Indlæg tagget med avis

Hvorfor ikke Dansk Folkeparti med det samme?

31. januar 2007

Engang diskuterede jeg politik eller politisk engagement med en falleret Venstre-politiker i Esbjerg. Hans holdning til mine forbehold over for partidisciplin og topstyring var, at man skulle være medlem af et parti for at fÃ¥ indflydelse – og sÃ¥ var det egentlig ligemeget, hvilket parti, der var tale om.
Jeg var ikke og er ikke enig. For mig skal der være en klokkeklar sammenhæng mellem personens grundholdninger og en evt. parti-tagen.
Episoden rinder mig i hu ved læsningen af dagens avis, Tante Berlingeren. Her kan man læse, at den tidligere venstresocialist, kvindefrigørelsesfortaler, socialdemokrat m.m. Karen Jespersen på statsminister Fogh Rasmussens hjertelige opfordring nok træder ind i det tidligere bonde- og nu erhvervslivsparti Venstre. Der er blot en par småting, der skal på plads. Et håndslag på, at hun kan blive minister, når og hvis Venstre igen kommer til magten efter næste valg. Og i den dur.
Statministeren har – i et af sine efterhÃ¥nden fÃ¥ klare øjeblikke – set, at Karen Jespersen for længst har markeret holdninger, der befinder sig langt inde i Venstres ideologiske patchwork. Blandt andet har hun samme holdning til “sammenhængskraften” i det danske samfund. Denne metafor for fremmedfjendskhed og nedgroet nationalisme og mental forhudsforsnævring. MÃ¥ske er hun vitterligt sÃ¥ langt inde (eller ude…), at hun er helt derovre til højre, hvor forskellen pÃ¥ Venstrefolk og medlemmer af Dansk Folkeparti er helt udvisket.
Jeg ved da godt, at tiderne skifter (Bob) og – som en anden Socialdemokrat engang udtrykte det – at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. At vi bevæger os gennem livet, ogsÃ¥ politisk. Men ikke sÃ¥ meget, vel? Jespersens spring til højre ligner mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekÃ¥beri, opportunisme for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for. Ud til højre! I mere end en forstand…
Læs også her.

Frisindets knæk

23. januar 2007

Som man kan læse ovre hos søvnløse Bo, sÃ¥ dokumenterer en af gratisaviserne i dag, at det stÃ¥r sløjt til med det danske frisind. Over halvdelen af de unge mænd mellem 15 og 24 Ã¥r tager afstand fra homoseksualitet (sex mellem mænd). Endnu et tegn pÃ¥, at oplysningen ikke har mistet sin aktualitet og at frigørelse er et vanskeligt projekt, der tager lang, lang tid…

Gay Parade i San Francisco

Opdatering, onsdag d. 24/1: Den mildest talt rystende undersøgelse gøres i dag til genstand for kritik af medieeksperter m.fl. Problemet synes, at være, at man ikke kan gennemskue, hvad der spørges om. Og der er forskel på, hvordan man stiller spørgsmålet, om unge mænds forhold til homoseksualitet. Er der tale om et spørgsmål om generel accept af homoseksualitet eller om den enkeltes eget, kropligt-seksuelle-følelsesmæssige forhold til homoseksualitet?

Musik, kopisikring og internet

23. januar 2007

SÃ¥ sent som igÃ¥r skrev bloggen her om den seneste udvikling i kampen for/mod kopibeskyttelse af digitale medier. I dag kan man sÃ¥ læse, at den internationale musikbranche holder møde i Cannes for at diskutere udviklingen. Dels ser det ud til, at det traditionelle musiksalg (cd’er etc.) igen i Ã¥r vil falde, og dels ser det ud til at salget af digital musik vil fortsætte med at stige. Samtidig fremføres der kritik af branchens strategi fra egne rækker. Det hedder nu, at strategien har været forkert, fordi man har brugt for mange kræfter (og ressourcer) pÃ¥ en (mÃ¥ske hÃ¥bløs) kamp mod illegal kopiering, og for lidt pÃ¥ at udtænke og udvikle nye distributionsformer. En af skurkene er den sÃ¥kaldte DRM (Digital Rights Management), der støttes af blandt andet Microsoft. Problemet med DRM er blandt andet, at filer med DRM ikke kan afspilles i verdens mest populære mp3-afspiller, IPoden… Og det er jo, pænt formuleret, ikke særlig smart. Man kan sÃ¥ spørge sig selv, hvor alle IPod-brugerne fÃ¥r deres musik fra? Det hele er vel ikke egne ripninger…
Som blogbestyreren plejer at anføre: Det skal blive spændende at se, hvad de nye selvransagelser fører til.

Lille skat

12. januar 2007

Den siddende borgerlige regerings økonomiske politik hviler pÃ¥ et dogme: skattestoppet. Med sin stædige insisteren pÃ¥ skattestoppet – og det mere og mere usikre perspektiv: skattelettelserne – er Venstre, Konservative og DF de sande arvtagere af Glistrupismen, der grundlagde mistilliden til de danske skattesystem. I begyndelsen af regeringsperioden var det mÃ¥ske muligt at fastholde illusionen om, at regeringen blot ville beskytte borgerne mod at blive flÃ¥et i skat. Men som tiden er gÃ¥et bliver det mere og mere Ã¥benbart for enhver, hvad skattepolitiken betyder: At kvaliteten falder pÃ¥ alle offentlige omrÃ¥der. Daginstitutioner, ældreinstitutioner, handicapomrÃ¥det, uddannelsessystemet fra top til bund, den offentlige service osv. osv.
I dagens Berl. Tidende kan man læse, at en af de pÃ¥lidelige økonomer, Christian Sørensen fra Syddansk Universitet, retter en voldsom kritik mod regeringens løfter om at fastholde skattestoppet de næste 5-10 Ã¥r, sÃ¥dan som det er blevet fremlagt af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Christian Sørensen citeres for at sige: “- Et permanent skattestop er uholdbart. Det vil blive mere paradoksalt, at vi har et overdÃ¥digt forbrug af fladskærme og andet – samtidig med at kvaliteten i børnehaver og vuggestuer bliver dÃ¥rligere.
Skattestoppet har lÃ¥st afgifterne pÃ¥ alkohol, tobak, energi, miljø og først og fremmest ejendomsafgifterne. Det betyder, at selv om priserne pÃ¥ disse varer skyder i vejret – som vi for eksempel har set det med ejendomspriserne – bliver statens indtægter ikke større.
– Statens indtægter vil gradvist blive udhulet af inflationen og vil ikke kunne følge med den normale løn- og prisudvikling. Og derfor kan udgifterne naturligvis heller ikke gøre det (…)”. Perspektivet er, at de sÃ¥kaldte velfærdsordninger, dvs. kontanthjælp, dagpenge, folkepension osv. vil være umulige at opretholde pÃ¥ det nuværende niveau.
Det er altid heddet sig, at man skulle betale sin skat med glæde. Det mener jeg ikke. Men rettænkende politikere bør forklare danskerne, at man ikke kan have et velfærdssystem, hvis man ikke har mulighed for at financiere det via skatterne. Det interessante bør ikke være, hvor meget vi betaler i skat mÃ¥lt i procenter, men hvor meget vi har tilbage, nÃ¥r skatten er betalt – og, ikke mindst, hvilket samfund de betalte skattekroner giver mulighed for.
Da skatten blev skurken - Glistrup og Simon Spies

Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…

8. januar 2007

SÃ¥dan kan tingene falde sammen sÃ¥ pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fÃ¥et læst. Faktisk lÃ¥ hele den to mÃ¥neder gamle avis og ventede pÃ¥, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tÃ¥le det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 Ã¥r i november 2006. Og igen mÃ¥tte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke pÃ¥ bedre tider! (pÃ¥ tysk, forstÃ¥s!). Den er fra 1973, det Ã¥r, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul pÃ¥ mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strÃ¥lende eksempel pÃ¥, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. SpørgsmÃ¥let er, om det modsatte er tilfældet, nÃ¥r det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi sÃ¥ – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente pÃ¥ bedre tider…
NÃ¥r man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng pÃ¥ fem Ã¥r…), sÃ¥ blive man slÃ¥et af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige hÃ¥ndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Wolf Biermann - dengang......og nu