Indlæg tagget med Barndom

Mads Doss han var en en kon koltringsknæjt

27. november 2008

Her til morgen greb jeg mig selv i at nynne nedenstående sang, som jeg ofte hørte og brummede med på, da jeg gik i folkeskolen. Den var et hit blandt pigerne. Jeg kan huske, at jeg undrede mig meget over, hvad en “kon koltringsknæjt” var for en størrelse. Og min lærer var flink til at forklare det (kon betyder en lille smule, koltring er en halvvoksen knægt).


Mads Doss
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hun swedt, å somti hun frøs,
den drywwen slet ett hun ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sang:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sang, så de gjall owwe mosser og kjaer:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Såen gek da en sommer, å da gik flier.
Lieg kjærrester så de fann o da.
I hien kam di no ikke mier,
men hjemm ve hweranner di lo da.
å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Tekst: St. St. Blicher, 1842

G’nat

27. november 2008

Jeg ligger i natten, fast besluttet på at holde mig vågen, så jeg kan opleve det øjeblik, jeg falder i søvn. Det lykkedes heller ikke denne gang…

(Barndomserindring)

Good Night – The Beatles

En Davy Crockett-hue med hale – erindringsglimt

10. november 2008


Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at få en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra står ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der også kom i en dansk version (med hvem? Må tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, så var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt på sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den må være udkommet midt i halvtredserne. Og så er den svær at finde på plade og cd.

Erindring: knallerterne

7. november 2008

Her i nabolaget møder jeg nu og da nogle unge drenge, der fræser rundt på nymodens tohjulede, motoriserede køretøjer. EU-scootere og hvad ved jeg. De er som oftes to eller tre på maskinen. Nogle gange er det en ung mand med en pige bagpå. På det punkt har verden ikke ændret sig en tøddel. Og når man sådan går rundt og er ved at blive kørt ned – for selvfølgelig er de unge trafikanter fløjtende ligeglade med færdselsregler og almindelige hensyn – så er det, man mindes sin egen korte karriere som knallerist. Dengang, man en kort tid var grebet af fartdjævlen, og hormoner og ego styrede det hele. På det punkt har verden heller ikke ændret sig.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg måtte plage min gamle far for at få en knallert. Egentlig havde jeg slet ikke brug for den. Jeg havde en god, lysegrå SCO-cykel, og der var højst fem minutter til skolen. Men alle de andre havde en. Og selv min bedste kammerat havde fået lokket en gammel NSU ud af sin far.
I første omgang fik jeg så allernådigst lov til at overtage – dvs. låne – min fars gamle knallert med vridegear.

Den bar mærket Swell og lignede meget den her afbildede SCO autocykel. Den var sort, havde en dråbeformet tank, en bred gummisaddel og baggagebærer. Det bedste ved den var, at den larmede ad h…… til og ikke respekterede den øvre hastighedsgrænse. Når den først var kommet op i omdrejninger, kørte den hurtigere og hurtigere. Engang kørte jeg fra Nordby til Sønderho sammen med kammeraterne – og kom frem længe før de andre. Jeg kunne nå at købe og spise en is, inden de nåede frem. Ulempen var, at motoren blev ekstremt varm. Det forreste stykke af udstødningsrøret blev hvidglødende, og på et tidspunkt knækkede de helt af, fordi det var brændt igennem lige ved motoren. Da maskinen ikke længere stod til at redde – uden at der skulle investeres mange penge i den, forbarmede min far sig over mig og købte en Tomos Super med hele to gear til mig. Puch var ellers state of the art, men for mig var det en sort Tomos med twinsæde, der var sagen. Det var en lækker sag, men hurtig var den ikke. I hvert fald ikke, før der blev foretaget visse “tekniske ændringer” på den… I to år var den min gode ven, men så kom kørekortet ind i billedet. Og med det forsvandt interessen for knallerter. Den endte sine dage på en spejderauktion nogle år senere og er måske blevet en anden ejers transportmiddel.

Danske knallerter

Erindringsglimt: Jørgen Ingman – guitarist

31. oktober 2008

Navnet Jørgen Ingman – Ingeman, som min mor altid sagde -gled ind i mit øre og straks var jeg tilbage i barndommen. For Jørgen Ingman var nok den person, der åbnede mine ører for guitaren som soloinstrument. Eller i hvert fald var med til det. Sammen med sin daværende kone Grethe blev han et stort navn i Danmark, da de sammen vandt melodigrandprix med Dansevise, der er forblevet en evergreen og en af den europæiske sangkonkurrences mindeværdige sange. Fra barndommen er det ellers især hans udgave af Apache, der huskes. Nummeret gav Ingman en hitlisteplacering i – USA. Både Apache og Dansevise var faste indslag på Giro 413, min barndoms ufrivillige soundtrack. Ellers kan jeg huske, at han havde sit eget guitar-brev-kursus, som blev solgt via reklamer i Familie-Journalen (tror jeg nok) og andre steder. På billedet så man den smilende Ingman med sin Les Paul Gibson-guitar. Jeg blev aldrig rigtig fan af Jørgen Ingman, der foretrak at udfolde sig i jazzen og som leverandør af easy-listening i dansk aftapning. Men dygtig, det var han indiskutabelt…

Dansevise

Wilma! Wilma! – The Flintstones – tv-erindring

28. oktober 2008



For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.

Abbott and Costello – fjernsynserindring

28. oktober 2008

William Abbott og Lou Costello var en amerikansk komikerduo, der havde stor succes i 1940’erne. Karakteristisk for deres humor var en fræsende leg med ord og lynhurtig replikudveksling ledsaget en slapstickagtig kaotisk handlingsforløb. I halvtredserne indtog de tv-mediet. Først som værter i noget, der hed The Colgate Comedy Hour; dernæst fik de deres eget The Abbott and Costelleo Show. I tresserne viste tysk tv nu og da nogle af Abbott og Costellos tv-serieindslag, og – så vidt jeg husker – også nogle af deres Marx Brothers-lignende spillefilm. Jeg kan huske, at jeg morede mig kosteligt over de to komikeres løjer. Det var ikke ret tit, de blev vist, men til gengæld brændte de sig fast. Og nu ser jeg så, at der er udsendt en boks med femten (!) dvd’er med alle deres film – ialt 28 stykker – plus noget af deres tidlige tv-arbejde m.m. Julegaveønske.


Mere erindringsmad: risklatter

10. oktober 2008

Jeg ved ikke om det var mellemmaden eller den forestående jul (som flere forretninger allerede har taget hul på!), der satte associationen igang. I hvert fald kom jeg til at tænke på risklatterne, som både min mor og min farmor lavede af de risengrødsrester, der blev til overs. Halvtredserne og de tidlige tresser var – for nogle i det mindste – nøjsomme år, og man smed ikke madrester ud, med mindre de var uspiselige. Derfor risklatterne eller klatkagerne. Jeg elskede dem. Måske fordi de var rigtigt tilberedt med æg og reven citronskal – plus det søde: syltetøj, sukker eller sirup. Opskriften findes endnu.

Hamborger mellemmad – erindringsstump

10. oktober 2008

Listemageren sendte mig tilbage til barndommen med et kort indlæg om mellemmad. Til min barndoms Hamborger mellemmader, som min mor ofte stak mig i hånden, når der skulle noget indenbords mellem frokost og aftensmad. En simpel, men velsmagende spise bestående af et stykke rugbrød sammenlagt med et stykke fransk- eller sigtebrød. Smør imellem. Eventuelt også sukker. Selv foretrak jeg den simple uden sukker. Jeg kunne godt lide den rene smag af rug- og franskbrød, der løb sammen i munden. Jysk Ordbog skriver følgende: “Naar man er sulten, er det godt at faa en Hamborg´Mellemmad; den mætter godt. Den bestaar af “en Støk Brø (= rugbrød), aa en Støk Kaag” (= sigtebrød). Dette lægges sammen, og saa er der Sukker imellem. SVJy. E kaffe ladt æ stå, men tov en hamborre i e haend o gommelt lav æ strøvve hen øvve e gammel kjergård = kaffen lod jeg stå, men tog en hamborgermellemmad i hånden og gumlede, mens jeg skyndte mig hen over den gamle kirkegård.”. Min mor omtalte altid maden som en Hamborger mellemmad (et vestjysk navn). Den går også under navnet Amagermad.

Øgledage

1. oktober 2008

Det er en gave at have en teenager i huset. Nej, det er ikke let, men det er en gave. Dagligt bliver man mindet om, hvilken kamp det var (og er) at komme videre i det forbaskede liv i retning af noget, der kunne ligne et voksent menneskes liv. Hvor svært det er at skulle vælge i det store og det små, når man er usikker på sig selv, på verden og – alt. Når krav, forventninger og muligheder tårner sig op (såvel i ens indre som i det ydre…). Når man hverken er barn eller voksen, men har alle de modsatrettede følelser og tanker. Og så kaster sig ud i kampen med alle ens talenter og skrupler. Den daglige kamp. I dag har Frøkenen vundet endnu en lille sejr i sin kamp. Jeg tror, jeg vil belønne hende på en eller anden vis…

Mere filmnostalgi: Cosmo Topper

28. september 2008

Selv om der er en risiko for at friste visse bloglæsere over evne, så må jeg lige nævne en anden nostalgisk ting fra barndommens tv-kiggeri – på tysk. Omtalen af Den Tynde Mand og ikke mindst hunden Asta, der – som Firserdigteren rigtignok nævner – var med i flere film. Blandt andet filmene om Topper, Cosmo Topper. Filmene Topper (1937) og Topper Returns (1941) rullede over skærmen nogle gange i min barndom. Og det var morsomt. Historien handler om parret Kerby – spillet af Constance Bennett og Cary Grant – der i kører sig selv ihjel og sendes tilbage til menneskenes verden som spøgelser for at udrette en enkelt god gerning, der kan ekspedere dem videre til himlen: At få den stive bankmand Cosmo Topper til at opføre sig lidt mere livligt. Og så går det ellers derudaf med rappe replikker og lattervækkende scener. Som jeg husker dem var de af den herlige, lette slags med en oplagt Cary Grant i fin modspil med den charmerede Bennett. Og Roland Young som perfekt i rollen som stivstikkeren Cosmo Topper, der får sin sag for.

Topper – 1937 – Cary Grant (Part 3 of 10)

PS. Filmene er ikke med i boksen The Cary Grant Collection…

En Børge Topplade nr. 3

27. september 2008

Børge Topplade nr. 3 er lidt af en overraskelse for capacs hukommelse. For hele den første side er helliget et interview med den daværende tronfølger Margrete og hendes kommende ægtemand Henri, bedre kendt som prins Henrik. Meget salvelsesfuldt og hengivent fortæller Niels Bøye om parret og stiller dem nogle høflige spørgsmål, der på ingen måde kan støde nogen. Det er lidt sjovt at høre prins Henri svare på engelsk, nu hvor han jo især er kendt som kongefamiliens tosprogede medlem…
Interviewet siger nok også noget om, hvor (lidt) progressivt Børge var dengang. En slags poppens svar på Billedbladet. Måske siger det også lidt om ungdommens blandede følelse for kongeriget dengang!?
Den anden side er musikalsk set meget mere interessant. Palle Holgersen præsenterer fire “Børge-vindere”. Først falset-popgruppen Red Squares, der fik en Børge som populæreste udenlandske pop-gruppe. De spiller og synger “Evil Spel”, en smuk ballade, smukt sunget med kor og det hele. Børge for “Bedst komponerede danske sang” gik til The Lollipops med deres ballade “I’m so sad.” En fin lille sang, der får Lollipops til at stå i et bedre lys, end jeg husker dem fra dengang, de var tresserne danske svar på et boyband.

Nu er solen død mor…

18. august 2008

Solen er så rød, mor
og skoven bli’r så sort
Nu er solen død, mor
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min side, mor
og syng en lille sang.
Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå ?
Tror du det er drenge, mor
der kigger ned på mig ?
Og tror du de har senge, mor
og sover li’som jeg?
Hvorfor bli’r det nat, mor
med kold og bitter vind ?
Hør den lille kat, mor
den mjaver og vil ind!
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
hør, nu synger stjernerne,
de synger mig til ro!

Jovist, børnesange kan også være dybsindige og fulde af ængstelse og bekymring…

Sparebøsse – et erindringsglimt

3. august 2008

I min barndom var sparsommelighed en selvfølgelighed og også – en umulighed. For der var ikke ret mange penge at gøre godt med. Jeg tror nok, at jeg først fik min første bankbog, efter jeg var blevet konfirmeret…
Men på et tidspunkt fik jeg dog en sparebøsse. Måske som et led i opdragelsen. Jeg husker det ikke. Men jeg var meget fascineret af sparebøssen. Set med nutidens øjne var den nok temmelig kedsommelig. Det var nemlig et ur, beregnet til at stå på dækketøjsskabet eller kommoden. Det var af træ – teak, tror jeg – rektangulært med en stor urskive, der var gemt bag et glaslåg. Glaslåget kunne åbnes, så man kunne trække uret op. Og oveni det smalle, aflange ur, var der så en sprække, hvor man kunne indkaste sine mønter. Hvis man havde nogen. Jeg kan ikke huske, om der kom noget ud af opsparingen. Men jeg tror det ikke.

Erindring: bakelit

22. juli 2008

Bakelit må have været det første kunststof, plaststof, der kom ind i min tilværelse. Bakelit blev opfundet helt tilbage ved begyndelsen af forrige århundrede og blev brugt meget. I mit barndomshjem fulgte den tunge, sorte telefon med tobaksfnuller i røret os i rigtig mange år, fordi den ikke var til at slide op. Og den blev først skiftet ud – eller rettere suppleret – da vi gik fra seks til otte cifre. Vores gamle telefonummer fra 129045.
Det var vist også bakelit, der sad på de cykelstyr, som vi brændte af ved hjælp af brændeglas. Og alle vores el-kontakter og -afbrydere var bakelit. Især husker jeg en kuglerund afbryder, der hang i en lang ledning ned over mine forældres seng. Den havde to knapper. En til at tænde med og en til at slukke med.