Indlæg tagget med americana

Maria Muldaur synger Dylans kærlighedssange

20. april 2007


Nu, hvor Bryan Ferry – ud over at træde i spinaten – fejrer succes med sine Dylan-fortolkninger, sÃ¥ er det nok værd at gøre opmærksom pÃ¥ en anden fin samling Dylan-fortolkninger. Sangerinden Maria Muldaur udgav sidste Ã¥r et album, hvor hun har fortolket Dylan-kærlighedssange.
Maria Muldaur har været pÃ¥ banen i mere end 30 Ã¥r og stÃ¥r solidt forankret i de amerikanske musikalske rødder: folk, jugbandmusik,blues og rock… Sammen med blandt andet Bob Dylan begyndte hun for alvor at optræde pÃ¥ den frugtbare og berømmede Village Green-scene i tresserne, og nu og da delte hun ogsÃ¥ scene med Bob. I dokumentarfilmen No Direction Home – af Scorsese om Dylan – kan man se hende fortælle og optræde. Hun har i perioden 1973-2007 udsendt cirka 30 soloplader fra den første “Maria Muldaur” til “Naughty, Bawdy, And Blue” fra i Ã¥r. Man fÃ¥r et godt indtryk af hendes distinkte stemme pÃ¥ opsamlingen 30 Years of Maria Muldaur: I’m A Woman, der udkom i 2004 pÃ¥ mærket Shout!. Hun har ogsÃ¥ optrÃ¥dt sammen med andre kunstnere i en lang række sammenhænge. Blandt andet var hun medlem af Jerry Garcia Band. Hvis man pÃ¥ sin pladehylde har albums fra den amerikanske vestkyst i 1970’erne, vil man med garanti finde Maria Muldaurs navn pÃ¥ listen over backingsangerinder. De senere Ã¥r har hun især dyrket bluesmusikken. Hun har nok stÃ¥et lidt i skyggen af andre store sangerinder som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris og Bonnie Raitt, og det er ikke helt retfærdigt. Hun har en umanerlig dejlig stemme, og er en af mine afsolutte favoritter blandt kvindelige chanteuser fra USA…
Et sted fortæller hun, at hun har valgt at indspille Dylans kærlighedssange, fordi mange opfatter Dylan som værende – primært – en socialt engageret sangskriver. Og det kan hun jo have ret i. I hvert fald er der mange fine kærlighedssange i hans sangskat. Her er listen fra pladen:

1. Buckets of Rain

2. Lay Baby Lay (Lay Lady Lay)

3. To Be Alone with You

4. Heart of Mine

5. Make You Feel My Love

6. Moonlight

7. You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go

8. Golden Loom

9. On a Night Like This

10. I’ll Be Your Baby Tonight

11. Wedding Song

12. You Ain’t Goin’ Nowhere

MERE HER: Læs mere »

Pegi Young pÃ¥ plade – Fru Young træder ud i rampelyset

20. april 2007


Det meddeles, at Neil Youngs kone Pegi, efter at have holdt sig i baggrunden, bl.a. som backingsangerinde for Neil, nu springer ud som solist med et album i eget navn. Pladen udkommer i følge Billboard den 12. juni, og pÃ¥ pladen, der er indspillet hjemme ifamilien Youngs ranch-studio backes Pegi blandt andet op af Neil….

Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

7. april 2007

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos PÃ¥ En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, nÃ¥r atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens Ã¥nd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst pÃ¥ den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige Ã¥r, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som sÃ¥ mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

The Carpenters

16. marts 2007

For mange Ã¥r siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter pÃ¥ P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden sÃ¥ meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med pÃ¥ deres hits, der flød ud af radioen, sÃ¥ var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pÃ¥gældende interview ændrede mit syn pÃ¥ gruppen, for pÃ¥ et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med sÃ¥ mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet pÃ¥ gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stÃ¥, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forstÃ¥else for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, sÃ¥ er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og sÃ¥ synger Karen dejligt…

Enjoy: Læs mere »

Rhinoceros – en supergruppe

22. januar 2007

Til tresserrockens opfindelser hører ogsÃ¥ begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt pÃ¥ konstellationer af musikere, der i forvejen havde fÃ¥et en vist renommé pÃ¥ grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik pÃ¥ at fÃ¥ succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen pÃ¥ YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se pÃ¥ en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man ogsÃ¥ kan lytte til mp3-eksempler pÃ¥ gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nÃ¥ede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt pÃ¥ cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet pÃ¥ en samlet cd.

Lav din egen gravsten

20. oktober 2006

Gravsteder og gravsten er fascinerende. Jeg gik engang til forelæsninger sammen med en dame, der lavede en ph.d. og gravsteder. Og fornylig læste jeg, at danskerne er mere optaget af deres gravsted end de længe har været. Det skulle være et udslag af tidsÃ¥nden: vi er individualister (nogen vil sige egoister…) og vil derfor sætte vores præg pÃ¥ det sidste hvilested. Stor sted med særpræget indskrift og i den dur. Derfor er det mÃ¥ske heller ikke sÃ¥ overraskende at finde et foretagende ved navn Demon Ware, der giver os ideer til en hjemmlavet, letvægtsudgave af en præsentabel gravsted. For det discount-bevidste menneske…

CBGB – R.I.P

16. oktober 2006

CBGB recorded
The Ramones, Velvet Underground, Television, Blondie, Talking Heads, Patti Smith, Suicide, Mink deVille, Blondie og mange flere slog deres tidlige folder i CBGB, den legendarisk musikklub på 315 Bowery, New York. Klubben er overtaget af nogle anonyme advokater, der ønsker at lukke den 33 år gamle klub med udgangen af måneden. Inden da har man afholdt en koncert med Patti Smith (i går faktisk).
CBGB, der egentlig hedder CBGB & OMFUG (Country Bluegrass Blues and Other Music For Uplifting Gormandizers!), har været en central scene for den New York-baserede rock-, new wave- og punk-musik. Den var et af de relativt få steder, hvor ikke-etablerede navne kunne optræde. Det eneste kunstneriske krav, der blev stillet, var, at samtlige numre skulle være originale. Ingen cover-versioner.
Nu er det slut med den gamle klub, der blev indbegrebet af kølig, intellektuel storbyrock. Spekulanter vil noget andet med stedet. SÃ¥dan er kapitalismen. Men som Patti Smith usentimentalt gav udtryk for i forbindelse med koncerten: CBGB er “en sindstilstand”, a state of mind. New York-rocken skal nok overleve endda…
cbgb

Easy Rider – soundtracket

7. oktober 2006

easy rider soundtrack
Som nævnt spiller soundtracket en betragtelig rolle for filmen Easy Rider, der beskriver nogle hippiernes tragiske odysse gennem forstokket, smÃ¥borgerligt USA og dermed ogsÃ¥ den kulturelle opspaltning, som de sene 1960’ere var kendetegnet ved. Læs mere »

Pee-Wee-Herman

1. oktober 2006

En af mine amerikanske yndlingsinstruktører er Tim Burton. Ud over hans indiskutable filmtekniske evner, sÃ¥ er han en stor nørd – og nørder har vi en forkærlighed for her i bloggen – og et naturligt medlem af drengerøvsklubben, den internationale Peter Pan-liga. Han har ogsÃ¥ med stor kærlighed viet mange af sine film til drengerøvs-outsidere som Batman, Edvard SaksehÃ¥nd og – den mÃ¥ske mest oversete af dem alle – Pee Wee Herman. Filmen om Pee Wee Herman (Pee Wees Big Adventure – som vist ikke er udsendt i en dansk version) er blandt mine Burton-favoritter. Handlingen er enkel. Pee Wee elsker din røde cykel – en renoveret Schwinn – over alt (inkl. piger). Efter en lang, syret jagt pÃ¥ cyklen genforenes Pee Wee til sidst med den tohjulede og kan – sammen med pigen Dottie, der hele tiden har haft et godt øje til nørden – cykle af sted og leve happily ever after… Tyveriet af cyklen (foretaget af Pee Wees alter ego – nørden Francis) er blot en macguffin for at fortælle en pÃ¥ alle mÃ¥der nørdet og stærkt underholdende historie om drengen, der ikke vil være voksen. Et klassisk tema i amerikansk film (fra Peter Pan-filmene til Tom Hanks Big-figur). Læs mere »

Oscar Wilde

22. september 2006

Læser i nyhederne fra i gÃ¥r, at USA har truet Parkistan med at “bombe dem tilbage til stenalderen”, hvis landets styre ikke makkede ret…

Det fik mig til at tænke på følgende citat fra den evigtunge irske, digter Oscar Wilde:

America is the only country that went from barbarism to decadence without civilization in between”.

– og man har lyst til at tilføje: – and back again...