Indlæg tagget med avis

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til sÃ¥ mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var Ã¥ndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, hÃ¥ber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sÃ¥dan en granskning af bogrygge altid fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornÃ¥r mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker sÃ¥ venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? HvornÃ¥r jeg dog fÃ¥r læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – sÃ¥ satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 pÃ¥ cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje sÃ¥ pÃ¥? PÃ¥ hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. PÃ¥ hovedet. Og det forklarer mÃ¥ske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert pÃ¥ Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altsÃ¥ kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten pÃ¥ Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (mÃ¥ske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).