Indlæg tagget med Barndom

Erindringsglimt: hinkesten og kridt

8. januar 2015

I min barndom i halvtredserne var der ikke meget legetøj at gøre godt med. Men vi kom langt med lidt. Et stykke hvidt skolekridt og en farvet hinkesten kunne holde os – og ikke mindst pigerne – beskæftiget meget længe. Kridtet blev brugt til at kreere et tÃ¥rn af hinkeruder, hvor man skulle hinke fra den ene rude til den næste, vende op i toppen og hinke tilbage til start. Drengene var ogsÃ¥ med, og der var god kappestrid i det, men pigerne vandt, som jeg husker det.

I videoen ovenfor er det en noget mere moderne udgave af hinkeri, man finder, men sÃ¥ vidt jeg kan læse ud af en google-søgning pÃ¥ nettet sÃ¥ findes hinkestenene endnu. MÃ¥ske er den gamle glæde ikke gÃ¥et helt fløjten i Ipaden tidsalder. Det kan man jo kun hÃ¥be pÃ¥…

 

Nostalgi: Dengang jeg hilste på Oswald Helmuth

21. juni 2014

15-HelmuthOsvald

Associationernes veje er uransalige. I forbindelse med Ray Davies fødselsdag kom jeg til at tænke pÃ¥ dengang, jeg gav ham hÃ¥nden. Det var, da han besøgte Aarhus pÃ¥ sin første Storyteller-turné. Jeg sad pÃ¥ første række og Ray gav hÃ¥nd til os pÃ¥ første efter koncerten. Og derfra gled tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor jeg som ung dreng fik lov til at hilse pÃ¥ Oswald Helmuth. Han var ude at sejle med min far, der sejlede pÃ¥ Middelhavet. Oswald skulle vist nok slappe lidt af (ikke mindst med de alkoholiske drikke…), og fik sÃ¥ lov til at sejle med min fars stykgodsbÃ¥d. Og inden afgang fra København fik jeg sÃ¥ lov til at komme ind i Oswalds kahyt og hilse pÃ¥. Jeg fik ogsÃ¥ hans autograf – men den har jeg desværre ikke mere. Dengang vidste jeg ikke sÃ¥ meget om Helmuth – ud over at han var meget kendt og en populær kunstner i mine forældres generation.

Sydvesten

20. juni 2014

Det er snart længe siden, jeg har dyrket barndomsnostalgien her i bloggen. Men en lille debat pÃ¥ Facebook bragte mig pÃ¥ sporet af min barndoms sydvest, altsÃ¥ den bredskyggede, vandtætte hovedbeklædning, som siær er blevet brugt af fiskere ved Vestkysten og andre med arbejde, der krævede “olietøj”. Min sydvest var den klassiske model – mørkegrøn gummieret stof med hagerem. Desværre er den for længst forsvundet som sÃ¥ meget andet fra min barndom. Ikke engang et foto af den har jeg. Men jeg var mægtig glad for den, og den blev brugt flittigt hjemme i Esbjerg. Om navnet forklarer wikipedia: “Navnet betyder oprindelig “beskyttelse mod sydvestenvind” og hedder det samme pÃ¥ flere sprog:”

Sydvesten blev ogsÃ¥ udødeliggjort pÃ¥ ovenstÃ¥ende fidusmaleri af den gamle fisker. Et billede, der hang i mange af hjemmene i min barndom. Og hvis jeg havde haft en sydvest i dag, ville jeg nok meget godt kunne gøre det ud for den gamle søulk…

D-Dag Рfor 70 ̴r siden

6. juni 2014

I dag er det halvfjerds år siden, de allierede styrker gik i land i Normandiet i en af de sidste store militære operationer, der satte en stopper for nazismen. Begivenheden var et centralt tema i min familie, da jeg var dreng. Besættelsestiden lå kun få år tilbage, og jeg måtte lægge øre til mange fortællinger og skrøner om den tid og om krigen i det hele taget. Min far var sømand og mange af hans kolleger i handelsflåde var involveret i de allieredes operationer. Således var der en del, der var med til at sikre, at logistikken fungerede optimalt den 6. juni 1944. Men en del af dem mistede også livet i det arbejde.

2. Verdenskrig var ogsÃ¥ central i folkeskolens historieundervisning under devisen: Det mÃ¥ aldrig gentage sig. Jeg slugte historierne rÃ¥t, men myterne og beretningerne er siden blevet blødt op med kritiske vurderinger og de altid skræmmende data omkring krigens tab af menneskeliv. D-Dagen var en slagtebænk, selv om tabene var relativt begrænsede. De officielle tal hævder, at de samlede tab var omkring 10000 menneskeliv. Hvor forfærdeligt landgangen var har vi siden hen fÃ¥et fortalt af de overlevende og af forfattere og filmskabere, der har forsøgt med stor held at genopføre nogle af hændelserne – baseret pÃ¥ erindringer og historiske beretninger – for os i fiktionens form. Man kan blot nævne filmen Saving Private Ryan eller tv-serien Band of Brothers.

Døden på larvefødder – erindringsglimt i anledning af forfatteren Sven Hassels død, 95 Ã¥r

11. oktober 2012

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

En duft af Breining Fougere hårvand

15. maj 2011

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lÃ¥ i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hÃ¥rdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpÃ¥ stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pÃ¥gældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, sÃ¥ er de gamle flasker for længst gÃ¥et pÃ¥ pension og Ã¥benbart i glemmebogen…

Kropumulig

7. december 2010

Da jeg gik i folkeskolen, var jeg ikke nogen ørn til gymnastik. Jeg var en stor dreng, og det var som om kroppen ikke rigtig fulgte med hovedet. Det var ikke opmuntrende at følge gymnastiktimerne, når man ikke kunne komme til tops i tovene og blev siddende på bukken, når man skulle springe over. Og dengang havde vi ofte gymnastik. Som jeg husker det i hvert fald to-tre timer om ugen. Og jeg kom til alle timerne. For det gjorde man dengang. Jeg gjorde i hvert fald. Bortset fra en kort periode, hvor jeg var blevet opereret for fodvorter, og derfor ikke kunne deltage.

Til gymnastiktimerne hørte ogsÃ¥ den obligatoriske omklædning til den rette mundering – undertrøje, korte bukser og tilhørende gymnastiksko – og sÃ¥ det efterfølgende fællesbad. Læreren holdt nøje øje med, at alt gik til, som det skulle. Ingen skulle skulke eller unddrage sig eller overspringe nogle af de fastlagte elementer. Formastede man sig alligevel til at glemme gymnastiktøjet eller medbringe en sygemeddelse fra hjemmet, sÃ¥ kunne man være sikker pÃ¥ at blive sat til at svabre gulvet i gymnastiksalen bagefter med en overdimensioneret, kold og vÃ¥d gulvklud og et lige sÃ¥ overdimensioneret redskab til at fæstne gulvkluden pÃ¥.

Og det var med blandede følelser, man gik i bad med de andre kammerater. Men der var ingen vej udenom. Læreren holdt øje med, at man blev sæbet ind og skyllet grundigt af. Og så måtte man tage drillerierne med. Svirp fra våde håndklæder (som kun skete, når læreren var ude af øjesyn, for ellers vankede det), strint med koldt vand og andre drengede påfund. Jeg husker endnu, at jeg engang blev rykket i pilatus, da det var en af de yndede drengestreger.

Men set i bakspejlet var oplevelsen i gymnastiktimerne måske slet ikke så tosset. Motion fik man. Og man fik en erfaring af, at vi er forskellige af højde, drøjde og kropsudvikling. Var man rigtig heldig, så lærte man undervejs at acceptere sig selv, som man var. Også selv om man var kropumulig.

For kropumulig var og er man, ikke mindst i de år, hvor hormonerne buldrer og man forvandles fra barn til voksen, medens hjernen halter bagefter.

I dagens aviser kan man læse, at især de unge teenagepiger fravælger idræt, som det hedder nu om stunder, fordi de ikke vil vise deres kroppe frem for deres kammerater. Pigerne – op mod en tredjedel – synes det er flovt at stÃ¥ nøgen sammen med sine kammerater. Og det til trods for, at vi lever i ‘frigjorte’, seksualiserede tider…

Nyheden er ikke ny. SÃ¥dan har det altid været. Og den dukker med jævne mellemrum op i medierne. Forskellen fra dengang og nu er, at vi “i gamle dage” ikke bare sÃ¥dan kunne unddrage os timerne. Skolen var mere autoritær og disciplinen derefter. Som bekendt gik der ungdomsoprør i det og autoritet og discliplin røg ud. Men røg der ogsÃ¥ noget ud med badevandet?

Stenkulsnafta – en kemikalisk barndomserindring

25. september 2010

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.

Tilbage til arvesølv – musikalske erindringer

1. november 2009

Det er snart længe siden – i hvert fald føles det sÃ¥dan – at jeg er blevet sendt helt tilbage til folkeskoletiden. Men i nat skete det. Jeg lÃ¥ pÃ¥ blanke natten og læse i Klaus Lynggards Et kullet klarsyn. Udgiverne af bogen har bedt Klaus om at lave sin egen sangkanon over danske sange. Og endnu engang mÃ¥tte jeg fundere lidt over det forhold, at Klaus og jeg er nogenlunde jævnaldrende. I hvert fald kunne de sange, han opregner og kommenterer være indlemmet i min egen kanon, hvis ellers jeg overhovedet ville finde pÃ¥ at lave en sÃ¥dan (hvilket er mere end tvivlsomt…). “Det var en lørdag aften” er med. Folkemelodien med den ultimative Heartbreak-lyrik. Hvor kan man finde kærlighed/ hvor kærlighed ej bor? Vi sang den i skolen, hvor den listede sig ind i min indre jukeboks, længe inden jeg sÃ¥dan for alvor havde lagt krop til den visdom, sangen rummer. Som Lynggaard er inde pÃ¥, sÃ¥ er denne sang et fornemt eksempel pÃ¥, hvor lydefrit tekst og melodi kan gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd – pÃ¥ dansk.

En anden sang, som ogsÃ¥ blev sunget igen og igen pÃ¥ Sædding Skole, hvor klassen ofte fik lov til selv at vælge fra sangbogen Arvesølv, var Thøger Larsens og Oluf Rings smukke og jordnære nationalhymne, der ikke forfalder til forloren nationalromantik, som den “rigtige” nationalsang, som efterhÃ¥nden kun er til at holde ud med en fadbamse i hÃ¥nden under klaphatten eller til et møde i DF… Her med Klarup Pigekor. Jeg vender nok tilbage til de andre sange.

Da jeg gik i skole var det en selvfølge at synge sangene i Arvesølv. Og vi gjorde det, selv om vi ikke altid var begejstrede. Men hvordan går det i dag i den danske folkeskole? Jeg tror, at dette stykke almendannelse, hvor ungerne bliver introduceret til dansk musik og digtekunst gennem sang er en saga blot. Desværre.

Brenda Joyce – Tarzan-Jane – er død, 92

25. juli 2009

Medens vi er ved dødfaldene, sÃ¥ kommer jeg ikke uden om at omtale Brenda Joyces bortgang den 4. juli i en alder af 92 Ã¥r. Joyce fik æren af at erstatte selveste Maureen O’Sullivan som Jane i Tarzan-filmene, som capac slugte rÃ¥t i barndommens Phønix-bio. Den første – af fem i alt – var Tarzan og Amazonerne fra 1945, hvor hun spillede over for Johnny Weismüller, der – efter manges mening – var den “rigtige” Tarzan. Rollen som Jane krævede ikke det store skuespiltalent. Til gengæld var det vigtigt at have lidt til gÃ¥rden og gaden – og at kunne vække beskyttertrangen hos Tarzan, nÃ¥r man iklædt et nødtørftigt dækkende skørt var udsat for fare derude i den store jungle…

Tarzan og Jane pÃ¥ flodbredden…