Indlæg tagget med avis

Dagens tankevækker

11. oktober 2006

En bekendt blev engang spurgt, om han godt kunne lide at læse aviser, hvortil han svarede med et modspørgsmål: Kan du godt lide at læse om din egen undertrykkelse? Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg læste Uffes indlæg om den (vist nok) seneste gratisavis Nyhedsavisens nyhedskriterier. Det fik mig igen til at tænke på en artikel af lektor Hans Hauge, som Ulla henviste os til. Hauge læser jeg altid med stor interesse og fornøjelse, fordi han er en særling i dansk presse. Han tænker anderledes end flertallet af journalistiske nyhedslemminger og har nogle skæve, ærlige tilgange til den såkaldte virkelighed. Denne gang sætter han ord på noget, jeg tror, mange føler og tænker i deres stille sind…”

Tilføjelse: For at berolige Carsten, Uffe og måske andre bloglæsere, vil jeg lige hive min kommentar frem i lyset og føje lidt yderligere til: “Det skrev jeg vist heller ikke. Jeg er bestemt langt fra enig med provokatøren og meningsmageren Hauge, men jeg synes, han skriver ganske godt.Og så kan jeg godt lide, at der bliver rokket ved det mediefrembragte verdensbillede, som forekommer mig at være mere og mere forudsigeligt. I det her eksempel sætter han ord på en følelse, jeg har stødt på hos mange såkaldt “almindelige” danskere…”.
Det er min opfattelse, at det medieskabte virkelighedsbillede bliver mere og mere konformt, forudsigeligt og fanget i sine egne dogmer. Derfor kan det virke helt befriende, når nogen ser på denne “virkelighed” fra en overraskende vinkel eller ligefrem bestrider tilsyneladende indiskutable “sandheder”. Hauge er måske ikke det mest lysende eksempel, men det var øjenåbnende for mig, at han i den omtalte artikel skriver noget, som jeg ofte har hørt, men aldrig har set på tryk. Et andet eksempel på en tænker, der er i stand til at se på verden gennem en særlig optik, er den franske sociolog Jean Baudrillard, der er oversat til dansk. Det var fx ham, der for mange år siden – da Kouhmeni kom til magten i Iran – forudså den ballade med den islamiske fundamentalisme, som nu fylder urimeligt meget i danske medier.

NB! Carsten har skrevet en lang kommentarfaktisk to – til min bemærkning om Hans Hauge. Jeg kan kun anbefale, at man læser dem og de kommentarer, de har givet anledning til.

litteraturanmeldelser og -kritik

10. oktober 2006

Jiggly Room-bestyrer Bo har et indlæg om litteraturanmeldelser, foranlediget af en debat, der pågår i dagbladet Informations “sandkasse”… Bo læser ikke anmeldelser, og det kan der være gode grunde til ikke at gøre. Jeg læser stort set alle de anmeldelser af dansk og udenlandsk litteratur, som jeg kan komme i nærheden af. Primært for at holde mig orienteret inden for mit fagområde. Dermed ikke sagt, at det altid er en opløftende oplevelse.


Hvad kan man forvente af en anmeldelse? For mig at se, er en anmeldelse først og fremmest en produktbeskrivelse. Bogen er en vare, udsendt af et forlag, der forventer eller håber på, at den får en promoverende omtale i en avis eller – til nød – et tidskrift.

Det vigtigste i den forbindelse er, at bogen får en god beskrivelse, en ordentlig karakteristik, således at den potentielle læser får et indtryk af, hvad bogen har at byde på. Anmelderen må gerne komme med sin personlige vurdering og mening – til sidst. Men det vigtigste er forarbejdet. Læs mere »

Kødskandalen fortsætter…

10. oktober 2006

“Rottelort på gulvet, muselort i en sæk grønne bønner, 10,5 ton gammel soja, 2,5 ton gammel majs, 200 kilo rådden peber, en ulovlig produktion af den orientalske specialitet tofu i baglokalet og et ton kyllingekød, der ikke var kommet på køl”… Fødevareskandalen fortsætter ufortrødent. Trods løfter og “kødpoliti”. The is something rotten in

Regeringen stod fast – og tabte?!

8. oktober 2006

Ved folketingets åbning var der ingen vaklen i geledderne med hensyn til fastholdelsen af regeringens politik, det såkaldte skattestop. Slående var det dog, at de borgerlige politikere havde rystende lidt fornemmelse eller forståelse for de faktuelle, sociale problemer, som almindelige borgere slås med i deres hverdag. Skræmmende var det også at se ledende medlemmer af især partiet Venstre være fanget ind i deres egen revanchistiske, ideologiske vildfarelser, når de affærdigede almindelige børnefamilier og pædagogisk personale som værende socialistiske ballademagere osv.
Spørgsmålet er, om regeringens standhaftighed bliver regeringens politiske fald. I hvert fald har den seneste meningsmåling givet oppositionen flertallet for første gang i lang tid. Socialdemokratiet har åbenbart vundet stemmer på sin “uansvarlige” økonomiske tankegang: At der skal flere penge til kommunernes økonomi.
Læs også Tante Berlingers artikel om den påstået socialistiske fagforening BUPL – det er, som jeg plejer at skrive, tankevækkende læsning…

Tilbagespoling: her – og – her!
Statsministeren i rødt...

Tamara Dobson – Blaxploitation-stjerne m.m. – RIP

6. oktober 2006

Som læsere af denne blog vil vide, interesserer vi os ikke kun for de fine kunster, men også for B-film, pulp fiction og andre smagløsheder. Derfor har vi med vemod læst i New York Times, at Tamara Dobson er afgået ved døden i en alder af kun 59. Tamara blev ramt af multipel sclerose for seks år siden og levede sine sidste år på et hjem, hvor en lungebetændelse satte en stopper for hendes liv.
Tamara, hvis udseende rammende beskrives således: “6 feet 2 inches tall and with a traffic-stopping hourglass figure” (!) var model og skuespiller. Hendes iøjnefaldende udseende kom mange kendte magasiner til gode, fx Vogue og Essence, og hun blev også benyttet til diverse fjernsynsreklamer for kendte perfumemærker som Fabergé, Chanel og Revlon.
Men for filmbuffs vil hun især blive husket for sin rolle som Cleopatra Jones i to såkaldte blaxploitationfilm: Cleopatra Jones (1973) og Cleopatra Jones and the Casino of Gold (1975), hvor hun spillede sammen med selveste Shelley Winters.

Tamaras filmografi m.m. kan ses her!

Man har et standpunkt…

6. oktober 2006

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det var vist sådan daværende statsminister Jens Otto Krag udtrykte sin holdning til det at have en holdning… Det kan der selvfølgelig siges meget om, især når det drejer sig om politik. Men ordene falder mig ind, fordi jeg er blevet ramt af gratisaviser. Jeg får dem allesammen ind af døren med en rystende regelmæssighed. Igår kom der dog ikke nogen. Men ellers kommer de med et lille drøn hver morgen – tidligt.
Da udsigten til at skulle have flere aviser – og dermed mere papir at slæbe til skraldespanden – var ny, forsvor jeg, at jeg ville læse, endsige kigge i aviserne. Men, jeg har ændret holdning. Jeg bladrer dem igennem nu. Når jeg nu alligevel ikke kan slippe for at få dem (skiltning respekteres ikke!), så kan jeg vel lige så godt se, hvad de har at byde på. I det mindste, når jeg ikke lige har en rigtig avis ved hånden, hvilket kun sker i weekenden. Man har et standpunkt…

Fritz Fatal

30. september 2006

“Vi giver den stadig hele armen. Men man kan mærke dødsangsten nu og en længsel efter den uskyld, vi havde engang”. Ordene kommer fra Fritz Fatal, hvis borgerlige navn er Mikael Bonfils, der spillede i det gamle punkband Before. Fritz, som bloggen for nylig rundede, er pladeaktuel med Mental Midgets’ cd Post Psykedelisk Stress Syndrom, der udkommer på mandag. Fritz, der var berømt/-rygtet for at hærge en scene i ungdommens dage, er blevet mere optaget af kammeratskabet i bandet, musikken og selve det at få lov til at spille. Synge kan han, som tidligere nævnt, måske ikke, men optræde sammen med bl.a. Klaus Lyngggaard på guitar og backingvokal – og give interview i dagens Information – det kan han…

Uroen breder sig…

27. september 2006

Der var en, der var to, der var… Nu melder gymnasieeleverne i København sig også blandt de protesterende og aktionerende. De vil blokadere samtlige gymnasier i morgen. Spørgsmålet er, hvor længe kommunalpolitikerne kan lade som ingenting og politikerne i regeringen kan blive ved med at fortælle, at det går så godt så godt…

PS. Husk at skrive under på protesterne mod nedlæggelsen af Huset og åby Bibliotek!

Se også her!

Opdatering: Hvem vinder slaget? Hjælper blokader, strejker osv? En arbejdsmarkedsforsker mener, at der ingen vindere vil være af konflikten, men at nedskæringerne vil blive et valgtema. Hvis forældre, pædagoger osv. på den måde kan sætte dagsordenen for et kommende valg, så må det vil også være en slags sejr – eller hvad? Læs artiklen på Tante Berlingerens hjemmeside.

Opdatering 2: Læs også Anjas indlæg om uroen derovre på Djævleøen!

Opdatering 3: Jeg har lige set den århusianske borgmester Nicolai Wammen og indenrigsminister fra Venstre Lars Løkke Rasmussen “diskutere” på tv (begge kanaler!). Det var som at se to børnehavebørn, der var blevet uvenner over et eller andet. Han begyndte! Han slog mig! Uaaaa… Gråd og tænders gnidsel. De kunne godt trænge til god pædagogisk støtte… Men det får de ikke, før der kommer flere penge på bordet…

Rudy revisited – Gamle Grise og Smånymfer

25. september 2006

Bloggen har tidligere kommenteret sagen om amtschatkonsulenten Rudy Frederiksen – Pikken fra Herning (Peter Laugesen) – der blev taget med bukserne nede i TV2’s dokumentarudsendelse i færd med at overtale nogle unge damer over den seksuelle lavalder til pornografiske optagelser og seksuelt samkvem. Vi hører ikke så meget til “sagen” for tiden. Så vidt jeg kan forstå, sidder Rudy stadig bag tremmer, medens politiet anstrenger sig voldsomt for at finde mere belastende materiale. Og det kniber gevaldigt. Især har det været svært at få unge damer, der har været i kløerne på den lumre Rudy, til at melde sig og bidrage med belastende vidnesbyrd. Man kan da også med rette spørge, hvorfor de er så tilbageholdende, når de ikke var tilbageholdende over for Randy Rudy? Er de bange for, at kæresten, far og mor osv. skal opdage det? Eller hvad? Læs mere »

Er regeringen slidt op?

24. september 2006

De sidste dage har man kunnet iagttage tankevækkende handlinger fra regeringens side. Først så indenrigsministeren sig nødsaget til at insinuere et illegitimt samarbejde mellem forældre, BUPL og kommunerne i protesterne mod de bebudede nedskæringer på børne- og ungeområdet. Dernæst optrådte statsminister Fogh Rasmussen i en uklædelig “landsfaderlig” rolle og udtrykte sin “skuffelse” over kommunernes slåen bak i forhold til de indgåede aftaler om kommunernes økonomi. Oven i købet har han indkaldt KL til en “alvorlig samtale”. Måske har Johannes Andersen fra ålborg Universitet (DR Nyhederne) ret i, at regeringen er trængt og presset på grund af den voldsomme modstand, den pludselig mærker. I hvert fald er det længe siden, man har set så stor en lyst til at protestere og gøre oprør, som det sker i disse dage. Historien har ofte vist, at den slags situationer kan føre til en regerings fald, blandt andet fordi den afslører, at der er gravet en afgrundsdyb grøft mellem regeringen og kommunerne – og at regeringen ikke har den samme opbakning bag sin økonomiske politik længere. Måske er det symptomatisk for regeringens situation, at selv et svækket Socialdemokratis kongresdeltagere kan more sig højlydt over regeringschefens optræden…

Opdatering 25/9 : Det rygtes nu, at skolelærere i århus kommune vil nedlægge arbejdet i protest mod forringelserne på skoleområdet. Hvem er de næste?

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til så mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var åndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, håber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos på en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sådan en granskning af bogrygge altid får mig til at tænke på alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornår mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker så venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? Hvornår jeg dog får læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – så satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 på cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje så på? På hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. På hovedet. Og det forklarer måske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert på Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altså kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten på Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (måske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der består af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder på Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom på, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med håret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, går han også i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter også hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green også ind på spørgsmålet om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det også er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – så har alderen kun betydning på den måde, at ca. 25 års intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forståelse, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green også pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos på en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).