Indlæg tagget med avis

Har man ikke hørt det før?

11. november 2006

I den forløbne uge har man igen og igen kunnet læse gravskrifter over CD’en. Enkelte har været så dristige at sige, at den er død om fem år. Det vil jeg nu ikke sætte mine sparepenge på. Døde longplaying-pladen, blot fordi kassettebåndet blev opfundet? Nej, vel gjorde den ej.

I sidste uge stod jeg i en meget stor forretning i Berlin, der bugnede af LP’er. Døde romanen, fordi longplaying-grammofonpladen blev succesfuld (ja, det påstod man faktisk engang i tresserne)? Nej, vel!? Nye medier kommer hele tiden til, men de fleste gamle består (i et vist omfang)…

Sympatier

11. november 2006

Kim LarsenGeorge Michael

Blev vækket tidligt af kombinationen uprofessionelt avisbud, der forsøger at få avisen igennem sprækken (på tværs?) og min gravhund, der ikke brød sig om at blive forstyrret i sin slummer. Og når man så alligevel er kommet på benene, kan man jo lige så godt (inden hundeluftningen) gøre sig det lidt behageligt, hvorfor jeg tog et hurtigt brusebad (det er altid hurtigt…), bryggede en kop kaffe og satte mig til rette med omtalte gratisavis. På forsiden var nemlig et billede af troubadouren Kim Larsen. Hans nye plade “Gammel hankat” (hvor får han det dog fra?) blev anmeldt i bladet. Positivt. Meget positivt. Af en ung anmelder. Og der er ikke noget så velgørende som at læse en vrangvillig, “kritisk” anmelder, der må overgive sig. Jeg har ikke hørt en strofe fra den nye skive, men at dømme ud fra anmeldelsen lever den helt op til Larsens højeste standard. Og det vil sige, at man befinder sig i en klasse for sig selv.

Jeg kan mægtig godt lide Kim Larsen. Ikke blot, fordi han er en god sangskriver udi det danske, men også, fordi han har en personlig integritet, som ellers er svær at finde herhjemme og udenlands. Det må sgu være svært hele tiden at skulle høre, at man har “scoret kassen” og er Danmarks “nationalskjald”. Men det preller af på manden, der ikke er til fals for hvad som helst.
Jeg har også stor sympati for den engelske kunstner George Michael, der vist nok giver koncert her i landet inden længe. Avisen skriver en stor artikel i den anledning. Jeg ejer ikke en eneste George Michael-plade og kommer nok ikke til det. Og det er heller ikke af kunstneriske grunde. Min sympati udspringer af hans utilpassethed. Hans levede liv står i grel modsætning til den blankpolerede, æsteticerede musik og hele dens set-up. Siden han for alvor sprang ud af skabet som bøsse, har han fyldt sladderpressen med den ene “skandale” efter den anden. Man husker sikkert, da han blev taget af politiet med bukserne nede om hælene på et offentligt toilet, hvorefter han lavede en frivol og morsom video, der kommenterede episoden. Og på det seneste har han forarget den nyfigne og meget puritanske engelske offentlighed ved at lovprise sit velkendte forbrug af sjov tobak. Der er noget velgørende og sympatisk ved mandens insisteren på at følge sine tilbøjeligheder på trods af en medieovervåget karriere og på trods af tidens moral eller dobbeltmoral…

Tiggere, gadehandlere, hververe…

10. november 2006

Apropos mit indlæg i går om gademusikanter – på godt og ondt – så læste jeg her til morgen, at århus Cityforening er skuffede over, at justitsminister Lene Espersen ikke vil gøre noget ved det voksende antal tiggere, gadehandlere, hververe osv., der fylder op på Strøget og forsøger at lokke penge op af folks lommer. Hun henviser til de eksisterende regulativer osv. Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at der er flere tiggere, lommetyve osv., end vi har været vant til. Blandt andet er det slående, at antallet af “professionelle” tiggere med østeuropæisk baggrund er vokset. På den måde ligner århus enhver anden større europæisk storby. Det er nok prisen for det “indre marked” og EU-udvidelsen. Man kan beklage det eller lade være, men sådan er det. Cityforeningen oplever det som et problem, at de handlende skal løbe slalom mellem alle gadens tilbud, men er det nu så galt? Enhver kan da sige nej. Man kunne fristes til at tro, at Cityforeningen er mere bekymret for deres egne indtægter end for de handlendes ve og vel. Og det er vel, ret beset, ikke overraskende.
Derimod støder det mig lidt, at flere såkaldt velgørende og humanitære organisationer, bl.a. Amnesty International, som jeg ellers har stor sympati for, er begyndt at sende professionelle hververe ud på gaden. Og enhver, der læser jobbørser på nettet, vil vide, at det er et af de job, man får tilbudt: professionel hverver. Men et eller andet sted generer det mig, at disse organisationer skal føre sig frem på denne markskrigeriske vis. Almindelig husstandsindsamlinger, ok. Men dette anmassende, professionelle salgstrip passer ikke rigtig til det idealistiske grundlag. Også her er markedsøkonomiens logik slået igen. Desværre. Så fremover nøjes jeg med at købe de hjemløses avis for en tyver…

Karl Marx “Das Kapital” – nu som teaterstykke!

9. november 2006

Karl Marx' grav

Når man som ung har nærlæst Das Kapital, ikke mindst første bind, der var nærmest obligatorisk læsning på visse universitetsfag i de tidligste halvfjersere, var den sidste tanke, man fik, nok den, at der her var tale om et oplagt materiale for teateret. Nu beretter The Guardian imidlertid, at Karls økonomikritiske værk skal opføres på scenen. Opførelsen skal foregå på Düsseldorfer Schauspielhaus, hvor scenen – ganske sympatisk! – er udstyret med talrige bogreoler og en buste af gamle Karl. Bag opførelsen står ensemblet Rimini Protokoll, der har specialiseret sig i såkaldt “dokumentarteater”. Ifølge oplysningerne vil der ikke være tale om en dramatisering af Das Kapital (forståeligt nok!), men værket fungerer som den røde (!) tråd i en række karakterers fortællinger. Som led i forestillingen udstyres hver eneste teatergænger med et eksemplar af Marx-Engels-Werke bind 23, der er lig med første bind af Das Kapital…
Man kan her tale om det fortrængtes genkomst – på en anden scene! ;-)

Oaxaca

6. november 2006

Demonstration for Oaxaca - Berlin 4.11.06
Opdragelsens byrde: Man skal holde, hvad man lover! I lørdags var blogbestyreren og familie på vej ud af Berlins Zoologiske have, da vi løb lige ind i en demonstration. Det første, vi bemærkede var, et massivt opbud af politi i biler, på motorcykler og til fods. Dernæst en megafons metalliske talestrøm. Og til sidst selve demonstrationen. Læs mere »

Sange fra labyrinten – Sting og Dowland

29. oktober 2006

Sting spiller John Dowland
Det kan dårligt siges at være en nyhed, at musikeren Sting har udsendt den klassisk cd med musik af John Dowland. Og at han spiller lut på pladen, der er udgivet på det fornemme Deutsche Grammophon. Men det er også mere et påskud for at slentre ned ad Memory Lane.
Den første gang, jeg for alvor fik ørerne op for Sting, var i 1980. Jeg var rejst til Italien og den smukke ø Sardinien, mest for at komme væk fra studier og dansk hverdag – men også for at mødes med en god ven, der havde forelsket sig voldsomt i en lille, sardisk pige.
Medens vi var der, opholdt vi os i en længere periode hos et fransk par på Sardinien. De boede et godt stykke oppe i bjergene i nærheden af landsbyen Budoni på den sardiske østkyst i et selvbygget, hvidt hus. Manden, Alain, havde en pæn samling grammofonplader i en dertil indrettet stue.

Det var her, jeg for første gang – under indflydelse af den lokale, ravgyldne vin de pêche (i to-litersflasker, uden tilsætningsstoffer, men med en alkoholprocent på 16) gennemlyttede The Polices tre første plader: Zenyatta Mondatta (der lige var udkommet), Regatta de Blanc og debutpladen Outlandos d’Amour. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg alle tre plader. Debutpladen var svær at få fat i, fordi den var midlertidigt udsolgt, men det lykkedes at finde et eksemplar i en nu forsvunden pladeshop på Clemens Bro.

For mig står de tre plader for noget af det bedste, der blev lavet i den meget kreative periode, man siden har omtalt som new-wave. Jeg kan også huske, at jeg en aften hørte radio, hvor guitaristen i C.V. Jørgensens daværende ganske lille band, Ivan Horn, omhyggeligt beskrev sin begejstring for The Police og fremhævede det unikke trio-samspil (the Police var en af de store trioer, på linje med Cream o.a.), Stings fremtrædende bas-spil og sang og guitaristen Andy Summers, der siden har gjort sig inden for jazz’en.

Min begejstring for de efterfølgende Police-plader var og er mere behersket, og selv om jeg stadigvæk synes, at Sting har en god stemme, så synes jeg også, at hans soloproduktion har være af svingende kvalitet. Han er en fin sangskriver, men har måske været lidt ukritisk over for nogle af de publicerede sange… Dertil kommer, at hans undertiden kan forekomme en smule “frelst” politisk set og også har tilbøjeligheder til at være et arrogant røvhul. Men, man kan som bekendt ikke vurdere en kunstners produktion ud fra dennes politiske holdninger eller personlige særheder…
Nu har han så for en stund forladt rock-musikken og jazzen. Efter sigende, fordi han er træt af rocken og synes, at den er gået lidt i stå.

I en samtale med den tyske avis Die Zeit fortæller Sting åbenhjertigt om motiverne for at beskæftige sig med en flere århundreder gammel musik. Det er gået op for Sting, at der faktisk blev skrevet smuk musik dengang. Popmusik. Og så har hans forældres bortgang betydet, at han – forståeligt nok – har fået interesse for fortiden. Døden er kommet nærmere, og det perspektiv bliver fortidens levede liv vigtigere. Dertil kommer, at forældrenes død har åbnet op for drømmene i Stings liv. Han drømmer ganske enkelt mere. Om forældrene. Måske er det sådan. Når ens forældre går bort, lever de så meget desto stærkere i ens erindring, drømme og bevidsthed…

Og drømmene betyder meget for Sting. Han fortæller, at han har haft en mareridtsagtig drøm, hvor han og konen Trudie fisker liget af en kvinde op af en sø. En tilbagevendende drøm. Og da Sting har gået i jungiansk analyse, så er han opmærksom på, at drømmene ikke kun er ligegyldig natlig hjerneaktivitet.

På et tidspunkt får Stings kone den idé, at de skal anlægge – en sø på deres landsted. I første omgang er Sting imod, fordi de kræver en masse papirarbejde, officielle godkendelser, arkæologiske undersøgelser osv. Men fruen får til sidst sin vilje. Søen bliver realiseret og til alles tilfredshed. Nogen tid efter bliver Sting ringet op, medens han opholder sig i USA, af en person med arkæologisk ekspertise, og han får den besked, at der er fundet et velbevaret kvindelig ved søen. Senere viser det sig, at det er et meget gammelt lig. Arkæologen vil vide, hvad Sting agter at gøre med “sit” lig. Eftersom den er fundet på hans jord, er det “hans”. Der gennemføres en begravelsesceremoni og den døde stedes til hvile på en lille ø i søen. For Sting er historien et bevis på, at drømme ikke kun og især forholder sig til fortiden og nutiden, men også ser ind i fremtiden. På ægte jungiansk vis.

Om historien er sand eller ej, er for så vidt uinteressant. Det er en rigtig god historie, der fortæller en masse om den midaldrende musiker Sting og den tyngde, hans liv har fået nu, hvor hans kamp for at komme ud af barn- og ungdommens fattige kår er et forlængst overstået kapitel, og hvor den materielle rigdom ikke længere er tilstrækkelig for mennesket Sting, selv om den gør ham til et privilegeret menneske.

Kongelig formering

27. oktober 2006

I går aftes så jeg tv-avisen på DR kl. 18.30. Nyhedsoplæseren, som iflg. det sladderblad, jeg læste hos frisøren, har scoret sig en journalistkæreste (til lykke med det, da!), gik helt i selvsving over, at knorprinsen (som At tænke sig kalder den unge mand) og knorprinsessen har formået at få en “kage i ovnen”. Så er den nyhed vist ikke længere, vel!? Og det er da glædeligt, når to mennesker, der holder af hverandre formerer sig. Men – er jeg den eneste, der synes, at Danmarks officielle Public Service-organ godt kunne dæmpe royalismen en lille smule og beskæftige sig med de andre – og vigtigere nyheder som fx den nærmest borgerkrigslignende situation i Irak og så videre!? (Og: Nej, ganske rigtig gættet, jeg er ikke royalist!).

Hvor svært kan det være?

23. oktober 2006

Tante Berlinger bringer opsigtsvækkende forskningsresultater fra ålborg Universitet. Et stort psykologisk skoleforskningsprojekt er kommet frem til, at jo flere børn, der er i en skoleklasse, jo mere uro er der, jo flere børn er ukoncentrerede osv. Forskningsresultaterne, der kaldes “interessante” og “originale” er blevet fremlagt på en stor konference i Athen. – Undskyld mig, men er det ikke indlysende, er det ikke ‘logik for perlehøns’? Hvordan kan man seriøst tro, at klasser med 25 elever og derover kan være befordrende for undervisning?

Det lysner så småt…

22. oktober 2006

Berlingeren meddeler, at Venstre og regeringspartnerne Konservative og Dansk Folkeparti (undskyld, jeg havde glemt, at de sidstenævnte kun var støtteparti!) ikke længere har flertal i folketinget.

Bert Jansch – guitarist

22. oktober 2006


Vi, der er gamle nok til at huske tressernes musik, kan måske også huske gruppen Pentangle, der blev ret store, dengang folk-bølgen ramte popmusikken i Storbritannien og resten af den vestlige verden. Pentangle bestod af sangerinden Jacqui McShee med den lyse vokal, John Renbourn på den ene guitar, Danny Thompson på bas, Terry Cox på trommer og Bert Jansch på den anden guitar. Gruppens markante, primært akustiske stil var præget af medlemmernes forskellige (musikalske) interesser, der strakte sig fra katolicismen (!), early music, jazz, kontemporær folk (fx Dylan), blues. Gruppen – i denne oprindelige besætning – havde sin glansperiode fra 1967-73, men har eksisteret med udskiftninger helt op i 1980’erne med Jacqui McShee som den gennemgående figur. Ved siden af Pentangle havde de enkelte musikere soloprojekter og andre musikalske samarbejder.
Anledningen til at hive Pentangle frem i lyset er, at musikbladet GAFFA har et interview med Bert Jansch – “den akustiske guitars Jimi Hendrix” – i forbindelse med hans seneste meget roste album The Black Swan. Jansch har også en fin hjemmeside med mange faciliteter. Hvis man er til akustisk guitar og folk, så er Jansch værd at kaste sig over…
bert jansch
Se også Jacqui McShees hjemmeside.
For ikke at glemme nogen: John Renbourn officielle hjemmeside og en anden; Danny Thompson og (om) Terry Cox.

Far har talt!

22. oktober 2006

Endelig lykkes det Politiken at bringe en interessant nyhed. Forskere fra University of South Carolina har fundet ud af, at fædrenes tale har den største betydning for børnenes sproglige udvikling. I Journal of Applied Developmental Psychology har de. altså forskerne, fremlagt resultaterne af studier af 92 familiers sproglige adfærd og har blandt andet kunnet konstatere, at selv om mødrene (måske ikke overraskende…) taler mere end fædrene, så har deres ordforråd ikke den store betydning for børnene. Forskerne kan ikke give en entydig forklaring, men er opmærksomme på, at det ikke er mængden af ord, strømme af tale, men måden, der tales på, som er afgørende. Jeg vil overlade til bloggens læsere selv at drage eventuelle (forhastede…) slutninger.

Gerontofili – Gina Lollobrigida gifter sig med en ung mand

22. oktober 2006

Medierne er fulde af historier om pædofili. Men nu er der også dukket en historie om gerontofili op. Daily Mail – engelsk gossip-blad – beretter, at den nu 80-årige Gina Lollobrigida har giftet sig med sin 40-år yngre “toy-boy” (som de dog kan udtrykke sig…). Det viser sig, at de to har kendt hinanden, siden den unge mand var 25, og – iflg. Gina – “slog lynet ned, da de første gang mødtes”. Det ligger denne blog meget fjernt at forarges over sligt.
Et andet, knapt så sladdervornt engelsk organ, The Times, har i samme uge en artikel om gerontofili, der defineres som en tilstand, hvor unge mennesker især er interesseret i eller kun er i stand til at elske med ældre mennesker. Og bladet tilføjer, at det især har været socialt accepteret, at ældre mænd elskede med yngre mennesker, og at det i visse kulturer endda er meget almindeligt.
I vores del af verden har begrebet efterhånden fået bibetydningen: voldtægt af ældre kvinder (+50). Vægten lægges ikke længere på den amorøse dimension, men på den seksuelle vold eller sadisme. På bedste pædagogisk-psykologiske vis graver avisen i disse gerontofiles opvækst. Det viser sig, at de selv har haft autoritære forældre, har været sengevædere osv. Avisen slutter af med at notere, at gerontofili ofte ender med mord. – Det er selvfølgelig udelukket, at der kan være kærlige følelser mellem to så forskellige mennesker…
Gina - før og nu - og med toy-boy

Husarnyt – Kate Moss smider kludene på film

13. oktober 2006

Den overskrift må da sælge… Det er bloggens officielle sladderorgan Daily Mail, der bringer nyheden om, at den små Kate Moss [<- husarlink, så er du advaret!], kendt fra modelverdenen og diverse sladdermagasiner, smider tøjet – lige ned til underhylerne – i en 30 minutter lang reklamefilm for lingerifirmaet Agent Provocateur (you can say that again…). For filmbuffs er det måske nok så interessant, at filmen er lavet af den kendte LA-instruktør Mike Figis.
Moss, der har været under anklage for heftigt kokain-misbrug, har fået ny vind i sejlene efter anklagen og tjener efter sigende mere end nogensinde. Dårlig omtale er som bekendt bedre end ingen omtale. Spørg bare Mel Gibson.
Daily Mail, der altid er god for at promovere det lumre, slutter af med at skrive, at lingerifirmaets hjemmeside brød sammen, efter at nyheden om filmen kom ud i medierne. Husarerne har været der.
PS. Hjemmesiden er oppe at stå igen, og man kan – hvis man lyster – downloade et eksklusivt preview fra filmen…

Dansk Folkepartis Ungdom – et fodnotespark

12. oktober 2006

Lars, Paw , Bo m.fl. har kommenteret den mediebårne sag om DFU’ernes lejrløjer. I dag læser jeg så, at de unge forvirrede mennesker bliver truet på livet, og flere har følt sig nødsaget til at gå under jorden. Selv om DFU’er er nogle ubetydelige nulliteter i det danske politiske landskab og i øvrigt, så finder jeg det helt og aldeles uacceptabelt i et demokrati og en retsstat, at man intimiderer andre mennesker på grund af deres uforgribelige meninger.

I øvrigt kan kan man ikke forvente sig andet af DFU’erne med det moderparti. Læs her.

Fra nyhedsoverdrevet

11. oktober 2006

Apropos Dagens tankevækker, så faldt jeg over et par “nyheder”, der rykkede lidt i smilefolderne. Den første (<-- husarlink) drejer sig om, at roden Rod Stewart i et tv-interview har taget den spiritusbilende og marihuanarygende kändis Paris Hilton i forsvar. Rod er og bliver en Ladies Man.
Den anden nyhed – helt uden forbindelse til den første – faldt jeg over i The Daily Mail (som jeg har forsømt den seneste tid, beklager). Nyheden lyder: “Sukkersygemedicin gjorde min mand til voldtægtsforbryder”. Husk at læse i medicinalhåndbogen om bivirkninger, når du putter noget i munden…
ParisRod og Penny...