Som nævnt er capac ude af ledigheden fra og med på mandag. Frihed, det bedste guld.
Jobbet kom på et tidspunkt, hvor det så sortest ud. Som ledig skal man efter ca. ni måneders ledighed i såkaldt “aktivering”. Og capacs aktivering startede for en god måned siden. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.
Som ordet antyder, så er aktivering tiltag, systemet sætter i værk for at modvirke den passivitet, som ledigheden åbenbart menes at være. I 2007 er aktiveringen blevet udliciteret til private firmaer, såkaldte aktører. Tredjepartsaktører, der får en (lille) pose penge for at aktivere de ledige, og lidt flere penge, hvis det faktisk lykkes firmaet at få den ledige i arbejde. Ser vi bort fra de politiske argumenter for en sådan udlicitering (at private kan gøre det bedre end det offentlige, at private på konkurrencevilkår er mere effektive og lignende borgerlige floskler) og ser bort fra det ufornuftige i at flytte aktiveringen over på aktører, der – alt andet lige – ikke har den samme erfaring og viden som a-kasserne og jobcentrene, så er det største problem med den nye ordning, at den forringer den lediges muligheder og – ikke mindst – krænker dennes rettigheder.
I forgårs hørte jeg på DR P1 en diskussion om dansk arbejdsmarkedspolitik mellem en EU-parlamentariker og en ledende skikkelse i A-kassernes samvirke, og sidstnævnte lagde ikke skjul på, at det der foregår i privat regi under betegnelsen “aktivering” i stort omfang – jeg tror han sagde “mindst 80%” – er i direkte strid med lovgrundlaget. I følge lovgrundlaget, så har den ledige mulighed for enten opkvalificering (dvs. efteruddannelse), jobpraktik (hvor man i nogle uger arbejder på en arbejdsplads på dagpenge) eller job med løntilskud (på papiret en ordinært job, hvor arbejdsgiveren får den del af lønnen betalt i nogle måneder, hvorefter man går over til normal ansættelse). Men i realiteten er den lediges muligheder beskåret kraftigt.
Finansieringen af aktørerne er så ringe, at disse ingen interesse har i at give de ledige kompetencegivende efteruddannelse. Ofte spises man af med endnu et jobsøgningskursus eller firmaets egen “coaching” eller vejledning.
Det firma, jeg blev tildelt, havde ikke styr på hverken regelsystem eller noget som helst. I følge lovgivningen og reglerne har den ledige ret til at forhandle sig frem til en aktivering ud fra lovens muligheder. Det vil sige: der skal lyttes til den lediges ønsker med hensyn til job, og der skal tages udgangspunkt i dennes forudsætninger. Jeg blev spist af med en ganske kort telefonsamtale, hvor diskussionen af opkvalificering blev afvist, og hvor jeg i realiteten blev påtvunget et produkt, der bestod i jobsøgningskursus og vejledning med henblik på jobpraktik. Da jeg påpegede, at jeg allerede havde været på jobsøgningskursus og i øvrigt havde gode forudsætninger for at skrive jobansøgninger i kraft af min uddannelse – mag.art. i nordisk sprog og efteruddannelse i journalistik -Â blev det afvist med en henvisning til, at jeg “da ville møde nye mennesker”.
Herefter startede jeg en klagesag for at få udarbejdet et såkaldt “uenighedsnotat”. Med et uenighedsnotat kan man blive overflyttet til en anden aktør. Det blev hurtigt klart, at aktøren ikke var interesseret i at give slip på mig (for det indebærer jo et tab af indtægt…), og derfor forsøgte aktøren ved at omgå spillereglerne at fastholde mig, hvor jeg var, med en påstand om, at der ingen uenighed var.
Heldigvis fik jeg god faglig opbakning fra min a-kasse og derfor fortsatte sagen og er foreløbig endt der, hvor aktøren har bøjet sig for mine krav og har videresendt min klage til jobcenteret.
Nu er jeg så i job fra på mandag og dermed ude af denne sag. Men jeg har ikke tænkt mig at slippe den sådan. Det strider mod min overbevisning og samvittighed at se, hvordan “systemet” ser gennem fingre med, at ledige får deres retssikkerhed krænket og får forringet deres muligheder for at finde et passende job. Derfor vil jeg følge sagen til dørs i det omfang, det er muligt. Og i skrift og handling kæmpe for, at ledige får forbedret deres forhold.
