Indlæg tagget med avis

Har man ikke hørt det før?

11. november 2006

I den forløbne uge har man igen og igen kunnet læse gravskrifter over CD’en. Enkelte har været sÃ¥ dristige at sige, at den er død om fem Ã¥r. Det vil jeg nu ikke sætte mine sparepenge pÃ¥. Døde longplaying-pladen, blot fordi kassettebÃ¥ndet blev opfundet? Nej, vel gjorde den ej.

I sidste uge stod jeg i en meget stor forretning i Berlin, der bugnede af LP’er. Døde romanen, fordi longplaying-grammofonpladen blev succesfuld (ja, det pÃ¥stod man faktisk engang i tresserne)? Nej, vel!? Nye medier kommer hele tiden til, men de fleste gamle bestÃ¥r (i et vist omfang)…

Sympatier

11. november 2006

Kim LarsenGeorge Michael

Blev vækket tidligt af kombinationen uprofessionelt avisbud, der forsøger at fÃ¥ avisen igennem sprækken (pÃ¥ tværs?) og min gravhund, der ikke brød sig om at blive forstyrret i sin slummer. Og nÃ¥r man sÃ¥ alligevel er kommet pÃ¥ benene, kan man jo lige sÃ¥ godt (inden hundeluftningen) gøre sig det lidt behageligt, hvorfor jeg tog et hurtigt brusebad (det er altid hurtigt…), bryggede en kop kaffe og satte mig til rette med omtalte gratisavis. PÃ¥ forsiden var nemlig et billede af troubadouren Kim Larsen. Hans nye plade “Gammel hankat” (hvor fÃ¥r han det dog fra?) blev anmeldt i bladet. Positivt. Meget positivt. Af en ung anmelder. Og der er ikke noget sÃ¥ velgørende som at læse en vrangvillig, “kritisk” anmelder, der mÃ¥ overgive sig. Jeg har ikke hørt en strofe fra den nye skive, men at dømme ud fra anmeldelsen lever den helt op til Larsens højeste standard. Og det vil sige, at man befinder sig i en klasse for sig selv.

Jeg kan mægtig godt lide Kim Larsen. Ikke blot, fordi han er en god sangskriver udi det danske, men ogsÃ¥, fordi han har en personlig integritet, som ellers er svær at finde herhjemme og udenlands. Det mÃ¥ sgu være svært hele tiden at skulle høre, at man har “scoret kassen” og er Danmarks “nationalskjald”. Men det preller af pÃ¥ manden, der ikke er til fals for hvad som helst.
Jeg har ogsÃ¥ stor sympati for den engelske kunstner George Michael, der vist nok giver koncert her i landet inden længe. Avisen skriver en stor artikel i den anledning. Jeg ejer ikke en eneste George Michael-plade og kommer nok ikke til det. Og det er heller ikke af kunstneriske grunde. Min sympati udspringer af hans utilpassethed. Hans levede liv stÃ¥r i grel modsætning til den blankpolerede, æsteticerede musik og hele dens set-up. Siden han for alvor sprang ud af skabet som bøsse, har han fyldt sladderpressen med den ene “skandale” efter den anden. Man husker sikkert, da han blev taget af politiet med bukserne nede om hælene pÃ¥ et offentligt toilet, hvorefter han lavede en frivol og morsom video, der kommenterede episoden. Og pÃ¥ det seneste har han forarget den nyfigne og meget puritanske engelske offentlighed ved at lovprise sit velkendte forbrug af sjov tobak. Der er noget velgørende og sympatisk ved mandens insisteren pÃ¥ at følge sine tilbøjeligheder pÃ¥ trods af en medieovervÃ¥get karriere og pÃ¥ trods af tidens moral eller dobbeltmoral…

Tiggere, gadehandlere, hververe…

10. november 2006

Apropos mit indlæg i gÃ¥r om gademusikanter – pÃ¥ godt og ondt – sÃ¥ læste jeg her til morgen, at Ã…rhus Cityforening er skuffede over, at justitsminister Lene Espersen ikke vil gøre noget ved det voksende antal tiggere, gadehandlere, hververe osv., der fylder op pÃ¥ Strøget og forsøger at lokke penge op af folks lommer. Hun henviser til de eksisterende regulativer osv. Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at der er flere tiggere, lommetyve osv., end vi har været vant til. Blandt andet er det slÃ¥ende, at antallet af “professionelle” tiggere med østeuropæisk baggrund er vokset. PÃ¥ den mÃ¥de ligner Ã…rhus enhver anden større europæisk storby. Det er nok prisen for det “indre marked” og EU-udvidelsen. Man kan beklage det eller lade være, men sÃ¥dan er det. Cityforeningen oplever det som et problem, at de handlende skal løbe slalom mellem alle gadens tilbud, men er det nu sÃ¥ galt? Enhver kan da sige nej. Man kunne fristes til at tro, at Cityforeningen er mere bekymret for deres egne indtægter end for de handlendes ve og vel. Og det er vel, ret beset, ikke overraskende.
Derimod støder det mig lidt, at flere sÃ¥kaldt velgørende og humanitære organisationer, bl.a. Amnesty International, som jeg ellers har stor sympati for, er begyndt at sende professionelle hververe ud pÃ¥ gaden. Og enhver, der læser jobbørser pÃ¥ nettet, vil vide, at det er et af de job, man fÃ¥r tilbudt: professionel hverver. Men et eller andet sted generer det mig, at disse organisationer skal føre sig frem pÃ¥ denne markskrigeriske vis. Almindelig husstandsindsamlinger, ok. Men dette anmassende, professionelle salgstrip passer ikke rigtig til det idealistiske grundlag. OgsÃ¥ her er markedsøkonomiens logik slÃ¥et igen. Desværre. SÃ¥ fremover nøjes jeg med at købe de hjemløses avis for en tyver…

Karl Marx “Das Kapital” – nu som teaterstykke!

9. november 2006

Karl Marx' grav

NÃ¥r man som ung har nærlæst Das Kapital, ikke mindst første bind, der var nærmest obligatorisk læsning pÃ¥ visse universitetsfag i de tidligste halvfjersere, var den sidste tanke, man fik, nok den, at der her var tale om et oplagt materiale for teateret. Nu beretter The Guardian imidlertid, at Karls økonomikritiske værk skal opføres pÃ¥ scenen. Opførelsen skal foregÃ¥ pÃ¥ Düsseldorfer Schauspielhaus, hvor scenen – ganske sympatisk! – er udstyret med talrige bogreoler og en buste af gamle Karl. Bag opførelsen stÃ¥r ensemblet Rimini Protokoll, der har specialiseret sig i sÃ¥kaldt “dokumentarteater”. Ifølge oplysningerne vil der ikke være tale om en dramatisering af Das Kapital (forstÃ¥eligt nok!), men værket fungerer som den røde (!) trÃ¥d i en række karakterers fortællinger. Som led i forestillingen udstyres hver eneste teatergænger med et eksemplar af Marx-Engels-Werke bind 23, der er lig med første bind af Das Kapital…
Man kan her tale om det fortrængtes genkomst – pÃ¥ en anden scene! ;-)

Oaxaca

6. november 2006

Demonstration for Oaxaca - Berlin 4.11.06
Opdragelsens byrde: Man skal holde, hvad man lover! I lørdags var blogbestyreren og familie pÃ¥ vej ud af Berlins Zoologiske have, da vi løb lige ind i en demonstration. Det første, vi bemærkede var, et massivt opbud af politi i biler, pÃ¥ motorcykler og til fods. Dernæst en megafons metalliske talestrøm. Og til sidst selve demonstrationen. Læs mere »

Sange fra labyrinten – Sting og Dowland

29. oktober 2006

Sting spiller John Dowland
Det kan dårligt siges at være en nyhed, at musikeren Sting har udsendt den klassisk cd med musik af John Dowland. Og at han spiller lut på pladen, der er udgivet på det fornemme Deutsche Grammophon. Men det er også mere et påskud for at slentre ned ad Memory Lane.
Den første gang, jeg for alvor fik ørerne op for Sting, var i 1980. Jeg var rejst til Italien og den smukke ø Sardinien, mest for at komme væk fra studier og dansk hverdag – men ogsÃ¥ for at mødes med en god ven, der havde forelsket sig voldsomt i en lille, sardisk pige.
Medens vi var der, opholdt vi os i en længere periode hos et fransk par på Sardinien. De boede et godt stykke oppe i bjergene i nærheden af landsbyen Budoni på den sardiske østkyst i et selvbygget, hvidt hus. Manden, Alain, havde en pæn samling grammofonplader i en dertil indrettet stue.

Det var her, jeg for første gang – under indflydelse af den lokale, ravgyldne vin de pêche (i to-litersflasker, uden tilsætningsstoffer, men med en alkoholprocent pÃ¥ 16) gennemlyttede The Polices tre første plader: Zenyatta Mondatta (der lige var udkommet), Regatta de Blanc og debutpladen Outlandos d’Amour. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg alle tre plader. Debutpladen var svær at fÃ¥ fat i, fordi den var midlertidigt udsolgt, men det lykkedes at finde et eksemplar i en nu forsvunden pladeshop pÃ¥ Clemens Bro.

For mig stÃ¥r de tre plader for noget af det bedste, der blev lavet i den meget kreative periode, man siden har omtalt som new-wave. Jeg kan ogsÃ¥ huske, at jeg en aften hørte radio, hvor guitaristen i C.V. Jørgensens daværende ganske lille band, Ivan Horn, omhyggeligt beskrev sin begejstring for The Police og fremhævede det unikke trio-samspil (the Police var en af de store trioer, pÃ¥ linje med Cream o.a.), Stings fremtrædende bas-spil og sang og guitaristen Andy Summers, der siden har gjort sig inden for jazz’en.

Min begejstring for de efterfølgende Police-plader var og er mere behersket, og selv om jeg stadigvæk synes, at Sting har en god stemme, sÃ¥ synes jeg ogsÃ¥, at hans soloproduktion har være af svingende kvalitet. Han er en fin sangskriver, men har mÃ¥ske været lidt ukritisk over for nogle af de publicerede sange… Dertil kommer, at hans undertiden kan forekomme en smule “frelst” politisk set og ogsÃ¥ har tilbøjeligheder til at være et arrogant røvhul. Men, man kan som bekendt ikke vurdere en kunstners produktion ud fra dennes politiske holdninger eller personlige særheder…
Nu har han så for en stund forladt rock-musikken og jazzen. Efter sigende, fordi han er træt af rocken og synes, at den er gået lidt i stå.

I en samtale med den tyske avis Die Zeit fortæller Sting Ã¥benhjertigt om motiverne for at beskæftige sig med en flere Ã¥rhundreder gammel musik. Det er gÃ¥et op for Sting, at der faktisk blev skrevet smuk musik dengang. Popmusik. Og sÃ¥ har hans forældres bortgang betydet, at han – forstÃ¥eligt nok – har fÃ¥et interesse for fortiden. Døden er kommet nærmere, og det perspektiv bliver fortidens levede liv vigtigere. Dertil kommer, at forældrenes død har Ã¥bnet op for drømmene i Stings liv. Han drømmer ganske enkelt mere. Om forældrene. MÃ¥ske er det sÃ¥dan. NÃ¥r ens forældre gÃ¥r bort, lever de sÃ¥ meget desto stærkere i ens erindring, drømme og bevidsthed…

Og drømmene betyder meget for Sting. Han fortæller, at han har haft en mareridtsagtig drøm, hvor han og konen Trudie fisker liget af en kvinde op af en sø. En tilbagevendende drøm. Og da Sting har gået i jungiansk analyse, så er han opmærksom på, at drømmene ikke kun er ligegyldig natlig hjerneaktivitet.

PÃ¥ et tidspunkt fÃ¥r Stings kone den idé, at de skal anlægge – en sø pÃ¥ deres landsted. I første omgang er Sting imod, fordi de kræver en masse papirarbejde, officielle godkendelser, arkæologiske undersøgelser osv. Men fruen fÃ¥r til sidst sin vilje. Søen bliver realiseret og til alles tilfredshed. Nogen tid efter bliver Sting ringet op, medens han opholder sig i USA, af en person med arkæologisk ekspertise, og han fÃ¥r den besked, at der er fundet et velbevaret kvindelig ved søen. Senere viser det sig, at det er et meget gammelt lig. Arkæologen vil vide, hvad Sting agter at gøre med “sit” lig. Eftersom den er fundet pÃ¥ hans jord, er det “hans”. Der gennemføres en begravelsesceremoni og den døde stedes til hvile pÃ¥ en lille ø i søen. For Sting er historien et bevis pÃ¥, at drømme ikke kun og især forholder sig til fortiden og nutiden, men ogsÃ¥ ser ind i fremtiden. PÃ¥ ægte jungiansk vis.

Om historien er sand eller ej, er for så vidt uinteressant. Det er en rigtig god historie, der fortæller en masse om den midaldrende musiker Sting og den tyngde, hans liv har fået nu, hvor hans kamp for at komme ud af barn- og ungdommens fattige kår er et forlængst overstået kapitel, og hvor den materielle rigdom ikke længere er tilstrækkelig for mennesket Sting, selv om den gør ham til et privilegeret menneske.

Kongelig formering

27. oktober 2006

I gÃ¥r aftes sÃ¥ jeg tv-avisen pÃ¥ DR kl. 18.30. Nyhedsoplæseren, som iflg. det sladderblad, jeg læste hos frisøren, har scoret sig en journalistkæreste (til lykke med det, da!), gik helt i selvsving over, at knorprinsen (som At tænke sig kalder den unge mand) og knorprinsessen har formÃ¥et at fÃ¥ en “kage i ovnen”. SÃ¥ er den nyhed vist ikke længere, vel!? Og det er da glædeligt, nÃ¥r to mennesker, der holder af hverandre formerer sig. Men – er jeg den eneste, der synes, at Danmarks officielle Public Service-organ godt kunne dæmpe royalismen en lille smule og beskæftige sig med de andre – og vigtigere nyheder som fx den nærmest borgerkrigslignende situation i Irak og sÃ¥ videre!? (Og: Nej, ganske rigtig gættet, jeg er ikke royalist!).

Hvor svært kan det være?

23. oktober 2006

Tante Berlinger bringer opsigtsvækkende forskningsresultater fra Ã…lborg Universitet. Et stort psykologisk skoleforskningsprojekt er kommet frem til, at jo flere børn, der er i en skoleklasse, jo mere uro er der, jo flere børn er ukoncentrerede osv. Forskningsresultaterne, der kaldes “interessante” og “originale” er blevet fremlagt pÃ¥ en stor konference i Athen. – Undskyld mig, men er det ikke indlysende, er det ikke ‘logik for perlehøns’? Hvordan kan man seriøst tro, at klasser med 25 elever og derover kan være befordrende for undervisning?

Det lysner sÃ¥ smÃ¥t…

22. oktober 2006

Berlingeren meddeler, at Venstre og regeringspartnerne Konservative og Dansk Folkeparti (undskyld, jeg havde glemt, at de sidstenævnte kun var støtteparti!) ikke længere har flertal i folketinget.

Bert Jansch – guitarist

22. oktober 2006


Vi, der er gamle nok til at huske tressernes musik, kan mÃ¥ske ogsÃ¥ huske gruppen Pentangle, der blev ret store, dengang folk-bølgen ramte popmusikken i Storbritannien og resten af den vestlige verden. Pentangle bestod af sangerinden Jacqui McShee med den lyse vokal, John Renbourn pÃ¥ den ene guitar, Danny Thompson pÃ¥ bas, Terry Cox pÃ¥ trommer og Bert Jansch pÃ¥ den anden guitar. Gruppens markante, primært akustiske stil var præget af medlemmernes forskellige (musikalske) interesser, der strakte sig fra katolicismen (!), early music, jazz, kontemporær folk (fx Dylan), blues. Gruppen – i denne oprindelige besætning – havde sin glansperiode fra 1967-73, men har eksisteret med udskiftninger helt op i 1980’erne med Jacqui McShee som den gennemgÃ¥ende figur. Ved siden af Pentangle havde de enkelte musikere soloprojekter og andre musikalske samarbejder.
Anledningen til at hive Pentangle frem i lyset er, at musikbladet GAFFA har et interview med Bert Jansch – “den akustiske guitars Jimi Hendrix” – i forbindelse med hans seneste meget roste album The Black Swan. Jansch har ogsÃ¥ en fin hjemmeside med mange faciliteter. Hvis man er til akustisk guitar og folk, sÃ¥ er Jansch værd at kaste sig over…
bert jansch
Se også Jacqui McShees hjemmeside.
For ikke at glemme nogen: John Renbourn officielle hjemmeside og en anden; Danny Thompson og (om) Terry Cox.