CAPAC

Forståeligt nok er medlemmerne af tuaregbandet Tinariwen lidt trætte af at høre om deres fortid som tuaregkrigere. Et årti er gået, siden gruppen slog igennem med The Radio Tisdas Sessions, og siden har de markeret sig som nogle af de fremmeste eksponenter for den verdensmusik, der blander traditionelle afrikanske musikformer med vestlige. Riflerne er for længst stillet i ørkensandet, og i stedet er det guitarerne, der får lov at tale.

I går aftes besøgte Tinariwen det århusianske spillested Voxhall, og allerede inde i det andet nummer stod det klart for denne publikummer, at aftenen kunne gå hen og blive en af året helt store koncertoplevelser. En oplevelse for både krop og sind. Og fornemmelsen skulle vise sig at holde stik.

Fem minutter over otte gik de fem musikere på scenen over for en fyldt sal af medlevende, ja, entusiastiske koncerttilskuere og demonstrerede i cirka halvanden time, hvorfor Tinariwen med rette er blevet et skamrost koncertnavn og en ledestjerne for alle med appetit på musik fra de afrikanske kontinent.

Koncerten gav et fornemt indtryk af spændvidden i Tinariwens musik – lige fra sange, hvor det lokale, traditionelle udtryk dominerede over numre, hvor indflydelsen fra rap og blues-baseret rock dominerede. I de bedste af numrene er legeringen af den musikalske inspirations forskellige kilder af en sådan karakter, at kategoriseringens meningsfuldhed ophæves. Det er verdensmusik, slet og ret. Det er medrivende, velspillet musik.

Og hvis det ikke havde været klar for mig før koncerten, så blevet det under denne koncert: Tinariwens musik er i den grad dansant. Det var umuligt at stå stille til de medrivende rytmer, og flere af publikummerne forsøgte da også at danse, selv om pladsen ikke ligefrem tillod den fulde udfoldelse. Ikke mindst i kraft af den virtuose slagstøjspiller Said Ag Ayad, der havde en fremtrædende rolle med sine eksotiske trommer – især en halvkugleformet tromme med en meget dyb, baslyd – gik de seje, svingende rytmer lige i kroppen som et ekstra pulsslag. Det dansante blev også understreget af to dansende medlemmer af bandet, en yndefulde sanger- og danserinde og en af guitaristerne, Abdallah Ag Alhousseyni, som foretrak at kaste sig ud i dans – og blev tituleret Le danseur du dessert – Ørkenens danser. Jeg fik ikke fat i alle navnene på de fem medvirkende, men så vidt jeg kunne se, var grundlæggeren Ibrahim Ag Alhabib ikke til stede. Det blev vist også nævnt at slagtøjspilleren. Det gjorde dog ikke den store forskel, for Tinariwens musik er i den grad et kollektivt udtryk.

Med deres solbrændte verdensblues trak de musikalske nomader i Tinariwen en klappende, dansende, hujende publikum ind i musikkens kraftcentrum og måtte overbevise enhver skeptiker om, at musikken er et sprog, der ikke kender eller anerkender nogen grænser – og et sprog, vi alle kan forstå, hvis bare vi åbner op for det. I går aftes lykkedes det for ensemblet Tinariwen at åbne porten til musikken for mange i publikum, tror jeg, men en både beskeden, engageret og levende optræden. Til alle jer, der ikke var der, vil jeg bare sige: Kend jeres besøgelsestid næste gang. For det er en ekstraordinær musikalsk oplevelse at være i rum med Tinariwens musiksoldater.

En version af denne omtale kan man også læse i Geiger.

Det er næppe nogen tilfældighed, at Julie Michelsen med coverlayoutet til sin nye plade fremkalder associationer til en svunden tid, hvor kvindernes plads endnu var i hjemmet, og hvor huslige sysler som kagebagning og håndarbejde var kvindelige ‘værdier’, der ikke stod til diskussion. På coverfotoet bærer Julie et fad med de nu om stunder så populære cupcakes frem mod lytteren, iført røde læber, røde negle, røde øreringe og en ærmeløs, småprikket kjole, altsammen noget, der sender i hvert fald denne lytter tilbage til de tidlige tressere og halvtredserne.

Gamle feminister vil muligvis få cupcaken galt i halsen ved således at blive erindret om en tid, hvor bh’en endnu ikke var smidt på bålet og skiftet ud med unisextøj og lilla bleer som hovedbeklædning – og det endnu var legitimt at dyrke traditionelle, kvindelige dyder og hjemlige sysler.

Men der er ikke noget bagstræberisk over Julie Michelsens plade. Jovist, den er nok gammeldags i den forstand, at den bekender sig til en glad popmusik, der havde kronede dage dengang. Popmusik med enkle, iørefaldende melodier og tekster, der kredsede om den uopslidelige tematik: parforhold, kærlighed, ensomhed osv. Men også en popmusik, der i arrangement og tonesprog er helt moderne.

Pladen er Julie Michelsens første dansksprogede langspiller i eget navn. Men den musikkonservatorieuddannede Julie er langt fra noget ubeskrevet blad. Som sine søskende Mads (kendt fra Gnags) og Anne-Dorte har Julie gået på den århusianske talentudklægningsskole århus Friskole og har siden beskæftiget sig med musikken. Hun var med i bandet Sugarchock og powerpopgruppen Love Julie, hvor hun skrev tekster og sang for. På engelsk. Men mest kendt er hun nok for sin deltagelse i successen Venter på Far, hvor hun optrådte sammen med storesøster Anne Dorte. I 2006 kom så Julies første album i eget navn, ”The Saddest Songs In The World”, der som titlen antyder dyrkede melankolien og tristessen i tekst og musik.

På den nye plade har Julie ikke helt givet slip på det melankolske – hvilket også er svært i kærlighedssager – men først og fremmest er der tale om 11 lette popsange. Den indledende sang “Kom nu” har med sin uforskammet smittende omkvæd et oplagt hitpotentiale, der burde sikre den fast plads på musikradioernes playliste. Ikke alle sangene er så let tilgængelige som “Kom nu”, selv om en sang som “Hjemme nu” er tæt på, men de øvrige sange vinder derimod ved at blive genhørt. Fælles for dem er, at de besidder en forførende charme, der let gør en afhængig.

Teksterne, som Julie selv står for, der mundrette og tæt på hverdagssproget, fx når Julie synger: “Skide lige meget hvad de andre sir'”. Den var nok ikke gået i de tidlige tressere med bandeord, men det afslører også, at godt nok er der tale om poptekster, der bogstavligt talt kan rime på både “hjerte” og “smerte”, men det er også tekster i traditionen efter Anne Linnet og Shit & Chanel, hvor hverdagspoesien kan knækkes og brækkes, så den følger musikken ubesværet. “Alle dage frem og tilbage/Ingen slipper uden en klagesang”…

Ikke overraskende synger den sanguddannede Julie godt og rent med en stemme, der er fuld af feminin ynde og både behersker den stille fortrolighed og den popmusikalske gennemslagskraft. Julie spiller selv på guitar på nogle af sangene og akkompagneres af en professionelt hold bestående af Johanes Nørrelykke (sang, guitar), Bastial Sjelberg (bas), Anders Holm (trommer og slagtøj), Robert Karlsson (bratch) og Jeppe Saugmann, Jonas Berg og Palle Hjort (trædeorgel og andre tangenter). Og de leverer popmusikalsk bagværk, der godt nok har popmusikkens enkelhed, men også er pyntet med alskens musikalske frostings og dekorative påfund, der appellerer til voksne lyttere, der ikke vil nøjes med syng-med-pop. Alt i alt har Julie serveret en bakke med popmusikalske cupcakes, der giver appetit på mere bagværk fra hendes ferme hånd. Velbekomme!

Lyt til Julie på hendes hjemmeside.

NB! Pladen udkommer i dag på Julie Michelsens eget plademærke More Love Records i samarbejde med Target Records.

Sting. Det var den første indskydelse, jeg fik, da jeg lyttede til Jens Lysdals plade A matter of time. Halvvejs inde i nummeret “Shadows” gik associationer i retning af post-Police-Sting og hans udforskning af grænseområdet mellem jazz, rock og pop. Og så var der også noget i Lysdals stemme, der mindede en del om den gamle Police-bassist. Den næste indskydelse var Mike Batt og så Madeliene Peyroux. Og så…

Men Lysdal er, hvis vi nu skal forfølge den første indskydelse, langt mere eklektisk end hr. Sting. Styret af en udsøgt smagfuldhed lader Lysdal alskens inspirationer glide ind og farve de meget iørefaldende og stemningsfulde sange, der udgør pladen. Lidt jazz-swing her, lidt latinamerikanske toner (ikke mindst, når Øyvind Ougaards harmonika kaster sine forførende mønstre over sangene), lidt rock, lidt…ja, lidt af hvert.

Lysdal, der især har gjort sig bemærket som leverandør af soundtrack til en lang række film og tv-serier (fx Krøniken, Livvagterne, Forbrydelsen og Taxa) har to soloalbum på sit CV. A Matter of Time fra 1995 (og netop genudsendt) og It’s almost Love fra 2006. Dertil skal lægges et par singler og to duoplader. En med bassisten Hugo Rasmussen, Keep the light in your eyes (2001), og en med Laura Illeborg, Hjertekamre (2004).

A Matter of Time, som nu er genudsendt i en opdateret udgave, har næsten to årtier på bagen, men det er kendetegnende for Lysdals musik, at den sagtens kunne være indspillet i dag. Der er noget relativt tidløst over Lysdals smag for den gode melodi og for arrangementer, der ubesværet trækker på erfaringerne fra populærmusikkens seneste halve århundrede. Og på den måde er Lysdal både meget moderne og internationalt, for så vidt det kendetegner megen nutidig musik, at den nærmest hæmningsløst citerer fra alle de musikalske indtryk, verdensmusikken har givet i den nævnte periode.

A Matter of Time er sådan en plade, man fra første gennemlytning bliver rigtig glad for – og gladeligt lader snurre på afspilleren i timevis. Gode melodier, pletfri vellyd, men også en musiceren, der med sine diskrete improvisatoriske indfald og ideer afslører, at det er musik, der vil mere end bare behage et popøre. Easy listening med en kant, hvis man kan sige det så modsætningsfuldt. Musik, der kun kan gøre en opløftet, selv om der også er en vemodighed over nogle af numrene.

Det ville være synd og skam, hvis denne plade skulle blive glemt i mængde af udgivelser. Det er en af den slags plader, der ikke vil få lov at samle støv – på min pladereol. Bedre anbefaling kan jeg næsten ikke give. Værsgo.

Torben Bille har også lyttet til Lysdal igen…

I dag udkommer Billy Cross’ nye soloalbum, The Dream has’nt changed. Og med den markeres Cross’ 50 års jubilæum som musiker. Som de fleste læsere vil vide, begyndte det hele for den unge Billy i hjembyen New York, nærmere bestemt i bydelen Manhattan, hvor han som teenager spillede i high school-bandet The Esquires.

For at understrege jubilæet er det sidste nummer på pladen netop en indspilning med The Esquires, “No Parking”, der er Cross’ første studieindspilning overhovedet. En indspilning, der bærer sin alder med forbavsende friskhed. Ganske vist knaser det som på en slidt gammel grammofonplade, og lyden er som den, vi kender fra indspilninger fra dengang for halvtreds år siden. Men musikken, der er præget af halvtredsernes og de tidlige tresseres guitarlyd, er frisk, dynamisk, medrivende og betydeligt mere kompetent end den, vi her i landet fik smidt i hovedet af pigtrådsgrupperne (selv om der selvfølgelig var undtagelser).

Selv om der er gået et halvt århundrede mellem indspilningen med The Esquires, og selv om produktionslyden er moderne, og Cross’ og de andre musikernes håndelag svarer til de mange års erfaringer, så er der alligevel ikke så langt musikalsk set. Ganske vist bærer de nye sange og deres udførelse af, at de medvirkende har været med op gennem tresserne og halvfjerdeserne, men engagementet og spilleglæden er stort set den samme som dengang.

Med sine 65 år er Billy Cross jo en aldersstegen herre i en branche, der i sin selvforståelse og markedsføring har været forbundet med ungdom – selv om han er en årsunge sammenlignet med sine egne helte, Dylan, Stones osv. Og de musikalske og personlige erfaringer farver den nye plade på smukkeste vis. Det kommer tydeligt frem på titelnummeret, “The Dream has’nt changed”, der er næstsidste nummer på pladen. Alene med sin akustiske guitar fortæller Cross os – med tungen i kinden – om at holde fast ved den drøm, blev født da han var helt ung. The Dream has’nt changed/The Music’s just the same/ but I don’t hear my song hedder det i sangen, der minder denne lytter om Stefan Grossmans forfinede guitarspil og sange. Drømmen er intakt, fordi den ikke helt blev indfriet. Sådan er det jo med drømme…

Pladen lægger ud med et flot, højspændt rocknummer, “No One Here Gets Out Of This Alive”, hvor Cross fortæller om den fornuftige lære, han fik med fra sin far hjemme i New York. Livet er en “bitch”, sjælens ubodelige ensomhed er der ingen, der kan løsrive sig helt fra – og ‘ingen slipper ud af det her liv i levende live’. Et intenst rocknummer, der klinger af Rolling Stones, The Who m.fl. I den lidt yngre guitarist Aske Jacobi (kendt fra bl.a. C. V. Jørgensen) har Cross tydeligvis fået sig en legekammerat og broder i ånden. Deres guitarspil supplerer og spiller op mod hinanden med, så det er den rene rockfryd. Danske rockguitarister vil med sikkerhed tage denne plade til sig…

“The Same Old You And The Same Old Me” er en meget Springsteens rocksang om parforholdets – ja, kærlighedens – svære kunst. En sang, der måske dybest set handler om den sandhed, John Lennon engang formulere som: Du ved ikke, hvad du har, før du har mistet det. En sang om de omkostninger, det kan have at træde ud af et kærlighedsforhold. Cross synger den med erfaringens tyngde og en energi, der er en Bruce Springsteen værdig. Den Springsteen, hvis ånd i det hele taget svæver hen over ikke mindst dette nummer, men også flere af pladens andre sange.

“Gonna Get Along Just Fine” sendte med det samme denne skribent tilbage til Rolling Stones og deres “The Last Time” (“Told you once, told you twice”). En sang om parforholdet evige konflikt mellem jalousi, den uundværlige tillid og friheder. Fyren i sangen har snakket med en anden pige, ja, danset med hende, men det betød ikke noget. Den sædvanlige gamle historie… Et stykke inde i nummeret slår bandet sig løs og improviserer lystigt. Guitarerne danser på den solide, lydhøre bund, som Flemming Ostermann (bas) og Henrik Askou (trommer og slagtøj) er garanterne for på pladen, og uden hvilke, pladen ikke ville være så vellykket som tilfældet er.

“Suzie’s Such a Bad Girl” er en stille, inderlig ballade om den slemme pige Suzie, der går sine egne veje. Suzie’s such a bad girl/Easy-to-be-had-girl/still-misses-mom-and-dad-girl. Et portræt af en pige, der har svært ved at finde ud af livet, men er god nok på bunden, som man siger. Det er en sang, der trækker på den lange tradition for små novelleagtige historier, som den amerikanske sangskrivning er så rig på. Associationerne er legio.

På “Bring My Baby Back To Me” har Cross fundet dobroguitaren frem og fører os tilbage til dengang, han sad på sin fars knæ og lyttede til faderens sang og fortællinger. Sangen dykker ned i den tradition, hvis rødder er i bluesen.

“Denmark Rock”s er indvandrer-new-yorkerens “kærlighedserklæring” til sit nye fædreland, hvor ‘vi alle betaler vores skat’. Man tugter den, man elsker. Og i denne rocker, der emmer af The Who og Jackson Browne, lovpriser Cross Danmark med understrøm af ironi.

“I’m on Your Side” er en slags moderne udgave af Carole Kings “You’ve got a friend”. En følsom sang om tilgivelse og trofasthed, der gælder også, når livet bliver noget rod. You can always count on me/ I’ll see you through. Jovist, drømmene fra dengang lever i bedste velgående. En stille, akustisk ballade med tex-mex-overtoner, som Cross synger ganske ligefremt og ærligt.

I “Think I’m Going Out Of My Mind” er igen en kærlighedssang om den “gamle kærlighed, der ikke ruster”. Den tidlige udkårne er nu i et andet forhold, og det gælder om ikke at åben døren til det, der var, selv om man er ved at blive tosset i hovedet af at tænke på hende. Det er en regulær popsang, der associerer til powerpoppen og den britiske beat (Beatles…). Den burde have en fair chance for at blive ugens uundgåelige på DR – eller hvad det hedder nu om stunder.

“I’ve Just Run Out Of Rage” er farvet af Bo Diddley og Canned Heat. En gyngende, bluesy, rastløs rocksang, der leger med betydningen af ‘run’ og ‘run out’. After all these years when I go to turn the last page between you and me, Baby, just ran out of rage.

“Stay Happy But Please Stay Away” er sang om kærligheden, der var. Og de blandede følelser, der kan sidde i en, når løbet er kørt, bruddet gennemført og adskillelsen har fremmedgjort de tidligere elskere fra hinanden. En flot ballade om voksenlivets erfaringer og erkendelser fra kærlighedens slagmark. It’s all right – Stay Happy, but please stay away.

Billy Cross har ikke gennem årene forkælet os med mange soloplader. Mindre end en håndfuld er det blevet til, siden den første kom i 1986. Men den nye, der i mine ører er den bedste til dato, har været ventetiden værd. Guitarspillet er i særklasse, som allerede antydet. Og det er en klar gevinst, at Cross har fundet en musikalsk soul mate i Aske Jacoby. I det hele taget er det et fortræffeligt, tæt band han har fået samlet på denne plade, som med sin alsidighed giver os et fint billede af den traditionalist, Billy Cross er. Lyden på pladen er ærlig. Filtrene er slået fra, og det lyder, som kommer det direkte ud af posen. Eller som de kunne have lydt engang, hvor de teknologiske muligheder ikke var de samme, som dem man har i dag.

Siden dagene med The Esquires er en væsentlig del af rockhistorien blevet skrevet, og i mine ører svæver inspirationen fra mange af rockens store navne hen over pladens personlige sange. Med sin åbenbare traditionsbevidsthed er det blevet en meget moderne plade, selv om drømmen og spilleglæden er den samme som dengang, Cross bare var en high school kid i en rock and roll haze...

Jeg kan kun give pladen mine varmeste anbefalinger.

Torben har skrevet pressemeddelsen til pladen – og den kan du læse her.

Og du kan høre Billy Cross fortælle i anledning af pladen i programmet Kultursøndag på DR

Man kan, som min sidemand ved gårsdagens koncert gjorde, undre sig over, at The Jayhawks ikke er mere kendte, end tilfældet er. At bandet ikke er et større navn, end tilfældet er.

Men måske er det i virkeligheden ikke så underligt.

The Jayhawks blev dannet for mere end 25 år siden – helt nøjagtig i 1985 – i det område i Minnesota, man kalder the Twin Cities, efter de to byer Minneapolis og Saint Paul. Drivkraften dengang og nu er sangskriveren Mark Olson, der kreativt og på scenen flankeres af guitaristen og sangskriveren Gary Louris.

Bandets første to plader – Jayhawks (1986) og Blue Earth (1989) – kom på små plademærker. De fleste af sangene stod Mark Olson for, og de gav en forsmag på den form for americana, der med små forandringer undervejs er blevet Jayhawks stil. Pladerne solgte ikke stort, men var med til at gøre bandet kendt og skattet blandt andere kunstnere.

Først da det i 1991 lykkes Jayhawks at få pladekontrakt med det relativt store Def American-plademærke kom det til et egentlig nationalt gennembrud. Albummet Hollywood Town Hall (1992) – og singleuddraget “Waiting for the Sun” – kom på hitlisterne. Singlen nåede en 20. plads, og albummet kom i top 200. Og skaren af fans voksede.

Efterfølgeren Tomorrow the Green Grass (1995) blev også pænt modtaget af publikum, men kunne slet ikke spille sig ind. Nogenlunde samtidig var bandet efter nogle mindre udskiftninger ved at antage den form, det har haft siden. Tangentspilleren Karen Grotberg og trommeslageren, sangeren og sangskriveren Tom O’Reagan kom med.

Men på dette tidspunkt blev Mark Olson også kæreste med sangskriveren og musikeren Victoria Williams, og det betød at Jayhawks for en tid blev centreret om Gary Louris’ sangskrivning, da Olson lagde sine kræfter i det nye ægteskab og parrets fælles bandprojekt Original Harmony Ridge Creekdippers. Albummet Sound of Lies (1997) var præget af Louris’ stilistiske orientering og trak Jayhawks i retning af Neil Young-inspireret rock og country.

Efter pladerne Smile (2000) og Rainy Day Music (2003), der hver på deres måde viste sider af americana, skulle der komme til at gå otte år, inden deres seneste plade udkom, Mockingbird Time (2011). Jayhawks har ikke været formelt opløst i den forgangne periode, men medlemmerne – der nu omfatter Mark Olson, Gary Louris, Marc Perlman, Karen Grotberg og Tim O’Reagan, har spillet i andre sammenhænge. Blandt andet har Olson og Louris dyrket duoformatet.

I går aftes kunne man – hvis man ellers havde kendt til besøgelsestid – opleve The Jayhawks på den århusianske spillested Voxhall. Med sig som support – og viste det sig senere på aften også som medspiller – havde de sangeren, sangskriveren og guitaristen Chuck Prophet, der har en fortid i firserkultbandet Green on Red.

Jayhawks gik på scenen kl. 22 og leverede de næste knap to timer et professionelt show, der førte tilskuerne gennem mange af bandets meste kendte og elskede sange, men også kom helt ud i krogene, fx til en sang fra den kreative overskudsplade The Mystery Demos. Samlet set var koncerten en rundgang på bandets americana-palet, der har mange kulører og afslører, at Jayhawks har ladet sig inspirere af mange kilder fra Hank Williams og frem til i dag. Lige fra den Neil Youngske guitarlyd (på Crosby, Stills, Nash & Youngs hovedværk Deja Vu) over den unge Bob Dylan (Louris’ mundharmonikaspil) til The Feelies. Blot for at nævne nogle at de oplagte associationer, jeg fik under koncerten.

De to frontfigurer havde helt konkret delt scenen mellem sig (som Olson spøgefuldt kommenterede undervejs), og selv om Olson ofte fremhæves som forgrundsfiguren, så var der denne aften i det mindste tale om en fin balance. Olson med sin akustiske guitar midt på scenen og Louris med mundharmonika og lead-guitar til venstre.

Hver for sig besidder de to herre ikke de store stemmer, men Louris lyse og Olsons robuste stemme gled nærmest unisont smukt sammen i duetterne. Godt understøttet af Grotbergs og O’Reagans vokale supplement.

Da bandet kom ind på scenen kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det lige så godt kunne have være fire personer ude fra gaden. Olson lignede en lokal skolelærer, der lige var kommet fra job på en nærliggende folkeskole, Louris’ en bebrillet bibliotekar, Grotberg naboens pæne kone og så videre. Men bandets nærmest undselige fremtræden stod i diametral modsætning til den kollektive musikalske udfoldelse. Her var et band, der – som andre markante bands i americana-traditionen, fx bandet The Band – først og fremmest var på scenen for musikkens skyld. For den kollektive musikudfoldelses skyld.

Fra første akkord var Olson og hans kolleger professionelt tilstede og i musikkens favntag. Den ene sang afløste den anden uden pause og kun ledsaget af et par enkle kommentarer fra Olson og Louris. For mig lykkes en koncert for alvor, når man som tilhører pludselig slår hjernen fra og bliver et med lyden og situationen – på næste zenagtig vis. Og det skete for mig godt halvvejs inde i koncerten. Så kan det ikke blive bedre. Og da koncerten – efter de obligatoriske tre ekstranumre – var ovre, kunne det for min skyld godt have fortsat et time eller to.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så tror jeg, at grunden til, at The Jayhawks ikke er mere kendte end tilfældet er, at de stadigvæk – efter mere end 25 år i musikkens tjeneste – spiller for sangenes og musikkens skyld og inden for en stilart (hvis man da kan kalde det konglomerat af stilistiske elementer, der udgør ‘americana’, sådan), der altid har haft det svært med mainstream-koncepterne, og som de ikke er færdig med at udforske mulighederne i.

Som skrevet, så havde Jayhawks Chris Prophet med som ‘support’. Og rollen som opvarmningsnavn har ofte været utaknemmelig. Men i den halve time, Prophet havde at gøre godt med, tog han alene mand med sit eminente guitarspil og sin energiske sang den fyldte sals publikum i sin hule hånd. Ikke engang et par lydudfald kunne bringe ham ud af fatning, men blev blot en del af fremførelsens ‘magi’. Flere af sangene var taget fra Prophets seneste plade Temple Beautiful (2011), der tematiserer Prophets egen fødeby, San Francisco. Og med sine små muntre bemærkningen (bl.a. om den danske komiker Lars von Trier…) fik han afviklet et lille energisk show , der kun kunne give appetit på en regulær koncert med denne californiske bon viveur, som Mark Olson kaldte ham.

Lad bankboksen i Herning kappes med Horsens og andre store provinsbyer om de Store Stadionnavne, så længe det lille århusianske spillested Voxhall får lov til at musikalsk vellykkede koncerten som den med Jayhawks og Prophet!

Det eneste minus ved koncerten var, at tre godt overrislede ungersvende fra MIG-generationen (Mig! Mig! Mig!) mente sig berettiget til ganske hensynløst at mase sig helt frem til scenekanten, hvor de brugte tiden på at snakke højlydt med og mobiltelefonfotografere hinanden og – med lidet held – at komme i kontakt med bandets keyboardspiller, der dog håndterede chikanen med stoisk ro og professionalisme. Heldigvis kunne en hærdebred kontrollør tæmme dem, men det kunne godt være sket på et tidligere tidspunkt. Desværre en den slags malplacerede koncertdeltagere ikke ualmindelige i århusiansk musikliv – og man kunne godt ønske sig, at spiledestederne var lidt mere på stikkerne og sørgede for at dæmpe dem ned – alternativt lempe dem ud af vagten…

På coveret til bob hunds nye plade Låter som miljarder er aftrykt små virksomhedsannoncer af den slags, man kan finde i gammeldags telefonfagbøger, lokalnøgler og lokalaviser. Og det fik mig til at tænke på dengang, hvor det britiske band The Who udsendte deres tredje album The Who Sell Out (1967), hvor de med ungdommelig respektløshed sparkede til populærmusikkens kommercialisme. Poppens evige konflikt mellem kunstneriske aspirationer og markedets ubarmhjertige krav om salgbarhed.

Associationen er måske ikke helt skæv. I hvert fald genfinder man den kritisk-humoristiske attitude hos bob hund, der foretrækker at stave bandnavnet med småt. På indercoveret ser man bandet opstillet iført kunstigt overskæg, briller og spasmagerattitude.

Så er stilen lagt. Men man skal ikke skue hunden på hårene, som en gammel talemåde siger. Bob hund vil godt underholde, men under popoverfladen lurer galskaben, og det kritiske bid snapper efter en i de poetiske tekster.

Låter som miljarder er bandets tiende album, siden debutten med bob hund i 1994. Senest har de udgivet Det överexponereda gömstället (2011), som fik en blandet modtagelse i hjemlandet, fordi den med sine alt andet end publikums- og kritikerleflende eksperimenter demonstrerede, at bob hund har rødder i den svenske undergrund (Philemon Arthur and the Dung) og har hentet inspiration hos andre excentrikere i rocken (Captain Beefheart, Pixies m.fl.).

bob hund er sin egen – og er ikke sådan til at holde i snor.

Med den nye plade kaster bob hund sig ud i en sprælsk omgang, fantasifuld, original og meget dansevenlig rock med tekster, der både er fulde af poetisk galskab og – for at vende tilbage til The Who – en god portion samfundskritik af den diskrete, implicite og alt andet end propaganderende slags. låter som miljarder/följer du kroppen?/eller går du emot strömmen?/ vem är du?/ är du film eller fejk?/ låter som miljarder osv. Sådan lyder det i den boblende titelsang, der med sine frivole, uforskammede popkvaliteter i den grad appellerer til hitlisterne og lokker lytteren ud på dansegulvet. Den dansevenlige tilgang til musikken, der i sin legende og opfindsomme karakter kan minde om Talking Heads i deres mest dansante hjørne og ikke mindst Tom Tom Club, kommer helt tydeligt frem i “harduingetmankandansatil?”, der i den grad bekræfter spørgsmålet, men også kan opfattes som en ironisk kommentar til det evindelige krav om, at musik skal være brugsvenlig.

Kun tre af teksterne til pladen er aftryk på det lille ark, der følger med pladen, og det er lidt en skam. For for det første synger bob hund på et vidunderligt skånsk-svensk, som sikkert ikke alle kan opfatte i farten, og for det andet er teksterne et studie i enkel poppoesi, der både står i musikkens tjeneste og samtidig har karakter af regulære poetiske, læsbare tekster. så nära kärlek man kan komma utan att kärlek finns/ så nära frihet man kan komma utan att frihet finns/ så nära döden man kan komma utan att dödan man kan komma utan att dödan finns, hedder det i sangen ”Såå nära”, der understreger, at popappel sagtens kan rumme poetisk alvor og dybde.

Og rigtig civilisationskritiske bliver bob hund i sangen ”Maskerade”: vi bliv maskerade/ flickorna först och pojkarna se/ maskerade/ vi är maskerade varenda en/männen först och kvinnorna sen/varenda en/ vi är maskerade […] andas på en spegal och jag ska säga vem du är osv. Og sekvensen demonstrerer et poetisk vandmærke på denne plade: den rytmiske gentagelse.

bob hund har det rygte på sig, at de er et af broderlandet bedste livebands. Og man tror det gerne, når man lytter til denne højenergiske, uhyre veloplagte, decideret legesyge, humoristiske og poppede plade. Det er musik med et glimt af galskab i øjet og en stærk appel til kroppen. Det er vitterligt talt umuligt at sidde stille til den plade.

Pladen er en ulv i fåreklæder. Den fremstår som og vil sikkert hitte som en regulær popplade, men lytter man med til teksterne og fanger den ironiske tone i forsanger Thomas Öbergs fremførelse, så er det klart, at bob hund vil mere end blot underholde. Bob hund er ikke nogen skødehund. Det er ikke en hund, der kan holdes i kort snor. Vuf.

En anden version af denne omtale kan læses i Geiger.

Niels Skousens erindringsbog “Herfra hvor jeg står” begynder i et tog. Den femårige Niels står og kigger ud af togvinduet, medens toget bevæger sig gennem Rendsborg i retning mod det Tyskland, som familien kommer fra. Den kun 1 meter og 10 centimeter høje dreng iagttager sanseligt og konkret, hvad han ser. Togets lyde, skiltene på stationerne (skrevet med gotiske bogstaver), de krigshærgede tyske byer, menneskerne. Detaljerne stiger op fra papiret med en filmisk konkrethed.

Ved bogens slutning stiger Niels igen på toget. Han har indløst en 14-dages Eurodomino-billet og drager af sted mod sit oprindelsesland, Tyskland, hvis sprog han behersker, og hvor han kan ‘glide ubemærket’ ind.

I den mellemliggende tid har han levet sit liv i Danmark og er så småt nået frem til en erkendelse af, hvad han vil med sit liv. Skrive sange om det og spille dem. At være troubadour.

Rejsen er ikke en ukendt metafor for det levede liv. Niels Skousen nævner da også vores store rejsende digter, H. C. Andersen, som et forbillede og inspiration. Og togrejsen er et udmærket billede på, hvordan Skousens liv forløber i fortællingen. Han er både den iagttagende, “ der ‘herfra hvor jeg står’ med skærpede sanser registrerer, hvad der foregår omkring ham“, men også selvforglemmende aktiv og involveret i det liv, der leves.

I forbindelse med omtalen af den plade, hvorfra erindringsbogen henter sin titel, Skousen & Ingemans klassiker “Herfra hvor vi står”, forklarer Skousen, at teksterne på pladen netop handler om ‘hvor svært det er at nå frem til sit eget jeg’ og om betingelserne for denne svære selverkendelse, bevægelsen og forandringen. Semper idem et alter, som de gamle latinere sagde. Man skal forandres for at forblive sig selv. Og pladen er optaget af denne foranderlighed og bevægelse. “Jeg var optaget af bevægelse og forandring. ‘Det bevæger sig, når vi går’, var selve kernen i min indgang til den sang. Den oplevelse, at dit perspektiv, dit synsfelt og objekternes forhold til hinanden forandres, når du sætter dig i bevægelse. At handlingen, deltagelsen og din egen indgriben i verden var vigtig og gav et andet perspektiv end det du ville ved blot at sidde og se på”.

Og sætte sig selv i bevægelse og på spil gør den unge Niels fra første færd. Han kaster sig ud i livet i Danmark og lever det forlæns og forstår det så småt baglæns, for nu at parafrasere en Kierkegaard-maxime.

Niels er sammen med sin mor og storebroder kommet til Danmark efter krigen og besættelsen. Og moderen, der til sin død i en fremskreden alder af 93 år insisterer på sin tyske identitet, kæmper en heroisk kamp for at overleve og blive accepteret i et land, hvor det at være tysk, ja, i det hele taget anderledes, var et tungt åg at bære rundt på. Men Niels’ moder er også et aktivt og kreativt menneske, og det lykkes faktisk for hende at skabe et liv med gymnastik og dans som levevej blandt de danskere, som hun aldrig kommer til at kunne fordrage. Og man forstår hende godt, når man læser den barske historie. Hvis vi tror, “integration” er et nyt problem Danmark, så læs med i Skousens erindringer… Fortællingen om de første år frem til gymnasieårene står stærkt og gribende i fortællingen. Efter min mening noget af det bedste i bogen.

Hvor moderen står ved sin anderledeshed og kæmper sin kamp sammenbidt med den pris det har, fx i form af flere børnehjemsophold for Niels og storebroderen, så glider Niels ind i det danske liv uden de store problemer. Sådan som børn nu gør. Først i erindringens klare lys går det op for forfatteren, at det har haft en pris. Undervejs er noget blevet trængt i baggrunden, fortrængt, og det vender så tilbage. En almen lærdom ved livet.

Med fortællerens eget ordvalg, så kaster han sig ud i livet og håber at lande på begge fødder. Og springet lykkes. Det er også hans held, at det sker i en periode, “ tresserne“, hvor mulighederne er mangfoldige og verden åbner sig på en måde, vi hverken har oplevet før eller siden.

I sin gymnasietid får Niels smag for dramatikken og “ efter et årstid som medicinstuderende på universitet“ bliver teateret et af de to spor, der tydeligst løber gennem hans liv. Det andet spor er musikken. Uden andre forudsætninger end en skolekomedie bliver Niels Skousen skuespiller. Studenterscenen med Hans Chr. Ægidius som leder bliver under titlen Collage den læreplads, hvor Skousens skoling finder sted. Og derfra går det slag i slag. Niels går “ igen med forfatterens eget ordvalg “ fra det ‘ene rum til det andet’. Og et af disse rum bliver efter årene med Collageteateret tressernes nye populærmusik. Beatles, Stones, Kinks, Dylan. Og sidstnævntes Another Side of Bob Dylan får den unge Niels til at købe en elendig Western-guitar og øve sig hver eneste dag. Og langsomt, men sikkert bliver musikken det andet tydelige spor i hans liv.

Niels går fra det ene rum til det andet. Og dørene åbner sig. Skuespil, teater, film, tv, radio, musik m.m. Tilfældet hersker. Og en “ set her fra 2011“ en imponerende og misundelsesværdig lang række muligheder og chancer tilfalder fortælleren som appelsiner i turbanen. Dramatikken vejer tungt, men også årene med Skousen & Ingeman og Musikpatruljen fylder godt i erindringerne, selv om det var år, hvor hashtågerne hang tungt over hele sceneriet.

Det udadvendte liv fylder meget i bogen. Man får som læser en klar fornemmelse af at være med, hvor det sker. Og det private fylder tilsvarende lidt. Selv om vi får noget at vide, så hersker der en markant diskretion omkring det mest intime og private liv. Og det taler måske for sig selv, at det aktive liv, hvor fortælleren er opslugt af sit virke får ham til at glemme pleje det første ægteskab, han indgår. Utroskab og en efterfølgende smertende skilsmisse er prisen for en forglemmende opslugthed af det kunstneriske arbejde. Men intet er som bekendt ikke så skidt, at det ikke også er godt for noget, og bearbejdningen af skilsmissen er med til at sætte den efterlods forståelse af de foregående års ‘togrejse’ i gang. Niels når et point of no return og må indse, at han har været naiv. En ikke uvæsentlig erkendelse.

Skilsmissen bliver en ny begyndelse. Og Niels tager sig selv i nakken. Genoptager skuespilleriet og samler den musik, der efter årene med Peter Ingeman var gået helt i stå, op igen. Han vil spille teater og lave en ny plade. Og netop i vendepunktet løber han ind i en ung kvinde, digteren og den senere filminstruktør, Linda Wendel, som bliver fortællerens nye hjerterdame. Teaterarbejdet udvikler sig og topper, da Niels bliver en central figur i tv-serien “Landsbyen”, som han ikke alene spiller en hovedrolle i, men også er med til at idéudvikle og skrive. Til gengæld går det halvskidt med solokarrieren som troubadour. Efter albummet “Landet rundt”, som går helt fejl af tidsånden, opstår der et længere afbræk i det musikalske spor. Og for en tid bliver Skousen nærmest glemt som musiker. Illustreret af en oplevelse, han har på et værtshus i Ringsted, hvor han optræder sammen med Peter Ingeman og Stig Møller. Bodegapublikummet tager imod dem med tilråbet: “Aksel er Gud, Aksel er Gud!”. Skousen huskes kun for sin rolle i “Landsbyen”.

Det er nok ikke tilfældigt, at det egentlige erkendelsesmæssige vendepunkt kommer, da forfatteren sidder i et lille lokale ude på Østre Gasværk og skriver dagbog. Han er med i en lille rolle i opsætningen af Romeo og Julie og har tid til at sidde i sin minimale garderobe og skrive. Det er her, medens skriften folder sig ud på papiret, at han bliver klar over, at han undervejs har glemt sig selv, glemt at lytte til sin egen lyst. Og det er her beslutningen om at købe en ny guitar og kast sig over det fortællende sangskriveri bliver taget. Og beslutningen om at stige på toget igen.

Skousen forlader læseren på et tidspunkt, hvor han er genrejst som troubadour med de kritikerroste album “Dobbeltsyn” og “Daddy Longleg”, og hvor moderens død på et plejehjem får ham til at indse, at hans egen livsrejse er del af en større bevægelse. Generationernes store togrejse. Familiens og slægtens. Det går op for ham, at man for at blive sig selv, skal vedgå den ubevidste arv og gæld, man modtager fra sin familie. Fx moderens andethedsfølelse og hendes ambitioner, som kommer til udtryk i Niels eget optagethed af det moderne i teater og musik. Men også den fraværende fars betydning som fraværende.

“Herfra hvor jeg står” er en velskrevet erindringsbog. Den er skrevet i en enkel, sansemættet og konkret prosa, der trækker på samme hammel som den gode danske naturalistisk-realistiske tradition i dansk litteratur. Man mærker, at det ikke ligger forfatteren fjernt at skrive, selv om han langtfra og heldigvis ikke er “litterær” i sit afsæt og sit anslag. Undervejs kom jeg til at tænke, at Skousens prosa er som godt rugbrød med kerner i. Det skal forstås som en ros. Jeg elsker godt rugbrød.

Bogen er udgivet af Gyldendal i 2011.

Omtalen kan også læses i Geiger

Tassili er titlen på turaregrockerne Tinariwens femte album. På pladen dyrker de det akustiske udtryk og får hjælp fra en række vestlige musikere. Men resultatet er det samme fascinerende musikalske univers, hvor gruppens solide ørkenrødder vandes med ingredienser fra den store verden uden for Sahara.

Ethvert band har sig egen mytologi. Tinariwens begynder, da gruppens stifter Ibrahim Ag Alhabib som dreng i tresserne ser en cowboy med guitar i en amerikansk western. Han bliver så fascineret af det, han ser, at han laver sit eget guitarlignende instrument af en blikdåse, en pind og kabler fra en cykelbremse. Og han begynder at spille den musik, han kender og hører. Gamle tuaregsange og arabisk pop.

Dette tidlige møde mellem den tuaregiske og den vestlige kultur fortsætter i halvfjerdserne, hvor Alhabib møder ligesindede musikelskere blandt de tuaregiske oprørere. De begynder at spille sammen på deres hjemmelavede instrumenter og søger inspiration i marokkansk protestmusik, algiersk Rai og vest lig pop og rock – fra Elvis til Jimi Hendrix og Bob Marley. Vennerne spiller rundt omkring til lokale fester og får efterhånden råd til at købe “rigtige” instrumenter.

Efter i en årrække at have arbejdet i det libyske militær og flyttet rundt som tuaregiske eksilerede besluttede musikene sig i 1991 for at blive fuldtidsmusikere. Og året efter bliver det første kassettebånd indspillet i Abidjan i Elfenbenskysten. Og efterhånden bliver gruppen, der endnu ikke har et fast navn med kalder sig ‘drengene fra ørkenen’, Kel Tinariwen, populære hos de tuaregiske nomader.

Et møde med det franske orkester Lo’jo i 1998 føre til skabelsen af en musikfestival i Alhabibs hjemland, Mali, i 2001. Ørkenfestivalen får Tinariwen øverst på plakaten og eksponerer for første gang for alvor gruppen uden for det afrikanske kontinent. Efterfølgende optræder de i Danmark (Roskilde, MOMAD) og London. Og i 2001 indspiller de deres debutalbum, The Radio Tisdas Sessions, som udsendes uden for Nordafrika og gør Tinariwen kendt i en større kreds af musikelskere.

Siden er det gået slag i slag, og Tinariwen har spillet mange steder i Europa, USA, Japan og Australien. Og de har fået mange venner blandt vestlige musikere med smag for Verdensmusik. Blandt gruppens fans finder man Brian Eno, Thom Yorke, U2 og TV on the Radio.

Mødet med de vestlige musikere viser sig tydeligt på gruppens seneste udgivelse, albummet Tassili, hvor Kyp Malone og Tunde Adebimpe (fra TV on the Radio), Dirty Dozen Brass Band og Nils Cline (Wilco m.fl.) medvirker.

Tassili er gruppens femte album, men selv om Tinariwen er blevet mere professionelle og får hjælp af vestlige venner, så er der stadigvæk tale om musik, der er dybt forankret i den tuaregiske kultur. Den udpræget akustiske plade byder på iørefaldende sange, hvor den flerstemmige sang, de eksotiske, tuaregrytmer og den lokale assouf-guitarstil dominerer. De vestlige musikere tilføjer et ekstra lag – fx Nils Clines fine guitarimprovisationer på pladens første sang, ”Imidiwan ma Tenam” – men forstyrrer heldigvis ikke Tinariwens særlige puls og udtryk.

I sangene (der er oversat til engelsk i coveret, men synges på modersmålet) besynges hjemegnen, Saharas ørkener, ensomheden, kvinden og det hårde liv som tuareg. I teksterne er der en understrøm af poesi og melankoli, som uvægerligt leder tanken hen på bluesmusikken i dens tidlige form. Tinariwens udgave af verdensmusikken kan opfattes som en regional udgave af the blues. Lyt til Tinariwen – de fortjener mange lyttere.

Du kan også læse min omtale af pladen på Geiger – lige her.

Post-punkbandet Before har fået udgivet privatoptagelserne fra deres markante optræden på Saltlageret den 17. maj 1981, hvor de varmede op for New Order. Læs min omtale i musiktidsskriftet Geiger – her:

Capac, 27. aug 2011