Indlæg tagget med Barndom

Statens Filmcentral – en minderune

31. juli 2007

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul pÃ¥ en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserÃ¥r i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange Ã¥r mellem hendes skolegang og sÃ¥ min, sÃ¥ er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som nÃ¥r hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad pÃ¥ smalle gymnastikbænke uden ryglæn og sÃ¥ mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres smÃ¥børn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer sÃ¥ historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det sÃ¥ nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved fÃ¥ lejligheder blev forevist for os elever pÃ¥ Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi sÃ¥ blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivÃ¥nede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker pÃ¥, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, nÃ¥r lærerne omhyggeligt satte de smÃ¥ filmruller pÃ¥ det lille, grÃ¥malede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op pÃ¥ lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, sÃ¥ var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stÃ¥et for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der mÃ¥ske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men ogsÃ¥ senere.

At fløjte – erindringsglimt

16. juli 2007

I går aftes kom vi til at snakke om “modediller” inden for legetøj. I ved: hoolahop-ringe, yoyoer, hinkesten, sjippetov, hønseringe osv. Og pludselig havde jeg den der fornemmelse i munden af et lille stykke metal, der flyttede sig rundt og fremkaldte ekstra spytproduktion. En fløjte til at lave “gadedrengefløjt” med. Det var sejt at kunne fløjte som en gadedreng. Jeg så med beundring op til min far, der kunne fløjte meget højt ved at sætte højre hånds tommel- og pegefinder i mundvigene, folde tunge på rette vis og lukke luft ud.
Fløjten var halvcirkelformet, af blik, havde et lille hul på den ene side, og rigtig placeret i munden kunne den frembringe de herligste frække fløjt, der ville kunne få enhvert pigebarn til at vende sig omkring. Fløjten fandtes også i en billigere plastikudgave, som ikke havde min og de andre drenges interesse. Jeg husker ikke helt, hvor længe vi kunne få fløjten. Men det var vel et par år eller tre. Dengang omkring 1960. Og vi købte den i min barndoms legetøjsmekka “1000 Ting”, der også var leveringsdygtig i mange andre remedier til barnlig leg.
Jeg har  ikke set den siden dengang. Den kan sikkert ikke fås mere. Set med nutidens pædagogiske briller, så var den nok for farlig. Man kunne komme til at sluge den (hvilket skete for mig, men en dåse asparges sørgede for, at den kom igennem systemet uden at volde skade, ligesom den lampeskrue, jeg engang spiste – til min moders store forskrækkelse). Eller man kunne – oh, rædsel – få den i den “gale hals”…

Opdatering 2017: Og se ovenfor. Det er lykkedes at finde et foto af tingesten. Og jeg kan læse mig frem til, at den nu går under navnet “hyrdefløjte”, fordi modellen angiveligt bruges af hyrder til at kalde på deres hyrdehunde.

Papirfly

13. juli 2007


Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg ogsÃ¥ svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggÃ¥rd var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, nÃ¥r de svævede gennem de smÃ¥ rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at fÃ¥ dem foldet sÃ¥ præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
PÃ¥ www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).


Og pÃ¥ denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg ogsÃ¥ kendte i barndommen.
Men der var ogsÃ¥ en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet pÃ¥ den rigtige mÃ¥de til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gÃ¥et i glemmebogen?

Læs mere »

Nostalgia: Foska Havregryn

12. juli 2007



Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

Kathy Kirby – syngende blondine

11. juli 2007

Jo mere man arbejder med nostalgien, jo mere dukker der op. Tilsyneladende. SÃ¥dan er det med hovedstolen. Den er uudtømmelig. I gÃ¥r slog det mig lige pludselig, at jeg havde for vane at rutsje ned ad gelænderet i min barndoms opgang. Det er der for sÃ¥ vidt ikke noget usædvanligt i, for det gør børn jo i opgange med gelænder. Men det var blot gÃ¥et i glemmebogen. Og sÃ¥ dukkede gelænderet og – ikke mindst – knoppen nederst pÃ¥ gelænderet pludselig op for mit indre blik. Spørg hvorfor. Jeg ved det ikke. Til gengæld kan jeg nu huske, at det var vigtigt at stÃ¥ af, inden man nÃ¥ede den træknop, for ellers gjorde det gevaldigt ondt. Dernede. Av, av.
Og i dag dukkede så navnet Kathy Kirby op i den musikalske erindring. Out of Nowhere. I hvert fald kan jeg ikke finde den ydre anledning.
Kathy Kirby var en af tressernes populære sangerinder. Hun blev født i 1940 i Essex og gjorde sig bemærket ved sin sopran – og sit blonde udseende, der fik folk til at sammenligne hende med blondinen over alle blondiner: Marilyn Monroe.
I perioden 1963 til 1965 fik hun en stribe singlehits i UK. Blandt andet en vellykket coverversion af nummeret Secret Love, som både Doris Day og Connie Fancis havde indspillet. Og i 1965 repræsenterede hun England ved det europæiske Melodi Grand Prix med sangen I Belong (se videoen). Som det var tilfældet for en del tresserkunstnere, dalede Kathys popularitet i løbet halvfjerdserne.

Kathy Kirbys informative hjemmeside.
Læs mere »