Indlæg tagget med Barndom

Butikker – et erindringsfragment

26. december 2007

I det lokale supermarked kom jeg i tanke om de butikker, der lå og i nærheden af min barndoms gade. Det var i årene før supermarkederne kom til.

På hjørnet af esbjergensiske Sjællandsgade og Nygårdsvej lå Slikmutters lille mejeriudsalg, som jeg tidligere er hensunket i minder over. Det samme gælder smørudsalget i Strandbygade.

Over for Slikmutters butik lå en slagterforretning. Den var lidt større, men ikke meget. Her handlede min mor nu og da. Og jeg var med flere gange og så, hvordan slagteren forvandlede skært kød til fars på sin blanke hakkemaskine. Kødet faldt i klumper ned på det særlige fedtafvisende hvide papir, hvorefter det blev pakket ind, først i det hvide papir og derefter i brunt slagterpapir. Slagteren var i sin hvide kittel, og der var en særlig lugt af frisk kød og røgvarer som stadigvæk kan kaldes frem i min erindring.

I Sjællandsgade – på stykket mellem Nygårdsvej og Nørregade – lå der flere småbutikker. Et lille stykke fra slagterforretningen lå en skomagerbutik nede i kælderen. Man skulle ned ad tre-fire trapper og ind gennem en snæver, lav, mørkegrøn dør. Her blev jeg flere gange sendt ned for at få forsålet nogle sko. Enten mine egne eller forældrenes. Der var lidt mørkt i rummet, og man blev mødt af en lugt af læder, fedt og lim. Et par gange oplevede jeg, at skomageren gjorde sit arbejde, medens jeg ventede. Så kunne jeg se manden skære det tykke, mørkebrune læder med bogstaver på den ene side til, efter at det var blevet limet fast på hælen. Derefter sleb, pudsede og farvede han det – og satte eventuelt en lille, halvmåneformet metaldims på, så hælen ikke blev slidt såhurtigt. Man kunne mærke og høre metaldimsen, når man gik på gaden. På en hylde bag ham stod det ene par slidte sko efter det andet og ventede på at ejeren skulle komme og afhente dem. Skomageren selv sad på en lille skammel med sit forklæde på og bøjede sig ned over sit arbejde.

Lidt længere ned ad Sjællandsgade i retning af Nørregade lå et andet mejeriudsalg. Ikke ret stort. Og jeg husker det især, fordi de solgte kandiserede æbler om sommeren. Når man gik hjem med sådan et æble på en pind, løb det røde sukkerstads ned ad pinden, og man fik klistrede fingre. De kandiserede æbler smagte himmelsk, og det var en stor fryd at sætte tænderne i det størknede sukker, der klæbede til tænderne, når man bed igennem det tykke lag.

På modsatte side lå en købmandsforretning, hvor vi handlede en gang imellem. Min mor havde en kreditbog hos en anden købmand nogle gader derfra, så derfor var det kun undtagelsesvis, vi kiggede indenfor. På erindringsbillederne er det især de store, skinnende kaffemøller i vinduet, der træder tydeligt frem. Imponerende flotte var de, og hver dag, når jeg gik til skole, kunne jeg se op på dem.

På hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade, ikke ret langt fra købmandsbutikken, lå endnu et mejeriudsalg. Det var lidt større end Slikmutters, men ikke meget. Jeg mindes ikke nogensinde at have sat mine ben i den forretning. Men i gymnasiet kom jeg til at gå i klasse med datteren til den daværende ejer.

Og så var der – for enden af Sjællandgade, beliggende i Nørregade – en lille kiosk, hvor jeg købte de fleste af mine popblade, da det blev interessant. Her købte mine forældre også tobak og ugeblade. Bestyreren var en venlig, voksen mand, der altid spurgte interesseret til det, man havde købt. Hvilket irriterede mig gevaldigt – dengang. Butikken var ikke ret stor. Heller ikke udvalget. Men kioskejeren var flink til at tage ting hjem til butikken, hvis man ønskede det.
Alle disse småbutikker er selvfølgelig væk i dag.

Svinetønden – en erindringsstump

27. november 2007

Al den snak om skraldespande fik mig til – alt medens jeg dumpede en fil i Windows-papirkurven – at mindes svinetønden. Den stod ved siden af de tre almindelige skraldespande bag ved det lille toetagers hus, vi boede i. Når man kom op fra cykelkælderen eller gik fra baggården i retning af Nygårdsvej, så kunne man ikke undgå at komme forbi den. Og lugte den. Den stank nemlig til himlen af fordærvede madrester.
Svinetønden var en gammel, rusten spand. Den var cylinderformet og havde ringe, riller eller bølger langs siderne. Måske havde den tjent som olietønde i sit tidligere liv.
Nogle gange om ugen kom en yngre, sorthåret mand og hentede indholdet, der bestod af levn fra de forskellige husholdninger i huset. Hvorefter han afleverede det hos en svineavler et eller andet sted i nærheden.
Hvorfor er det nu, man husker sådan en perifer ting? For mit indre øje kan jeg med stor tydelighed se den let ramponerede, rødrustne spand stå der ved siden af de andre. Måske, fordi den var lidt ved siden af? En outsider?

NytÃ¥rsløjer – en erindring

27. november 2007

Et lille replikskifte ovre hos Uffe (Stenstropedia) – under det tilbagevendende omkvæd: I gamle dage var alting bedre – fik capac til at ihukomme barndommens nytÃ¥rsfejringer. Jeg var ikke ret gammel, før det gik op for mig, at fejringen af det nye Ã¥rs komme indebar sjov i gaden og ballade. Det var – for denne aften – “tilladt” af lave drengestreger og slippe godt fra det uden at blive indhentet af de voksnes sanktioner. Ud over det obligatoriske afbrænding af “kinesere” og andet knaldfyrværkeri – som jo var tilladt dengang, suk – i opgange, baghaver og kældre, sÃ¥ var der især to utyskestreger, jeg kan huske. Et fast indslag var ophejsning af juletræer og cykler i de tilgængelige flagstænger. Det var et helvedes arbejde, for især cyklerne var centertunge. Men man gjorde det gerne i flok for at kunne nyde de voksnes arbejde med at fÃ¥ “jernhestene” ned igen. En anden yndet sport var at slæbe de gammeldags, kasseformede metalskraldespande (nÃ¥r de voksne havde glemt at lukke dem inde) op i opgangene og stille dem foran en tilfældig hoveddør. Gerne flere pÃ¥ en gang. OgsÃ¥ disse metalspande var temmelig tunge og uhÃ¥ndterlige, men det var sjovt at drille de voksne.
Erindringens lys er mildt, og jeg husker ikke eksempler pÃ¥ decideret hærværk fra min barndom. Ganske vist havde jeg hørt, at nogle af skraldespandene – med indhold – var blevet væltet i opgangene, men havde aldrig oplevet det selv.

Børnerim – erindringsstump

13. november 2007

Hænderne op
eller bukserne ned
En af delene
vil jeg se

– hvornÃ¥r mon jeg hørte det rim første gang?

Danske KZ-eksperimenter

20. oktober 2007

Da capac var dreng var Besættelsestiden og nazismen store temaer i skolen. Det blev gjort meget ud af emnerne i historietimerne – og i øvrigt. Og vi poder fik den heroiske mytologi om danskernes ædle handlen som modstandsfolk, jødevenner osv. banket godt og grundigt ind i knolden med bøger om Churchill-klubben e.a. I vores klasseværelse havde vi et bruntfjerniseret bogskab, der var fuldt af solidt indbundne, opbyggelige bøger om vores glorværdige tid som besat land.
Siden har myterne været udsat for en løbende demontering. Glorien er sunket længere og længere ned og sidder nok sådan cirka som et kvælertag omkring halsen nu. Takket være historikere, der foretrækker den gråmelerede virkelighed frem for de nationalpolitiske glansbilleder.
Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser læste jeg en bog, lÃ¥nt pÃ¥ Sædding Skoles bibliotek, hvor et menneske beskrev sine oplevelser i en tysk kz-lejr, herunder de hÃ¥rrejsende oplevelser med sÃ¥kaldte medicinske forsøg. I skrivende stund kan jeg ikke huske hverken forfatter eller titel, men bogens forfatter var østeuropæer, tror jeg, og beskrivelserne af rædslerne gjorde et stort indtryk pÃ¥ mit unge modtagelige sind. Kunne mennesker da være sÃ¥ grusomme?! Godt, at det ikke var danskere, der gjorde det…
I dag kan man sÃ¥ i dagens aviser læse, at Statens Serumsinstitut i 1944 arbejdede tæt sammen med Nazi-tyskland og gennemførte vaccine-forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. 26 fanger blev vaccineret med midlet “Kopenhagen” mod plettyfus – og 3 af dem døde. I en kontrolgruppe pÃ¥ 10 døde de 3.