fås på cd til normalpris.
I 2006 udsendte Sloan sit seneste album Sailover, der indeholder versioner af Eve Of Destruction (m. Frank Black og Buddy Miller) og Sins Of The Family (m. selveste Lucinda Williams).
Nu, hvor Bryan Ferry – ud over at træde i spinaten – fejrer succes med sine Dylan-fortolkninger, så er det nok værd at gøre opmærksom på en anden fin samling Dylan-fortolkninger. Sangerinden Maria Muldaur udgav sidste år et album, hvor hun har fortolket Dylan-kærlighedssange.
Maria Muldaur har været på banen i mere end 30 år og står solidt forankret i de amerikanske musikalske rødder: folk, jugbandmusik,blues og rock… Sammen med blandt andet Bob Dylan begyndte hun for alvor at optræde på den frugtbare og berømmede Village Green-scene i tresserne, og nu og da delte hun også scene med Bob. I dokumentarfilmen No Direction Home – af Scorsese om Dylan – kan man se hende fortælle og optræde. Hun har i perioden 1973-2007 udsendt cirka 30 soloplader fra den første “Maria Muldaur” til “Naughty, Bawdy, And Blue” fra i år. Man får et godt indtryk af hendes distinkte stemme på opsamlingen 30 Years of Maria Muldaur: I’m A Woman, der udkom i 2004 på mærket Shout!. Hun har også optrådt sammen med andre kunstnere i en lang række sammenhænge. Blandt andet var hun medlem af Jerry Garcia Band. Hvis man på sin pladehylde har albums fra den amerikanske vestkyst i 1970’erne, vil man med garanti finde Maria Muldaurs navn på listen over backingsangerinder. De senere år har hun især dyrket bluesmusikken. Hun har nok stået lidt i skyggen af andre store sangerinder som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris og Bonnie Raitt, og det er ikke helt retfærdigt. Hun har en umanerlig dejlig stemme, og er en af mine afsolutte favoritter blandt kvindelige chanteuser fra USA…
Et sted fortæller hun, at hun har valgt at indspille Dylans kærlighedssange, fordi mange opfatter Dylan som værende – primært – en socialt engageret sangskriver. Og det kan hun jo have ret i. I hvert fald er der mange fine kærlighedssange i hans sangskat. Her er listen fra pladen:
Det meddeles, at Neil Youngs kone Pegi, efter at have holdt sig i baggrunden, bl.a. som backingsangerinde for Neil, nu springer ud som solist med et album i eget navn. Pladen udkommer i følge Billboard den 12. juni, og på pladen, der er indspillet hjemme ifamilien Youngs ranch-studio backes Pegi blandt andet op af Neil….
Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.
Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.
For mange år siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter på P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden så meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med på deres hits, der flød ud af radioen, så var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pågældende interview ændrede mit syn på gruppen, for på et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med så mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet på gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stå, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forståelse for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, så er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og så synger Karen dejligt…
Til tresserrockens opfindelser hører også begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt på konstellationer af musikere, der i forvejen havde fået en vist renommé på grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik på at få succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen på YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se på en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man også kan lytte til mp3-eksempler på gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nåede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt på cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet på en samlet cd.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger