Da jeg gik i folkeskolen, var jeg ikke nogen ørn til gymnastik. Jeg var en stor dreng, og det var som om kroppen ikke rigtig fulgte med hovedet. Det var ikke opmuntrende at følge gymnastiktimerne, når man ikke kunne komme til tops i tovene og blev siddende på bukken, når man skulle springe over. Og dengang havde vi ofte gymnastik. Som jeg husker det i hvert fald to-tre timer om ugen. Og jeg kom til alle timerne. For det gjorde man dengang. Jeg gjorde i hvert fald. Bortset fra en kort periode, hvor jeg var blevet opereret for fodvorter, og derfor ikke kunne deltage.
Til gymnastiktimerne hørte ogsÃ¥ den obligatoriske omklædning til den rette mundering – undertrøje, korte bukser og tilhørende gymnastiksko – og sÃ¥ det efterfølgende fællesbad. Læreren holdt nøje øje med, at alt gik til, som det skulle. Ingen skulle skulke eller unddrage sig eller overspringe nogle af de fastlagte elementer. Formastede man sig alligevel til at glemme gymnastiktøjet eller medbringe en sygemeddelse fra hjemmet, sÃ¥ kunne man være sikker pÃ¥ at blive sat til at svabre gulvet i gymnastiksalen bagefter med en overdimensioneret, kold og vÃ¥d gulvklud og et lige sÃ¥ overdimensioneret redskab til at fæstne gulvkluden pÃ¥.
Og det var med blandede følelser, man gik i bad med de andre kammerater. Men der var ingen vej udenom. Læreren holdt øje med, at man blev sæbet ind og skyllet grundigt af. Og så måtte man tage drillerierne med. Svirp fra våde håndklæder (som kun skete, når læreren var ude af øjesyn, for ellers vankede det), strint med koldt vand og andre drengede påfund. Jeg husker endnu, at jeg engang blev rykket i pilatus, da det var en af de yndede drengestreger.
Men set i bakspejlet var oplevelsen i gymnastiktimerne måske slet ikke så tosset. Motion fik man. Og man fik en erfaring af, at vi er forskellige af højde, drøjde og kropsudvikling. Var man rigtig heldig, så lærte man undervejs at acceptere sig selv, som man var. Også selv om man var kropumulig.
For kropumulig var og er man, ikke mindst i de år, hvor hormonerne buldrer og man forvandles fra barn til voksen, medens hjernen halter bagefter.
I dagens aviser kan man læse, at især de unge teenagepiger fravælger idræt, som det hedder nu om stunder, fordi de ikke vil vise deres kroppe frem for deres kammerater. Pigerne – op mod en tredjedel – synes det er flovt at stÃ¥ nøgen sammen med sine kammerater. Og det til trods for, at vi lever i ‘frigjorte’, seksualiserede tider…
Nyheden er ikke ny. SÃ¥dan har det altid været. Og den dukker med jævne mellemrum op i medierne. Forskellen fra dengang og nu er, at vi “i gamle dage” ikke bare sÃ¥dan kunne unddrage os timerne. Skolen var mere autoritær og disciplinen derefter. Som bekendt gik der ungdomsoprør i det og autoritet og discliplin røg ud. Men røg der ogsÃ¥ noget ud med badevandet?
