Indlæg tagget med arbejdsliv

Klapjagten på de ledige fortsætter

14. februar 2009

Næppe har man i sit stille sind glædet sig over, at 4-ansøgninger-om-ugen-kravet er blevet droppet, før man læser, at de ledige sandelig skal skrive den samme mængde ansøgninger som før. Hvilket mÃ¥ske betyder, at man i nogle uger skal skrive x-antal…

Vanviddet fortsætter. Og man gruer for, hvad det vil gøre ved aktiveringssystemet, nÃ¥r ledigheden kommer op pÃ¥ det dobbelte, tredobbelte, firdobbelte…


Og dernæst har jeg snakket med en nabo, der har været igennem en alvorlig kræftsygdom og – efter en alt for kort rekreationsperiode pÃ¥ nogle fÃ¥ uger – begyndt pÃ¥ et deltidsjob. Hun jages rundt i manegen af jobcenteret, der hele tiden skal sikre sig, at hun ikke danderer rundt og nasser pÃ¥ os andre hÃ¥rdt belastede arbejdsomme skatteborgere! Hun kunne ogsÃ¥ fortælle om en bekendt, der pÃ¥ grund af alvorlig sygdom  er blevet 100% uarbejdsdygtig. Alligevel er Claus Hjort Frederiksens smÃ¥ hjælpere i hælene pÃ¥ hende. For der kunne jo være tale om pjæk eller arbejdsvægring, sÃ¥ længe vedkommende ikke har fÃ¥et tildelt førtidspension. I øvrigt har ingen hjulpet hende i gang med den proces…


Jeg har givet udtryk for det før: Social- og velfærdspolitik er blevet til uanstændig, uværdig arbejdsmarkedpolitik under regeringen Fogh-Kjærsgaard. Den enkelte vejes i forhold til hvor mange procent arbejde, der er tilbage i kroppen, og alle andre hensyn bliver sat i parentes.

Læs også herher og her.

Beskæftigelsesministeren og realitetsprincippet

3. februar 2009

Dagens nyhed for de ledige er, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen omsider har droppet kravet om, at ledige skal skrive fire ansøgninger om ugen. Massiv kritik fra a-kasser og arbejdsgivere – og en stigende arbejdsløshed – har fÃ¥et ministeren til at resignere. I stedet skal a-kasserne hjælpe de ledige med at søge jobs – sÃ¥dan som de ogsÃ¥ tidligere har gjort. Man kan ikke ligefrem kalde det et fremskridt, men der er en absurditet mindre i det Frederiksenske aktiveringscirkus…

Arbejdsløshedskasse

25. januar 2009

Siden jeg blev færdig med min uddannelse har jeg været medlem af en a-kasse og har betalt, hvad det kostede. Og jeg er fortsat medlem og vil være det resten af den tid, jeg er indskrevet pÃ¥ arbejdsmarkedet. Men ikke alle er det. I Fogh-regeringens periode har især mange unge droppet den faste udgift, fordi de har været forført af de borgerlige, neo-liberale talestrøm om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen pÃ¥, at den borgerlige politik nok skulle klare ærterne…

Men finanskrisen, der er blevet til en generel økonomis krise, hvis dyb man kun kan gisne om, har belært os, at de borgerlige ideologers tale har lige sÃ¥ meget indhold som Baron von Münchhausens historier, og nu stiger arbejdsløsheden med støt tempo. Ingen kan vide sig sikre. BÃ¥de høj og lav kan blive ramt af ledighed. Og sÃ¥ melder spørgsmÃ¥let sig sÃ¥: Skal “samfundet” redde dem, der ikke i tide har meldt sig ind i en a-kasse? Skal “samfundet” holde hÃ¥nden under dem, der naivt har troet pÃ¥ politikernes floromvundne vrøvl? Eller mÃ¥ de tage til takke med socialkontoret?

Socialdemokraten og arbejdsmarkedordføreren, Thomas Adelskov, mener, at “vi” skal give dem en chance for at komme ind i varmen. Men vil det være retfærdigt over for alle dem, der i Ã¥revis  har betalt deres a-kasse-bidrag i forvisning om, at ledigheden en dag kunne ramme dem? Og mÃ¥ske oven i købet har lavet en ekstra forsikring for at gøre overgangen til ledighed mere skÃ¥nsom i de første mÃ¥neder?


Adelskovs holdning kan man læse som et forsøg pÃ¥ at pÃ¥tage sig det politiske ansvar for politisk vildledning om markedets indretning. Ledigheden er – og vil altid være – en del af den kapitalistiske økonomi. PÃ¥ godt og ondt. MÃ¥ske ville det være pÃ¥ tide, at man accepterede dette økonomiske faktum og gjorde det obligatorisk for arbejdssøgende at være medlem af en a-kasse? SÃ¥ ville vi være fri for det problem, vi nu stÃ¥r med.

Forudsigeligt og fantasiløst – jagten pÃ¥ efterlønnen og dagpengene

29. december 2008

Endnu engang skal man læse en borgerlig økonoms forudsigelige løsning pÃ¥ velfærdsproblemet. Cand. oecon fra Ã…rhus Universtiet og medlem af Arbejdsmarkedskommisionen, Jørgen Søndergaard efterlyser grundlæggende ændringer i sÃ¥vel efterlønsordningen som dagpengene. SÃ¥ flere bliver og kommer ind pÃ¥ arbejdsmarkedet, lyder argumentet. Men det er hamrende-jamrende fantasiløst og forudsigeligt. For det første er de to ideer blevet skudt ned, fordi der hverken er opbakning politisk eller folkeligt til forringelser pÃ¥ det omrÃ¥de. For det andet er det forstemmende endnu engang at se en fremtrædende økonom, der ikke kan pege pÃ¥ konstruktive alternativer til de to ideer. Jeg mener, at man sagtens kan gøre noget for at holde pÃ¥ ældre medarbejdere uden af fjerne den nuværende efterlønsordning. Det kræver blot (!), at man gør noget radikalt ved arbejdsmarkedets indgroede fordomme over for voksne medarbejdere i form af en klar seniorpolitik. Politikerne kunne jo fÃ¥ de offentlige arbejdsgivere til at gÃ¥ i forvejen ved næste overenskomst. Og med hensyn til de ledige – sÃ¥ kunne en mere opbyggelig og motiverende arbejdsmarkedpolitik end den af Claus Hjorth Frederiksen bedrevne klapjagt pÃ¥ ledige med garanti fÃ¥ de sidste arbejdsduelige ud i lyset. Og endelig kunne en omfordeling af skattebyrderne i dette land nok ogsÃ¥ være en del af problemløsningen. Søndergaard taler om, at der skal gøres op med myterne (pÃ¥ de danske arbejdsmarked). Man kunne sige, at der ogsÃ¥ er skattepolitiske myter at gøre op med. Fx den om at nulskat er til fordel for alle – eller den om, at vi alle betaler for meget i skat. Jeg kender mange, der sagtens kunne betale mere uden at gÃ¥ væsentligt ned i levefod…

Arbejd, arbejd, arbejd….

25. april 2008

Den siddende regering sidder uhjælpeligt fast i industrisamfundets ideologi. Det ser man tydeligt pÃ¥ det arbejdsmarkedspolitiske omrÃ¥de, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens kongstanke – “Arbejde-til-alle” er løsningen pÃ¥ alle problemer, inkl. de socialpolitiske – dominerer. Og man ser det pÃ¥ den sÃ¥kaldte Arbejdsmarkedskommisions velfærdsløsningsmodel: Arbejde, arbejde og mere arbejde.
Derfor er det ganske interessant at læse, hvad en dansk “karriereekspert” har at sige. Til DR Nyhederne slÃ¥r Alexander Kjerulf til lyd for, at arbejdsgiverne skal give deres ansatte en fridag en gang imellem. Han kritiserer arbejdsgivere for at have en forkert opfattelse af arbejde og arbejdstid. Han siger: “Alt for mange sætter lighedstegn mellem, hvor lang tid man er pÃ¥ arbejde, og hvor meget man fÃ¥r lavet. Men nÃ¥r man arbejder mange timer om ugen, sÃ¥ begynder man at lave alt muligt andet ogsÃ¥. Det handler ikke om, at man skal arbejde mere. Det handler om, hvor meget man nÃ¥r. Det er der mange ledere, der ikke har forstÃ¥et”.
Selv om Kjerulfs tanker egentlig ikke burde overraske nogen, der har berøring med arbejdslivet, sÃ¥ er det alligevel kættersk tankegods i et samfund, hvor der er prestige i at arbejde over og sukke over, hvor mange timer, man har arbejdet. Et kvalitativt arbejdsbegreb ville være sprængstof i den standende politiske diskussion om arbejdsmarkedets indretning. Og et sÃ¥dant begreb ville mÃ¥ske hjælpe politikerne pÃ¥ tinge pÃ¥ vej ind i det viden(s)samfund, de selv mener at befinde sig i….