CAPAC

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min var altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion” udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderlgere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lå i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hårdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpå stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pågældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, så er de gamle flasker for længst gået på pension og åbenbart i glemmebogen…

Da jeg gik i folkeskolen, var jeg ikke nogen ørn til gymnastik. Jeg var en stor dreng, og det var som om kroppen ikke rigtig fulgte med hovedet. Det var ikke opmuntrende at følge gymnastiktimerne, når man ikke kunne komme til tops i tovene og blev siddende på bukken, når man skulle springe over. Og dengang havde vi ofte gymnastik. Som jeg husker det i hvert fald to-tre timer om ugen. Og jeg kom til alle timerne. For det gjorde man dengang. Jeg gjorde i hvert fald. Bortset fra en kort periode, hvor jeg var blevet opereret for fodvorter, og derfor ikke kunne deltage.

Til gymnastiktimerne hørte også den obligatoriske omklædning til den rette mundering – undertrøje, korte bukser og tilhørende gymnastiksko – og så det efterfølgende fællesbad. Læreren holdt nøje øje med, at alt gik til, som det skulle. Ingen skulle skulke eller unddrage sig eller overspringe nogle af de fastlagte elementer. Formastede man sig alligevel til at glemme gymnastiktøjet eller medbringe en sygemeddelse fra hjemmet, så kunne man være sikker på at blive sat til at svabre gulvet i gymnastiksalen bagefter med en overdimensioneret, kold og våd gulvklud og et lige så overdimensioneret redskab til at fæstne gulvkluden på.

Og det var med blandede følelser, man gik i bad med de andre kammerater. Men der var ingen vej udenom. Læreren holdt øje med, at man blev sæbet ind og skyllet grundigt af. Og så måtte man tage drillerierne med. Svirp fra våde håndklæder (som kun skete, når læreren var ude af øjesyn, for ellers vankede det), strint med koldt vand og andre drengede påfund. Jeg husker endnu, at jeg engang blev rykket i pilatus, da det var en af de yndede drengestreger.

Men set i bakspejlet var oplevelsen i gymnastiktimerne måske slet ikke så tosset. Motion fik man. Og man fik en erfaring af, at vi er forskellige af højde, drøjde og kropsudvikling. Var man rigtig heldig, så lærte man undervejs at acceptere sig selv, som man var. Også selv om man var kropumulig.

For kropumulig var og er man, ikke mindst i de år, hvor hormonerne buldrer og man forvandles fra barn til voksen, medens hjernen halter bagefter.

I dagens aviser kan man læse, at især de unge teenagepiger fravælger idræt, som det hedder nu om stunder, fordi de ikke vil vise deres kroppe frem for deres kammerater. Pigerne – op mod en tredjedel – synes det er flovt at stå nøgen sammen med sine kammerater. Og det til trods for, at vi lever i ‘frigjorte’, seksualiserede tider…

Nyheden er ikke ny. Sådan har det altid været. Og den dukker med jævne mellemrum op i medierne. Forskellen fra dengang og nu er, at vi “i gamle dage” ikke bare sådan kunne unddrage os timerne. Skolen var mere autoritær og disciplinen derefter. Som bekendt gik der ungdomsoprør i det og autoritet og discliplin røg ud. Men røg der også noget ud med badevandet?

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.

Det er snart længe siden – i hvert fald føles det sådan – at jeg er blevet sendt helt tilbage til folkeskoletiden. Men i nat skete det. Jeg lå på blanke natten og læse i Klaus Lynggards Et kullet klarsyn. Udgiverne af bogen har bedt Klaus om at lave sin egen sangkanon over danske sange. Og endnu engang måtte jeg fundere lidt over det forhold, at Klaus og jeg er nogenlunde jævnaldrende. I hvert fald kunne de sange, han opregner og kommenterer være indlemmet i min egen kanon, hvis ellers jeg overhovedet ville finde på at lave en sådan (hvilket er mere end tvivlsomt…). “Det var en lørdag aften” er med. Folkemelodien med den ultimative Heartbreak-lyrik. Hvor kan man finde kærlighed/ hvor kærlighed ej bor? Vi sang den i skolen, hvor den listede sig ind i min indre jukeboks, længe inden jeg sådan for alvor havde lagt krop til den visdom, sangen rummer. Som Lynggaard er inde på, så er denne sang et fornemt eksempel på, hvor lydefrit tekst og melodi kan gå hånd i hånd – på dansk.

En anden sang, som også blev sunget igen og igen på Sædding Skole, hvor klassen ofte fik lov til selv at vælge fra sangbogen Arvesølv, var Thøger Larsens og Oluf Rings smukke og jordnære nationalhymne, der ikke forfalder til forloren nationalromantik, som den “rigtige” nationalsang, som efterhånden kun er til at holde ud med en fadbamse i hånden under klaphatten eller til et møde i DF… Her med Klarup Pigekor. Jeg vender nok tilbage til de andre sange.

Da jeg gik i skole var det en selvfølge at synge sangene i Arvesølv. Og vi gjorde det, selv om vi ikke altid var begejstrede. Men hvordan går det i dag i den danske folkeskole? Jeg tror, at dette stykke almendannelse, hvor ungerne bliver introduceret til dansk musik og digtekunst gennem sang er en saga blot. Desværre.

Medens vi er ved dødfaldene, så kommer jeg ikke uden om at omtale Brenda Joyces bortgang den 4. juli i en alder af 92 år. Joyce fik æren af at erstatte selveste Maureen O’Sullivan som Jane i Tarzan-filmene, som capac slugte råt i barndommens Phønix-bio. Den første – af fem i alt – var Tarzan og Amazonerne fra 1945, hvor hun spillede over for Johnny Weismüller, der – efter manges mening – var den “rigtige” Tarzan. Rollen som Jane krævede ikke det store skuespiltalent. Til gengæld var det vigtigt at have lidt til gården og gaden – og at kunne vække beskyttertrangen hos Tarzan, når man iklædt et nødtørftigt dækkende skørt var udsat for fare derude i den store jungle…

Tarzan og Jane på flodbredden…

Up to mighty London came an Irishman one day,
As the streets are paved with gold, sure ev’ryone was gay;
Singing songs of Piccadilly, Strand and Leicester Square,
Till Paddy got excited, then he shouted to them there:

I går var jeg sammen med en person, der ikke kunne gætte, hvor Tipperary lå. Og straks dukkede melodien op i mit hoved. It’s a long Way to Tipperary/To the sweetest Girl I know… Vi sang den igen og igen i skolen, og tænkte næppe meget over, at den også kunne bruges til at marchere i krig med. Det irske regiment brugte den under første Verdenskrig og siden tog englænderne (og mange andre) den til sig.

Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.

På arbejde i går kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp på radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. Så der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke på dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne på Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mål scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mål i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens målestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
Når jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmål er selvfølgelig absurde. Og dog…

Pludselig var jeg tilbage i køkkenet hos Hans Jørgen og hans mor på Nygårdsvej. Vi sad nede på gulvet sammen, Hans Jørgen og jeg, og byggede biler, kraner og anden teknologi med Tekno-sættets forskellige “hullede” dele. Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg blev inviteret indenfor til denne sceance. Men i hvert fald var det det eneste sæt, jeg kendte til. Og jeg ønskede mig brændende sådan et sæt. Men det blev aldrig til noget med den drøm. Tilbage er erindringen om nogle stunder, hvor tiden gik i stå og to små “ingeniører” byggede dele af en verden i metal, plastik og gummi…