CAPAC

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

Regitzes beretning om sin tur til optiker og tandlæge sendte mig tilbage i tidstunnellen til dengang, jeg var i den spirende pubertet – 11-12 år gammel. I klasseværelset sad jeg på bagerste række, og lærerne var pludselig blevet lidt bekymrede for mit faglige niveau, der ellers lå pænt, uden at være så prangende, at det gav anledning til mobning. Hvad der skete oppe på tavlen og ved tavlen blev mere og mere uklart. Sammenknebne, missende barneøjne. Og da jeg så omsider kom til skolelægen og ikke kunne se de nederste 25 % af bogstavtavlen, fik jeg marchordre til øjenlæge og optiker.
Dengang var udvalget af briller ikke så stort, som det er i dag. Og mulighederne for at få stænger af den rigtige længde osv. var også begrænsede. Og desværre havde John Lennon endnu ikke nået at gøre sygekassebriller à la mode…
Efter opholdet hos øjenlægen, der fortalte op ad stolper og ned ad vægge om bygningsfejl, nærsynethed, perspektiver osv., medens man sad med et tungt brillelignende, Storm-P-agtigt apparat på næsen, medens den ene linse efter den anden skiftede plads og verden gradvist blev klarere og klarere, så endt jeg hos den lokale optiker, hvor jeg fik et par sorte, smalle briller, som min mor betalte uden at kny. Det var hos sygekassernes optiker.

Da brillerne nogen tid efter blev afhentet hos optikeren, blev vi kørt ud til mors veninde i hendes gamle, blå Folkevogn med klapudblinklys. Jeg sad på bagsædet og kiggede ud ad sideruderne, medens damerne snakkede højlydt på forsædet, og jeg husker endnu den skræmmende fornemmelse af, at verden kravlede op på skøddet af mig, da vi kørte ned ad Nørregade. Aldrig før havde jeg set verden så tydeligt. Jeg slugte verden modstandsløst med øjnene. Hver eneste detalje, nær som fjern, stod lysende klart for mig og røg lige ind på “lystavlen”. Og det knivskarpe syn udløste en kolossal hovedpine, der holdt sig i flere timer og truede med at sprænge mit hoved i stumper og stykker.
Jeg tror ikke, at det er meningen af mennesker skal se virkeligheden for tydeligt. I hvert fald ikke så tydeligt. Efterhånden tilpassede øjnene sig dog til den nye tilstand, og livet fortsatte, som det skulle.

Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.

Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er håbløst talentløse. Dårligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmålet-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
Når der så endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, så viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Læs mere »

Ordet “trompetbukser” er nævnt og straks sættes en billed- og stemningsstrøm i gang i mit hovede. (Som min datter sagde til mig forleden: Far, hvordan kan du huske alt det der? Drengene i min klasse kan ikke engang huske, hvad der skete sidste år!).
Jeg bilder mig ind, at trompetbukserne markerede modens indtog i min drengede bevidsthed. Måske ikke uden en vis sammenhæng med den spirende interesse for piger i forbindelse med den for drenge så almindelige, langsommelige kønsmodning med alle dens konsekvenser for hjernens udvikling og det øvrige… I hvert fald husker jeg tydeligt en sommerdag, hvor en af naboskabets drenge kom hen til mig sammen med en blond pige, der viste sig at være hans nye og første kæreste. Drengen, der var tilflytter fra Djævleøen, og hvis navn jeg ikke ihukommer længere, så jeg op til, fordi hans værelse var tapetseret med plakater af The Beatles, The Rolling Stones, The Pretty Things osv. Og jævnligt hang han ud af værelsets vindue for at vise de nyeste plakater frem for de måbende unger nede på fortovet. Sådan blev det ved, indtil han fik interesse for traditionel jazz, begyndte at gå med islændere og ryge merskumspibe – så mistede vi interessen.
I det hele taget var det at have sit eget værelse næsten ukendt for os baggårdsunger, der måtte dele soveværelset med forældre og søskende. Bortset fra Tosse-Bents søster, der efter lang tids kamp med “de gamle” fik tilkæmpet sig et lille, støvet loftsværelse, så var der ingen, der nød den luksus.
Og så oven i købet af få lov til at beklæde væggene med idolbilleder, ja, det var det nærmeste, man kunne komme himlen. Dengang.
Men, som fortalt, så kom han gående med sin nye veninde. Hun stod der smilende i solskinnet, og solen dannede en glorie omkring hendes blonde, lange pagefrisure, medens hun kækt viste sine røde trompetbukser frem. Jeg tror, jeg begyndte at forstå lidt af det der med piger og modetøj dengang på Nygårdsvej. Det var rigtige trompetbukser, hvor benene var tragtformede som, ja, en trompets tragt. Derefter fulgte en periode, hvor buskeben med vidde var moderne. Trompetbukserne fik følgeskab af sømandsbukserne og andre modeller. Jeg havde selv flere par cowboybukser med svaj i buksebenene, som min far, sømanden, sagde. Svaj.

Dagens nostalgiske indkøb er filmen Cirkeline 2 Ost og Kærlighed. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været fan af Cirkeline og hendes følgesvende – og i det hele taget af Jannik Hastrups enkle tegnefilm. For mig har Hastrups kunst altid været et bevis på, at man sagtens kan lave morsomme, underholdende, fantasifulde, grinagtige, frække, gribende film for børn og barnlige sjæle uden det store tekniske opbud og mange, mange penge. Cirkeline-filmene slår mange oppulente Hollywood-produktioner med mange alen… Filmen er set til 25 kroner ude i byen.

Vi kaldte dem afføringsbilleder, siger hun så. Lise Nørgaard, 90-års-fødselsdagsbarnet, i en tv-udsendelse, genudsendt i anledning af arbejdsnedlæggelsen på DR. Overføringsbilleder. Pludselig er jeg tilbage i barndommen og står der i baggården med venstre underarm fugtet af drengespyt, medens højre hånd forsigtigt lægger papiret med overføringsbilledet til rette et lille stykke over håndleddet. Papiret holdes fast kort tid og fjernes dernæst for at afsløre en farverig “tatovering” på armen. Nogle gange lykkedes det at få billedet overført perfekt, andre gange løb farverne surrealistisk ud i hinanden. Lilla, rød, gul, blå… Og længe efter havde man den stærkt parfumerede lugt af tyggegummiet hængende i næseborene. Nu hænger den kun i erindringen sammen med reminiscenserne af det rektangulære lyserøde tyggegummis skingersøde smag…

Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. Når vejret var til det (og for det meste også, når det ikke var til det ) var vi ude og lege. Pædagoger og daginstitutioner var ukendte begreber. Fædrene var på arbejde og mødrene gik derhjemme og passede alt vedrørende hjemmet. Og forældrene blandede sig sjældent i børnenes leg. Vi løb rundt i baggårdene, som der var mange af i arbejderkvarterene, og på gader og vej. For der var næsten ingen biler, så risikoen for at blive kørt ned, var til at overse. Der var mange muligheder for at udfolde sig. Ganske vist var der langt til nærmeste kommunale legeplads. Til gengæld var der mange tomme, tilgroede grunde, byggetomter, baggårde, kældre, lofter osv., hvor vi kunne udfolde os.
Et af de steder, hvor vores fantasi fik frit løb, var en stor ubenyttet grund, der lå bag ved et snedkeri. Grunden var indkredset af huskarreer og småhuse, hvorfra mødrene kunne overvåge podernes narrestreger, hvis de ellers havde tid. Grunden var bevokset med store træer og planter og havde i mange år ligget hen som et ingenmandsland midt i byen. Det var også her, nogle af de unge gik hen for at dyrke erotikkens glæder, når de ikke kunne finde privatliv til det i de små lejligheder. Herom vidnede et par diskret anbragte madrasser og nogle efterladte kondomer med knude i den ene ende…
På dette sted var der et kæmpestort træ med en kæmpestor krone, som jeg havde udsigt til, når jeg var hjemme i stuen. I denne kæmpe havde nogen lavet en gynge, bestående af et kraftigt tov med en knude og en kæp for enden. Under dens kølige skygge dannedes en kæmpestor og meget dyb vandpyt, når det havde regnet længe nok. Og så kunne man jo gynge hen over “søen” med risiko for at falde ned i vandet og blive helt og aldeles gennemblødt. Som jeg husker det, forsvandt vandpytten aldrig helt.
På et tidspunkt fik udviklingen også fat på dette barnlige fristed. Der skulle bygges endnu et hus med plads til mange lejere. Og pladsen blev indlemmet i de forskellige tilstødende baggårde og fik et fint cementdække. Væk var legepladsen og fantasiernes frirum. Til gengæld opstod der nye muligheder. Det nye hus stod ufærdigt med stilladser på alle etagerne. Så vi forlagde vores leg til de tomme etager og – ikke mindst – stilladserne. På stilladserne var der anbragt løse, afhøvlede brædder, så man kunne gå på dem – med forsigtighed. Når man nået til enden af et bræt vippede det faretruende, og man skulle skynde sig at springe videre til næste bræt – eller ind gennem de åbne vinduesåbninger. Det fik vi megen tid til at gå med, og udfordrede hinanden til at være mere og mere dristig. Tøsedreng, tør du ikke? Hva’ me dig selv? Og så videre. Og det var spændende og sjovt. Både piger og drenge var med – lige indtil den dag, vi på den øverste etage blev pågrebet af ordensmagten og måtte opgive vores forældres navne og adresser. Det var anden gang, jeg kom i kontakt med politiet.

Dagens musikalske anakronisme kan næsten ikke være andet end Lovin Spoonfuls Summer in the City. Den er en integral den af den ungdommelige – og for den sags skyld også den overmodne – capacs lydspor. Den er uløseligt forbundet til sommerbilleder af badende ungdom i Grådybbadet, strandbilleder, jordbær med fløde, korte busker, pigeben på cykler, smeltende is på småbørnshager og -hænder, livet set gennem solbriller, ferie med havets klukken i baggrunden og så videre. Og så videre. Jeg erindrer, at jeg engang for mange år siden så en slags video med gruppen, hvor der indgik billeder af børn, som – meget typisk New Yorker-fænomen – legede med vandet fra en brandhane, og hvor John Sebastian sad på en trappe og sang. Men den har jeg ikke kunnet finde, så I må nøjes med den sort-hvide version ovenfor.

PS. Endnu en sommerklassiker kan høres og ses her.

“Brænd”- eller “brændeglasset” havde også andre mål end cykelstyrscelloluid. Uffe nævner negativerne i familiealbummet, som gik op i flammer. Det mindes jeg dog ikke. Jeg tror ikke engang, vi havde et familiealbum med fotos. Kun nogle få af slagsen. I det hele taget blev de første 10 år af mit liv ikke særligt godt fotodokumenteret.
Men brændeglasset kunne, som sagt, bruges til andre drengestreger. Jeg kan endnu fornemme varmen fra den solopvarmede husvæg, når vi drenge en sommerdag sad med ryggen mod væggen og med forstørrelsesglasset i hånden og samlede solens stråler i et glohedt fokus, lige dér, hvor tissemyrerne kom op af deres hule i sprækken mellem husvæg og fortov eller i sprækkerne mellem fliserne. Det var næsten lige så godt som at brænde cykelstyrspynt at opleve myrerne vride sig sammen til en lille sort klump i det nu, hvor brændpunktet ramte dem…

Drenge søger spænding og udfordring i deres lege. Nogle mere end andre. Og et højdepunkt var dengang Charlie – en lidt større rod end os andre rødder – havde fået fat i en luftpistol. Jeg husker den endnu tydeligt. Den havde et lakeret trægreb med fine slebne riller og et relativt langt, sort, blankt løb. For os drenge, der ofte sad nedsunket i Phønix-biografens sæder og forsvandt ind i cowboydrømmene med John Wayne, Gary Cooper m.fl, var det næsten den rene vare. Noget ganske andet end de pistoler og geværer med krudtlugtende, røde knaldperleruller, som vi lod os nøje med i øvrigt.
Charlie var en forkælet knægt, “spoleret” var det ord min mor brugte (og som jeg ikke fattede meningen med), vores omvandrende sex-leksikon og guide ud i drengestregernes univers. Han havde sikkert havde fået lov af sin ofte fraværende far, der var sætteskipper og manglede det ene ben (jeg troede i min drengefantasi, at han havde træben som piraterne) til at låne pistolen og en dåse med blandede hagl. Der var små støbte hagl og små pile med farvede haler. Pistolen gik fra hånd til hånd til grundig inspektion og beundring. Hvorefter vi gik ud i den store baggård for at afholde skydeøvelse. Til formålet blev der brugt et metallåg fra en malerspand. Låget placerede Charlie et stykke derfra – uden at tænke over det hus, der lå i baggrunden og som rikochetterende hagl ville kunne ramme – og ramte. Det hus, som mine forældre og jeg boede i… Og så begyndte skyderiet til udelt begejstring for de medvirkende. Indtil en mørk skygge kastedes over vores små kroppe. En tilkaldt politibetjent lagde beslag på pistolen og noterede samtlige “forbryderes” navne og adresser op med henblik på kontakt med vores respektive forældre. De fleste af os slap dog, så vidt jeg husker det, med skrækken. Kun pistolejeren måtte afgive forklaring. Det var i øvrigt første gang, jeg kom i forbindelse med politiet – på den måde. Anden gang vender jeg tilbage til…

Læs også Linda Solskins beretning om haglgeværskydning i det vilde, vilde Jylland. Her. Forskellen mellem min beretning fra det vilde Esbjerg og Lindas er sandsynligvis, at vi skød inde i baggården, hvor alle de omkringboende kunne overvåge vores drengestreger. Det skænkede vi selvfølgelig ikke en tanke…

Omtalen af Den Farlige Bog For Drenge fik mig til – tilskyndet af et billede af den baggård, hvor jeg som purk løb rundt med ramponerede knæ, at ihukomme nogle af de drengelege, som vi kastede os over – og som nutidens pædagogik nok ikke ville bifalde. En af dem var at “skrælle” nabolagets cykler for det celluloidagtige plastmateriale, som cykelstyrene var udstyret med. Det foregik enten i de småskumle, hengemte, urinstinkende cykelkældre, med vagter placeret ved udgangene eller – hvis spændingen skulle have en tand til ved husmurene, hvor cyklerne stod parkeret. De fleste voksencykler – som jeg husker det – var store, tunge sorte turistcykler med brede sadler og solide bagagebærere. Og for damemodellernes vedkommende: Store flettede cykelkurve.
Hvilket formål – ud over at være pynt – dette sorte, riflede materiale tjente, aner jeg ikke. Men i hvert fald havde vi fundet ud af, at det kunne ose gevaldigt, når det først var antændt ved hjælp af et forstørrelsesglas – kaldet: et brændglas – og solens stråler. Med en lommekniv eller en dolk – ja, sådan en gik jeg med fra jeg ganske lille – blev det sorte bånd befriet fra styret og helst i et stort stykke. Når det først var antændt bredte ilden sig med en sydende lyd, indtil der kun var asken og lugten tilbage. Hvis det sorte stads først blev pakket ind i papir var effekten endnu større. Pyroteknik for begyndere i baggården. Selv om vi blev forfulgt af uforstående voksne, der truede med tærsk og andre afstraffelser, og vi ofte måtte tage benene på nakken, fortsatte afbrændingen, indtil der ikke var mere at komme efter.

Ethvert fremskridt indebærer også et eller flere tilbageskridt. Med teknologiens fremmarch er børneværelserne fyldt op med elektronisk tidsfordriv: computere, hi-fi-anlæg, tv, mp3-afspillere, mobiltelefoner osv. Men hvor er de gamle drengelege så forsvundet hen? Er de helt gået i glemmebogen ?Fx at lege med tændstikker og ild? Papirfly? At gå på æbleskud? For slet ikke at tale om de rigtig “farlige” lege? Fx at lege med krudt? Nu har brødrene Conn og Hal Iggulden skrevet en bog – Den farlige bog for drenge – hvor de forsøger at guide læseren gennem drengeuniversets legeudfordringer. Hvordan man bygger en sæbekassebil, laver en elektromagnet, skriver med usynlig blæk osv. Grundtanken i bogen er, at drenge altid har været drevet af nysgerrighed og har søgt spænding, hvor de kunne finde den.
Der er også andre gode råd i bogen, fx svaret på den tilbagevendende gåde i drengeuniverset: Hvordan man behandler en pige? Her er en smagsprøve:

“Advice About Girls

1. It is important to listen. Human beings are often very self-centered and like to talk about themselves. In addition, it’s an easy subject if someone is nervous. It is good advice to listen closely—unless she has also been given this advice, in which case an uneasy silence could develop, like two owls sitting together.

2. Be careful with humor. It is very common for boys to try to impress girls with a string of jokes, each one more desperate than the last. One joke, perhaps, and then a long silence while she talks about herself . . .

1. When you are older, flowers really do work—women love them. When you are young, however, there is a ghastly sense of being awkward rather than romantic—and she will guess your mother bought them.

2. Valentine’s Day cards. Do not put your name on them. The whole point is the excitement a girl feels, wondering who finds her attractive. If it says “From Brian” on it, the magic isn’t really there. This is actually quite a nice thing to do to someone you don’t think will get a card. If you do this, it is even more important that you never say, “I sent you one because I thought you wouldn’t get any.” Keep the cards simple. You do not want one with fancy stuff of any kind.

3. Avoid being vulgar. Excitable bouts of windbreaking will not endear you to a girl, just to pick one example.

4. Play a sport of some kind. It doesn’t matter what it is, as long as it replaces the corpse-like pallor of the computer programmer with a ruddy glow. Honestly, this is more important than you know.

5. If you see a girl in need of help—unable to lift something, for example—do not taunt her. Approach the object and greet her with a cheerful smile, while surreptitiously testing the weight of the object. If you find you can lift it, go ahead. If you can’t, try sitting on it and engaging her in conversation.

6. Finally, make sure you are well-scrubbed, your nails are clean and your hair is washed. Remember that girls are as nervous around you as you are around them, if you can imagine such a thing. They think and act rather differently to you, but without them, life would be one long football locker room. Treat them with respect.”

Bogen er udkommet på Harper Collins.

Af en eller anden grund – måske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fået en særlig nostalgisk tiltrækning. Efter at have opdaget den lille side med Biografmuseet fik jeg fat i et eksemplar af ovenstående bog Mine Biografer af Jørgen Stegelmann.
Stegelmann (1925-1999) vil sikkert være kendt af nogle af denne blogs læsere. Som mangeårig leder af Krebs’ Skole i København (hvor bl.a. de kongelige har gået) eller som far til Jakob Stegelmann, der bestyrer DRs enestående Troldspejlet og kultprogrammet Planet X. Jørgen Stegelmann var teolog af uddannelse og havde en stor kærlighed til filmen. Han var en ferm og velskrivende filmanmelder på Berlingske Tidende og skrev manuskript til Henrik Stangerups film Giv Gud en chance om søndagen, der havde Ulf Pilegaard i hovedrollen som præst ( i øvrigt en god film ). Han skrev en række bøger, blandt andet om filmstjerner og yndlingsfilm (Mine 100 film) og tegneseriernes historie (sammen med sønnike). Derud over en selvbiografi og et par romaner.
Mine Biografer, der udkom i 1986, begynder således: ” Der var engang, da København levede med en rigdom af biografer. De lå rundt om i byen, overalt, hvor mennesker boede og færdedes. De var ikke som her i de seneste tider samlet i enkelte overnaturlige insektboer, hvor biograf ved biograf er skubbet sammen i et mærkeligt deprimerende skuffedarium, en biografsamlng til ophobning ikke bare af film, men af forloren selskabelighed ved grillen og pommes fritterne… I hine de langt lykkeligere tider lå biograferne ikke bare inde i midten af byen…“. Så er den anakronistiske-nostalgiske tone vist slået an!
Mit eksemplar er uopskåret (endnu), bortset fra et kapitel om Saga på side 105. Man forestiller sig, at en nostalgiker har været på spil og er sunket ned i erindringer om netop sin lokale biograf…
Stegelmann har været en flittig biografgænger og omtaler med stor hengivenhed en lang, lang række af datiden filmtempler. Lige noget for en biografnostalgiker som mig. Måske man skulle skrive noget sammenhængende om sine egne biografer!?

Tilføjelse: Jeg kan slet ikke stå for følgende citat, som Jørgen Stegelmanns far er mester for og udtaler som følge af sin søns beklagelse over filmenes mangel på kvalitet:

“Der gives ingen dårlige film, thi hvem skulle vel være interesseret i at lave en dårlig film?”

Tja, hvem mon?

Forleden så jeg et lille klip af en kriminalfilm, hvor sangerinden Cher spillede sagfører eller noget i den retning. Jeg husker ikke, hvad filmen hed, men det fik mig til at tænke på dengang, hvor hun slog igennem som sangerinde i duoen Sonny & Cher. Ud over nogle iørefaldende sange kom jeg i tanke om nogle optagelser fra tidligere omtalte Beat-Club, hvor de to optrådte i nogle særprægede gevanter. Sonny i et sæt, der mest af alt lignede en fangedragt, og Cher i en strikket (?) trompetbuksedragt. Dertil kom Sonnys grydeklippede hår. Cher var meget smuk dengang. Det var før plastikkirurgerne gjorde karriere på hendes ansigt.
Duoen var blandt de første hippie-inspirerede grupper, der fik succes i mainstreampoppen. Det var i de tidlige tressere. De havde mødt hinanden allerede i 62, hvor Cher var 16 og Sonny 27. Sonny arbejde for den berømte producer Phil Spector og sørgede for, at Cher kom til at tjene penge som backingsangerinde. Derefter dannede de par og blev siden gift med hinanden.
Sonny Bono var sangskriver – og en ferm sådan – arrangør og producer, og han leverede duoen største successer: I Got You, Babe, Little Man og The Beat Goes On. Deres musikalske succes ebbede ud i året 1968, hvor interessen for psykedelisk rock voksede og interessen for duoens enkle pop var vigende. Derefter kastede de sig over tv-mediet med stor succes. De havde deres egne shows osv. Samarbejdet og ægteskabet holdt frem til midten af halvfjerdserne, hvor en skilsmisse sendte dem ad nye karrierestier. Cher, som bekendt, fortsatte som sangerinde og skuespillerinde med succes. Og Sonny fortsatte med skuespilleriet og gik ind i politik, hvor han endte med at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus. Vist nok valgt for Republikanerne…
Duoens hits fra tresserne hører med i den bedre ende af datidens mindeværdige hits. Holdbarheden af ikke mindst sangen I Got You Babe understreges af, at den er blevet kopieret mange gange. Den vel nok mest kendte version er UB40 og Chrissy Hyndes reggae-ficerede udgave. Men der er også andre sjove. Se blot her: Læs mere »

Jeg læser i en avis, at Betty Hutton er afgået ved døden i den fremskredne alder af 86. 86! Det føles, som var det i går, at jeg sammen med mine forældre gik ind i en stor københavnsk biograf for at se musicalen Annie Get Your Gun, der blev filmatiseret af George Sidney i 1950 med Betty Hutton i hovedrollen som den drengede, vilde cowboypige Annie og Howard Keel som cowboyen – og manden – der til sidst får hende tæmmet og nedlagt – sådan som de uskrevne regler var dengang… Som jeg husker det, var Howard Keel ikke specielt overbevisende i rollen – hverken som skuespiller eller som den mand, han skulle være. Bette var klart den overlegne af de to…
Jeg tror, at det var første gang, jeg var i en biograf uden for Esbjerg. Jeg har vel været 5-6 år. Min far var sømand, og vi opholdt os i hovedstaden, fordi hans skib nu tilfældigvis var anløbet havnen dér. Vi havde – det var en del af rutinen ved sådanne besøg – været ude at spise med kniv og gaffel. Rødspætter med persillesovs og kartofler. Jeg kan huske, at min far ikke var tilfreds med hverken serveringen eller maden; og at der ikke var så langt at gå fra restauranten og til biografen.
Jeg husker ikke så meget om selve biografen ud over, at den var kæmpestor og havde et stort indgangsparti. Til gengæld husker jeg tydeligt filmen og dens sange. Filmen og sangene gik “rent ind”, som man siger. Den store amerikanske sangskriver Irvin Berlins sange: Ikke mindst konkurrencesangen “Anything You Can Do (I Can Do Better)”, hvor Annie eftertrykkeligt sætter macho-Frank Butler til dørs, men også “They Say It’s Wonderful” “Doin’ What Comes Naturally”, “You Can’t Get A Man With A Gun”, “I Got The Sun In The Morning” og evergreenen “There’s No Business Like Show Business”. Men også cirkusstemningen i filmen og duften af Hollywood-glamour. Senere fik Esbjerg-pigen Daimi succes med Annie-rollen på teateret.
Jeg kendte selvfølgelig ikke noget til Betty Hutton i øvrigt dengang. Siden fandt jeg så ud af, at hun var en af den tids blonde sex-bomber, der gjorde karriere i kraft af et nydeligt pin-up-udseende, en god portion skuespiltalent i den muntre ende af skalaen og en kraftig stemme – der gjorde mere indtryk ved sin styrke end ved sin klang. Nu er hun ikke mere.