Indlæg tagget med americana

Det er en smuk dag

1. august 2007

Morgenen bød pÃ¥ en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blÃ¥ himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik pÃ¥ den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-Ã¥rene sidst i tresserne. SÃ¥dan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale ̴r 1967 РThe Summer of Love Рaf den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda p̴ keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hÃ¥rd i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stÃ¥ i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sÃ¥dan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt pÃ¥ salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt pÃ¥ P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. PÃ¥ et tidspunkt blev de sÃ¥ omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt pÃ¥ en dobbeltcd siden hen. Videoer: Læs mere »

Strawberry Alarm Clock – psychedelia, nostalgia…

28. juli 2007

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og pÃ¥ hittet fik de en 16-Ã¥rig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nÃ¥ede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil mÃ¥ske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en hÃ¥ndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de ogsÃ¥ lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Læs mere »

Legetøjsbiler: Matchbox

17. juli 2007

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 Ã¥r. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle fÃ¥ af disse biler. Blandt andet en sølvgrÃ¥ Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstÃ¥ende. Man kunne Ã¥bne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, sÃ¥ hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lÃ¥ et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fÃ¥et den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at fÃ¥ hende pÃ¥ andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten pÃ¥ Matchbox Toys, der siden producerede millioner af smÃ¥ biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Læs mere »

Dionne Warwick & Burt Bacharach

13. juli 2007

Det Dionne i midten...

I sin karrieres efterår besøger den amerikanske sangerinde Dionne Warwick København. For capac er det umuligt at nævne denne sangerinde med de markante høje kindben og den uforlignede, delikate stemme uden også at nævne Burt Bacharach, den store amerikanske sangskriver. Deres samarbejde leverede noget af det absolut bedste popmusik i halvfjerdserne. For en del år siden kom der en udmærket 2 cd-greatest hits-plade med Dionne, hvor alle perlerne var med. Anbefales på det varmeste.
Her er en sjælden video, hvor mesteren selv – Burt Bacharach – fortæller om sit symbiotiske forhold til Dionne Warwick og sammen giver de eksempler fra kataloget. Nyd det (selv om videoen hakker lidt…). Læs mere »

Fra gummicellen – Porter Wagoner

8. juli 2007

I sidste mÃ¥ned omtalte jeg Porter Wagoner i forbindelse med udgivelsen af pladen “Wagonmaster”. I mellemtiden er jeg blevet opmærksom pÃ¥ en genudgivelse af interesse, nemlig albummet Rubber Room: The Haunting Poetic Songs of Porter Wagoner 1966-1977, der – som titlen antyder – bestÃ¥r af det bedste fra mandens sangskriverhÃ¥nd i den nævnte periode. En mere omfattende omtale af udgivelsen kan man læse her.

En tekstsmagsprøve – sangen The Rubber Room:

In a buildin’ tall with a stone wall around there’s a rubber room
When a man sees things and hears sounds that’s not there
He’s headed for the rubber room
Illusions in a twisted mind to save from self-destruction hmm it’s the rubber room
Where a man can run into the wall till his strenght makes him fall and lie still
And wait for help in the rubber room
From his blurry vision of doom a psycho in the rubber room
The man in the room right next to mine screams a woman’s name hits the wall in vain He’s in the rubber room
I hear footsteps poundin’ on the floor God I hope they don’t stop at my door
Hmm I’m in the rubber room
Now they’ve come to get me but they find
I’m a screamin’ pretty words tryin’ to make ’em rhyme
I’m n the rubber room hmm a psycho I’m in the rubber room hmm

Og her en corny video, hvor Porter synger sammen med en næste uigenkendelig Dolly Parton: Læs mere »

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

8. juli 2007

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeÃ¥r 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem Ã¥rtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt pÃ¥ grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nÃ¥ede han ikke at medvirke pÃ¥ nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg pÃ¥ gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der ogsÃ¥ var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmÃ¥l om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »

Easy Rider – Iron Butterfly

29. juni 2007

Mere støjende rock – fordi Regitze har haft en god morgen og sat associationerne i gang her i bloggen. Her er Iron Butterfly med Easy Rider, som capac var meget glad for den gang den udkom. Jernsommerfuglen indspillede nummeret pÃ¥ deres album Metamorphosis, der udkom i 1970 Læs mere »

Whiskeytown – Pneumonia

27. juni 2007

Caitlin og Adams
Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade Р3 for 20 kr. Рjeg fik fat i p̴ biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 pÃ¥ grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men bÃ¥de Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom pÃ¥ et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom pÃ¥ det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.

Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac: Læs mere »

Surfer Girl

22. juni 2007

Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens Ã¥r, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke pÃ¥ global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge pÃ¥ solbrune bikinipiger…

Læs mere »

Simon and Garfunkel – Live 1969

22. juni 2007

En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det Ã¥r. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).

Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :

Læs mere »