Indlæg tagget med arbejde

Julehumør?

3. december 2015

Min december står mere i arbejdets tegn end i julens. Jo, julen får sin plads og fylder omkring den 24., men ellers er det arbejdet, der kræver sit. Overarbejde. Og det er da ok, når nu det ikke kan være anderledes.

Simon Ammitzbøll – og den totalitære tankegang

12. september 2012

I forbindelse med udgivelsen af sin nye pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik har Preben Wilhjelm advaret om, at den aktuelle krise kan føre til totalitære tilstande i de vestlige demokratier. Det skete bl.a. i et interview med Information i den forgangne uge.

Jeg kom til at tænke på denne advarsel, da jeg i Jyllands-Posten læste, at Simon Ammitzbøll fra Liberal Alliance i et TV2 program skulle have bifaldet, at en arbejdsløs enlig mor havde ladet sig sterilisere. Udmeldingen gav mig ubehagelige associationer i retning af de historiske eutanasi-programmer, hvor sterilisering blev brugt til at begrænse ‘asociale’ og ‘samfundsskadelige’ individers mulighed for at påføre samfundet yderligere balastning og skade. Jeg tænker ikke kun på Nazi-tyskland, hvor eutanasien blev sat i industriel produktion med kz-lejre osv., men fx også den eutanasi, der er blevet udført herhjemme over for udviklingshæmmede og socialt udsatte borgere.

Associationen er ikke tilfældig, for med sin respektløse, ja, arrogante udtalelse – og tilhørende bemærkninger om, at det ikke var i orden, at den arbejdsløse kvinde havde fået tre børn med tre forskellige mænd (i hvert fald ikke, hvis Ammitzbøll skulle betale via skatten…), at hun burde få sit hår klippet og sin mundpiercing fjernet osv. – giver Ammitzbøll netop udtryk for en disciplinerende, totalitær tankegang.

Det, der kendetegner totalitarisme, er netop, at en statsmagt – og som folketingsmedlem er Ammitzbøll repræsentant for statsmagten – med alle tænkelige midler forsøger at underlægge sig og kontrollere alle sfærer af samfundet, herunder privatlivets sfære. Den totalitære, ideologiske tænkning knytter sig her under krisen især til arbejdet. På tværs af de politiske partier oplever vi en diskurs, der gør arbejdet til selve normalitetens centrum. Vi ser det i regeringens tanker om ‘det øgede arbejdsudbud’ (der skal være der når ‘væksten’ engang kommer…). Vi ser det i forhold til arbejdsmarkedspolitiken på ledighedsområdet, hvor de ledige – til trods for, at der ikke er arbejde til alle – skal agere som arbejdsparate, aktiveres og sanktioneres, hvis ikke de gør det. Og vi ser det – de seneste dage med sagen om bistandsklienten Robert Nielsen, der har formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved arbejdets værdi -i den næste enstemmige moralske fordømmelse af ethvert tegn på arbejdssky adfærd. Og så videre.

For mig at se, er der ingen tvivl om, at Emil Ammitzbøll er godt på vej ind i en totalitær tankegang. Men han er ikke alene om det. Han er blot et særligt usympatisk og arrogant eksempel, der ikke bliver mindre usympatisk af, at manden er homoseksuel og derfor tilhører en minoritet, der i årevis (og stadigvæk i et vist omfang) kender til det at bliver målt med en undertrykkende normalitetsmålestok.

Spørgsmålet er så, hvorfor den totalitære tankegang har så gode vilkår lige nu i den aktuelle krise? Hvorfor er det så magtpåliggende, at vi alle arbejder mere, længere og i flere år, og at flere udsatte grupper af befolkningen – de ældre, de handicappede, førtidspensionisterne osv. – i en tid, hvor der netop ikke er arbejdspladser nok, og hvor flere og flere arbejdspladser forsvinder? Jeg tror, at svaret hænger nøje sammen med den måde, den kapitalistiske økonomi fungerer på. Denne økonomi har som sit mål øget vækst, og øget vækst hænger nøje sammen med udbytningen af arbejdskraften. Men som bekendt er væksten udeblevet, mange lande er endt i recession – og det forstærker blot begæret efter vækst og dermed ønsket om at skaffe arbejdskraft nok. Koste hvad det vil. Forenklet sagt.

Let’s Work Together –

21. november 2011

Krisen kradser, og der er ikke arbejde nok til alle. Alligevel er der nogle højresnoede ideologer – fx Asger Aamund og CBS-filosoffen Ole Thyssen – der lægger stemme til kapitalismens umættelige grådighed og vil gøre de arbejdsløse (ledige, bistandsklienter, førtidspensionister, efterlønsmodtagere…) osv. til den flok arbejdssky elementer, der blot vil lægge de virkelige “arbejdere” til last – dem, der ejer produktionsmidler og bestemmer, hvem, der skal arbejde og hvornår, aktiespekulanter, kuponklippere …

Sangen nedenfor, som er lavet af en flok engelske offentligt ansatte – en politimand, en jordmoder, en tekniker osv. – er en illustration af, at den aktuelle krises problem ikke er, at folk – fx danskerne og englænderne – ikke vil arbejde. Men tværtimod er budskabet: Lad os arbejde – sammen. Og det grundlæggende problem er, at fordelingen af verdens rigdomme er blevet mere og mere skæv og uretfærdig. Paradokset er, at koncentrationen af rigdom på relativt få hænder er øget, medens krisen har udviklet sig. Og den aktuelle økonomiske politik handler om at lade de almindelige lønarbejdere og de svage i samfundene om at betale regningen for finanssystemernes fejlen.

Together we’ll stand
Divided we’ll fall
Come on now people
Let’s get on the ball
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every girl and man
People, when things go wrong
As they sometimes will
And the road you travel
It stays all uphill
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
You know together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, two or three minutes
Two or three hours
What does it matter now
In this life of ours
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every woman and man
Ahhh, come on now…
Ahhh, come on, let’s work together…
Well now, make someone happy
Make someone smile
Let’s all work together
And make life worthwhile
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, come on you people
Walk hand in hand
Let’s make this world of ours
A good place to stand
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Well now together we will stand
Every boy, girl, woman and man

Phil Colins stopper med musikken

4. marts 2011

en meget ung Collins ved trommerne...

For snart længe siden skrev Torben om et emne, der kun har ringe bevågenhed i mediernes beskæftigelse med musik: musikkens fysiske omkostninger for udøverne. Arbejdsskader og lign. Det kan godt være, at musik er godt for “sjælen”, men ikke nødvendigvis for kroppen – i hvert fald ikke musikernes. I dagens udgave af The Telegraph kan man fx læse, at den 60-årige Phil Collins agter at slutte sin musikerkarriere. Han har problemer med hørelsen og har ødelagt sine hænder efter de mange timer bag trommerne. Lægerne har forbudt ham at fortsætte. Og han har længe været nødt til at tape trommestikkerne fast til hænderne for overhovedet at kunne spille… Oven i skal så lægges en oplevelse af, at der ikke længere er brug for ham i nutidens musik: “Jeg ser på MTV Music Awards og tænker, ‘Jeg kan ikke være i denne business'”. Med mere end 150 millioner solgte plader behøver Collins heller ikke at fortsætte.
Forståeligt nok er der noget vemodigt, ja næsten deprimerende, over Collins’ udtalelser. Han har været musiker det meste af sit liv. Og det er svært at sige farvel. Men sådan er livet også. Så det kan godt være, at Collins tager ‘på en mystisk cykelferie og aldrig vender tilbage’, som han udtrykker det. Vi vil bare sige: God tur – og tak for oplevelserne…

Først arbejdskraft, siden menneske…

22. juli 2010

I den aktuelle politiske konjunktur under den nationalistisk-liberalistisk-konservative regering er ARBEJDE blevet ophøjet til en værdi, hvormed al menneskelig aktivitet måles. Er du i arbejde, så skal du arbejde mere, i flere år – gerne til den dag, hvor du stiller sutterne.

Er du uden arbejde, så er du principielt under mistanke for at være arbejdsky, doven, inaktiv osv. Og skal følgelig konstant stå til rådighed for arbejdsmarkedet og indtil du får mulighed for at sælge din arbejdskraft, så skal du holdes igang med surrogatarbejde, kaldet “aktivering”. Du skal være aktiv – rende rundt i skove og lade som om du er en fugl, lave butterdej osv. Bare et eller andet, der kan identificeres som aktivitet. Af systemet. Og intet – fx ( i dine øjne meningsfulde) private aktiviteter – kan substituere systemets aktivering. For det er systemet, der definerer, hvad der er meningsfuld aktivitet, og hvad der ikke er.

En af dagens mediale historier sætter ARBEJDETS overgribende rolle i relief. En ung mand skulle til sin moders begravelse – men skulle også samtidig til samtale på jobcenteret. Og hvad mon var vigtigst? Et sidste farvel til mor – eller endnu et resultatløs møde på jobcenteret!? Gæt og læs selv.

I de borgerliges ideologiske forestillinger om individets frihed – den frihed, der indgår i begreber som “liberalisme” og “liberal” – er du reduceret til arbejdskraftens frihed, dens frie bevægelse, dens frie udbytning osv. Og “mennesket” er skrællet af og smidt på historiens møding.

 

Kunst er kunst, og arbejde er arbejde – eller?

15. januar 2009

Citat: »Kunstnere er ramt af at blive sammenlignet med det øvrige
arbejdsmarked, selv om de i de fleste tilfælde lever et freelanceliv
med et helt anderledes og mere ustabilt arbejde. Det er helt i orden at
stille krav til kunstnere, men der skal være en respekt og en balance,
så man kan få dagpenge i en periode og samtidig være i fred, hvis man
har arbejdet så og så meget over et år
«. Ordene er Martin Tullinius. Tulinius er teaterchef for Kaleidoskop, der for øjeblikket leverer en slags politisk teater om teaterarbejde og dagpengeregler. Nu skriver jeg “teaterarbejde”, og det er retteligen forkert, set fra Tulinus’ synsvinkel, for teater er KUNST. Og KUNSTNERE bør ikke ‘rammes’ ved at blive ‘sammenlignet’ med ‘det øvrige arbejdsmarked’. Læsere af denne blog, ved godt, at sådan der beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen og konsorter ikke på det. For ham er arbejde et fedt. Om du arbejder med KUNST, fiskefilettering eller undervisning, så kommer det ud på ét. Arbejde er arbejde. Og er du ledig,så skal du påtage dig arbejde, arbejdets art ufortalt. Punktum. Slut. Finale.
Jeg mener også, at Tulinius’ argument er kritisabelt. Hvis KUNSTNERNE skal behandles med særlig ‘respekt’ på grund af deres særlige arbejdsforhold, så må samme ‘respekt’ gælde andre faggrupper. Fx de mange højtuddannede akademikere, der er henvist til deltidsarbejde som undervisningsassistenter, vikarer og lignende. I det hele taget er der behov for en ledighedspolitik, hvor man tager højde for den enkeltes specifike kvalifikationer og erfaringer, i stedet for at slå alle i hartkorn med hinanden. Og en ny ledighedspolitik haster. Ledigheden stiger nemlig…

Proforma-ansøgninger

12. december 2008

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt på de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har også ret. Men, nede i artiklen kunne man så konstatere, at Frederiksen på ingen måde har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække på kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altså ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rådighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt må man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der findes sådan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt står i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og så videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

Kastholm, arbejdet og dovenskaben

18. oktober 2008

I dagens udgave af Berlingeren har Claes Kastholm skrevet et interessant indlæg om dovenskab. Udgangspunktet er et brev fra en bistandsklient, der har været på sociale ydelser i ti år og trives godt med det. Bistandsklienten har skrevet sit brev for at berolige alle dem, der frygter at ryge fra understøttelse til bistandsydelse, når regeringen reducerer dagpengeperioden fra fire til to år. Så slemt er det heller ikke, mener skribenten. Selv om der er smalhans…


Det, der undrer Kastholm er, at nogle danskere frivilligt vælger “et livslangt ferieliv på de arbejdende menneskers regning” i stedet for at “mase på for hurtigst muligt at skaffe sig et nyt arbejde”. Kastholm ærinde er ikke så troskyldigt, som det først ser ud. Det handler ikke bare om en undren over andre menneskers forhold til det at arbejde og dovenskab. Det handler ikke bare om, at nogle mennesker vægrer sig mod at arbejde og foretrækker at dovne.

Nej. Der er tale om et regulært ideologisk felttog mod “vores system”. Og det vil med andre ord sige: det, vi også kalder “velfærdsstaten”. Den ideologiske lanse sætter sin spids i med en henvisning til Vaclav Havels udsagn om, at det værste ved det kommunistiske system var, at det korrumperede menneskene moralsk.


Med dette retorisk greb får Kastholm diskret underforstået, at “vores system”, der sikrer, at ledige kan få dagpenge eller kontanthjælp, i sin kerne er den rene og skinbarlige kommunisme. Vælfærdsstaten er kommunisme. Og at “systemet” følgelig er moralsk korrumperende.


Den lokale politiske adresse i Kastholms indlæg er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, fordi de angiveligt vil tage “de svages parti”, som det formuleres.


Under Kastholms argumentation arbejder en ideologisk logik, som man igen og igen støder ind i, når borgerlige politikere og skribenter er på færde: At arbejde og dovenskab er simple modsætninger. Hvis du ikke arbejder (=lønarbejder), så er du doven. Det er denne logik, der bærer aktiveringscirkusset omkring de ledige, hvor det hele går ud på, at du beskæftiges med surrogatarbejde (ansøgninger, “kurser” osv.), indtil du finder et rigtigt skattegivende lønarbejde. Er du ledig, så er du under mistanke for dovenskab. Og skal kontrolleres og aktiveres i hoved og røv.


Men dovenskab og arbejde er ikke simple modsætninger. Jeg kender et hav af mennesker, der til enhver tid ville bytte deres arbejde ud med lønarbejdsfrihed. Som hellere end gerne ville være fri for det arbejde, de har nu. Mennesker, der drømmer om at gå på efterløn eller vinde den store pengegevinst, så de kan trække sig tilbage fra arbejdslivet. Faktisk er drømmen om et lønarbejdsfrit liv en af de store drivkræfter bag den organiserede spillegalskab – Danske Spil m.m. – i dette land.

Men ønsket om at slippe ud af lønarbejdsslaveriet  betyder bare ikke nødvendigvis, at alle disse mennesker er dovne.


Det dybt problematiske ved Kastholms optik er, at han kun ser dovenskaben. For selvfølgelig er der mennesker, der ønsker at dovne den og lade det offentlige betale for deres forsørgelse. Lige som der er dovne mennesker alle steder på denne klode. Men langt de fleste på dagpenge og kontanthjælp er uforskyldt havnet der. Fordi vores arbejdsmarked – eller rettere det private og offentlige erhvervsliv – lever højt på, at folk kan fyres efter behov. Fordi voksne mennesker over 45 år ikke er attraktive på samme arbejdsmarked (selv om politikerne prøver at bilde os noget andet ind). Fordi mange mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige -fysisk og eller psykisk – af opslidende og stressende arbejde på arbejdsmarkedet. Og så videre.


Med sit enøjede indlæg leverer Kastholm krudt til den borgerlige kanon, der vil skyde den danske arbejdsmarkedsmodel og “velfærdsstaten” (den rester, der endnu er…) i stumper og stykker.

 

Danskerne skal arbejde mere

1. oktober 2008

De overarbejdende danskere skal arbejde mere i følge statsministeren. De ledige skal være uledige. De syge usyge. Den rigtige indvandrerhænder og -hoveder skal vandre ind. Og de overarbejdende skal have udbetalt overarbejde i kontanter, som de så ikke har tid til at bruge alligevel, fordi de jo skal arbejde… Danmark som bikube. Arbejdsbier.

Apropos vækst så se denne video og blive klogere… (via Modspil.dk)

Dansk indvandrerpolitiks endeligt?

15. september 2008

I går aftes kunne DR TV-Avisen berette om et ungt ægtepar – dansk kvinde og afrikansk mand – der havde fået opholdstilladelse i Danmark efter de omstridte EU-regler. Parret havde boet tre måneder i Sverige og ernæret sig ved at passe hunde for et ældre ægtepar. Parret havde oven i købet fået lov til trods for, at de ikke levede op til den såkaldte 24-års-regel for familiesammenføring. Konfronteret med dette faktum og spørgsmålet om, hvorvidt den nationale danske indvandrerpolitik var sat ud af kraft, var Dansk Folkepartis næstformand, rets-, udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup tydeligvis i vildrede, på retræte og gav udtryk for, at det åbenbart var sådan, det var, indtil videre…
Regeringen og det støtteparti, Dansk Folkeparti, har fået et problem på halsen, som den får svært ved at løse. Kampen mod EU-bureaukratiet kan blive lang, sej og måske håbløs. Og i mellemtiden må regeringen se i øjne, at en central del af dens politiske “succes” er suspenderet og gennemhullet som en sweizerost.
Sagen er ikke kun interessant, fordi den vedrører regeringens eksistensgrundlag – der som bekendt har to piller, nulskatte og indvandrerpolitiken – men også, fordi det er endnu et eksempel på Danmarks dybe ambivalens i forhold til EU-medlemskabet. Sagen blotlægger den danske halvhjertethed, når regeringens repræsentanter udadtil signalerer, at man ikke vil parere ordre, men i praksis gør det…
PS. En anden lille finurlig ting er, at indslaget i tv-avisen antydede, at det var absurd, at den unge dames hundepasning kunne betragtes som “rigtig” arbejde. Hun gav oven i købet næring til antydningen ved at sige, at det var let og hyggeligt. Men her skal man – dvs. journalisterne på tv-avisen – huske på, at der i den herskende arbejdsmarkedspolitik ikke skelnes mellem de forskellige former for arbejde. Alt arbejde er ét fedt…

Når man rækker fanden en lillefinger: ondt i ryggen

1. september 2008

“Jeg tror, at mange går rundt med en forestilling om, at ondt i ryggen betyder, at man skal blive hjemme, og at arbejde er bandlyst. Men hvis vi for alvor skal gøre noget ved sygefraværet, er vi nødt til at lytte til eksperterne og gøre op med vores vante forestillinger om, at dårlig ryg og arbejde er hinandens modsætninger” (Claus Hjorth Frederiksen)


Som bekendt vil regeringen sygefraværet på arbejdspladserne til livs. Og vi er nogle, der med spænding har ventet på, hvad regeringen ville gøre. Krav om forbedret arbejdsmiljø? Obligatorisk seniorpolitik? Der skulle være muligheder nok. Men – løsningen er nok snarere den forventelige: Danskerne skal bare tilbage på arbejde og arbejde igen og mere…
Har du ondt i ryggen (på grund af dit arbejde), så skal du da ikke blive hjemme på sofaen og hvile ryggen. Nej, du skal rejse dig, kravle hen på job og fortsætte, hvor du slap. Arbejdet skal nok kurere dig. Arbejde er jo sundt. Opsedasse.

Arbejde og det

14. august 2008

Du skal arbejde i dit ansigts fodsved, plejede min gamle far altid at sige. Og i dag må jeg lige sende ham en tanke, for jeg står over for endnu en tolvtimers af slagsen. Faktisk har jeg slet ikke tid til at sidde her og skrive i min blog. På den anden side gør det godt at skrive, så…
Klokken 00.30 i nat siger jeg så omsider godnat og håber at ramme min seng. Ikke at jeg skal beklage mig. Jeg ligger som jeg selv har redt, for nu at blive i billedssproget. Og i morgen er det jo overstået. Og om en uge er jeg tilbage i de korte arbejdsdage. Ingen grund til klage. Men der er bare så meget andet, jeg gerne ville…

Ugeenden sig nærmer…

8. august 2008

Status. Arbejdsugen bliver ikke på 45 timer som forventet, men snarere et sted mellem 50 og 60 timer. Jeg havde glemt at regne forberedelsestiden med. Og jeg har oparbejdet et pænt søvnunderskud, så jeg er lidt speedet denne regnfulde fredag. Men, hvad gør det? Stresset er jeg ikke blevet. Jeg har nået at skrive lidt i bloggen. Og det er sjovt, rigtig sjovt, at undervise unge studerende fra hele verden. Luv it.

Rapport fra maskinrummet

7. august 2008

Når ens arbejdsdag løber op i 10-12 timer kan det være svært at nå det mest nødvendige. Fx skrive sine blogindlæg eller få gang i en død computer. Indkøbet af den nye pc gav nye problemer. Hvordan får man den gamle ATA-harddiske til at fungere med en SATA(ns) harddisk? Skal jeg købe et nyt grafikkort i stedet for det afbrændte, så jeg kan bruge den gamle pc lidt længere (forudsat, den virker…). Kan man lave en intern harddisk om til en ekstern harddisk? Og så videre… Alt sammen kedsommelige spørgsmål, der fylder en del i en digital orienteret undervisers liv lige nu.

Halvsyg i et ordentligt sygt samfund

10. juni 2008

Det var vist Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky ElementerSABAE – (der blandt andet bestod af Jacob Haugaard, historikeren Gustav Bunzel, Carl Heinrich Petersen m.fl.), der engang formulerede parolen: Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge! Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man tro, at regeringens beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen havde en fortid i denne anarkistiske forening. For i dagens aviser kan man læse noget om, hvordan Frederiksen har tænkt sig at gøre noget ved sygefraværet på de danske arbejdspladser. Indsatsen retter sig især mod de langtidssyge, altså ikke dem, der er væk et par dage på grund af influenza og sådan. Og medicinen er – ikke spor overraskende – en “økonomisk gulerod”, det berømt-berygtede økonomiske incitament, som den liberalt-borgerlige regering altid hiver op af foderposen, når der skal politiseres på arbejdsmarkedsområdet. Kommunerne skal have et økonomisk incitament til at få de langtidssyge ud på arbejdsmarkedet. Et af de opfindsomme forslag er at arbejde med såkaldte delvise raskmeldinger. Sagt på en anden måde: Man skal kunne være deltidssyg. Fx gå på arbejde fra kl. 8.00 til kl. 12.00 og så være syg resten af døgnet… Ehem!
Et andet tiltag er, at regeringen vil styrke arbejdsmiljøet. For det viser sig, at arbejdsmiljøet er skyld i en tredjedel af alle sygemeldinger. Det vil med andre ord sige: Ud af de 150.000, der konstant er syge, så er ca. 50.000 syge på grund af arbejdsmiljøet. På grund af arbejdet. Det fremgår ikke, hvordan beskæftigelsesministeren har tænkt sig at gøre noget ved denne side af sagen. Måske ved at opfordre arbejdsgiverne til at gøre noget ved det? For der er vel ikke nogen idé i at sende deltidssyge medarbejdere tilbage på en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet er sygdomsfremkaldende? Eller!?