CAPAC

For ganske nylig slap New Orleans nådigt fra et besøg af den tropiske storm Isaac, der med den rette retning og styrke kunne have udraderet staden, sådan som Katerina næsten gjorde for nogle år siden. Og der er en sær ironi i, at netop en by som New Orleans, der med sin placering i et floddelta er indbegrebet af den menneskelige kulturs vugge, skulle blive offer for den placering, der har frembragt den.

Nå, men dette paradoks kom jeg til at tænke på, da jeg lagde øre til L Wood Joys album “BoogieRollSwingJazz”. Pladen er en lang kærlighedserklæring til netop New Orleans som musikalsk smeltedigel og en påmindelse om, hvad vi har at takke New Orleans for.

Bag navnet L Wood Joy gemmer sig de tre musikkonservatoriestuderende kammerater Lasse Skov (klaver og sang), Jacob Riis (bas) og Morten Lyngsøe (trommer), der i 2005 fandt sammen om deres fælles glæde ved den musik, der har rod i New Orleans.

Som titlen på albummet fortæller, så har de tre musikere ladet sig inspirere af den new orleanske musikmangfoldighed og kogt en solid, krydret gumbo sammen af mange af de stilarter, New Orleans byder på. Fem af numrene er klassiske sange fra stadens store musikkatalog. Vi får Bobby Troups “Route 66” fra 1946 (foreviget af folk som Chuck Berry og Nat King Cole), Earl Kings “Big Chief”, der blev et hit for legenden Professor Longhair i 1964, Ahmet Erteguns arketypiske boogie woogie-vidunder “Mess Around”, der var en af de sange, der kickstartede Ray Charles (og stadigvæk står som en af højdepunkter i mandens karriere) og “Hey pocky-a-way”, en Allan Toussaint-sang, der blev et glansnummer for The Meters.

Udvalget af covernumre kan kun ses som et udtryk for god smag og L Wood Joys erklærede kærlighed til den musik. Men bandmedlemmerne Lasse Skov og Jakob Riis kan også selv. Det viser de i de fem selvskrevne numre (Skov står for de fire, Riis den sidste i samklang med Lykkegård), der helt er i ånden fra mestrene. Skovs “Shake’n bake” er et stykke fodstampende, rock’n boogie, der leder tankerne hen på Jerry Lee Lewis og Dr. John the Nite Tripper. “Workin’ So Hard” er sirupsejt swingende som den rock’n roll, man fx finder hos the Fat Man himself, Fats Domino.

Associationerne til forbillederne står også i køb på de to sidste numre “Make you feel so good” (Skov) og “Walking my Bab” (Riis/Lykkegård). Og sådan skal det vel også være, når der er tale om musik, der i den grad er et cadeau til de kunstnere, der har defineret New Orleans som musikalsk centrum gennem et lille århundrede. Men det afgørende er, at L Wood Joys tilsætter et ekstra krydderi af personlighed og vitalitet til den fyldige ret og spiller med en umiskendelig, medrivende spilleglæde, som gør det umuligt for lytteren at holde fødderne, ja, hele kroppen i ro. Det er good time-boogierollswingjazz. Og kan kun anbefales, hvis har smag for den gumbo. Velbekomme!

Videoer med L Wood Joy her – musiksmagsprøver her.

To piger – den ene islænding, Bubba, og den anden svensker, My – flytter sammen i København og sød musik opstår. Sådan kan forhistorien til duoen My bubba & Mi kort sammenfattes. Og den søde musik førte dem til Italien, hvor de indspillede albummet How it’s done in Italy. Siden er det blevet til en single “Bob” og EP’en “Wild & You”, og de to pigebørn har turneret rundt og har efterladt et charmerende indtryk på publikum. I denne måned indtager de Danmark i perioden 15.- 22., hvor de kan opleves i København (Global, Huset i Magstræde), århus (Fair bar, Gyngen), Aalborg (club husfred) og Humlebæk (Louisiana).

På deres hjemmesiden beskriver Bubba og Mi deres musik som musik, der kan minde en om en elsket bedstemors perfume. Og der er da også en air af svundne tider over pigernes små fine, spindelvævstynde, akustiske sange. De kan minde om Cocorosie og andre folkinspirerede pigegrupper som fx Po’ girl i deres rootsy tilgang til musikken. Bubba spiller akustisk guitar og banjo og akkompagneres af Mi på gammeldags bordharpe. Kontrabas og mandolin indgår også i det samlede udtryk. Og så synger de to unge damer lige ud ad landevjen, sødmefyldt og hengivent.

How it’s done in Italy er en af den slags plader, der lever sit eget liv og stiller sig lidt uden for tiden. På en gang gammeldags og tidløs. En af den slags plader, jeg holder meget af, fordi den – som fx Pete Townshend & Ronnie Lanes Rough Mix (uden sammenligning i øvrigt) – går i blodet på en og bliver hængende længe i bevidstheden. Akkurat som duften af bedstemors perfume… Hermed anbefalet.

Jeg har tidligere slået et par slag for den århusianske kvintet The Green Lives. Og nu hvor jeg omsider sidder med deres eponyme EP i hænderne, så er der desto mere grund til at tage megafonen og råbe: Slå ørerne ud! Lyt til Green Lives!

Jeg skrev tidligere følgende passus om bandet: “De livsbekræftende vibrationer er centrale for The Green Lives, som blandt andet er dannet med ambitionen om at fremhæve det smukke i verden frem for at klynke over det grimme. Det afspejler sig direkte i musikken, hvor umiddelbare melodier bliver båret af organiske instrumenter og ikke mindst af vokalharmonier, hvor samtlige fem medlemmer bidrager. Samtidig byder gruppen på en rig og håndgribelig lyrik, som tager sit billedsprog direkte fra naturen. Så tænkt alt fra sen-60’ernes sunshine-pop over Burt Bacharach til Fleet Foxes“.

Og jeg kan kun supplere med at Mark, Jens-Ulrik, Andreas, Johannes og Kasper med EP’en forstærker det indtryk, jeg fik, da jeg første gang lyttede til numrene “Dancing in the Snow” og “No One Else”. Her er tale om melodiøs, romantisk pop-rock, der trækker en lige linje tilbage til tressernes mest ekstasefremkaldende sunshinepop. Min gamle hjerne måtte tænke Beatles, Beach Boys og ABBA. Det siger lidt om de vokale kvaliteter i The Green Lives – selv om associationerne ikke udsprang af regulær genkendelighed. Ikke mindst det indledende nummer “We Don’t Need No Uniform” fik nakkehårene til at løfte sig. Et flot, nærmest episk opbygget nummer med smægtende, unisone vokaler og en melodi, der går lige ind i et pophoved som en varm kniv i smør. Det nummer burde være selskrevet til musikradiostationernes præprogrammerede playlister og sikre The Green Lives en endnu større fanskare. Men også sangene “Forest of Hands” og “Merfolk” lægger alen til bandets popudtryk. Den første indledes af en inciterende marimba (tror jeg nok…) og er en uptempo popsang af den slags, der giver en lyst til danse rundt på køkkengulvet. Og “Merfolk” er en såre smuk ballade, der bæres af sin let melankolske stemning og de fine vokaler, der er et af bandets store aktiver.

Fik jeg sagt, at jeg er ret begejstret for The Green Lives? Hvis ikke, så er det hermed gjort. Hermed anbefalet. Varmt.

The Green Lives. Mermaid Records. 2012

The Green Lives – live-sessions

Tilbagespoling 1 og 2

For et par år siden sad jeg på torvet i en ferieby ved vesterhavet. En af den slags feriebyer, der nogle få måneder om året lever højt på, at rundhåndede turister fra Sjælland, Tyskland, Sverige, Norge osv. lægger vejen forbi for at komme til stranden og gør holdt for at drikke, spise, nyde en is og forbruge. Og feriebyen ser også ud, som de fleste gør. Moderne glas- og betondominerede bygninger, der i deres blanke anonymitet kunne ligge hvor som helst på et strøg i provinsen og med deres mærkevarer og standardprodukter er både håndgribelige og flygtige manifestationer af et omsiggribende marked, der ikke vil kendes ved hverken historie, nationalitet eller lokalkolorit. Flygtige, fordi de sandsynligvis ikke er der næste år, men er erstattet af et andet udsalg. For sådan er markedet…

Der på torvet sad jeg i solen under min australske outback-bøllehat og blev underholdt af en gruppe lokale linedancers. Mænd og kvinder fra oplandet, der kastede sig ud i den amerikanske afart af folke- og kædedans, som er en del af country-og-western-kulturen, men har sit udspring i indvandrernes importerede folkedanse. Iført cowboyhatte, -skjorter, -støvler, -kjoler i mere eller mindre udført grad kastede danserne sig ud i de repetive trin ledsaget af en energisk, kvindelig caller og en ghettoblaster med countrymusik.

Oplevelsen var ambivalent. På den ene side var der noget alt for bekendt ved fænomenet for en vestjyde –  ja, esbjergenser – som mig. Linedancen er lige så typisk for det jyske Udkantsdanmark som bingo- og bankohaller, trailere og kaffepunch. Og i de dansende kroppes engagerende udfoldelser genkendte jeg med et strejf af ubehag noget, jeg selv er rundet af. En kultur, der også er mig, men som jeg  på den anden side  har distranceret mig lidt fra ved at flytte til en stor universitetsby ved østkysten for mange år siden. Sådan er det at blive ramt af solidaritet og fremmedgørelse på en og samme gang.

Jeg kom til at tænke på ovenstående oplevelse, da jeg lyttede til Søren Kroghs nye album Hardcore troubadour, hvor han i den tredje sang besynger og fortæller om “Linedancer’n” – fyren, der ‘aldrig har haft en hobby’, men begynder at gå til linedance fra ‘kl 19 til 21.10’, selv om kammeraterne ‘siger det ligner sgu da Svansenes regndans’. Måske tilskyndet af drømme om calleren Belinda, ‘nattens dronning’. Drømme, der ‘ingen ende vil tage’. I en tilsyneladende ligefrem sangtekst fortæller Søren Krogh en let distanceret, men dybt solidarisk fortælling om linedancer’n. En tekst, der i musikkens greb folder sig ud og afslører sin sanseligt-konkrete hverdagspoesi i formuleringer som “De drikker termokandekaffe og får kiksekage i pausen/ Og han ved det er Belinda den er bagt af“. Formuleringer, der ville dumpe i enhver håndbog i moderne lyrik, men blot er en demonstration af, at poesien ikke lader sig sætte på formel eller fastholde, men lever i hverdagsproget.

Historien om den unge jyde, der danser linedance i blankpolerede cowboystøvler oven på Fakta og næres af drømme om kærlighed og romantik illustrerer meget godt en kvalitet ved Kroghs sangskriverkunst. Krogh udstiller ikke sine personer, men viser dem dem i deres sammensathed af det genkendelige og det, der ligger under. Måske griner vi  som kammeraterne  lidt af linedancer’n, men Krogh viser os, at der er god mening med galskaben.

Som albummets fortræffelige og træffende titel peger på, så er Søren Krogh en hardcore troubadour. I mange af de i alt 11 sange på pladen fortæller Krogh små, koncentrerede historier eller snapshot-noveller om personer  Karla, Coco & Albatros, Kreidler Kleptomanen, Tatjana Elinor og Trailerkongen  i et sprog, der er ligefremt og forståeligt, men i kraft af sin stærke forankring i det konkrete hverdagssprogs sætninger og gloser og i sine sansninger glider ind og bliver en poetisk del af det samlede muskalske udtryk. Søren Krogh har lavet en plade med Jeppe Åkjær-sange. Som sangskriver minder han mig om den jyske novellemester St. St. Blicher med sine små tætte fortællinger og små skæbner i Tolne, Hirtshals eller Sdr. Rudbjerg.

Som fx i sangen “Karla Karla”, der ikke så meget handler om den polskafstammende roerakkerpakpige Karla i titlen, men om fyren fra flydedokken, der savner sin Karla, der gik bort, fordi han ‘råbte ud i natten’. Historien om en fyr, der holder med taberen, men selv er lidt fortabt, sådan som man nu er, når man falder ud af kærligheden. Eller den måske lidt for sentimentale historie om parret “Coco & Albatros”, for hvem pengene ikke har betydning, ‘så længe du og jeg vi har os’. Her er sangens troværdighed på spil i en banal happy end. Men måske siger det også noget om sangskriverens mod, at han tror på banaliteten. For den eksisterer jo, derude i virkeligheden. Troværdigheden er til gengæld ikke på spil i portrættet af den uregerlige sigøjnerpige Tatjana Elinor, der forfører mændene i Sdr. Rudbjerg og omegn ‘med gnistrende øjne og kaffesort hår’, så der går gny om hendes meriter. Meriter, fortælleren kun har hørt om, men som har efterladt en hvisken i øret og en drøm i hovedet, som sangen udspringer af. En sang, der handler lige så meget om at skrive sange som et bestemt stykke kvindfolk.

Det er nærliggende, ja, alt for nærliggende, at sammenligne Søren Krogh med de efterhånden mange fine troubadourer, vi er velsignet med i dette lille land. Niels Hausgaard og Allan Olsen ligger lige for, fordi de også kommer deroppe fra. Men også fx C. V. Jørgensen, Poul Krebs og Telestjernen kunne man trække frem. Og selv om der er mindelser og ligheder i den fortællende sangskrivning, det lokaltpatriotiske perspektiv og i den musikalske inspiration fra ikke mindst den amerikanske singer-songwriter-tradition, så stikker Søren Kragh lige som de nævnte kunstnere ud i kraft af sin helt personlige tilgang til sangskrivningen.

I et interview med Nordjyske har Søren Krogh nævnt sin musikalske inspiration fra countrymusikken og amerikanske singer-songwritere som fx John Hiatt en af de sangskrivere og musikere, andre musikere ynder at trække frem. Og der er heller ingen tvivl om, at Søren Krogh og hans hold af yderst kompetente musikere bevæger sig inden for et lydbillede, der netop kalder på associationer til disse stilarter, forstærket af arrangementer med instrumenter som dobro, mandolin, mandola, banjo, harmonika osv. Jeg skal nok skåne læserene for alle de indskydelser, jeg har fået undervejs ud over Dylan og Hiatt  men vil blot pointere, at holdet med Krogh i spidsen spiller, så det er en fryd. Det er musik, der sagtens tåler sammenligning med forbillederne. Hermed anbefalet.

Hardcore troubadour hedder pladen som sagt, og den udkommer i dag på Exlibris, der også har andre af Kroghs i alt syv plader i kataloget. Søren Krogh burde slå igennem til et stort publikum med denne plade, der i kraft af sine solide, gode sange, sit høje musikalske niveau og ikke mindst sin kunstneriske modenhed fortjener mange lyttere.

EP’en er åbenbart ved at blive det nye debutantmedie. Og selv om 4-5 numre selvfølgelig ikke kan viser samme musikalske spektrum som en 70 minutters album-CD, så er det en fin – og sikkert på enhver måde økonomisk fornuftig – måde at præsentere et nyt navn på. I hvert fald har de danske EP-plader, jeg har omtalt her i bloggen i år, været overbevisende med hensyn til musikalsk talent og potentiale.

Det gælder også EP’en fra københavnerkvartetten Harmonics, som bandmedlem Frederik Langkjær (guitar og backingvokal) har været så venlig at sende til mig.

Ud over Frederik består Harmonics af Søren Manscher (forsanger og guitarist), Søren Damsbo-Svendsen (bas, backingvokal) og Frederik Håkonssen (trommer). Og de fire gutter lægger ikke skjul på, at de spiller en melodisk rock, der står til ørerne i 1970’ernes (og dermed også i 1960’ernes) rockmusik. Men måske netop fordi Harmonics så åbenlyst vedgår arv og gæld fra fædrenes og mødrenes ungdomsmusik, så forvalter de arven med et overbevisende personligt udtryk, der med tiden godt kan sætte sig som en særlig stil.

Apropos bandnavnet så er en af de ting, der gør indtryk, vokalharmonierne, der lægger sig fint og nænsomt omkring Søren Manshers lyse, ungdommelige stemme, der besynger hverdagslivets genkendelige knubs, kærtegn og krav. Noget andet er lyden af guitarerne, der sender denne gamle lytter i retning af både C. V. Jørgensens lille band, Doobie Brothers, Neil Young og Crazy Horse (i titelsangen) – og understreger det årti, inspirationen hentes i.

Der er måske ikke et oplagt radiohit på den lille EP fra Harmonics, selv om pladens sidste nummer “Make it up somehow” kandiderer kraftigt til at blive en af de uundgåelige. Til gengæld er der rigeligt at nynne med på og også danse rundt til, hvis man vil. Det er en rigtig fin, lille debutplade, Harmonics har fået lavet, og den giver kun lyst til at høre, hvad de mon kan få ud af et helt albums udfordringer. Er der et stort pladeselskab, der læser med? Så er der et tip her. Jeg ser i hvert fald frem til debutalbummet fra Harmonics. Hermed varmt anbefalet.

Læserne kan lytte med til sangene her.

Harmonics – Make It Up Somehow from Kristoffer Engholm Aabo on Vimeo.

Musik fra Nordsjælland hedder guitaristen Finn Olafssons nye plade, som de sidste mange dage har snurret på min musikafspiller. Og undervejs har den tanke strejfet mig, at det er – om ikke ligefrem udsædvanligt, så dog heller ikke helt almindeligt, at en komponist bruger sin egen hjemegn som tema og concept for et helt album. Ja, i skrivende stund kan jeg ikke komme i tanke om et album, der bruger den samme oplagte idé.

Olafsons plade er ganske enkelt bygget op omkring en række lokaliteter i Nordsjælland. Steder – som fx Esrum sø, Tisvildeleje strand, Gribskov, Heatherhill, Kong Valdemars slot osv. – der hver især leverer inspiration i kraft af deres naturskønhed, historie og kultur. Hvert stykke musik følges af et sort-hvidt foto og en kort tekst, hvor Olafsson ganske kort beskriver sin glæde ved lige netop det sted, og det er – bilder jeg mig ind – denne konkrete tilgang til inspirationskilderne, der skaber den helt særlige stemning, som pladen afsætter i ens sind.

Alle sangene er komponeret af Olafsson selv, og musikken er overvejende akustisk. Finn trakterer selv de akustiske (og elektriske) guitarer. De øvrige medvirkende er Torsten Olafsson (bas, shakubachi fløjte, tablas, bastromme), Michael Vogelius Larsen (tangenter og accordeon), Jacob Andersen (slagtøj) og Søren Hammerlund (Hurdy Gurdy).

På Finns hjemmeside kan man læse, at interessen for det akustiske udtryk går langt tilbage. At den allerede var der, dengang han var med til at danne det legendariske progressive rockband Ache. Det kan høres på gruppens andet album Green Man, hvor titelnummeret har en længere akustisk indledning. Og blandt inspirationskilderne nævnes Crosby, Stills & Nash,( der for mange år siden gav en berømmet koncert i København, hvor det ene sæt var elektrisk og det andet akustisk). Sammen med Jeff Beck og Bert Jansch var Crosby, Stills & Nashs traktering af Martin-guitarer med til at skærpe Olafssons interesse for de akustiske guitarer.

Det er nu ikke disse inspirationskilder, der først springer frem i hovedet på en, når man lytter til pladen. Der er en særlig nordisk, ja, dansk tone over i alt tretten instrumentale stykker. Faktisk har de associationer, pladen har afsat hos mig, gået i retning af de danske sange i Højskolesangbogen. Uden nogen direkte forbindelse er tankerne faldet på Danmarks Radios pigekor (!), digterne Ludvig Holstein og Jeppe åkjær. Sikkert, fordi disse navne i mit hoved repræsenterer noget ægte dansk (uden et gram nationalisme…) og for digternes vedkommende den lokale forankring.

Der er noget emotionelt bevægende, i ordets egentlige forstand hjertegribende, over disse stykker musik. Noget elementært romantisk, der uden tvivl grunder sig i komponistens erklærede kærlighed til Nordsjælland. Pladen er i øvrigt tilegnet datteren Maria. En fin kærlig gestus.

Som jeg indledningsvis antydede, så er det et concept-album, og som sådan fortjener det at bliver lyttet til. I sin helhed. De fire medvirkende musicerer, så det er en fryd. Hermed anbefalet.

Smagsprøver på pladen kan man lytte til på Finn Olaffsons hjemmeside. Den findes på som CD og i digitalt format.

Man kan løbe for livet. Man kan løbe i og med livet. Man kan løbe sin vej og hjemmefra. Men man kan ikke løbe fra selve livet. Som kunstnernavnet Johnny Runner siger, så har kunstneren bag erfaring med at løbe. Titlen på mandens nye album Du kan ikke løbe fra det hele fortæller i en nøddeskal en historie om et menneske, der har gjort sine erfaringer med at løbe i både direkte og overført forstand. Og har begået et helt igennem sympatisk album, der – for nu at slippe løbebillederne – består af sangtekster, der driver af erfaret liv og kærlighed til det pokkers liv, og som er spundet ind i fængende, varierede, gennemarrangerede popsange.

Johnny Runner har en fortid som boybandmusiker i gruppen “Heaven”. Det er længe siden, og musikalsk befinder Runner sig i dag i en hel anden boldgade. Med et hold dygtige og garvede musikere bag sig – fx Klaus Menzer (trommer), Rune Holberg (bas) Troels Skovgaard (guitar), Jørgen Thorup (kor), Søren Skov (Wurlitzer m.m.), Yuki Badino (kor), Mikala Bosetti (kor) og Lise Dandanell (kor) – har Johnny Runner begået et voksent poprockalbum, der befinder sig et sted mellem den mest begavede danskpop og den stolte danske tradition for dansksproget singer-songwriter-kunst (Sebastian, Poul Krebs, Benny Holst – fortsæt selv).

De ialt tretten numre på pladen er båret af ubesværet tilgang til tekst og musik. Det er tekster, der er mundrette og føjer sig som Hans i Grete til musikken, der nok er rock, men især udmærker sig ved indtagende og betagende grooves og et swing, der aldrig svigter, men gør, at man ikke han holde sig i ro og helst vil danse rundt i rummet. Meget sympatisk har Johnny forsynet hver enkelt sangtekst med små noter, der placerer dem i deres konkrete kontekst i Johnnys liv og giver den en meningsfuld klangbund, som de godt kunne undvære, men som giver en ekstra dimension til oplevelsen.

Sangen “Coolongolook”, hvorfra pladen henter sin titel, er en sang, der opsumerer erfaringen af, at du godt kan rende din vej helt om på den anden side af jordkloden til en flække i Australien, men livet følger med dig – her i form af mors formanende ord om, at man ikke kan løbe fra det hele. Med lækkert pigekor og smittende, inciterende musiceren fra de medvirkende byder sangen op til dans og lytten i sange om at gribe dagen og livet her og nu (“Stjerter”), nostalgiske kærlighedserklæringer (“Sex, drugs og rock’n roll”), elementær livserfaring om livets helt banale og elementære glæder (“Blødkogte æg”), om singlelivets tumlen med sex og kærlighed (“Yes, jeg er single”), om at stige op efter (endnu) en skilsmisse (“Svæver på en sky”), en fars velmente råd til sin lille datter, der er ved at blive voksen (“Pas på dig”), følelseslivets ambivalenser (“Fity fifty”), den uopslidelige sandhed om, at man skal huske at få det sagt, medens tid er (“Hvis jeg dør i morgen”), blomsterne symbolik (“Tulipan”), mere nostalgi (“Hey Joe Jimi Goodbye”) og kronen på værket, der netop hedder “Kronen på værket” og sammenfatter livserfaringen af, at når man alligevel ikke kan løbe fra det hele, så kan man lige så godt sætte sig sammen med andre i samme båd og sejle derudaf med Jesus som navigator og håbe båden vil holde vand…

Som skrevet, så er det et helt igennem sympatisk album, Johnny Runner har lavet. En af af den slags plader, man gerne sætter på afspilleren igen og igen, fordi den er gennemmusikalsk og båret af levet liv. Hermed varmt anbefalet.

Pladen er udkommet (Så danser vi/ Gateway Music)

Det gælder for musikken som for litteraturen og enhver anden kunstart, at du kun kan tilføre den personlighed eller endda fornyelse, hvis du kender traditionen. Og kender den godt.

Der er ingen tvivl om, at den danske bluesband Blues Overdrive kan deres bluestradition. Fra de gamle, bomuldplukkende, sorte mestre og frem til vor tids ypperste traditionsforvaltere. Den dybe respekt, ja, kærlighed til genren i hele dens bredde afsløres i historien om, hvordan gruppen brugte lang tid på at få lov til at indspille et originalt, typisk tilbagelænet, vuggende J. J. Cale-nummer – “Got myself a woman” – og lykkedes med det til sidst. Blues Overdrives udgave af sangen er hengiven pastiche til mester Cale, ja, det er lige før, den kunne glide ind på mandens egne plader, uden at man ville opdage det.

Det siger ikke så lidt om bandets veneration for traditionen, at dette nummer er med. For faktum er, at pladen ikke ville være ringere uden J. J. Cales bidrag, selv om det er et godt nummer. For Martin Olsens selvskrevne numre på pladen er helt på omgangshøjde med Cale-nummeret. Mindst.

Med deres helt egen drejning, deres egen sound, fortolker Martin Olsen (sang, guitar), Andreas Andersen (guitarer) og Lars Heiberg (trommer og perkussion) en bluesform, der især henter sin inspiration i den elektriske blues, der blev frembragt i løbet af tresserne og halvfjerdserne, selv om der også er diskrete afstikkere til pionererne.

Martin synger for med en stemme og en stemmeføring, der både bringer Eric Clapton og omtale Cale helt frem i associationskæden, men samtidig med en personlig indlevelse og feeling. Blues Overdrives særlige vare- og vandmærke kommer af, at deres traditionsærefrygt ikke er større, end at der er god plads til at sætte et eget præg på udlægningen af, hvad the blues kan tænkes at være i Danmark anno 2012. Det bliver blandt andet tydeligt i guitaristen Andeas Andersen spil, der – heldigvis – får god plads til at male med hele paletten, der er rig på allusioner til de store moderne mestre som fx Eric Clapton. Men lyt selv. Der er nok af inspirationskilder at associere til.

Vi har også en lille, men fornem og stolt tradition for bluesfortolkning og -forvaltning i Danmark. Og med deres tætte, personlige udformning af den moderne blues lægger The Blues Overdrive sig med deres selvfinancierede, eponyme album sporet på såvel Beefeaters (med og uden Peter Thorup) og Delta-Cross-Band. Er man til dansk blues, så kommer man ikke uden om Blues Overdrive. Og det er ikke nogen overdrivelse… Hermed varmt anbefalet.

Torben kan også godt lide pladen…

Nostalgien, vemodet og bevidstheden om, at kun det tabte kan fastholdes i erindringen,  kan spores helt ud i coveret og titlen på Helsingborg-duoen This Visions nye – og andet – album. The Golden Age we lost hedder pladen, og det let grynede, analoge familiefoto på coveret minder om erindringens fastholdelse af det tabte i en ambivalens mellem uigenkaldelighed og nærvær.

I forbindelse med min omtale af Helsingborg-duoen This Visions single “20th Century” lovede jeg at vende tilbage til duoens nye album. Nu har forsanger Marcus Lantz været så venligt at sende et eksemplar til mig, så jeg kan indfri mit løfte.

Dengang i marts slog det mig, at This Vision ikke kan løbe fra, at de kommer fra ABBAs hjemland. Og det bliver ikke mindre tydeligt med albummet, der også inkluderer singleudspillet. Den store sound på pladen minder mig i allerhøjeste grad om den lyd, der blev frembragt i Polar Studierne, hvor ABBA indspillede deres berømte sange.

Men indtrykket bliver også mere nuanceret, det bliver også klart, at der er andre påvirkninger på spil. Firsersynthpoppen – ikke minst Orchestral Manoeuvres in the Dark og Depeche Mode, men måske også Pet Shop Boys springer frem i associationerne, men også fx New Order – har heller ikke spillet forgæves. Christian Liedholm Hartmann står igen for syntheziser og programmering og Marcus synger for med sin lyse stemme, der står godt til de synt-lyduniverset i de både meget melodiske og melankolske sange. Det er ikke sange, der umiddelbart appellerer til hitlisterne – med undtagelse af singleudspillet måske – men det er sange, der vinder ved hver gennemspilning. Og det er et stilistisk set meget helstøbt album Marcus og Christian har fået lavet hjemme i hjemmestudiet i Helsingborg. Nævnet skal også, at de får god hjælp af guitaristen Emil Svensson på de fleste numre.

The Goldne Age We Lost er en i ordets radikale forstand sentimental plade, der lukker en ind i en verden af vemodige stemninger og drømmerisk melankoli. Passende til en sommerregnvejrsdag… Hermed anbefalet.

Pladen er udkommet på This Visions eget plademærke Devotion Records.

Døm selv – pladen kan pt. lyttes til på Soundcloud.

”Alive, sure I’m alive/ Embracing every moment with songs to sing and joy / But life sometime’s a fight, / Knowing little of what we do / We just jump and try / And just for tonight I wanna be on standby, standby, standby

Tonight, i’ll blow my mind, I’ll blow my mind, intoxication…”

Sådan synger Lima Lima – sangskriver og sanger Ulla Pihl – i titelsangen på sit nye og andet album og giver et øjebliksbillede af det tekstunivers, der fylder pladen. Et univers, der er præget af rastløshed, søgen, forvirring, frustration, kærlighedskvaler, men også af livsappetit, begær og fandenivoldskhed. Samtidig er der også noget genkendeligt over hele tematikken, som man kan genfinde hele vejen tilbage gennem poppens historie. Der er noget ”Stop the World I want yo get off! ” (tressermusicaltitel fra 1961) over denne sang. Men Ulla Pihl sætter sine egne ord på grunderfaringerne i nogle tekster, der både læner sig op at poptekstskabelonerne og bryder med deres forudsigelighed og genkendelighed.

Musikalsk er det en meget varieret poprockplade, hvor der er plads til regulære popnumre med hitpotentiale, men også mere – for lytterne – udfordrende numre, som fx den indledende sang ”Bloody Game”, der med sin næsten minimalistiske brug af syntheziserlyd og klaver sender tankerne hen på grupper som Kraftwerk og Depeche Mode.

Hitlistepotentiale er der i flere af sangene. Allerede sang nr. 2 ”Call Girl” (en personlig favorit) besidder powerpoprockens umiddelbare melodiske charme og bringer mindelser om både The Go-Gos, danske Vox Pop og de engelske new wave-bands. I samme kategori finder man den meget iørefaldende sang ”Define it”, der både minder denne lytter om XTC og Squeeze i pophjørnet, og en sang som ”Oh no oh no”, der også er en lille popperle af den slags, der efterlader en klingende omkvæd i bevidstheden hos lytteren med det samme. Intoxicating. Smittende.

Men der er også plads til balladeagtige sange som fx den ligefremme ”Dark Lands” og den stille sang ”Oh sweet Oblivion”. Der er dog ikke tale om, at Lima Lima holder sig absolut inden for skabelonerne – heller ikke musikalsk. Det er poprock, indierock om man vil, med en kant. Der er plads til lydeksperimenter og æstetiske lag, der får lytteren til at spidse ører. Det er pop med holdning på både et tekstligt plan og et musikalsk.

Ulla Pihl synger godt og behersker både det neddæmpede, fortrolige og det storladent passionerede. Og hun bakkes smukt op af sit band med en sound, der både er præget af moderne indierock, men også – blandt andet i kraft af en forkærlighed for Juno 60 og digitale synthezisers – har tydelige tråde til traditionen.

Lima Limas nye plade er et godt og stærkt bud på, hvordan dansk powerpoprock skal skæres anno 2012 – med kant.

Pladen udkommer i dag på Gateway Records.

Der er noget eksklusivt over det amerikanske band Spain, der næste år kan fejre sit tyve års jubilæum. I år har de udsendt albummet The Soul of Spain, og det er det fjerde siden 1995, hvor debutten og hovedværket The Blue Moods of Spain blev udsendt. Sølle fire album i løbet af små to årtier, hvis vi ser bort fra opsamlingsalbummet Spirituals: The Best of Spain fra 2003.

Men det eksklusive er ikke tilfældigt, og det blev understreget af den koncert, det Los Angeles-baserede band leverede i går aftes på det århusianske spillested Voxhall. Spains kultrenommé blev grundlagt med debutalbummet, der som titlen angiver er et musikalsk og tekstligt studie i melankoliens facetter. Det er en plade, der er fuldendt i den forstand, at den lukker sig omkring sit tema – og definerer Spains stil.

For er der noget, der blev tydeligt under det første lange sæt ved gårsdagens koncert, hvor Spain genopførte The Blue Moods of Spain i sin helhed, så var det, at Spain er et band med en distinkt stil. Med den hornbrillebeklædte Josh Haden – søn af jazz-musikeren Charlie Haden – som centrum og vokal forgrundsfigur bekræftede Spain tekstligt, musikalsk og adfærdsmæssigt, at de stadigvæk lever op til deres renommé som mestre udi slow-core.

Koncerten begyndte 20.15, hvor de fem fåmælte musikere indtog scenen og med et enkelt “Hello” fra Haden gik i gang med at opføre debutpladens sange. Typisk for bandets optræden var koncentrationen helt på musikken. Her var ingen utidig leflen for publikum. Haden kiggede enten ned eller sang med øjnene lukket. Der var noget shoegazing-indadvendt over attituden. Et kort øjeblik – et par sange inde i koncerten – måtte jeg spørge mig selv, om det, jeg følte, var kedsomhed. Men snart blev en undertrykt gaben afløst af en fascination af det nedtonede, tilbagelænede, indadvendte og intense univers, Spain lukkede publikum ind i. For selv om Spains attitude var langt fra den udadvendthed, man ofte forbinder med rock, så er der noget inkluderende over bandets koncentrerede musiceren. Man blev nærmest smittet af den blå stemnings mange lag.

Som åndsfællerne i Tindersticks formår Spain at bygge melodisk og komplekse sange op omkring den melankolske grundfølelse. Små enkle sange kombineres med længere komplekse mellemspilsstykker, hvor de fem musikere – ud over Haden på bas tre guitarister, hvoraf den ene også trakterede keyboards, og en trommeslager – fik mulighed at udfolde sig på nærmest improvisatorisk vis.

Efter opførelsen af The Blue Moods var der meget passende indlagt en pause, inden sidste, kortere set i Hadens melankolske kammerkoncert. Og her viste Spain sig fra en lidt mere udadvendt side med numre fra det senere repertoire, der minder mere om regulær rock uden dog at miste sit anstrøg af melankoli. Selv om hele orkesteret – bortset fra Haden selv – er skiftet ud siden starten, så er Spain stadigvæk en stilistisk enhed. Efter et enkelt ekstranummer var den godt og vel to timer lange koncert slut – og det ville næste føles som et brud på eksklusiviteten, hvis de obligatorisk ekstranumre havde været i flertal. Haden satte punktum med et fingerkys til publikum.

I aften har københavnerne muligheden for at få en sjælden aften i melankoliens skygge. Hvis de ellers kender deres besøgelsestid.

Selv om musikeren,sangeren og sangskriveren Jens Jepsen kun er 26, så er han nærmest en veteran i musiklivet. For to år siden debuterede han med albummet Walking Between the Sun and the Atmosphere, der nu følges op af The Queen survived. Musikken har været Jepsens følgesvend siden barndomsårene, og siden han satte studenterhuen på hovedet har det også været levevejen.

Og musikkens centrale placering i den unge danske sangskrivers liv kan læses ud af den nye plade, der er præget af en forbavsende musikalsk modenhed og generøsitet.

Som på mange af tidens udgivelser er der tale om en plade, der udmærker sig ved sin stilistiske variation. Titelsangen “The Queen survived, the King is dead”, der også indleder pladens i alt ti sange, er en lidt atypisk sang. Teksten er en fantasi over en imaginær krig i et feudalt samfund. En fantasi, hvis budskab måske er, at der er vigtigere krige at udkæmpe end dem på slagmarken: “Why don’t people fight more, when they feel the right war? Like I feel you“. Musikken associerer med sine trommer og strygere til det militære, men udfolder sig efterhånden som et regulært rocknummer, hvor rockguitarer ledsages smukt af piano og strygere. I det hele taget er brugen af strygere og instrumenter fra den klassiske musik et af de træk, der er særlig attraktion ved Jepsens nye plade.

Titelsangens fokus på forholdet mellem mennesker – specielt mellem mand og kvinde – er en ledetråd for flere af de øvrige sange, hvor poppens gamle, men langtfra udtømte tema “kærligheden” får sin del. Sangen “I Can’ See You”, der lige nu er mit favoritnummer, er en klagesang over fuglen, der er fløjet, og et jeg, der er efterladt på den ensomme strand med udsigt til de brændte broer. Men musikken – et heftigt rocknummer – leverer et velgørende modspil til den tekstlige tristesse. Sangen drives frem af et saftigt orgelspil (ved Rune Marzec) og ikke mindst Lars Ringgårds vilde, potente og dog kontrollerede mundharmonika, der får denne lytter til at tænke: Hvornår får det instrument en renæssance? Jo, det gør det selvfølgelig lige her!

“We Could Fall in Love” hedder sang nr. 3 og her afløses rocken af en smuk ballade, hvor Jens Jepsen får fint vokal støtte af Annemarie Jensen. En banal lille sang om kærlighedens umulighed og den indre krig, der får det hele til at falde fra hinanden. Ak, ja. Smukt er det med akustisk guitar og strygere, der smyger sig om sangernes røst.

Fra umulig kærlighed til den rene galskab er der ikke så langt. Og det er hvad sangen “We Are All Insane” handler om. Kærlighed, forelskelse som galskab. En storladen, kompleks ballade, der især fungere i kraft af sin patos og mindre grad ved sine popmelodiske kvaliteter.

“Rigby Avenue” gav mig associationer i retning af Beatles’ “Eleanor Rigby”. Tekstlige associationer (“all the lonely people…“). Og associationerne holder også så langt, at teksten beskriver en oplevelse af livets gang på et bestemt sted i denne verden – Rigby Avenue. Men de indledende strygere sender også tankerne i retning af Lennon & McCartney i en sang, der i øvrigt nok er pladens enkleste popsang.

“Open Road Calling” trækker også på rocksangenes mytologiske elementer. Her vejen – mere præcist “the highway” – som et billede på livet. Vejen, der ligger åben og kalder på en. Der er ingen “roadmap”, men du skal nok finde hjem før eller siden… Leif Bruuns diskrete lapsteel lægger en sart countrystemning over den søde, lille, ligefremme sang.

I “Until I Got You” griber Jepsen til dobroen i en sang, der også henter sit tekstmateriale i rockmytologien – en westernsaloon – og handler om kønnenes møde som one-night-stand. En iørefaldende popsang med Annemarie Jensen på kor igen (det sker i øvrigt på flere af sangene).

“Fall has fallen” er – som titlen næste antyder – en meditation over efterår og melankoli. Igen en stort anlagt ballade med flotte vokalarbejde, srygere og et emotionelt bevægende orgel.

I “Sweet dreams back to you” vender Jepsen tilbage til krigsmetaforen, som tekstligt binder sangene sammen til en helhed. Sangen handler om den krig, der udløser den elskedes natlige mareridt. Og ledsaget af sin guitar synger Jepsen sin lille sang som en trøstende vuggevise, der folder sig musikalsk ud som en blomst med de tilbagevendende strygere, lidt kor og hele rockorkesterudtrækket.

“See you soon” hedder pladens sidste sang om at sejle sin egen ensomme sø, når kærligheden er gået fløjten. Og sangen understreger måske pladeprojektets svaghed. Teksterne. For selv om teksterne passer vældig godt ind i sangen – ordene falder fint ind i musikken – så bevæger de sig ikke uden for de allerede afstukne og afprøvede grænser for rock- og pop. Og jeg tror, Jepsen skulle overveje at skrive på sit modersmål.

Bortset fra denne anmelderanke, så er det et virkeligt flot udspil, Jepsen serverer for lytterne. En gennemarbejdet, musikalsk plade, hvor Jespen generøst øser ud af sit sangskrivertalent og akkompagneres mere end overbevisende af et hold meget kompetente musikere. Det er nærliggende at sammenligne pladen med Jens Lysdals tidligere omtalte A Matter of Time. Det er på det imposante niveau, vi befinder os. Det er muligt, at pladen ikke kommer på hitlisten, men den fortjener mange lyttere blandt dem, der sætter pris på singer-songwriter-kunst af format. Og det skal blive spændende at se Jepsen og Co. på en koncertscene. “See you soon”… Hermed anbefalet.

Pladen udkommer i dag på plademærket Red Hill Records

“Jeg kunne citere sangene herfra og til næste finanslovsfremlæggelse, og er sikker på, at de vil have større indflydelse på folks liv end alverdens cifre og tabeller. Det er sange fra et menneske til os andre på jagt efter menneskelighed. På jagt efter meningen med livet.

Kan man forlange mere af kunsten? Ordet ’rock’ er ikke nok her.”

Forleden bragte jeg en af mine yndlingssange med Eskilstuna-bandet Kent – og i dag anmelder senioranmelder og blogkompis Torben Bille Kents nyeste, tiende langspiller Jag är inte rädd för mörkret. Læs anmeldelsen her – det er lige til at blive fan af, hvis man ikke allerede var det i forvejen…

999

Anmeldelsen kan nu også læses på Torbens egen blog

Fra skrivebordet kigger en ung, skægget, lidt flippet Paul McCartney i hjemmestrikket slipover op på mig fra coveret på musiktidsskriftet Uncuts juninummer. Og måske er det et tilfældigt sammentræf, at Spinkelmans nye EP Hole in your Soul, der snurrer på cd-afspilleren, minder mig om netop den unge Macca, der efter The Beatles’ opløsning, skulle genopfinde sig selv som musiker og pladekunstner og gjorde det med de to rustikke og alt andet end polerede album McCartney og Ram.

Selv om Spinkelman, hvis borgerlige navn er Warren French, ikke – eller i hvert fald kun forbigående – lyder som McCartney i hjemmestudiet på sit skotske landsted, så er der noget af den samme feeling og attitude over Spinkelmans plade.

I lydbilledet er vi behageligt langt væk fra de højteknologiske studiers anonyme og pletfrie lyd. I stedet kan man høre lyde af hjemmestudie og gør-det-selv-stemning. Fokus er på de enkle sange, der er centreret om Spinkelmans stemme og guitaren – men indspilningerne er også præget af en glæde ved pudsige indfald som fx den indledende metalliske spilledåseudgave af Mendelsohns velkendte “Bryllupsmarch”. I det hele taget er der en mccartneysk glæde ved spøjse og skæve lyde, der som krydderier gør de små sange til unikke stykker. Måske er det i virkeligheden her associationen til gamle Beatle kommer ind for denne lytter.

De fem sange på pladen kredser tekstligt om livet og kærligheden og svinger musikalsk mellem den åbenbart uomgængelige melankoli og varm, drømmerisk glæde. Det er en rigtig lytteplade, Warren og hans musikalske ledsagere – Spinkelchild (gt.,glockenspiel, banjo m.m.), Iben Foss (kor), Jan Risager Heindorff (bas og tangenter), Frederik Emilj Bjørløw (trommer), Søren Hansen (orgel og Würlitzer) og Tåke Jakob Jensen (Squeezebox) – har begået. En af den slags, der – som fx Pete Townshends og Ronnie Lanes Rough Mix – egner sig vældig godt til et par store hørebøffer eller et intimt spillested inde i storbyen. Det skal blive spændende at følge Spinkelman og se, hvad han kan få ud af albumformatet. Hermed anbefalet dem, der sætter pris på den slags plader.

EP’en udkommer i dag på Gateway Music

I dansk rock har vi en fornem tradition for lokalt forankrede sangskrivere. Tænk på Kim Larsen (København), Allan Olsen (Nordjylland), Johnny Madsen (vestkysten), C. V. Jørgensen (Lyngby) og så videre. Ikke alle deres sange har lokalt udspring, men nogle af de væsentligste har. Til den ufuldstændige liste hører også Telestjernen – hvis borgerlige navn er Rasmus Johansen – der bor i Brabrand ved århus og skriver sange med udspring i det jyske.

I næste uge udkommer Telestjernens tredje album, Hvidt Skidt, der følger op på Ungt Blod (2009) og Roxy Grill (2010).

Allerede på den anden skæring på pladen, "Donni Tarantino og den flammende dødsdrom", anslås det lokale tema. Det er en sang om den cap-klædte Donni, der er lun på den lokale grill-bar-servitrice Sally, som er cool, lækker og smækker. Scenen kunne være skåret ud af hvilken som helst jysk provinsforstad, hvor unge henlever deres liv og går rundt med drømme, der næres af mediernes stjernedrys. Donni og Sally stikker af i en Mustang fra 1969 – eller også er det bare en fantasi om at træde ud af de gråmellerede hverdag som i en film af Tarantino eller med James Dean. Musikalsk befinder sangen sig et sted mellem guitarbaseret halvtredserrock og det vokale forbillede C. V. Jørgensen i et lydunivers med ekkodybde. Sangen får en ekstra dimension med Emma Acs i korrollen som Sally.

"Med næb og kløer" er en nærmest arketypisk sang om en ung mand på knallert (en Tomos!) på vej ind i byen til kammesjukkerne en fredag aften – men også på vej bort fra barndommen og ind i de voksnes verden med en smertende tatovering som symbol på det uigenkaldelige uskyldstab. En ligefrem ballade båret frem af lige dele vemod og guitarlyd.

"I en gammel oldsmobile" er en ballade om ikke at ville blive voksen. Om desperat og forgæves at forsøge at holde fast i den barn- og ungdom, der kun kan overleve som erindring. Perspektivet lægges fra en gammel Oldmobile, hvor drengen fødes på bagsædet og faderen græder over sit tabte liv: "Far han græd/sad & så sig tilbage/i et spejl så han ungdommens dage/tone frem som perler på en snor/en tåre faldt/& et lys blev brudt i et prisme...". Oldsmobilen er et billede på selve livet, "er du træt af at køre/eller bare kørt træt/din kobling er måske røget/& du vækkes bag dit rat/af et kraftfuldt baseballbat". Igen er der tale om en melankolsk ballade, der associerer til sangskriveren fra Lyngby, men har sit eget ligefremme tonesprog med flotte backingvokaler og strygere.

I "1989" tematiseres Janteloven i en sang om at vokse op et sted, hvor drømmene næres af lorte-tv, pop, kulørte blade og radio i mono. I sangen nævnes The Tornados, og der er også en klar musikalsk gældsætning til halvtredser- og tresserguitarlyden i dette nummer, hvor Telestjerne også får hjælp af ingen ringere end Manoj Ramdas (SpeKtr) på netop guitar.

Telestjernen dyrker et lydbillede, der sender tankernen i retning af Phil Spectors voluminøse lydmur. I det hele taget er inspirationen fra lydbillederne fra de for rocken formative årtier – halvtredserne, tredserne og halvfjerdserne – ikke til at tage fejl af. Sålede også i sangen "Roserne på min gravsten", der er endnu en tabersang om at leve et liv, hvor dagene mest "er i sort og hvidt" og hvor håbet skrumper ind til en lille drøm om roser på gravstenen, som andre spytter blod på… En storladen rocksang, der vokalt står i gæld til traditionen fra The Beach Boys.

"R.I.P. Johnny Boy – hvad så nu" handler om Johnny, der har en baggrund som kriminel i storbyen, men ender sine dage i en trailer i provinsen, hvor han, sådan som man kan læse i aviserne, findes død, glemt og i opløsning. Endnu en fortælling om en white trash-eksistens, iscenesat som en slags country-cowboyfilm-sang, der både kan minde om gamle westerns og Lee Hazelwood i countryhumør.

Telestjernens plade bevæger sig som allerede antydet i krydsfeltet mellem mediedrevne drømme, vesterlandske myter og den konkrete liv på provinsens bund. I "Rute 15" portrætteres en anden arketypisk provinsfigur, bilhandleren og mekanikeren Hardy, der forsøger at overleve, medens motorvejsudvidelser æder sig ind på hans lille fristed med pin-up-piger på væggene og spilleautomater i baglokalet til kundernes underholdning. Helt logisk er det et stykke vaskeægte garagerock med huggende guitarer og smældende trommer.

I "Psykopaten" fortælles en lille enkel sang om pige, der udsættes for overgreb fra en anonym mand. Et sørgerlig tidsaktuel sang, men også en sang om at drømme sig væk. En lille bagatel, der starter ganske stille som akustisk folk, men vokser som en ballon, der pustes op til bristepunktet, takket være operasangerinden Rikke Simonsen, der løfter sangen op og ud af banaliteten.

I "forbandet svineri" føjes endnu en historie til provinslivets moderne mytologi. En historie om handel med for gammelt svinekød. Den kunne være trukket lige ud af kriminalspalterne i en af de utallige lokale onsdagsaviser. Akkompagneret af keyboard fortælles historien ligefrem og uden svinkeærinder.

Telestjernen skriver sange, der ikke kan se sig fri for klicheer, men som er mundrette og som sprogligt set passer godt til den kuldslåede univers, som beskrives i de små fiktioner om det såkaldte Udkantsdanmark. Det er ligefremme sange af den slags, rocken lever højt på. Sange skrevet ind i et fiktivt univers, hvor hjørner af provinsdanmark møder store amerikanske biler og mediebårne drømme i et mytologisk univers. Jeg tror, at den afdøde forfatter Erik Thygesen, som havde sans for rock med lokalkolorit og rødder, ville have elsket Telestjernen, lige som han elskede Paravion. Jeg gør. Hermed anbefalet.

Hvidt Skidt udkommer d. 30. april på Eagle Vision Records /VME