Indlæg tagget med americana

Marquee Moon – 30 års jubiliæum

19. juni 2007

Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Læs mere »

Dean Martin – mere musik fra skammekrogen

14. juni 2007

Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, så godt han kunne. Få har som han formået at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hånden så gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng så en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man også se hans eget tv-show på DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hånden som varemærke.
Efterhånden begyndte jeg også at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil på Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggårdene på de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver på Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre på denne samling. Så er det jo godt, at man har den på en anden opsamling.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altså Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me

Tilbagespoling.

Richie Havens – dagens musiknostalgiske input

31. maj 2007


Jeg har tidligere omtalt Richie Havens i forbindelse med hans rolle i den sangomspundende Woodstock-festival. Samme Richie fik et større hit i 1971 med George Harrison-kompositionen Here Comes The Sun (som man finder på Abbey Road). Her er den i en fin udgave fra et af Jools Hollands (XTC) musikprogrammer på BBC:

Bonus – Havens første tv-optræden på engelsk tv (BBC4) med High Flying Bird. En pragtfuld optagelse! Læs mere »

Sange til Drella

29. maj 2007


Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Læs mere »

Mountain – 1970 – Mississippi Queen

28. maj 2007

Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.

Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Læs mere »

Berlin i Berlin – Lou Reed i Europa

27. maj 2007


I december 2006 skrev jeg følgende: “Et af den amerikanske musiker Lou Reeds bedste album Berlin bliver nu (igen) genstand for en semiteatralsk, multimediekoncert med Lou selv. Pladen, der ikke solgte en meter, da den udkom, er et ambitiøst, litterært inspireret conceptalbum og et sado-masokistisk par på stoffer i den legendariske, dekadente metropol Berlin. Lou Reed nævner selv William S. Burroughs, Hubert Selby Jr., Allen Ginsberg og Raymond Chandler som litterære forbilleder for værket, der opføres fire aftner på St. Ann’s Warehouse på Brooklyn. Der er for længst udsolgt. Det forlyder, at koncerten vil blive filmet, så der er måske håb om, at der kommer en dvd på et tidspunkt. Hvis ikke Lou kan tage sig sammen til at turnere med projektet. Man ved jo aldrig med den gamle gnavpot…”. Og det kunne han altså, den gamle gnavpot: Finde på at turnere med projektet. Webmagasinet Geiger fortæller, at man endnu kan nå at få billetter til opførelsen af Berlin i Berlin, og at forestillingen turnerer Europa i slutningen af juni og begyndelsen af juli med shows i bl.a. Bruxelles, Amsterdam, Paris, Berlin, London og Lyon, inden den lukker i Italien. Om sin Berlin-opførelse siger Lou Reed: I only do this every thirty years. Så det er med at komme ud af hullerne, hvis man vil have den oplevelse med…

PS. Lou Reed er aktuel med sin nye cd, der har fået titlen Hudson River Wind Meditations. På Lous hjemmeside kan man læse følgende om pladens idé:”Stress-reducing practices like t’ai chi, meditation and bodywork are rapidly shifting from “out there” to essential in today’s culture, and Lou Reed is an expert participant in the transition. A long-time meditator and an avid t’ai chi student since the 80’s, Lou invites listeners into the hidden territory of his inner landscape with the same hypnotic electronic compositions he created specifically to facilitate his own contemplative states. ”

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?

26. maj 2007


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Læs mere »

John Wayne – 100 år

25. maj 2007

I morgen ville den amerikanske filmskuespiller John Wayne være fyldt 100 år. DR fejrer dagen med en temaudsendelse om manden – og sender i den kommende tid ikke mindre end tolv film med ham. Da capac var dreng og tilbragte sine søndag eftermiddage i Phønix bio i Esbjerg, var John Wayne indbegrebet af den amerikanske cowboy. Det var ham, vi efterlignede i de efterfølgende lege. Det var ham, alle ville være, når legens roller skulle fordeles.
Selv da capac blev stor og begyndte at interessere sig for verden omkring sig – og derfor fik indblik i John Waynes højreorienterede, reaktionære politiske synspunkter, der blandt andet kom til udtryk i den skrækkelige film De Grønne Baretter – selv da forblev erindringen om alle cowboy-filmene fuld af taknemmelighed og varme.

The Fugitive på dvd

22. maj 2007

En rekonstruktion:

I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA på DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.

P. F. Sloan – sanger og sangskriver

1. maj 2007


året var 1965. Barry Mcguire, der havde en rå, upoleret stemme, der passede godt til protestbølgen, fik et stort hit med Eve Of Destruction. Protestsangene blomstrede i skyggen af Cuba-krisen, der gjorde atomkrigstruslen uhyggeligt nærværende for amerikanerne og os andre. Samtidigt viste de første tegn på Vietnam-krigens katastrofale perspektiv sig for hele verdenopinionen. Det blev acceptabelt at synge protestsange, selv i Gud Eget Land. Bob Dylan og folk-bølgen havde vist vejen. Herhjemme fulgte folkesangeren Cæsar op på Mcguires succes med sin danske version Jorden I Flammer, der også blev et pænt hit.
Manden bag sangens ord og melodi var P. F. Sloan, der må siges at være en af de mere oversete sangskrivere i USA.
Sloan – eller som han rigtignok hedder Philip Gary Schlein – blev født i 1945 og udsendte sit første album Songs Of Our Time i 1965. Eve Of Destruction var et af numrene. Debutpladen og efterfølgeren 12 More Times fra 1966 indeholdt flere andre numre, der blev successer for andre kunstnere som fx The Seachers (Take Me For What I’m Worth), The Turtles (Let Me Be) m.fl. Sloan fik også selv en pæn succes i såvel USA og Europa med sangen Sins Of A Family, der siden er blevet en folk-rock-klassiker.
Imidlertid løb Sloan ind i personlige problemer med sit pladeselskab. Pladeselskabet ville have ham til at være sangleverandør til andre hitlistepotentialer; men Sloan ville gerne indspille sine egne sange. Og i en længere periode i 1970’erne og firserne var han nærmest inaktiv. I hvert fald i offentligheden. Man kunne også sige, at han gik lidt i glemmebogen, for i den branche er det kortidshukommelsen, der dominerer…

…Last Time I saw P. F. Sloan
He was Summer Burned He was
winter Blown You Know He turned the Corner
All Alone
But he continued, yes, he
continued singing
listen to him sing…

En anden kendt amerikansk sanger og sangskriver, Jimmy Webb skrev og indspillede nummeret “P. F. Sloan” i 1970. En meget iørefaldende sang, som blev planket af bl.a. vokalpopgruppen The Associations, om omkostningerne og skuffelserne ved at være en kreativ og fornyende sangskriver… I følge anekdoterne skulle Jimmy Webb siden have afvist, at sangen handlede om den rigtige P. F. Sloan (der i parentes bemærket hjalp Jimmy Webb i gang med karrieren). Måske skyldtes denne ejendommelige historie, at de to sangskrivere var kommet på kant med hinanden. Kollegial jalousi er ikke et ukendt fænomen blandt kunstnere. Heller ikke i musikkens verden. Noget kunne måske også tyde på, at Sloan ikke altid har været lige let at arbejde sammen med. At han var og er en mand, der går sine egne veje. Og det er ikke altid lige populært i musikindustrien, hvor det handler om meget andet end musik – fx penge. Webbs sang om Sloan fortæller om en mand, der er mere optaget af sin musik end af, hvad andre mener. Siden har Webb dog indrømmet, at sangen faktisk var om Sloan, og at det i sig selv var problemet med den sang: At den handlede om et stadig levende person. Men der er ingen tvivl om, at sangen også er udtryk for Webbs anerkendelse af en anden markant sangskriver.
Ulempen ved Sloans valg har været pauser i karrieren, og at det er svært af få fat i de plader, han faktisk fik udgivet, idet kun nogle af dem er tilgængelige på cd. Og grammofonpladerne forhandles til skyhøje priser i antikvariater. Faktisk var en af grundene til dette indlæg, at jeg så et eksemplar af albummet Measure For Pleasure (Atco 1968) til salg i et dansk antikvariat i århus for den nette sum af 850,- kr. Denne plade kan dog fås på cd til normalpris.
I 2006 udsendte Sloan sit seneste album Sailover, der indeholder versioner af Eve Of Destruction (m. Frank Black og Buddy Miller) og Sins Of The Family (m. selveste Lucinda Williams).

Hør P. F. Sloan selv fortælle:

Maria Muldaur synger Dylans kærlighedssange

20. april 2007


Nu, hvor Bryan Ferry – ud over at træde i spinaten – fejrer succes med sine Dylan-fortolkninger, så er det nok værd at gøre opmærksom på en anden fin samling Dylan-fortolkninger. Sangerinden Maria Muldaur udgav sidste år et album, hvor hun har fortolket Dylan-kærlighedssange.
Maria Muldaur har været på banen i mere end 30 år og står solidt forankret i de amerikanske musikalske rødder: folk, jugbandmusik,blues og rock… Sammen med blandt andet Bob Dylan begyndte hun for alvor at optræde på den frugtbare og berømmede Village Green-scene i tresserne, og nu og da delte hun også scene med Bob. I dokumentarfilmen No Direction Home – af Scorsese om Dylan – kan man se hende fortælle og optræde. Hun har i perioden 1973-2007 udsendt cirka 30 soloplader fra den første “Maria Muldaur” til “Naughty, Bawdy, And Blue” fra i år. Man får et godt indtryk af hendes distinkte stemme på opsamlingen 30 Years of Maria Muldaur: I’m A Woman, der udkom i 2004 på mærket Shout!. Hun har også optrådt sammen med andre kunstnere i en lang række sammenhænge. Blandt andet var hun medlem af Jerry Garcia Band. Hvis man på sin pladehylde har albums fra den amerikanske vestkyst i 1970’erne, vil man med garanti finde Maria Muldaurs navn på listen over backingsangerinder. De senere år har hun især dyrket bluesmusikken. Hun har nok stået lidt i skyggen af andre store sangerinder som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris og Bonnie Raitt, og det er ikke helt retfærdigt. Hun har en umanerlig dejlig stemme, og er en af mine afsolutte favoritter blandt kvindelige chanteuser fra USA…
Et sted fortæller hun, at hun har valgt at indspille Dylans kærlighedssange, fordi mange opfatter Dylan som værende – primært – en socialt engageret sangskriver. Og det kan hun jo have ret i. I hvert fald er der mange fine kærlighedssange i hans sangskat. Her er listen fra pladen:

1. Buckets of Rain

2. Lay Baby Lay (Lay Lady Lay)

3. To Be Alone with You

4. Heart of Mine

5. Make You Feel My Love

6. Moonlight

7. You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go

8. Golden Loom

9. On a Night Like This

10. I’ll Be Your Baby Tonight

11. Wedding Song

12. You Ain’t Goin’ Nowhere

MERE HER: Læs mere »

Pegi Young på plade – Fru Young træder ud i rampelyset

20. april 2007


Det meddeles, at Neil Youngs kone Pegi, efter at have holdt sig i baggrunden, bl.a. som backingsangerinde for Neil, nu springer ud som solist med et album i eget navn. Pladen udkommer i følge Billboard den 12. juni, og på pladen, der er indspillet hjemme ifamilien Youngs ranch-studio backes Pegi blandt andet op af Neil….

Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

7. april 2007

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

The Carpenters

16. marts 2007

For mange år siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter på P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden så meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med på deres hits, der flød ud af radioen, så var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pågældende interview ændrede mit syn på gruppen, for på et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med så mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet på gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stå, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forståelse for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, så er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og så synger Karen dejligt…

Enjoy: Læs mere »

Rhinoceros – en supergruppe

22. januar 2007

Til tresserrockens opfindelser hører også begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt på konstellationer af musikere, der i forvejen havde fået en vist renommé på grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik på at få succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen på YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se på en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man også kan lytte til mp3-eksempler på gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nåede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt på cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet på en samlet cd.