Indlæg tagget med anmelderi

John Cale, 1974-75 – endnu en erindring

19. august 2007

Medens jeg skrev mit erindringsfragment om John Cales koncert pÃ¥ Gellerupscenen den 9. november 1974 (eller 75, jeg er ikke helt sikker) kunne jeg se det omtalte udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad for mig. Et sort-hvidt billede af John Cale, der stÃ¥r med sin viola bag et sprosset vindue, lidt mut, indadvendt. Efterfulgt af en spalte med informationer og Cale og hans aktuelle projekt. Signeret “Benny”.
Tilfældet (?) ville, at jeg sÃ¥ i gÃ¥r stod og bladrede i nogle bøger om musik – blandt andet det tidlige omtalte værk Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten – og ud falder selv samme udklip og et andet fra dagbladet Information med en anmeldelse af Cales koncert den 1. November pÃ¥ det ganske nye koncertsted Saltlageret (pÃ¥ Gl. Kongevej i København), som nogle dage forinden var blevet indviet af Gasolin. Sammen med avisens anmeldelse lÃ¥ et lille foto af den bemaskede og bebrillede Cale, om hvem anmelderen – Jørgen Siegumfelt – skrev: “Kl ca. halvtolv lørdag aften gjorde han sin entre iført forrevet khaki-dress – og hovedet maskeret bag et hvidt, løst hængende finmasket net.. bag hvilket man anede et par store motorbriller og et kranium indhyllet i sort klæde!”. Anmelderen er positiv, og musikken, der sammenlignes med Lou Reeds enkle rock-musik, omtales som “sej og medrivende” og “stærk og vital musik”.

Darkness warmer than a bedroom floor
Want someone to hold me close forever more
I’m a sleeping dog, but you can’t tell
When I’m on the prowl you’d better run like hell
You know it makes sense, don’t even think about it
Life and death are just things you do when you’re bored
Say fear’s a man’s best friend
You add it up it brings you down

 

Opdatering: En Cale-fan har lavet en oversigt over Cales koncerter gennem tiden og i følge den var det 11/09/75, Cale med Band besøgte Gellerup Scenen.

Hr. Gainsbourg, formoder jeg…

23. juni 2007

Dagens grammofonplade er Monsieur Gainsbourg revisited, en post-hum hyldestplade til den afdøde, franske sanger og sangskriver med fornavnet Serge. PÃ¥ pladen giver forskellige kunstnere deres bud pÃ¥, hvordan Serges sange ville lyde i nutidens indpakning. Fx spiller Franz Ferdinand (sammen med Jane Birkin), REMs Michael Stipe, Marianne Faithfull (sammen med reggae-esserne Sly & Robbie), modellen og sangerinden Carla Bruni, The Rakes og The Kills. Det er er ikke snapse det hele, især Portishead skuffer fælt med en uinspireret udgave af Un jour comme un autre – Anna (der er blevet til Requiem for Anna). Men der er perler imellem. Faithfull i deep roots reggae er en god og krydret ret. Og Cat Power & Karen Elson fører ny ilt til den gamle score-sang: Je t’aime moi non plus.

Serge Gainsbourgs datter, Charlotte, der også synger, har jeg omtalt andetsteds i bloggen.

Støn bare med – der er jo varmt nok til det… ;-) : Læs mere »

Obskurt!? Obskuriøst!

17. oktober 2006

En af hverdagen smÃ¥ glæder (for blogbestyreren) er dagens post. Rudekuverternes tid er jo næsten talte i disse digitale tider, sÃ¥ hvis der kommer noget gennem sprækken, bortset fra den stadigt voksende bunke gratisaviser (nÃ¥r de altsÃ¥ kommer…) og reklamer, sÃ¥ er det som regel noget interessant. Cd’er, bøger, tidsskrifter. I dag bragte den røde post Obskuriøst nr. X, sendt fra Henrik ovre i København. Vi takker og bukker. En udførlig omtale vil følge, nÃ¥r vi har fornøjet os med læsningen.
Obskuriøst

litteraturanmeldelser og -kritik

10. oktober 2006

Jiggly Room-bestyrer Bo har et indlæg om litteraturanmeldelser, foranlediget af en debat, der pÃ¥gÃ¥r i dagbladet Informations “sandkasse”… Bo læser ikke anmeldelser, og det kan der være gode grunde til ikke at gøre. Jeg læser stort set alle de anmeldelser af dansk og udenlandsk litteratur, som jeg kan komme i nærheden af. Primært for at holde mig orienteret inden for mit fagomrÃ¥de. Dermed ikke sagt, at det altid er en opløftende oplevelse.


Hvad kan man forvente af en anmeldelse? For mig at se, er en anmeldelse først og fremmest en produktbeskrivelse. Bogen er en vare, udsendt af et forlag, der forventer eller hÃ¥ber pÃ¥, at den fÃ¥r en promoverende omtale i en avis eller – til nød – et tidskrift.

Det vigtigste i den forbindelse er, at bogen fÃ¥r en god beskrivelse, en ordentlig karakteristik, sÃ¥ledes at den potentielle læser fÃ¥r et indtryk af, hvad bogen har at byde pÃ¥. Anmelderen mÃ¥ gerne komme med sin personlige vurdering og mening – til sidst. Men det vigtigste er forarbejdet. Læs mere »

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, hÃ¥ber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sÃ¥dan en granskning af bogrygge altid fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornÃ¥r mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker sÃ¥ venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? HvornÃ¥r jeg dog fÃ¥r læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – sÃ¥ satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 pÃ¥ cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje sÃ¥ pÃ¥? PÃ¥ hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. PÃ¥ hovedet. Og det forklarer mÃ¥ske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert pÃ¥ Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altsÃ¥ kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten pÃ¥ Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (mÃ¥ske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.