Indlæg tagget med Barndom

Lektiernes afskaffelse

17. oktober 2007

En interessant artikel i dagens aviser. Såkaldte eksperter mener, at lektierne skal ud af skolen, hvis den uddannelsespolitiske målsætning om, at 95% af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, skal nås. Grundtanken er, at lektier ødelægger læringens grundlag: lysten og interessen. Tankegangen, som blandt andet forfægtes af professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, angribes da også straks af samme institutions forvalter af regeringens uddannelsesideologiske tanker, professor Niels Egelund, der mener, at danske børn går for lidt i skole og derfor skal terpe lektier for overhovedet at lære noget.

Tanken om at lyst og interesse driver læringen er ukorrekt politisk tale. Tænk, hvis nu eleverne fik den idé, at de kun ville lave det, de havde lyst og interesse for? Hvilket samfund ville vi sÃ¥ ikke ende med at fÃ¥? I hvert fald ikke det nuværende…

Et andet spørgsmÃ¥l, som er værd at overveje, er vel, om lektiernes afskaffelse ikke indebærer skolens afskaffelse? Som det fremgÃ¥r af artiklen, sÃ¥ er lektier en sÃ¥ grundliggende aktivitet i skolen, at vi sjældent overvejer dens rimelighed. I øvrigt kommer ordet “lektie” af lat. legere, der betyder at læse…

Agfa Billy, Kodak Instamatic og andre kamera-erindringer

14. oktober 2007


Medens jeg sad og skiftede batterier i mit digitalkamera kom jeg til at tænke pÃ¥ min fars gamle Agfa Billy, hvormed de fleste af de relativt fÃ¥ fotos fra min barndom er taget. Sort-hvide billeder, der trods alderen, besidder en forbavsende klarhed og skarphed, hvilket skyldtes den udmærkede linse. Jeg har kameraet endnu et eller andet sted i en kasse i kælderen. Først rigtig mange Ã¥r senere – i halvfjerdserne – tog min far sig sammen til at købe et nyt, japansk kamera, med en imponerende stor linse. I en lang periode i tresserne blev der med andre ord ikke taget billeder. Men min far var jo ogsÃ¥ ude at sejle meget af tiden…
Fra det samme Ã¥rti husker jeg Kodak Instamatic, som alle lige pludselig havde et eksemplar af. Et lille, handy – som man sagde dengang – kamera, der tog fine farvebilleder (som siden blegnede eller brunede, fordi filmkvaliteten ikke var den bedste…). Oven i købet med blitz-kuber, sÃ¥ man med garanti fik helt røde øjne. Instamatic’en kom i flere udgaver, der blev nemmere og nemmere at skifte film i pÃ¥ grund af de smarte kassetter…

Paul Simon & Art Garfunkel: Kodachrome

Noget om lussinger – erindringstumper

4. oktober 2007

Sædding Skole med de tre skolegårde

Donald bringer emnet på bane: Lussinger. Ikke just noget der er i centrum for nostalgikken. Men, når man er fra før revselsrettens afskaffelse (hvilket for lærernes vedkommende skete så sent som 1967!), så hører endefulde og lussinger jo med til historieskrivningen.
Jeg har aldrig fået en lussing, hverken af mine forældre eller af de skolelærere, jeg har mødt på min vej. Det skyldes nok mest, at jeg ikke var den store ballademager. Snarere det modsatte. Bortset fra en enkelt bemærkning i min første karakterbog om, at jeg havde svært ved at sidde stille i timerne, så var det mest flinkeskole over hele linjen.
I femte klasse skiftede jeg skole fra den lille, gamle byskole i Esbjergs hjerte – Vestre Skole – til den meget store forstadsskole i Sædding. Her var der tre skolegÃ¥rde og – sÃ¥ vidt jeg husker – op mod 1400 elever, da tilstrømningen var størst. Det var “nybygger”-tider i midten af tresserne. Mange forlod de smÃ¥ lejligheder i den indre by og etablerede sig som husejere i de efterhÃ¥nden enorme parcelhusomrÃ¥der, der bredte sig rundt om byen som ringe i vandet.
På Sædding Skole var de nye tider med moderne pædagogiske ideer på vej, men endnu var der i første halvdel af tresserne autoritære elementer.
Når vi mødte om morgene skulle hver klasse stille sig op to og to i rækker i skolegården og vente på, at læreren kom, hentede os og førte os op i klasseværelset, hvor vi så skulle stå skoleret bag vores stole, indtil vi fik besked om at sætte os. Nogle gange skulle vi også gennem en gang morgensang i aulaen, inden turen gik til klasseværelset.
Det var i skolegården, lussingerne kom ind. For mellem de mange rækker af skoleelever gik et par gårdvagter og holdt orden. Jeg husker specielt den ene. Han havde en -sen-navn, havde sort fuldskæg og var i vinterhalvåret iført en mørkeblå duffelcoat og store strikvanter. Med stor nidkærhed sørgede han for, at der var ro i rækkerne. Han havde det med at snige sig ind på de urolige elementer bagfra. Som en høg slog han ned på dem og langede dem en lussing med sin store hånd, så de trimlede omkuld. Taktikken var effektiv. Jeg kan endnu i min krop mærke den ængstelse, der var forbundet med situationen, og den lettelse, der lå i at blive hentet af sin klasselærer.

Donalds lussing.

Endnu et dødsfald – og et erindringsglimt

1. august 2007

Serrault til venstre

For nylig viste DR den amerikanske komedie The Birdcage (1996) med Robbin Williams, Gene Hackmann og underskønne Diana Wiest i nogle af hovedrollerne. En ganske sjov film om de familiære problemer, der kan opstÃ¥, nÃ¥r et ungt, giftemodent par vil introducere de respektive forældre for hinanden – og det ene forældrepar er homoseksuelle og det andet tilsvarende bigotte, hvis man kan udtrykke det pÃ¥ den facon. Filmen er en et sÃ¥kaldt remake af en fransk film La Cage aux Folles (1978), som var mindst lige sÃ¥ morsom, men selvfølgelig ikke rigtig kunne gøre sig i USA, fordi skuespillerne af gode grunde talte fransk. En af hovedrollerne i den franske film blev spillet af Michel Serrault, der nu meldes død i en alder af 79 Ã¥r.
I omtalte film har Serrault den helt centrale, komiske rolle som den temperamentsfulde drag Zaza, der gør forviklinger endnu mere indviklede, end de er i forvejen. Og rollen blev et internationalt gennembrud for Serrault, og han fik en Cesar – den franske “Oscar” – for sin præstation. Han medvirkede i mere end 130 film, og filmbuffs vil sikkert huske ham for samarbejdet med Claude Chabrol.

Et erindringsglimt i forbindelse med Serraults død. I 2001 medvirkede Serrault i filmen Belphegore: The Phantom of the Louvre som politiinspektor Verlac, og han spillede over for den dejlige Sophie Marceau, der havde dobbeltrollen som Belphegore/Lisa. Filmen, som jeg ikke har set, er en filmatisering af en berømt tv-serie, Malédiction de Belphégore, som fransk tv lavede tilbage i tresserne (1965-67), og som blev sendt i DR TV ogsÃ¥. I følge min egen erindring og almindelig omtale, sÃ¥ var det en serie, der “lagde gaderne øde”, som det hedder i journalistikken. Filmen handler om en ægyptisk Ã¥nd, der slipper løs i et museum (oprindeligt Louvre, i filmen vist British Museum i London) og tager besiddelse i den unge pige Lisas krop, hvorefter der sker ting og sager. AltsÃ¥ en ganske usandsynlig spøgelses- eller gyserhistorie. Helt som det skal være.
TV-mini-serien om Belphegore var et af mine tidligste møder med film-gyset. Og selv om jeg kun svagt husker handlingen, så husker jeg tydeligt stemningen og den mørktklædte, sortmaskerede Belphegore i skikkelse af den store, franske chanteuse og skuespillerinde Juliette Greco (bedre valg kunne man næsten ikke tænke sig), komme op af gulvet i museet for at sprede skræk og rædsel. Jeg tror ikke, at seriens spænding ødelagde min nattesøvn, men den satte gang i min og kammeraternes fantasi, og vi var 100% overbeviste om, at Belphegore havde slået sig ned i Byparken i Esbjerg og skræmte forbipasserende fra vid og sans.

Peter Pedal udsat for censur

31. juli 2007

Kan du huske historien om Peter Pedal, hvor han befinder sig i en rumkapsel med bananer, boller og andre favoritspiser? Peter Pedal hører til min barndoms litterære kanon. Jeg morede mig kosteligt over Peter Pedal. Og har moret mig siden, nÃ¥r jeg læste historierne højt for mine egne børn. Han var – og er – en lille frækkert. Et sindbillede pÃ¥ det uopdragne barn, slet og ret. Det barn, vi alle vel har været engang, og som nogle af os fortsat er – derinde bag rynkerne. Fordi Peter Pedal var en uregerlig, elskelig møgunge, sÃ¥ var han let at identificere sig med. Lige som Spørge-Jørgen og andre uvorne unger. Selvfølgelig var der en slet skjult pædagogisk dagsorden i de bøger, men det gik heldigvis hen over hovedet pÃ¥ mig – og sikkert mange andre.
Nu kan man så læse, at Peter Pedals utyskestreger ikke finder nåde for amerikanske censorer af børne-tv. De finkæmmer manuskripterne for alt, hvad der på nogen måde kan minde om, at børn er andet en små renskurede, lydige kloner af voksnes forestillinger om , hvad børn kan og bør være. Hvor der næsten ingen grænser er for, hvad voksne udsættes for foran tossen, så er der næsten ingen grænser for, hvad der skal luges ud, før de små, sarte børnesjæle kan møde tv-virkeligheden. Befri Peter Pedal!