Indlæg tagget med Barndom

Drengestreger I

4. juni 2007

Omtalen af Den Farlige Bog For Drenge fik mig til – tilskyndet af et billede af den baggÃ¥rd, hvor jeg som purk løb rundt med ramponerede knæ, at ihukomme nogle af de drengelege, som vi kastede os over – og som nutidens pædagogik nok ikke ville bifalde. En af dem var at “skrælle” nabolagets cykler for det celluloidagtige plastmateriale, som cykelstyrene var udstyret med. Det foregik enten i de smÃ¥skumle, hengemte, urinstinkende cykelkældre, med vagter placeret ved udgangene eller – hvis spændingen skulle have en tand til ved husmurene, hvor cyklerne stod parkeret. De fleste voksencykler – som jeg husker det – var store, tunge sorte turistcykler med brede sadler og solide bagagebærere. Og for damemodellernes vedkommende: Store flettede cykelkurve.
Hvilket formÃ¥l – ud over at være pynt – dette sorte, riflede materiale tjente, aner jeg ikke. Men i hvert fald havde vi fundet ud af, at det kunne ose gevaldigt, nÃ¥r det først var antændt ved hjælp af et forstørrelsesglas – kaldet: et brændglas – og solens strÃ¥ler. Med en lommekniv eller en dolk – ja, sÃ¥dan en gik jeg med fra jeg ganske lille – blev det sorte bÃ¥nd befriet fra styret og helst i et stort stykke. NÃ¥r det først var antændt bredte ilden sig med en sydende lyd, indtil der kun var asken og lugten tilbage. Hvis det sorte stads først blev pakket ind i papir var effekten endnu større. Pyroteknik for begyndere i baggÃ¥rden. Selv om vi blev forfulgt af uforstÃ¥ende voksne, der truede med tærsk og andre afstraffelser, og vi ofte mÃ¥tte tage benene pÃ¥ nakken, fortsatte afbrændingen, indtil der ikke var mere at komme efter.

Den farlige bog for drenge

3. juni 2007

Ethvert fremskridt indebærer ogsÃ¥ et eller flere tilbageskridt. Med teknologiens fremmarch er børneværelserne fyldt op med elektronisk tidsfordriv: computere, hi-fi-anlæg, tv, mp3-afspillere, mobiltelefoner osv. Men hvor er de gamle drengelege sÃ¥ forsvundet hen? Er de helt gÃ¥et i glemmebogen ?Fx at lege med tændstikker og ild? Papirfly? At gÃ¥ pÃ¥ æbleskud? For slet ikke at tale om de rigtig “farlige” lege? Fx at lege med krudt? Nu har brødrene Conn og Hal Iggulden skrevet en bog – Den farlige bog for drenge – hvor de forsøger at guide læseren gennem drengeuniversets legeudfordringer. Hvordan man bygger en sæbekassebil, laver en elektromagnet, skriver med usynlig blæk osv. Grundtanken i bogen er, at drenge altid har været drevet af nysgerrighed og har søgt spænding, hvor de kunne finde den.
Der er også andre gode råd i bogen, fx svaret på den tilbagevendende gåde i drengeuniverset: Hvordan man behandler en pige? Her er en smagsprøve:

Advice About Girls

1. It is important to listen. Human beings are often very self-centered and like to talk about themselves. In addition, it’s an easy subject if someone is nervous. It is good advice to listen closely—unless she has also been given this advice, in which case an uneasy silence could develop, like two owls sitting together.

2. Be careful with humor. It is very common for boys to try to impress girls with a string of jokes, each one more desperate than the last. One joke, perhaps, and then a long silence while she talks about herself . . .

1. When you are older, flowers really do work—women love them. When you are young, however, there is a ghastly sense of being awkward rather than romantic—and she will guess your mother bought them.

2. Valentine’s Day cards. Do not put your name on them. The whole point is the excitement a girl feels, wondering who finds her attractive. If it says “From Brian” on it, the magic isn’t really there. This is actually quite a nice thing to do to someone you don’t think will get a card. If you do this, it is even more important that you never say, “I sent you one because I thought you wouldn’t get any.” Keep the cards simple. You do not want one with fancy stuff of any kind.

3. Avoid being vulgar. Excitable bouts of windbreaking will not endear you to a girl, just to pick one example.

4. Play a sport of some kind. It doesn’t matter what it is, as long as it replaces the corpse-like pallor of the computer programmer with a ruddy glow. Honestly, this is more important than you know.

5. If you see a girl in need of help—unable to lift something, for example—do not taunt her. Approach the object and greet her with a cheerful smile, while surreptitiously testing the weight of the object. If you find you can lift it, go ahead. If you can’t, try sitting on it and engaging her in conversation.

6. Finally, make sure you are well-scrubbed, your nails are clean and your hair is washed. Remember that girls are as nervous around you as you are around them, if you can imagine such a thing. They think and act rather differently to you, but without them, life would be one long football locker room. Treat them with respect.”

Bogen er udkommet på Harper Collins.

Mine biografer

30. maj 2007


Af en eller anden grund – mÃ¥ske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fÃ¥et en særlig nostalgisk tiltrækning. Efter at have opdaget den lille side med Biografmuseet fik jeg fat i et eksemplar af ovenstÃ¥ende bog Mine Biografer af Jørgen Stegelmann.
Stegelmann (1925-1999) vil sikkert være kendt af nogle af denne blogs læsere. Som mangeÃ¥rig leder af Krebs’ Skole i København (hvor bl.a. de kongelige har gÃ¥et) eller som far til Jakob Stegelmann, der bestyrer DRs enestÃ¥ende Troldspejlet og kultprogrammet Planet X. Jørgen Stegelmann var teolog af uddannelse og havde en stor kærlighed til filmen. Han var en ferm og velskrivende filmanmelder pÃ¥ Berlingske Tidende og skrev manuskript til Henrik Stangerups film Giv Gud en chance om søndagen, der havde Ulf Pilegaard i hovedrollen som præst ( i øvrigt en god film ). Han skrev en række bøger, blandt andet om filmstjerner og yndlingsfilm (Mine 100 film) og tegneseriernes historie (sammen med sønnike). Derud over en selvbiografi og et par romaner.
Mine Biografer, der udkom i 1986, begynder sÃ¥ledes: ” Der var engang, da København levede med en rigdom af biografer. De lÃ¥ rundt om i byen, overalt, hvor mennesker boede og færdedes. De var ikke som her i de seneste tider samlet i enkelte overnaturlige insektboer, hvor biograf ved biograf er skubbet sammen i et mærkeligt deprimerende skuffedarium, en biografsamlng til ophobning ikke bare af film, men af forloren selskabelighed ved grillen og pommes fritterne… I hine de langt lykkeligere tider lÃ¥ biograferne ikke bare inde i midten af byen…“. SÃ¥ er den anakronistiske-nostalgiske tone vist slÃ¥et an!
Mit eksemplar er uopskÃ¥ret (endnu), bortset fra et kapitel om Saga pÃ¥ side 105. Man forestiller sig, at en nostalgiker har været pÃ¥ spil og er sunket ned i erindringer om netop sin lokale biograf…
Stegelmann har været en flittig biografgænger og omtaler med stor hengivenhed en lang, lang række af datiden filmtempler. Lige noget for en biografnostalgiker som mig. Måske man skulle skrive noget sammenhængende om sine egne biografer!?

Tilføjelse: Jeg kan slet ikke stå for følgende citat, som Jørgen Stegelmanns far er mester for og udtaler som følge af sin søns beklagelse over filmenes mangel på kvalitet:

Der gives ingen dårlige film, thi hvem skulle vel være interesseret i at lave en dårlig film?

Tja, hvem mon?

Sonny & Cher – en tresserduo…

21. marts 2007


Forleden så jeg et lille klip af en kriminalfilm, hvor sangerinden Cher spillede sagfører eller noget i den retning. Jeg husker ikke, hvad filmen hed, men det fik mig til at tænke på dengang, hvor hun slog igennem som sangerinde i duoen Sonny & Cher. Ud over nogle iørefaldende sange kom jeg i tanke om nogle optagelser fra tidligere omtalte Beat-Club, hvor de to optrådte i nogle særprægede gevanter. Sonny i et sæt, der mest af alt lignede en fangedragt, og Cher i en strikket (?) trompetbuksedragt. Dertil kom Sonnys grydeklippede hår. Cher var meget smuk dengang. Det var før plastikkirurgerne gjorde karriere på hendes ansigt.
Duoen var blandt de første hippie-inspirerede grupper, der fik succes i mainstreampoppen. Det var i de tidlige tressere. De havde mødt hinanden allerede i 62, hvor Cher var 16 og Sonny 27. Sonny arbejde for den berømte producer Phil Spector og sørgede for, at Cher kom til at tjene penge som backingsangerinde. Derefter dannede de par og blev siden gift med hinanden.
Sonny Bono var sangskriver – og en ferm sÃ¥dan – arrangør og producer, og han leverede duoen største successer: I Got You, Babe, Little Man og The Beat Goes On. Deres musikalske succes ebbede ud i Ã¥ret 1968, hvor interessen for psykedelisk rock voksede og interessen for duoens enkle pop var vigende. Derefter kastede de sig over tv-mediet med stor succes. De havde deres egne shows osv. Samarbejdet og ægteskabet holdt frem til midten af halvfjerdserne, hvor en skilsmisse sendte dem ad nye karrierestier. Cher, som bekendt, fortsatte som sangerinde og skuespillerinde med succes. Og Sonny fortsatte med skuespilleriet og gik ind i politik, hvor han endte med at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus. Vist nok valgt for Republikanerne…
Duoens hits fra tresserne hører med i den bedre ende af datidens mindeværdige hits. Holdbarheden af ikke mindst sangen I Got You Babe understreges af, at den er blevet kopieret mange gange. Den vel nok mest kendte version er UB40 og Chrissy Hyndes reggae-ficerede udgave. Men der er ogsÃ¥ andre sjove. Se blot her: Læs mere »

Betty Hutton er død – erindringsstump

15. marts 2007


Jeg læser i en avis, at Betty Hutton er afgÃ¥et ved døden i den fremskredne alder af 86. 86! Det føles, som var det i gÃ¥r, at jeg sammen med mine forældre gik ind i en stor københavnsk biograf for at se musicalen Annie Get Your Gun, der blev filmatiseret af George Sidney i 1950 med Betty Hutton i hovedrollen som den drengede, vilde cowboypige Annie og Howard Keel som cowboyen – og manden – der til sidst fÃ¥r hende tæmmet og nedlagt – sÃ¥dan som de uskrevne regler var dengang… Som jeg husker det, var Howard Keel ikke specielt overbevisende i rollen – hverken som skuespiller eller som den mand, han skulle være. Bette var klart den overlegne af de to…
Jeg tror, at det var første gang, jeg var i en biograf uden for Esbjerg. Jeg har vel været 5-6 Ã¥r. Min far var sømand, og vi opholdt os i hovedstaden, fordi hans skib nu tilfældigvis var anløbet havnen dér. Vi havde – det var en del af rutinen ved sÃ¥danne besøg – været ude at spise med kniv og gaffel. Rødspætter med persillesovs og kartofler. Jeg kan huske, at min far ikke var tilfreds med hverken serveringen eller maden; og at der ikke var sÃ¥ langt at gÃ¥ fra restauranten og til biografen.
Jeg husker ikke sÃ¥ meget om selve biografen ud over, at den var kæmpestor og havde et stort indgangsparti. Til gengæld husker jeg tydeligt filmen og dens sange. Filmen og sangene gik “rent ind”, som man siger. Den store amerikanske sangskriver Irvin Berlins sange: Ikke mindst konkurrencesangen “Anything You Can Do (I Can Do Better)”, hvor Annie eftertrykkeligt sætter macho-Frank Butler til dørs, men ogsÃ¥ “They Say It’s Wonderful” “Doin’ What Comes Naturally”, “You Can’t Get A Man With A Gun”, “I Got The Sun In The Morning” og evergreenen “There’s No Business Like Show Business”. Men ogsÃ¥ cirkusstemningen i filmen og duften af Hollywood-glamour. Senere fik Esbjerg-pigen Daimi succes med Annie-rollen pÃ¥ teateret.
Jeg kendte selvfølgelig ikke noget til Betty Hutton i øvrigt dengang. Siden fandt jeg sÃ¥ ud af, at hun var en af den tids blonde sex-bomber, der gjorde karriere i kraft af et nydeligt pin-up-udseende, en god portion skuespiltalent i den muntre ende af skalaen og en kraftig stemme – der gjorde mere indtryk ved sin styrke end ved sin klang. Nu er hun ikke mere.