Indlæg tagget med arbejdsløshed

Nationaløkonomi og arbejdsløshed

27. september 2009

Vi er ude i en økonomisk krise, hvis ende ingen kan fÃ¥ øje pÃ¥. Bortset fra de obligatoriske jubeloptimister, der sætter deres lid til smÃ¥ “positive” tegn i samfunds- og verdensøkonomien.

En af de ting, finanskrisen belærte os om, ja, mindede os om – og som man blandt borgerlige økonomer nu forsøger at fortrænge eller glemme aktivt – er, at de borgerlige økonomiske teorier hverken kunne forudse krisen, dens omfang eller perspektiv. Der var enkelte kritiske røster i koret, skal man retfærdigvis nævne, men de druknede i den store tsunami af superoptimistisk, liberalistisk tro pÃ¥, at der ingen grænser var for den højkonjekturelle vækst og ekspansion.

I dag ved vi, at man tog alvorligt fejl. Og prisen for krisen betales af – pÃ¥ verdensplan – millioner af arbejdsløse. De borgerlige økonomiske teoriers afmagt skal man ihukomme, nÃ¥r selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernstein, kort før de forestÃ¥ende finanslovsforhandlinger løfter en pegefinger og advarer politikerne om, at de ikke mÃ¥ bekæmpe arbejdsløsheden. For det vil skade “vores” eksport (vores?).

I den forbindelse kommer nationalbankdirektøren for skade at kategorisere arbejdsløshed som et stykke natur. Når nu de borgerlige økonomiske teoriers afmægtighed er blevet afsløret, så bør politikerne, inden afsløringen tilsløres igen af ideologiske tågedannelser, glemme alt om Bernsteins løftede finger og koncentrere sig om at løse arbejdsløshedens problem. Hvilket vil sige: Sørge for at de ledige får efteruddannelse, omskoling og mulighed for at leve et rimeligt liv, så længe krisen står på.

Arbejdsløsheden er lige så lidt natur, som den kapitalistiske økonomi er det. Den er menneskeskabt. Og menneskene kan lave om på den, hvis de vil.

For 3,7 milliarder konsulentydelser

8. juni 2009

I denne blog har jeg flere gange undret mig over det paradoks, at regeringspartierne pÃ¥ den ene side nidkært vogter deres sÃ¥kaldte “nulskatte-politik” og kalder ethver diskussion om skattestigninger for “uansvarlig”, medens man pÃ¥ den anden side bruger millioner af kroner pÃ¥ uproduktiv og ineffektiv bureaukrati, ideologiske bestemt privatisering osv. Udliciteringen af vejledningen af ledige er en særlig tÃ¥rn i øjet, fordi det er dokumenteret, at mange af de private konsulentfirmaer er fagligt dÃ¥rligere klædt pÃ¥ til opgaven, end de offentlige institutioner, de har afløst. Dertil kommer, at det koster skatteyderne dyrt. Ugebrevet A4 har krævet aktindsigt og har fÃ¥et dokumentation for, at der i 2008 er brugt – hold nu fast! – 3,7 milliarder kroner pÃ¥ private konsulenter. Med udsigten til voksende ledighedskøer vil dette beløb kun vokse, med mindre man gør noget drastisk ved det. De ideologiske pÃ¥stande omkring privatisering har altid været, at de private som følge af den “sunde” konkurrence (de hellige markedskræfter) vil kunne levere et bedre og billigere resultat. Men alt peger – i dette tilfælde pÃ¥ – at regeringen pøser milliarder skattekroner ud, som kunne være brugt bedre. Fx til efteruddannelse og omskoling af ledige.

Ledig anno 2009

7. juni 2009

Jeg vil godt henvise til Suslings indlæg om det at være ledig lige nu, hvor køerne vokser pÃ¥ jobcentrene. Susling slutter med at skrive: “PÃ¥ et eller andet tidspunkt tror jeg, at det her system bryder sammen (Vi kommer i mængder nu!) og sÃ¥ kan det være, at man kan fÃ¥ fred til at skrive de her motiverede og inspirerede ansøgninger (hvor man stadig føler sig som et menneske med solide kompetencer) og at tænke utraditionelt, opsøgende og effektivt.”. Læs indlægget her. Med den nuværende regering kan det kun blive meget værre…desværre…

Proforma-ansøgninger

12. december 2008

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt pÃ¥ de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har ogsÃ¥ ret. Men, nede i artiklen kunne man sÃ¥ konstatere, at Frederiksen pÃ¥ ingen mÃ¥de har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække pÃ¥ kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altsÃ¥ ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rÃ¥dighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt mÃ¥ man vel sætte et stort spørgsmÃ¥lstegn ved, om der findes sÃ¥dan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt stÃ¥r i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og sÃ¥ videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

Arbejdsmarkedsharmonisering

10. oktober 2008

Regeringen er godt i gang med at smadre det fleksible danske arbejdsmarkedssystem, der i Ã¥revis har været et forbillede for andre lande. Nu vil man ikke alene reducere ledighedsperioden til to Ã¥r, man vil ogsÃ¥ begrænse de højtuddannede unges muligheder for at fÃ¥ en ordentlig start pÃ¥ karrrieren ved at reducere deres dimittendsats (for enlige). Konsekvenserne er allerede blevet pÃ¥peget af flere. For det første vil endnu flere blive skubbet ud i bistandssystemet og blive tabere i samfundet. For det andet vil udsigten til en usikker tid efter fx et universitetsstudie fÃ¥ nogle – mÃ¥ske mange – unge til at fravælge uddannelsesvejen. For det tredje vil de forringede forhold for ledige sandsynligvis fÃ¥ fagbevægelsen til at kræve større tryghed i ansættelsen for sine medlemmer, fx i form at forlængede opsigelsesvarsler. Noget, der giver de ansat større tryghed, men dræber den lovpriste fleksibilitet. Man kan sige, at regeringen harmoniserer pÃ¥ arbejdsmarkedsomrÃ¥det. Vores unikke model erstattes af noget, de andre er trætte af ude i Europa…

Arbejdsløshed og arbejde. Forskelsbehandling, tak!

8. september 2008

I den borgerlige avis Weekendavisen har der de forløbne uger været en del indlæg om den aktuelle arbejdsmarkedspolitik pÃ¥ ledighedsomrÃ¥det. Under overskriften “Arbejdsmoralisme” angriber cand. mag Mark Thornberg regeringens arbejdsmarkedspolitik, fordi den ikke vil differentiere i forhold til de lediges kvalifikationer. Thornberg har tidligere fremført argumenterne for en sÃ¥dan differentiering (se indlægget her). Der er da ogsÃ¥ noget dybt absurd ved regeringens politik over for de ledige. Enhver der har søgt job ved, at man pÃ¥ arbejdsmarkedet skelner, differentierer mellem de arbejdssøgende. Man forskelsbehandler, med andre ord. Man bliver vejet pÃ¥ grundlag af sin uddannelse, sine erfaringer, sit cv og sÃ¥ videre. PÃ¥ godt og ondt. Fx kan man ofte opleve, at man fÃ¥r et afslag, fordi man er “overkvalificeret”. Det stÃ¥r mÃ¥ske ikke i selve afslaget, men en efterfølgende uforpligtende telefonsamtale kan sætte ord pÃ¥ problemet…
Netop fordi arbejdsmarkedet – arbejdsgiverne – differentierer, nÃ¥r de ansætter folk, sÃ¥ burde man vel kunne forvente, at ledighedssystemet gjorde det samme?! Men, nej. For beskæftigelsesministeren og hans regering er alt arbejde ét fedt. Ingen kan gøre krav pÃ¥ eller have forventning om, at der tages særlige hensyn til den faglige baggage eller erfaringsopsamling, han eller hun mÃ¥tte have med. Der er dog et problem ved denne forsimplede anskuelse. De ledige er ikke ét fedt. Den person, der hele sit liv har været ufaglært, vil ikke – med mindre vedkommende bliver efteruddannet – kunne søge jobs, der kræver uddannelse og specifike kompetencer. Og det gælder i en vis forstand ogsÃ¥ den anden vej. Har du brugt de meste af dit liv som gymnasielærer, sÃ¥ er du ikke selvskrevet til et lagerjob, fordi andre har erfaring og kompetencer pÃ¥ det omrÃ¥de.
Det danske arbejdsmarkedssystem er ofte blevet rost for sin fleksibilitet. Dagpengesystemet har været en god forudsætning for, at arbejdsgivere hurtigt kunne komme af med overflødig arbejdskraft – og fÃ¥ fat i ny, nÃ¥r det var nødvendigt.
Med regeringens firkantede, forældede, moralske arbejdsbegreb, der er et levn fra industrisamfundets tidligste dage, er man med til at gøre det danske arbejdsmarked mindre fleksibelt. Det er pÃ¥ tide, at venstrefløjen gør op med denne anakronisme. Og nej, det handler ikke om, at nogle er bedre end andre – eller at noget arbejde er finere end andet. Det handler om, at vores kvalifikationsstruktur – som samfundet har postet ressourcer i – er forskellig, og vi bør sørge for at bruge denne struktur optimalt til den enkeltes og samfundets bedste.

Aktivering

7. december 2007

Som nævnt er capac ude af ledigheden fra og med på mandag. Frihed, det bedste guld.
Jobbet kom pÃ¥ et tidspunkt, hvor det sÃ¥ sortest ud. Som ledig skal man efter ca. ni mÃ¥neders ledighed i sÃ¥kaldt “aktivering”. Og capacs aktivering startede for en god mÃ¥ned siden. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Som ordet antyder, sÃ¥ er aktivering tiltag, systemet sætter i værk for at modvirke den passivitet, som ledigheden Ã¥benbart menes at være. I 2007 er aktiveringen blevet udliciteret til private firmaer, sÃ¥kaldte aktører. Tredjepartsaktører, der fÃ¥r en (lille) pose penge for at aktivere de ledige, og lidt flere penge, hvis det faktisk lykkes firmaet at fÃ¥ den ledige i arbejde. Ser vi bort fra de politiske argumenter for en sÃ¥dan udlicitering (at private kan gøre det bedre end det offentlige, at private pÃ¥ konkurrencevilkÃ¥r er mere effektive og lignende borgerlige floskler) og ser bort fra det ufornuftige i at flytte aktiveringen over pÃ¥ aktører, der – alt andet lige – ikke har den samme erfaring og viden som a-kasserne og jobcentrene, sÃ¥ er det største problem med den nye ordning, at den forringer den lediges muligheder og – ikke mindst – krænker dennes rettigheder.


I forgÃ¥rs hørte jeg pÃ¥ DR P1 en diskussion om dansk arbejdsmarkedspolitik mellem en EU-parlamentariker og en ledende skikkelse i A-kassernes samvirke, og sidstnævnte lagde ikke skjul pÃ¥, at det der foregÃ¥r i privat regi under betegnelsen “aktivering” i stort omfang – jeg tror han sagde “mindst 80%” – er i direkte strid med lovgrundlaget. I følge lovgrundlaget, sÃ¥ har den ledige mulighed for enten opkvalificering (dvs. efteruddannelse), jobpraktik (hvor man i nogle uger arbejder pÃ¥ en arbejdsplads pÃ¥ dagpenge) eller job med løntilskud (pÃ¥ papiret en ordinært job, hvor arbejdsgiveren fÃ¥r den del af lønnen betalt i nogle mÃ¥neder, hvorefter man gÃ¥r over til normal ansættelse). Men i realiteten er den lediges muligheder beskÃ¥ret kraftigt.

Finansieringen af aktørerne er sÃ¥ ringe, at disse ingen interesse har i at give de ledige kompetencegivende efteruddannelse. Ofte spises man af med endnu et jobsøgningskursus eller firmaets egen “coaching” eller vejledning.


Det firma, jeg blev tildelt, havde ikke styr pÃ¥ hverken regelsystem eller noget som helst. I følge lovgivningen og reglerne har den ledige ret til at forhandle sig frem til en aktivering ud fra lovens muligheder. Det vil sige: der skal lyttes til den lediges ønsker med hensyn til job, og der skal tages udgangspunkt i dennes forudsætninger. Jeg blev spist af med en ganske kort telefonsamtale, hvor diskussionen af opkvalificering blev afvist, og hvor jeg i realiteten blev pÃ¥tvunget et produkt, der bestod i jobsøgningskursus og vejledning med henblik pÃ¥ jobpraktik. Da jeg pÃ¥pegede, at jeg allerede havde været pÃ¥ jobsøgningskursus og i øvrigt havde gode forudsætninger for at skrive jobansøgninger i kraft af min uddannelse – mag.art. i nordisk sprog og efteruddannelse i journalistik -  blev det afvist med en henvisning til, at jeg “da ville møde nye mennesker”.


Herefter startede jeg en klagesag for at fÃ¥ udarbejdet et sÃ¥kaldt “uenighedsnotat”. Med et uenighedsnotat kan man blive overflyttet til en anden aktør. Det blev hurtigt klart, at aktøren ikke var interesseret i at give slip pÃ¥ mig (for det indebærer jo et tab af indtægt…), og derfor forsøgte aktøren ved at omgÃ¥ spillereglerne at fastholde mig, hvor jeg var, med en pÃ¥stand om, at der ingen uenighed var.

Heldigvis fik jeg god faglig opbakning fra min a-kasse og derfor fortsatte sagen og er foreløbig endt der, hvor aktøren har bøjet sig for mine krav og har videresendt min klage til jobcenteret.


Nu er jeg sÃ¥ i job fra pÃ¥ mandag og dermed ude af denne sag. Men jeg har ikke tænkt mig at slippe den sÃ¥dan. Det strider mod min overbevisning og samvittighed at se, hvordan “systemet” ser gennem fingre med, at ledige fÃ¥r deres retssikkerhed krænket og fÃ¥r forringet deres muligheder for at finde et passende job. Derfor vil jeg følge sagen til dørs i det omfang, det er muligt. Og i skrift og handling kæmpe for, at ledige fÃ¥r forbedret deres forhold.