Indlæg tagget med Barndom

Barndomsminder med flødeskum: Napoleonskager og Lillebæltsbroer

4. februar 2007

NÃ¥r det i min barndom (og ungdom) skulle gÃ¥ højt til eftermiddagskaffen om søndagen – og mor ikke skulle lave sin sagnomspundne lagkage med frugt, kræm og flødeskum i lange baner – sÃ¥ stod den pÃ¥ flødeskumskager fra den bedste bager. SÃ¥ blev man sendt af sted og gik forsigtigt tilbage med de omhyggeligt emballerede lækkerier, for at kagerne ikke skulle blive for udtværede.

 

Der var især to slags: Napoleonskagen og GÃ¥sebrystet. GÃ¥sebrystet gik nu under et andet navn dengang, nemlig en Lillebæltbro – af indlysende grunde. Og den var knap sÃ¥ fancy som nu om stunder. PÃ¥ marcipanen var der en bred chokoladestreg pÃ¥ tværs og nix weiter. Nutidens gÃ¥sebryst mÃ¥ være udslag af “produktudvikling”. Flødeskum var dengang indbegrebet af ernæringsmæssig luksus, og man spiste sÃ¥ længe man fik lov – indtil kvalmepunktet blev overskredet.

Inspireret af Uffes kolestorolminder.

Far, mor og børn

31. januar 2007

For mere end ti år siden tilbragte jeg et halvt år på Danmarks Journalisthøjskole med at efteruddanne mig. Et af de temaer, jeg brugte en del tid på at researche og skrive om, var den forældede lov om forældremyndighed. Mit udgangspunkt var dengang at undersøge, hvorledes/om det kunne være muligt at nå frem til ligestilling mellem kønnene på dette punkt. Jeg mente, at når man i øvrigt kæmpede for ligestilling i samfundet, så kunne man ikke holde dette gammeldags lovsystem uden for. Ligestilling mellem kønnene må gælde generelt.
Nu er der så omsider kommet et forslag til en ny lov, hvor et af argumenterne netop er ligestillingen. Man kan læse om Ullas modstand mod det nye forslag her.
I mit research dengang snakkede jeg med en lang række kvinder, der formodedes at være moderne kvinder og fortalere for ligestilling. Men det var – nÃ¥r sandheden skal frem – lidt nedslÃ¥ende, selv om der da var lysende undtagelser. Mange af dem, ja, de fleste afviste en ligestilling pÃ¥ dette punkt. De henviste til den “naturlige” moderrolle, moderens “naturlige” autoritet pÃ¥ spædbarnsplejeomrÃ¥det og pÃ¥ det diffuse begreb “barnets tarv” (der, nÃ¥r man kender statsamternes forvaltning, kan reduceres til et spørgsmÃ¥l om: penge).
Mænd og kvinder, der i enighed avlede børn sammen, skulle ikke dele det fælles ansvar og de fælles rettigheder som udgangspunkt. Kvinden, der med sin gode vilje lod sig besvangre af den vordende fader, havde principielt mere ret til barnet. PÃ¥ min utilsigtede foranledning skrev Anne Knudsen i WA en klumme, hvori hun pointerede, at disse kvinder og deres sympatisører i denne sag satte fornuften ud af kraft og talte ud fra deres egne irrationelle bevæggrunde. De endte i en retorik, der var nationalsocialisternes ideologiske snak værdig. Blut und Boden. Freud ville have sagt det pÃ¥ den mÃ¥de: Kvinde – din skæbne er biologien. Men vi burde været kommet videre.
Jeg ved da godt, at spørgsmålet om forældremyndighed er vanskeligt og kompliceret, meget endda. Og at det fx er vanskeligt at skære alle par med biologiske børn over en kam osv. Og at administrationen af dette område både er forældet og mangler tilstrækkelig vejledning osv.
Men hvis vi mener det alvorligt med ligestilling, sÃ¥ mÃ¥ vi for en kort stund se bort fra vores egne snævre egoistiske interesser og lave en lov, der formelt ligestiller kønnene fra begyndelsen. Det mÃ¥ være udgangspunktet, sÃ¥dan som det er i andre ligestillingslove. Herefter begynder de nye konflikter og kampe. Ingen tvivl om det. Verden bliver ikke med et slag bedre eller enklere. Og det vil kræve mange ressourcer, at fÃ¥ nyslagne forældre til at arbejde fornuftigt sammen om de børn, de ret beset kun har til lÃ¥ns. Men det vil være mere ret-færdigt. Hvis vi stÃ¥r ved vores demokratiske idealer, sÃ¥ mÃ¥ vi ogsÃ¥ indføre ligestilling pÃ¥ dette punkt. Og sÃ¥ hjælper der ingen kære mor…

Polio, tuberkulose og andre barndomserindringer

28. januar 2007

TB-undersøgelse, ca. 1952
I nostalgiens lette lys kan fortiden let komme til at se mere candyflosslyserød ud, end den egentlig var. Og nÃ¥r det drejer sig om barndomserindringer, sÃ¥ spiller det ogsÃ¥ ind, at der var ting og forhold, man ikke skænkede en tanke dengang. Som fx, at man kunne blive ramt af alvorlige sygdomme og mÃ¥ske endda dø af dem, hvis man da ikke “kun” blev handicappet af dem. Jeg tænker selvfølgelig pÃ¥ polioepidemien, der ramte Danmark i 1952-53 og tog sig ca. 7.000 ofre. Jeg husker endnu ældre kammerater, der var svækket af sygdommen. Og poliovaccinationerne i 1955-56, der begrænsede effekten af den næste børnelammelsesepidemi i 1961. NÃ¥lestik fra store kanyler og sukkerknald med noget rødt vaccine pÃ¥.
Men ogsÃ¥ tuberkuloseundersøgelserne, som foregik i en stor lastbil, der kom pÃ¥ besøg i skolerne. Man blev bedt om at tage overtøjet af ind til undertrøjen, og sÃ¥ blev man placeret foran den store strÃ¥lekanon, hvorefter man hørte en mærkelig lyd. Jeg husker endnu den mærkelige fornemmelse af, at der var overgÃ¥et en noget, som man ikke rigtig vidste eller forstod, hvad var. StrÃ¥ler var gÃ¥et igennem ens krop og havde set ens indre. Nogen havde taget et billede af ens indre, som man selv aldrig havde set eller fik at se. Seancen gentog sig nogle gange. Jeg husker i hvert fald tre omgange. Man tog tuberkulosen meget alvorlig dengang. Og med rette. Min fars lillebror, der var sømand, fik tuberkulose dengang efter en tur til Grønland. Min far sagde, at det var, fordi han ikke kunne holde sig fra de kærlige grønlandske piger. Men mindre kunne ogsÃ¥ have gjort det… [ Endnu engang tak til Esbjerg Billedarkiv for at vække erindringer til live… ]

Barber – et erindringsglimt

27. januar 2007

Vi kom til at snakke om frisører. Det er ved at være ved den tid. Og jeg kom til at tænke pÃ¥ min barndoms barberforretninger. PÃ¥ World’s Best– kondom-reklamerne i vinduet (logoet: den blÃ¥ planet omkredset af et gyldent bÃ¥nd med ordene World’s Best) og lugten af brillantine, Fourgère-hÃ¥rvand i grønne og lilla krystalformede flasker og Brylcreme (Preben Marth, hvor er du?).

Dengang kunne man ogsÃ¥ blive barberet, hvis man ellers havde skæg nok til det. Det er jo blevet moderne igen. Sikkert som et modtræk mod al den feminisering af samfundet, vi er vidne til. Og sÃ¥ kom jeg til at tænke pÃ¥ en historie, min far altid fortalte om sin far, altsÃ¥ min farfar, som jeg aldrig fik lært at kende, da han døde meget ung. Han var storkøbmand i GrenÃ¥. Og mændene havde en bestemt barber, som de opsøgte for at fÃ¥ skægget raget af – og for at fÃ¥ en mandfolkesnak med de andre. De morede sig kosteligt over, at barberen havde den vane at afslutte barberingen med at lade barberknivens bagside glide hen over kundens hals og lade den følge af en fløjtetone. – Indtil den dag, hvor barberen blev indlagt pÃ¥ sindsygehospitalet pÃ¥ grund af fremskreden syfilis…

My Mommy’s dead – John Lennon og moderen Julia

26. januar 2007

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold stÃ¥r i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk pÃ¥ blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk fÃ¥r hÃ¥rene pÃ¥ underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 Ã¥r. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten sÃ¥ledes i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og sÃ¥ døde, da han endelig havde fÃ¥et kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflÃ¥den – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene pÃ¥ en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og fÃ¥ tvangsfjernet John pÃ¥ grund af moderens pÃ¥stÃ¥ede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt sÃ¥ gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller ogsÃ¥ om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede pÃ¥ jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe pÃ¥ med at overbetone et sÃ¥dant patologisk motiv…