I min barndom i halvtredserne var der ikke meget legetøj at gøre godt med. Men vi kom langt med lidt. Et stykke hvidt skolekridt og en farvet hinkesten kunne holde os – og ikke mindst pigerne – beskæftiget meget længe. Kridtet blev brugt til at kreere et tÃ¥rn af hinkeruder, hvor man skulle hinke fra den ene rude til den næste, vende op i toppen og hinke tilbage til start. Drengene var ogsÃ¥ med, og der var god kappestrid i det, men pigerne vandt, som jeg husker det.
I videoen ovenfor er det en noget mere moderne udgave af hinkeri, man finder, men sÃ¥ vidt jeg kan læse ud af en google-søgning pÃ¥ nettet sÃ¥ findes hinkestenene endnu. MÃ¥ske er den gamle glæde ikke gÃ¥et helt fløjten i Ipaden tidsalder. Det kan man jo kun hÃ¥be pÃ¥…
Det er snart længe siden, jeg har dyrket barndomsnostalgien her i bloggen. Men en lille debat pÃ¥ Facebook bragte mig pÃ¥ sporet af min barndoms sydvest, altsÃ¥ den bredskyggede, vandtætte hovedbeklædning, som siær er blevet brugt af fiskere ved Vestkysten og andre med arbejde, der krævede “olietøj”. Min sydvest var den klassiske model – mørkegrøn gummieret stof med hagerem. Desværre er den for længst forsvundet som sÃ¥ meget andet fra min barndom. Ikke engang et foto af den har jeg. Men jeg var mægtig glad for den, og den blev brugt flittigt hjemme i Esbjerg. Om navnet forklarer wikipedia: “Navnet betyder oprindelig “beskyttelse mod sydvestenvind” og hedder det samme pÃ¥ flere sprog:”
Sydvesten blev ogsÃ¥ udødeliggjort pÃ¥ ovenstÃ¥ende fidusmaleri af den gamle fisker. Et billede, der hang i mange af hjemmene i min barndom. Og hvis jeg havde haft en sydvest i dag, ville jeg nok meget godt kunne gøre det ud for den gamle søulk…
I dag er det halvfjerds år siden, de allierede styrker gik i land i Normandiet i en af de sidste store militære operationer, der satte en stopper for nazismen. Begivenheden var et centralt tema i min familie, da jeg var dreng. Besættelsestiden lå kun få år tilbage, og jeg måtte lægge øre til mange fortællinger og skrøner om den tid og om krigen i det hele taget. Min far var sømand og mange af hans kolleger i handelsflåde var involveret i de allieredes operationer. Således var der en del, der var med til at sikre, at logistikken fungerede optimalt den 6. juni 1944. Men en del af dem mistede også livet i det arbejde.
2. Verdenskrig var ogsÃ¥ central i folkeskolens historieundervisning under devisen: Det mÃ¥ aldrig gentage sig. Jeg slugte historierne rÃ¥t, men myterne og beretningerne er siden blevet blødt op med kritiske vurderinger og de altid skræmmende data omkring krigens tab af menneskeliv. D-Dagen var en slagtebænk, selv om tabene var relativt begrænsede. De officielle tal hævder, at de samlede tab var omkring 10000 menneskeliv. Hvor forfærdeligt landgangen var har vi siden hen fÃ¥et fortalt af de overlevende og af forfattere og filmskabere, der har forsøgt med stor held at genopføre nogle af hændelserne – baseret pÃ¥ erindringer og historiske beretninger – for os i fiktionens form. Man kan blot nævne filmen Saving Private Ryan eller tv-serien Band of Brothers.
Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.
Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.
Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.
Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.
Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.
Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.
Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet. Og det gør jeg så gennem min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Capac har kørt i 13 år.
Velkommen.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Fordanskning: Vi er hver især frietil at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af. at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Omtale af musik og andre kulturfrembringelser
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at ebøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
Om brug af billeder
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
