Indlæg tagget med automobil

Neil Youngs automobile erindringer

11. oktober 2014

Waging Heavy Peace hedder Neil Youngs seneste erindringsbog. Men den er Ã¥benbart ikke dækkende nok for Young liv og levned, for i slutningen af denne mÃ¥ned kommer Special deluxe. A memoir of life & cars. Som titlen angiver, sÃ¥ er bogen bygget op omkring alle de biler, Young har haft frem til sin senste specialkonstruerede Lincvolt (anno 1959), som Young har gjort ethanol- og batteridrevet i erkendelse af, at den traditionelle bil og dens fossile brændsel snart er en saga blot. En bog om amerikanske drengedrømme altsÃ¥. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvem andre end netop Neil Young kunne finde pÃ¥ at skrive en sÃ¥ politisk ukorrekt (han egne politiske anskuelser in mente) erindringsbog?! NÃ¥, men jeg ser frem til at læse de næsten 400 sider…

Noget om biler, sommer og nostalgi

5. juni 2010

Biler siger mig ikke ret meget og har aldrig gjort det. Bortset fra dengang, jeg som dreng sad på fortorvet ved Stormgade i Esbjerg og skrev bilnumre og bilmærker ned i min lille lommebog sammen med gadens andre drenge. Og en kort periode et par år senere, hvor jeg klippede racerbiler ud af ugeblade og klistrede dem ind i en mappe.
Siden har biler fortrinsvis været et firhjulet transportmiddel, der kunne bringe mig tørskoet frem eller til steder, hvor den offentlige transport ikke kunne føre mig.
Og sÃ¥ alligevel. Der er et lille svagt punkt, nÃ¥r det drejer sig om biler, der kan sætte sving i erindringer og nostalgien. Og i dag tog Fruen mig med til MoesgÃ¥rd, hvor der var træf for en række veteranbiler. Biler fra de sidste hundrede Ã¥r sÃ¥dan cirka. Fra HGF til en VW fra slutningen af 1970’erne.
Mange af bilerne var amerikanske og som trukket ud af de mange amerikanske film, man har set gennem tiden. Dodge, Ford Mustang, Cadillac, Buick osv. Men ogsÃ¥ en blÃ¥ Fiat 1100, magen til den, min onkel havde, og som han til sin fortrydelse skiftede ud med en stor Volvo, pÃ¥ grund af familieforøgelse. Eller en VW model “Rugbrød” (se fig.), næsten magen til den, vi brugte til at transportere hinanden og ølkasserne rundt, da vi holdt vÃ¥de studenterfester. Bilerne stod pÃ¥ rad og række i det blændende solskin i gÃ¥rden ved MoesgÃ¥rd, og synet af skinnende lak, lugten af læderindtræk, benzin og olie, lyden af de unikke moterer gled sammen med stumper af gamle film, stemninger fra samme og citater fra forskellige stykker musik.

Mercury Blues – i en tidligere og lidt heftigere version

Farvel min ven!

4. september 2009

Jeg er ikke meget for at indrømme det. Men jeg har det med at knytte mig til ting. Ikke alle ting selvfølgelig. Men nogle ting. En fyldepen. En cykel (jf. tidligere omtale af den gamle, sorte Raleigh Turist de Luxe). Grammofonplader. Bøger. Sådan er det bare, selv om jeg godt ved, at de ikke kan følge mig i graven (Gee Wish!).

Og sÃ¥ er det orange automobil, Starlet K 60, der kun har fulgt mig i knap fem Ã¥r, har kostet mig en mindre formue i reperationer og en hel del frustrationer og ærgelser, sÃ¥dan som gamle biler nu gør. Alligevel – og mÃ¥ske netop derfor – er jeg kommet til at holde af den. Den særlige lyd. Fornemmelsen af at sidde i det uoriginale førersæde (sæde fra en Toyota Corolla…), lugten.

Men nu har jeg skilt mig af med den. Jeg har foræret den væk til næste generation. Kunne ikke få over mit hjerte at sælge den til en ukendt person, der måske ville lade den ende sine dage på en racerbane for næsten-veteran-biler, stylet op efter alle kunstens regler.

Nu er den altså sendt videre med splinternyt batteri og nye vinduesviskere af bedste slags til en, der sætter pris på den og dens historie. Farvel min gamle ven.

Miljøet – sÃ¥dan helt konkret

27. februar 2009

I nattens mulm osv. kom jeg hjem i automobilet. Og troede et øjeblik, jeg var kørt ind i en slags science fiction-film, hvor bilerne havde overtaget verdensherredømmet. SÃ¥dan noget Cronenberg. Jeg kunne ikke finde en parkeringsplads i nærheden af min hoveddør, der ellers ligger et godt stykke fra alfarvej. Bil ved bil ved bil. Og jeg tænkte C O 2 og smeltende iskapper og grønne ugrønne afgifter og…medens jeg spadserede fra en sidegade hjem og gik i seng og drømte om palle alene i verden ….

Nytænkning… el-bil à la Mahatma Ghandi

28. januar 2009

I gÃ¥r mÃ¥tte jeg hente det orange automobil hos mekanikeren for anden gang pÃ¥ et halvt Ã¥r. Koblingskablet, der kun var fire Ã¥r gammelt og angiveligt skulle kunne holde i ti Ã¥r, var sprunget. Endnu et uvelkomment indhug i tegnedrengen, og sÃ¥ var det jeg tænkte, om tiden, hvor det orange mobil skal pÃ¥ pension, efterhÃ¥nden nærmer sig. Og hvad skal sÃ¥ afløse den orange? For det kan selvfølgelig ikke være hvad som helst! NÃ¥r man kører rundt i noget, der de facto er en veteranbil, kan man da ikke bare lade den afløse af en gennemsnitsøse, vel?! Men mÃ¥ske en indisk Reva el-bil var noget. Plads til fire personer. Koster 75 øre pr. kilometer. Kører 75 km pr. opladning (til arbejdet og tilbage igen plus diverse afstikkere til indkøb etc.). Højeste hastighed omkring de 75/t. For slet ikke at tale om, hvad det betyder for miljøet. Prisleje: herhjemme: 100.000 kr. I UK en tredjedel…cirka.

Neil Young og hans Lincoln Continental 1959

3. juni 2008

En af gÃ¥rsdagens smÃ¥ nyheder var, at Neil Young har allieret sig med en mekaniker fra Wichita, Kansas – Johnathan Goodwin – for at gøre sin elskede Lincoln Continental fra 1959 mere miljøvenlig. I første omgang er det meningen, at den gamle bil skal køre pÃ¥ et elektrisk batteri. I anden omgang skal den være model for verdens første masseproducerede, billige, elektrisk drevne automobil. Prototypen blev prøvekørt sidste uge og klarede 20 kilometer med lidt problemer. Al begyndelse er svær, som man siger.

Neil Young, Heart of gold (unplugged)

Hvad mon resten af ugen bringer?

13. maj 2008

Startede dagen med at cykle op til mekanikeren med bilens batteri. Havde ikke fået lukket døren ordentligt i fredags, så batteriet var fladt lørdag. Jeg kunne have sparket mig selv bagi, hvis det have været muligt.

Rigtige biler, biler og så transportmidler

4. september 2006

Uffe slÃ¥r et slag for Folkevognen VW model 1303 som den “rigtige” bil. Og ret skal være ret: Det er da en dejlig model, is. den med delt bagrude og orange blink-arme. Der er dog ogsÃ¥ andre automobiler anno dazumal, som bør trækkes frem af erindringen. Fx Morris 1000 (Morris Tihundrede, ogsÃ¥ kaldet “HÃ¥ndvasken”, Bowleren m.m.), Morris Mascot, Austin Mini og Cooperen (den var heftig!).

Den første bil, mine forældre ejede, var en Morris 1000. Hvid som den på billedet nedenfor. Min far havde købt den af en dyrlæge ude på landet, der havde passet godt på den. Den var driftssikker, som man siger. Den startede altid! For kunne den ikke starte ved hjælp af den manuelle choker, så kunne håndsvinget klare ærterne. Ventilationen var mest larm. Og når vi havde vores nervøse blandingshund Jeppe med, kunne vi ikke se ud af ruderne, fordi det hele duggede til, indtil vi rullede ned. Den havde rødt læderindtræk og et herligt stort rat. Og så kunne man høre motoren. En umiskendelig lyd.

Det var ogsÃ¥ i Morrisen, jeg havde mit eneste trafikuheld. PÃ¥ vej til biografen med en smuk, ung dame blev bilen torpederet i et sving af en Vespa-scooter. Venstre forskærm og forhjul blev ødelagt. Og det samme blev min date og biograftur (vi skulle have set A Clockwork Orange i Strandbio, situationen betragtet en meget passende film …). Heldigvis slap scooterkøreren med livet i behold. Han landede i et græsbed et stykke fra bilen og kunne selv gÃ¥ hen til bilen. Jeg husker endnu, at han havde slÃ¥et hul pÃ¥ sine bukseknæ, fÃ¥et “asfalteksem” pÃ¥ begge hænder, og at hans John Lennon-briller var krakeleret pÃ¥ kryds og tværs.

Min far drømte i øvrigt ofte højlydt om at fÃ¥ en Morris 1000 med “bindingsværk “. Det blev aldrig til noget. Og en dag skiftede han den sÃ¥ ud med Toyotaen, som jeg nu kører rundt i af nostalgiske grunde, og fordi jeg ikke har brug for et stort moderne transportmiddel i Ã…rhus’ hÃ¥bløse trafik. Selv om min far var glad for japanere, sÃ¥ savnede han alligevel den gamle Morris.

Opdatering 5/9: Læs Regitzes beretning om en anden klassiker, den “presserede citron”, hippislæden osv., kort sagt: 2CV’en!

Automobilet – Toyota Starlet K60 anno 1978-80

1. september 2006

Da Uffe – og mÃ¥ske andre vantro – vil se dyret, og da blogbestyreren ikke vil anklages for blogpral, sÃ¥ bringer vi her et fotografi af automobilet, taget denne sommer, hvor den lille firhjulede transporterede den ganske familie plus Gravhund et par hundrede kilometer nordpÃ¥ til Tversted. Her stÃ¥r den sÃ¥ og puster ud efter at være tømt for alle de ting, fruentimmerne skulle have med… :-)