Indlæg tagget med Barndom

Dagens tekst

22. februar 2007

er af St. St. Blicher. Jeg har ikke tal pÃ¥, hvor mange gange, jeg har sunget (dengang: brummet) denne sang i folkeskolen, og hver gang sneen ligger som en dyne over landet, sÃ¥ dukker sangen op i mit hoved sammen med forklaringen pÃ¥, hvad kyndelmisse var for en mis…:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Que sera sera – Ray Evans, hvil i fred…

17. februar 2007


Sangskriveren Ray Evans er død i den fremskredne alder af 92. Umiddelbart siger navnet nok ikke så meget, men når man nævner sange som Que Sera Sera (Whatever will be), som Doris Day udødeliggjorde i Hitchcock-filmen The Man, who knew to much, hvor sangen spillede en central rolle i plottet, og Mona Lisa, ligeledes en filmmelodi (Captain Cary, USA fra 1950), så vil voksne bloglæsere måske nikke genkendende. Sidstnævnte sang gjorde Nat King Cole til en af sine klassikere. Han skrev også musik til tv, bl.a. kendingsmelodien til cowboyserien Bonanza, som blogbestyreren så meget på tysk tv i tresserne, og Mr. Ed. Evans var i øvrigt barn af jødiske indvandrere. Et soundbite fra temaet til Bonanza kan man høre her. Man kan læse mere i L.A.Times her.

Doris Day synger Que Sera fra Hitchcocks klassiker: Læs mere »

Alberti-katastrofen

17. februar 2007

Alberti-katastrofen af Henrik Larsen

GÃ¥rsdagens antikvariske bogfund er Henrik Larsens bog om Alberti – Alberti-katastrofen – der blev udgivet pÃ¥ det velrenommerede, gamle venstrefløjsforlag Politisk Revy i 1996. PÃ¥ Antikvariatnet omtales bøger nogle gange som værende “som ny”. I dette tilfælde ville det være en underdrivelse, for bortset fra en svag duft af antikvarboghandlercigarrøg, sÃ¥ fremstÃ¥r bogen, som var den lige kommet fra trykkeriet. Jeg forestiller mig, at den har stÃ¥et pÃ¥ en velforsynet bogreol et tørt og skyggefuldt sted hos en historieinteresseret, der ikke nÃ¥ede at fÃ¥ læst den, inden det – i en eller anden forstand – blev for sent.
Henrik er en god kending af denne blog, og det var da ogsÃ¥ en af bevæggrundene til indkøbet. I øvrigt fik jeg den for en slik. En anden bevæggrund daterer sig tilbage til min barndoms skole (sÃ¥ er vi ovre i det nostalgiske igen!). For i folkeskolen var historie, ja, historiske fag i det hele taget (inklusive kristendomshistorie), mine absolutte favoritfag. Jeg besad dengang en udpræget “klæbehjerne”, nÃ¥r det drejede sig om historie og historier, og det var sjældent nødvendigt for mig at læse lektier i de fag. Havde jeg en gang hørt historien om fx Alberti, sÃ¥ sad den fast med alle de anekdotiske detaljer, som læreren kunne diske op med. Den eneste svaghed, jeg havde, var Ã¥rstallene, hvilket sikkert siger noget om mit dengang problematiske forhold til regning og matematik. Men de vigtigste Ã¥rstal kunne jeg dog fastholde…
Så sent som i gymnasieårene overvejede jeg flere gange at kaste mig over historiestudiet, som var populært i de venstresnoede halvfjerdsere, men valgte så i stedet studiet af nordisk sprog og litteratur, fordi der både var litteraturhistorie og litteraturlæsningsdiscipliner.
Min datter og søn har aldrig hørt om Alberti i skolen. Og det siger noget om fagets udvikling, siden jeg gik i skole. Som jeg erindrer det, sÃ¥ fik vi en meget grundig historieundervisning, der strakte sig fra de ældste tider og frem til og med besættelsen og Ã¥rene umiddelbart efter. SÃ¥dan er det ikke længere, af mange Ã¥rsager. Og det er en skam, for de unge savner et perspektiv for deres oplevelse og vurdering af mange aktuelle spørgsmÃ¥l. De har ikke altid det historiske og kulturelle koordinater, der skal til for at fÃ¥ en nuanceret forstÃ¥else af aktuelle fænomener, hvad enten det drejer som neo-nazistiske bevægelser, opgøret med kommunismen, USAs internationale rolle, EUs betydnings osv. Til gengæld lærer de sÃ¥ meget andet, siger skolens fortalere. Men et tab er det nu…

Erindren

16. februar 2007


Det er en kendt sag, at erindringen eller hukommelsen ikke kun er et sanddru vidne men ogsÃ¥ en stor digter. Behændigt blander erindringen ens egne oplevelser med, hvad man har fÃ¥et fortalt af forældre og andre, sÃ¥ man kan komme i tvivl om, hvad man nu faktisk har oplevet eller har oplevet gennem andres genfortælling. Der lægges lidt til og trækkes lidt fra. Det kan der spindes en lang ende over. I hvert fald kom jeg i tanke om noget, da jeg for et stykke tid siden skrev om epidemierne i min barndoms tid. Polio og TB. Jeg nævnte i forbifarten, at vi børn indtog poliovaccine i form af sukkerknalder med noget rødt pÃ¥. Og jeg er sikker pÃ¥, at en af gangene foregik udleveringen af sukkeret i en lille købmandshandel pÃ¥ hjørnet af Sjællandsgade og Skjoldsgade – dér, hvor jeg hentede vaskepulver og sæbespÃ¥ner til min mor. Men tvivlen gnaver som en sten i skoen. Kan det nu passe? Var det mÃ¥ske et andet udleveringssted pÃ¥ et andet gadehjørne? Var det overhovedet pÃ¥ et gadehjørne eller er det en sammenblanding af to vidt forskellige oplevelser? Tja…

Kakkelovn – en barndomserindring

5. februar 2007

Mit første møde med noget, der kunne ligne sÃ¥kaldte “moderne bekvemmeligheder” var mine forældres kakkelovn af jern. Da de havde fÃ¥et mig, flyttede de fra to smÃ¥ loftværelser i Skjoldsgade i Esbjerg til en toværelses baggÃ¥rdslejlighed i NygÃ¥rdsvej, hvor der var et mikroskopisk toilet med træk-og-slip, køkken med bygas og rindende koldt vand – og altsÃ¥ en jernovn i den lille kvadratiske stue. Selv om jeg ikke var ret gammel, sÃ¥ husker jeg næsten overtydeligt den lille sortmalede, buttede jerntingest med det lille gitterspjæld og askeskuffen for neden pÃ¥ maven. Ved siden af spjældet sad en jernstang med et hÃ¥ndtag. Det skulle man bruge, nÃ¥r man skulle banke asken ned i skuffen. Og den blev af gode grunde meget varm.
NÃ¥r jeg husker apparatet sÃ¥ tydeligt, er det nok, fordi jeg brændte nallerne noget sÃ¥ gevaldigt pÃ¥ “rumsterstangen”, som min far malende kaldte den. Det er vist det, man kalder, at gøre sig nogle erfaringer.
Jernkakkelovnen var den eneste energikilde i den lille lejlighed. Men jeg husker ikke, om der var specielt koldt. Senere kom der så fjernvarme. Desværre findes der ikke noget billede af kakkelovnen, og jeg har ingen erindring om, hvor den endte sine dage. Den blev sikkert smeltet om.
Jeg kom til at tænke pÃ¥ den lille tykke ovn, fordi nogle naboer brokkede sig over, at de ikke kunne fÃ¥ stuetemperaturen over 21 grader. Vi glemmer hurtigt, hvordan det var engang…