CAPAC

I den aktuelle politiske konjunktur under den nationalistisk-liberalistisk-konservative regering er ARBEJDE blevet ophøjet til en værdi, hvormed al menneskelig aktivitet måles. Er du i arbejde, så skal du arbejde mere, i flere år – gerne til den dag, hvor du stiller sutterne.

Er du uden arbejde, så er du principielt under mistanke for at være arbejdsky, doven, inaktiv osv. Og skal følgelig konstant stå til rådighed for arbejdsmarkedet og indtil du får mulighed for at sælge din arbejdskraft, så skal du holdes igang med surrogatarbejde, kaldet “aktivering”. Du skal være aktiv – rende rundt i skove og lade som om du er en fugl, lave butterdej osv. Bare et eller andet, der kan identificeres som aktivitet. Af systemet.  Og intet – fx ( i dine øjne meningsfulde) private aktiviteter – kan substituere systemets aktivering. For det er systemet, der definerer, hvad der er meningsfuld aktivitet, og hvad der ikke er.

En af dagens mediale historier sætter ARBEJDETS overgribende rolle i relief. En ung mand skulle til sin moders begravelse – men skulle også samtidig til samtale på jobcenteret. Og hvad mon var vigtigst? Et sidste farvel til mor – eller endnu et resultatløs møde på jobcenteret!?  Gæt og læs selv.

I de borgerliges ideologiske forestillinger om individets frihed – den frihed, der indgår i begreber som “liberalisme” og “liberal” – er du reduceret til arbejdskraftens frihed, dens frie bevægelse, dens frie udbytning osv. Og “mennesket” er skrællet af og smidt på historiens møding.

Citat: »Kunstnere er ramt af at blive sammenlignet med det øvrige
arbejdsmarked, selv om de i de fleste tilfælde lever et freelanceliv
med et helt anderledes og mere ustabilt arbejde. Det er helt i orden at
stille krav til kunstnere, men der skal være en respekt og en balance,
så man kan få dagpenge i en periode og samtidig være i fred, hvis man
har arbejdet så og så meget over et år«. Ordene er Martin Tullinius. Tulinius er teaterchef for Kaleidoskop, der for øjeblikket leverer en slags politisk teater om teaterarbejde og dagpengeregler. Nu skriver jeg “teaterarbejde”, og det er retteligen forkert, set fra Tulinus’ synsvinkel, for teater er KUNST. Og KUNSTNERE bør ikke ‘rammes’ ved at blive ’sammenlignet’ med ‘det øvrige arbejdsmarked’. Læsere af denne blog, ved godt, at sådan der beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen og konsorter ikke på det. For ham er arbejde et fedt. Om du arbejder med KUNST, fiskefilettering eller undervisning, så kommer det ud på ét. Arbejde er arbejde. Og er du ledig,så skal du påtage dig arbejde, arbejdets art ufortalt. Punktum. Slut. Finale.
Jeg mener også, at Tulinius’ argument er kritisabelt. Hvis KUNSTNERNE skal behandles med særlig ‘respekt’ på grund af deres særlige arbejdsforhold, så må samme ‘respekt’ gælde andre faggrupper. Fx de mange højtuddannede akademikere, der er henvist til deltidsarbejde som undervisningsassistenter, vikarer og lignende. I det hele taget er der behov for en ledighedspolitik, hvor man tager højde for den enkeltes specifike kvalifikationer og erfaringer, i stedet for at slå alle i hartkorn med hinanden. Og en ny ledighedspolitik haster. Ledigheden stiger nemlig…

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt på de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har også ret. Men, nede i artiklen kunne man så konstatere, at Frederiksen på ingen måde har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække på kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altså ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rådighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt må man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der findes sådan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt står i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og så videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

De overarbejdende danskere skal arbejde mere i følge statsministeren. De ledige skal være uledige. De syge usyge. Den rigtige indvandrerhænder og -hoveder skal vandre ind. Og de overarbejdende skal have udbetalt overarbejde i kontanter, som de så ikke har tid til at bruge alligevel, fordi de jo skal arbejde… Danmark som bikube. Arbejdsbier.

Apropos vækst så se denne video og blive klogere… (via Modspil.dk)

I går aftes kunne DR TV-Avisen berette om et ungt ægtepar – dansk kvinde og afrikansk mand – der havde fået opholdstilladelse i Danmark efter de omstridte EU-regler. Parret havde boet tre måneder i Sverige og ernæret sig ved at passe hunde for et ældre ægtepar. Parret havde oven i købet fået lov til trods for, at de ikke levede op til den såkaldte 24-års-regel for familiesammenføring. Konfronteret med dette faktum og spørgsmålet om, hvorvidt den nationale danske indvandrerpolitik var sat ud af kraft, var Dansk Folkepartis næstformand, rets-, udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup tydeligvis i vildrede, på retræte og gav udtryk for, at det åbenbart var sådan, det var, indtil videre…
Regeringen og det støtteparti, Dansk Folkeparti, har fået et problem på halsen, som den får svært ved at løse. Kampen mod EU-bureaukratiet kan blive lang, sej og måske håbløs. Og i mellemtiden må regeringen se i øjne, at en central del af dens politiske “succes” er suspenderet og gennemhullet som en sweizerost.
Sagen er ikke kun interessant, fordi den vedrører regeringens eksistensgrundlag – der som bekendt har to piller, nulskatte og indvandrerpolitiken – men også, fordi det er endnu et eksempel på Danmarks dybe ambivalens i forhold til EU-medlemskabet. Sagen blotlægger den danske halvhjertethed, når regeringens repræsentanter udadtil signalerer, at man ikke vil parere ordre, men i praksis gør det…
PS. En anden lille finurlig ting er, at indslaget i tv-avisen antydede, at det var absurd, at den unge dames hundepasning kunne betragtes som “rigtig” arbejde. Hun gav oven i købet næring til antydningen ved at sige, at det var let og hyggeligt. Men her skal man – dvs. journalisterne på tv-avisen – huske på, at der i den herskende arbejdsmarkedspolitik ikke skelnes mellem de forskellige former for arbejde. Alt arbejde er ét fedt…