Indlæg tagget med americana

Marquee Moon – 30 Ã¥rs jubiliæum

19. juni 2007

Det føles, som om det var i gÃ¥r, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon pÃ¥ gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell pÃ¥ bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca pÃ¥ trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme Ã¥rsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men mÃ¥tte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men ogsÃ¥ folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske Ã¥rsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade sÃ¥ dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og sÃ¥ er der videoer: Læs mere »

Dean Martin – mere musik fra skammekrogen

14. juni 2007

GÃ¥rsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, sÃ¥ godt han kunne. FÃ¥ har som han formÃ¥et at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hÃ¥nden sÃ¥ gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng sÃ¥ en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man ogsÃ¥ se hans eget tv-show pÃ¥ DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hÃ¥nden som varemærke.
EfterhÃ¥nden begyndte jeg ogsÃ¥ at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil pÃ¥ Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggÃ¥rdene pÃ¥ de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver pÃ¥ Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre pÃ¥ denne samling. SÃ¥ er det jo godt, at man har den pÃ¥ en anden compilation.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altsÃ¥ Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me

Tilbagespoling.

Richie Havens – dagens musiknostalgiske input

31. maj 2007


Jeg har tidligere omtalt Richie Havens i forbindelse med hans rolle i den sangomspundende Woodstock-festival. Samme Richie fik et større hit i 1971 med George Harrison-kompositionen Here Comes The Sun (som man finder på Abbey Road). Her er den i en fin udgave fra et af Jools Hollands (XTC) musikprogrammer på BBC:

Bonus – Havens første tv-optræden pÃ¥ engelsk tv (BBC4) med High Flying Bird. En pragtfuld optagelse! Læs mere »

Sange til Drella

29. maj 2007


Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der ogsÃ¥ udkom pÃ¥ VHS. Nu mangler vi blot at fÃ¥ den udsendt pÃ¥ dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder pÃ¥ den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Læs mere »

Mountain – 1970 – Mississippi Queen

28. maj 2007

Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne ogsÃ¥. Men man fÃ¥r alligevel en fornemmelse af, at det mÃ¥tte have været sjovt at stÃ¥ dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.

Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales ogsÃ¥ gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Læs mere »

Berlin i Berlin – Lou Reed i Europa

27. maj 2007


I december 2006 skrev jeg følgende: “Et af den amerikanske musiker Lou Reeds bedste album Berlin bliver nu (igen) genstand for en semiteatralsk, multimediekoncert med Lou selv. Pladen, der ikke solgte en meter, da den udkom, er et ambitiøst, litterært inspireret conceptalbum og et sado-masokistisk par pÃ¥ stoffer i den legendariske, dekadente metropol Berlin. Lou Reed nævner selv William S. Burroughs, Hubert Selby Jr., Allen Ginsberg og Raymond Chandler som litterære forbilleder for værket, der opføres fire aftner pÃ¥ St. Ann’s Warehouse pÃ¥ Brooklyn. Der er for længst udsolgt. Det forlyder, at koncerten vil blive filmet, sÃ¥ der er mÃ¥ske hÃ¥b om, at der kommer en dvd pÃ¥ et tidspunkt. Hvis ikke Lou kan tage sig sammen til at turnere med projektet. Man ved jo aldrig med den gamle gnavpot…”. Og det kunne han altsÃ¥, den gamle gnavpot: Finde pÃ¥ at turnere med projektet. Webmagasinet Geiger fortæller, at man endnu kan nÃ¥ at fÃ¥ billetter til opførelsen af Berlin i Berlin, og at forestillingen turnerer Europa i slutningen af juni og begyndelsen af juli med shows i bl.a. Bruxelles, Amsterdam, Paris, Berlin, London og Lyon, inden den lukker i Italien. Om sin Berlin-opførelse siger Lou Reed: I only do this every thirty years. SÃ¥ det er med at komme ud af hullerne, hvis man vil have den oplevelse med…

PS. Lou Reed er aktuel med sin nye cd, der har fÃ¥et titlen Hudson River Wind Meditations. PÃ¥ Lous hjemmeside kan man læse følgende om pladens idé:”Stress-reducing practices like t’ai chi, meditation and bodywork are rapidly shifting from “out there” to essential in today’s culture, and Lou Reed is an expert participant in the transition. A long-time meditator and an avid t’ai chi student since the 80’s, Lou invites listeners into the hidden territory of his inner landscape with the same hypnotic electronic compositions he created specifically to facilitate his own contemplative states. ”

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?

26. maj 2007


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
MÃ¥ske pÃ¥ grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning pÃ¥ bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), sÃ¥ levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend pÃ¥ den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da ogsÃ¥ blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dÃ¥rligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Læs mere »

John Wayne Р100 ̴r

25. maj 2007

I morgen ville den amerikanske filmskuespiller John Wayne være fyldt 100 Ã¥r. DR fejrer dagen med en temaudsendelse om manden – og sender i den kommende tid ikke mindre end tolv film med ham. Da capac var dreng og tilbragte sine søndag eftermiddage i Phønix bio i Esbjerg, var John Wayne indbegrebet af den amerikanske cowboy. Det var ham, vi efterlignede i de efterfølgende lege. Det var ham, alle ville være, nÃ¥r legens roller skulle fordeles.
Selv da capac blev stor og begyndte at interessere sig for verden omkring sig – og derfor fik indblik i John Waynes højreorienterede, reaktionære politiske synspunkter, der blandt andet kom til udtryk i den skrækkelige film De Grønne Baretter – selv da forblev erindringen om alle cowboy-filmene fuld af taknemmelighed og varme.

The Fugitive på dvd

22. maj 2007

En rekonstruktion:

I oktober sidste Ã¥r omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet pÃ¥ sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten pÃ¥ den enarmede morder mÃ¥ skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er pÃ¥ sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom pÃ¥ VHS. BÃ¥ndene kan man endnu være heldig at købe pÃ¥ nettet, men sÃ¥ vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA pÃ¥ DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.

P. F. Sloan – sanger og sangskriver

1. maj 2007


Året var 1965. Barry Mcguire, der havde en rå, upoleret stemme, der passede godt til protestbølgen, fik et stort hit med Eve Of Destruction. Protestsangene blomstrede i skyggen af Cuba-krisen, der gjorde atomkrigstruslen uhyggeligt nærværende for amerikanerne og os andre. Samtidigt viste de første tegn på Vietnam-krigens katastrofale perspektiv sig for hele verdenopinionen. Det blev acceptabelt at synge protestsange, selv i Gud Eget Land. Bob Dylan og folk-bølgen havde vist vejen. Herhjemme fulgte folkesangeren Cæsar op på Mcguires succes med sin danske version Jorden I Flammer, der også blev et pænt hit.
Manden bag sangens ord og melodi var P. F. Sloan, der må siges at være en af de mere oversete sangskrivere i USA.
Sloan – eller som han rigtignok hedder Philip Gary Schlein – blev født i 1945 og udsendte sit første album Songs Of Our Time i 1965. Eve Of Destruction var et af numrene. Debutpladen og efterfølgeren 12 More Times fra 1966 indeholdt flere andre numre, der blev successer for andre kunstnere som fx The Seachers (Take Me For What I’m Worth), The Turtles (Let Me Be) m.fl. Sloan fik ogsÃ¥ selv en pæn succes i sÃ¥vel USA og Europa med sangen Sins Of A Family, der siden er blevet en folk-rock-klassiker.
Imidlertid løb Sloan ind i personlige problemer med sit pladeselskab. Pladeselskabet ville have ham til at være sangleverandør til andre hitlistepotentialer; men Sloan ville gerne indspille sine egne sange. Og i en længere periode i 1970’erne og firserne var han nærmest inaktiv. I hvert fald i offentligheden. Man kunne ogsÃ¥ sige, at han gik lidt i glemmebogen, for i den branche er det kortidshukommelsen, der dominerer…

…Last Time I saw P. F. Sloan
He was Summer Burned He was
winter Blown You Know He turned the Corner
All Alone
But he continued, yes, he
continued singing
listen to him sing…

En anden kendt amerikansk sanger og sangskriver, Jimmy Webb skrev og indspillede nummeret “P. F. Sloan” i 1970. En meget iørefaldende sang, som blev planket af bl.a. vokalpopgruppen The Associations, om omkostningerne og skuffelserne ved at være en kreativ og fornyende sangskriver… I følge anekdoterne skulle Jimmy Webb siden have afvist, at sangen handlede om den rigtige P. F. Sloan (der i parentes bemærket hjalp Jimmy Webb i gang med karrieren). MÃ¥ske skyldtes denne ejendommelige historie, at de to sangskrivere var kommet pÃ¥ kant med hinanden. Kollegial jalousi er ikke et ukendt fænomen blandt kunstnere. Heller ikke i musikkens verden. Noget kunne mÃ¥ske ogsÃ¥ tyde pÃ¥, at Sloan ikke altid har været lige let at arbejde sammen med. At han var og er en mand, der gÃ¥r sine egne veje. Og det er ikke altid lige populært i musikindustrien, hvor det handler om meget andet end musik – fx penge. Webbs sang om Sloan fortæller om en mand, der er mere optaget af sin musik end af, hvad andre mener. Siden har Webb dog indrømmet, at sangen faktisk var om Sloan, og at det i sig selv var problemet med den sang: At den handlede om et stadig levende person. Men der er ingen tvivl om, at sangen ogsÃ¥ er udtryk for Webbs anerkendelse af en anden markant sangskriver.
Ulempen ved Sloans valg har været pauser i karrieren, og at det er svært af få fat i de plader, han faktisk fik udgivet, idet kun nogle af dem er tilgængelige på cd. Og grammofonpladerne forhandles til skyhøje priser i antikvariater. Faktisk var en af grundene til dette indlæg, at jeg så et eksemplar af albummet Measure For Pleasure (Atco 1968) til salg i et dansk antikvariat i Århus for den nette sum af 850,- kr. Denne plade kan dog fås på cd til normalpris.
I 2006 udsendte Sloan sit seneste album Sailover, der indeholder versioner af Eve Of Destruction (m. Frank Black og Buddy Miller) og Sins Of The Family (m. selveste Lucinda Williams).

Hør P. F. Sloan selv fortælle: