Indlæg tagget med Barndom

Erindringsglimt: hinkesten og kridt

8. januar 2015

I min barndom i halvtredserne var der ikke meget legetøj at gøre godt med. Men vi kom langt med lidt. Et stykke hvidt skolekridt og en farvet hinkesten kunne holde os – og ikke mindst pigerne – beskæftiget meget længe. Kridtet blev brugt til at kreere et tÃ¥rn af hinkeruder, hvor man skulle hinke fra den ene rude til den næste, vende op i toppen og hinke tilbage til start. Drengene var ogsÃ¥ med, og der var god kappestrid i det, men pigerne vandt, som jeg husker det.

I videoen ovenfor er det en noget mere moderne udgave af hinkeri, man finder, men sÃ¥ vidt jeg kan læse ud af en google-søgning pÃ¥ nettet sÃ¥ findes hinkestenene endnu. MÃ¥ske er den gamle glæde ikke gÃ¥et helt fløjten i Ipaden tidsalder. Det kan man jo kun hÃ¥be pÃ¥…

 

Nostalgi: Dengang jeg hilste på Oswald Helmuth

21. juni 2014

15-HelmuthOsvald

Associationernes veje er uransalige. I forbindelse med Ray Davies fødselsdag kom jeg til at tænke pÃ¥ dengang, jeg gav ham hÃ¥nden. Det var, da han besøgte Aarhus pÃ¥ sin første Storyteller-turné. Jeg sad pÃ¥ første række og Ray gav hÃ¥nd til os pÃ¥ første efter koncerten. Og derfra gled tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor jeg som ung dreng fik lov til at hilse pÃ¥ Oswald Helmuth. Han var ude at sejle med min far, der sejlede pÃ¥ Middelhavet. Oswald skulle vist nok slappe lidt af (ikke mindst med de alkoholiske drikke…), og fik sÃ¥ lov til at sejle med min fars stykgodsbÃ¥d. Og inden afgang fra København fik jeg sÃ¥ lov til at komme ind i Oswalds kahyt og hilse pÃ¥. Jeg fik ogsÃ¥ hans autograf – men den har jeg desværre ikke mere. Dengang vidste jeg ikke sÃ¥ meget om Helmuth – ud over at han var meget kendt og en populær kunstner i mine forældres generation.

Sydvesten

20. juni 2014

Det er snart længe siden, jeg har dyrket barndomsnostalgien her i bloggen. Men en lille debat pÃ¥ Facebook bragte mig pÃ¥ sporet af min barndoms sydvest, altsÃ¥ den bredskyggede, vandtætte hovedbeklædning, som siær er blevet brugt af fiskere ved Vestkysten og andre med arbejde, der krævede “olietøj”. Min sydvest var den klassiske model – mørkegrøn gummieret stof med hagerem. Desværre er den for længst forsvundet som sÃ¥ meget andet fra min barndom. Ikke engang et foto af den har jeg. Men jeg var mægtig glad for den, og den blev brugt flittigt hjemme i Esbjerg. Om navnet forklarer wikipedia: “Navnet betyder oprindelig “beskyttelse mod sydvestenvind” og hedder det samme pÃ¥ flere sprog:”

Sydvesten blev ogsÃ¥ udødeliggjort pÃ¥ ovenstÃ¥ende fidusmaleri af den gamle fisker. Et billede, der hang i mange af hjemmene i min barndom. Og hvis jeg havde haft en sydvest i dag, ville jeg nok meget godt kunne gøre det ud for den gamle søulk…

D-Dag Рfor 70 ̴r siden

6. juni 2014

I dag er det halvfjerds år siden, de allierede styrker gik i land i Normandiet i en af de sidste store militære operationer, der satte en stopper for nazismen. Begivenheden var et centralt tema i min familie, da jeg var dreng. Besættelsestiden lå kun få år tilbage, og jeg måtte lægge øre til mange fortællinger og skrøner om den tid og om krigen i det hele taget. Min far var sømand og mange af hans kolleger i handelsflåde var involveret i de allieredes operationer. Således var der en del, der var med til at sikre, at logistikken fungerede optimalt den 6. juni 1944. Men en del af dem mistede også livet i det arbejde.

2. Verdenskrig var ogsÃ¥ central i folkeskolens historieundervisning under devisen: Det mÃ¥ aldrig gentage sig. Jeg slugte historierne rÃ¥t, men myterne og beretningerne er siden blevet blødt op med kritiske vurderinger og de altid skræmmende data omkring krigens tab af menneskeliv. D-Dagen var en slagtebænk, selv om tabene var relativt begrænsede. De officielle tal hævder, at de samlede tab var omkring 10000 menneskeliv. Hvor forfærdeligt landgangen var har vi siden hen fÃ¥et fortalt af de overlevende og af forfattere og filmskabere, der har forsøgt med stor held at genopføre nogle af hændelserne – baseret pÃ¥ erindringer og historiske beretninger – for os i fiktionens form. Man kan blot nævne filmen Saving Private Ryan eller tv-serien Band of Brothers.

Døden pÃ¥ larvefødder – erindringsglimt i anledning af forfatteren Sven Hassels død, 95 Ã¥r

11. oktober 2012

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min var altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens pÃ¥stÃ¥ede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – pÃ¥ tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man ogsÃ¥ kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion” udkom i mit fødeÃ¥r, 1953, og stod ogsÃ¥ pÃ¥ teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderlgere 13 romaner, skÃ¥ret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

MÃ¥ske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sÃ¥dan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og fÃ¥ dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i Ã¥rene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen pÃ¥ slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke sÃ¥ gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.