Indlæg tagget med Barndom

Zorro

20. januar 2007

Dagens helt (menufeltet til højre) er selveste Zorro. Og han var – personificeret af Douglas Fairbanks, Guy Williams, Tyrone Power m.fl. – uden tvivl min barndoms helt ved siden af diverse cowboydere som Hoppalong Cassidy, John Wayne, Gary Cooper m.fl. I min barndoms kinoteater Phønix Bio viste de dem jævnligt, og vi drenge sad troskyldigt og fulgte med i de spændende scener, hvor “Ræven” forsvandt og dukke op bag (studie)vandfaldet eller udkæmpede spektakulære fægtescener med mexikanske bisser og banditter. Zorro var en slags mexikansk Batman-figur. Og når legen fortsatte derhjemme i baggården var det ikke svært at holde fantasien i sving ved hjælp af et gammelt lagen som kappe, en sort filthat, en bambuspind fra Gartner Lisbys butik og et låg fra en syltekrukke, så bambuspinden bedre lignede en kåre, når den skulle snitte Z-mærket ind i det overvundnes rygge…
Læs mere »

Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…

8. januar 2007

Sådan kan tingene falde sammen så pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fået læst. Faktisk lå hele den to måneder gamle avis og ventede på, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tåle det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 år i november 2006. Og igen måtte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke på bedre tider! (på tysk, forstås!). Den er fra 1973, det år, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul på mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strålende eksempel på, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. Spørgsmålet er, om det modsatte er tilfældet, når det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi så – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente på bedre tider…
Når man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng på fem år…), så blive man slået af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige håndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Wolf Biermann - dengang......og nu

Nøgne damer

20. december 2006

Her til morgen var jeg ude med Gravhunden som sædvanlig. Men i dag spillede det seksuelle lidt forstyrrende ind. For Gravhunden er kommet i stødet, efter at han i går mødte en 11-år gammel blandingstæve i brunst. Det gav anledning til lidt forvirring på gaden, fordi tævens ejer dels er en ældre mand, der tydeligvis ikke havde forventet, at tæven var parringslysten, og dels var han stokdøv, hvilket gjordet kommunikationen lidt anstrengt.
Anyway. Mødet gjorde den almindeligvis fredsommelige morgengåtur lidt mere rastløs og målsøgende, hvis I forstår… Dertil kommer, at jeg, da vi, som så ofte før, passerede forbi en af disse nymodens busskure af glas fik kastet en læskedrikreklame lige i ansigtet. En ung, meget spartansk bikini-påklædt dame med en kom-og-tage-mig-attitude stående på en haj. De er sgu opfindsomme, de reklamefolk, selv om det sjældent er på den fede måde. Det fik mig straks til at tænke på den kværnende diskussion om seksualiseringen af det offentlige rum på den ene side og den fremadstormende nypuritanisme og seksualforskrækkelse på den anden. Det hænger ikke sammen.
I går kunne man også læse om en 58-årig gymnasielærer fra Katedralskolen i Århus, der var blevet gået, fordi han havde haft seksuel samkvem med en ungmø på 17. Nu sad han for retten i en tilståelsessag. I presseomtalen af sagen fremgik det, at det var en skærpende omstændighed, at manden tidligere havde udvist interesse for de unge piger og havde fået en påtale for det på gymnasiet. Og der skal ingen tvivl være om det: Det er uetisk at misbruge sin position som underviser til at få seksuelle ydelser af sine elever eller studerende. Det må ikke finde sted. Men det gør det, for vi er mennesker, og vi begærer, synder osv. Hvad, jeg derimod har lidt svært ved at kapere, er, at der er så lidt forståelse netop for den side af sagen. Er det underligt, at nogen falder i, når vi går rundt i en verden af seksuelle provokationer og fristelser hele tiden? Der må da være nogen, der stiller sig dette spørgsmål, oven på de overståede julefrokoster! Og hvad blev der egentlig af ham Rudi Frederiksen? Løb sagen ud i sandet?

Vi er på mange måder ikke kommet ret meget længere, end dengang Sigmund Freud kunne provokere ved at skrive om menneskets seksuelle drifter for mere end 100 år siden…
Det fik mig så – heldigvis – sendt ned af Memory Lane, også kaldet Erindringens snævre smøge, hvor det er ganske anderledes rart at slentre afsted. Til dengang i den spæde præ-pubertet, hvor min lidt ældre kammerat, bissen Charly, forsynede os drenge med de første billeder af nøgne damer. Charly var på mange måder en “skidt knægt” med min mors ord. En rod, der vist nok fik øretæver derhjemme hos sin evigt cigaretrygende mor. En på mange måder utilpasset dreng, som vi andre småknægte så op til, fordi han bevægede sig derude, hvor det var farligt, forbudt – og spændende. Charly var så meget ældre, at han havde fået smag for piger, og det lagde han ikke skjul på. Han benyttede således enhver chance til at tage Basses søster på brysterne, når han passerede forbi hende i kælderen. Selv om hun protesterede mod “overgrebet”, så havde jeg en fornemmelse af, at protesterne var på skrømt.

Men Charly kunne også andet end at tage på de kønsmodne pigers struttende fortrin, fx hugge “frække blade” i den lokale kiosk. Og “frække blade” ville dengang sige Varieté og Cocktail, blade, der bestod af såkaldte aktfotos af afklædte damer, der ofte havde fået retoucheret kønsbehåringen væk (hvorfor vi selvfølgelig måtte tro, at nogle damer så sådan ud dernede, og i den erkendelsesmæssige forstand kan man sige, at vi var lidt forud for vores tid…), og så nogle frække noveller, der havde til formål at ophidse de mandlige læsere. Blandt andre – og meget apropos ovenstående retsalsdrama – kan jeg huske en om en skolelærerinde og en skoleelev, som Charles, som han rigtig hed, var meget optaget af og læste udvalgte afsnit op af.
Charlys trick i den lille kiosk var enkelt. Han lokkede en af de små drenge til at købe noget slik hos kioskekspedienten, medens han selv med en næsten professionel attitude listede et eller to blade op under trøjen henne ved udstillingsvinduet. Derefter gik turen tilbage til baggården eller ned i omtalte kælder for at gøre anatomiske studier med varme i kinderne og ørerne.
Nogle dage, fx når man billedmæssigt overfaldes af lingerireklamer på morgenturen med sin firbenede ven, kan man godt savne hemmelighedskræmmeriet med dens indbyggede ophidselse fra dengang i de uskyldige før-pornofrigivelsesdage, hvor aktfotoblade, naturistmagasiner, Dalle-Walle-undertøjskataloger og franske postkort gjorde det ud for erotisk billedpirring…

Tilføjelse: Billedet og erindringerne om Varieté osv. fik mig til at tænke på, at jeg for nylig så et dokumentarportræt af Ole Ege med titlen “Den slemme dreng”. Det var på Skandinavia. Filmen er beretningen om en mand, der havde glæde ved at fotografere bare damer og endte med at lave et par pornografiske film (bl.a. Bordellet) og miste sin glæde ved den slags fotografering. En i sidste instans tragisk fortælling om uskyldstab (hvis man da kan tale om det i den forbindelse…).

Kulørt barndom

13. december 2006

I går aftes viste DR en hårrejsende udsendelse om miljøets – vores “livsstil”, tilsætningsstoffer, tungmetaller og meget mere – indvirkning på kønnet, ikke mindst drengekønnet. Deprimerende og skræmmende. Og så læste jeg ovre hos Liselotte om Olines “himmel”, der bestod af farvestrålende morgenmadsprodukter fra Holland. Og det var egentlig det jeg ville frem til: Børns glæde ved det farverige, kulørte, spændende osv.
Det fik mig, selvfølgelig, sendt ned af erindringens gyde igen til barndommens “1000 ting”, der var en af leverandørerne af den smule legetøj, det kunne blive til i halvtredserne. Farvestrålende, rillede hoolahop-ringe til pigerne, sjippetov, de smukkeste hinkesten af glas, halvcirkelformede fløjter af metal til at have inde i munden (svære at fløjte på og med indbygget risiko for at blive slugt) og ikke mindst nogle cirkelrunde, flade udgaver af kazoos i skingre grønne, pink, røde osv. farver. Plastik, forstås. Jeg var vildt fascineret af de farver, og det var et højdepunkt på sommeren, når man fik lov til at købe sådan et instrument. Hvad mon man udsatte sig selv for, dengang? Ud over glæden ved kulører osv.
Anyway. Jeg ville gerne kunne vise et farvefoto af min barndoms kazoos…

PS. Jeg søger på nettet efter billeder af kazoos og hinkesten og læser så, at EU har indført et direktiv, der forbyder hinkesten af glas, som i øvrigt er en pæredansk opfindelse. Der røg den glæde…

Barndommens spiser: kærnemælk…

6. december 2006

Kiksekagen satte gang i de gastronomiske erindringsspor og de spor, der netop ikke er spor gastronomiske. Måske er det også den varme december måned, der fik mig til at tænke på en ret, jeg ofte fik sat under næsen: varm kærnemælkssuppe med rosiner. Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg har måttet kæmpe mig igennem denne ret (for dengang spiste man op!). Værst var det, når det skete i sommermånederne. Den grynede, sur-søde smag og de opsvulmede rosiner, der lå bagerst på tungen…
Det fik mig så på sporet af en anden kærnemælksret, som jeg kun har fået en enkelt gang i mit liv: kærnemælksfromage. Da jeg var en 8-10 år gammel var jeg på bondegårdsferie ved Læborg ved Vejen hos en af min mors ungdomsarbejdskammerater fra København. Det var en herlig uge, hvor vi unger badede i den iskolde lokale å, kørte på gamle knallerter, legede i en gammel udrangeret bil, der kunne starte, men ikke havde hjul og var med til at få hø op på loftet (hårdt arbejde!). Gården var stort set selvforsynende med kød, grønt og mælkeprodukter. Her smagte jeg de rene mælkeprodukter. Nylavet skummetmælk, friskskummet fløde og altså hjemmelavet, kold kærnemælksfromage. Sidstnævnte ret var det kulinariske højdepunkt i den uge. At få det serveret med jordbær en varm sommerdag var en oplevelse, jeg siden holdt fast i. Selv om jeg gjorde nogle forsøg på at få min mor til at lave kærnemælksfromage, så lykkedes det aldrig. Og siden gik det i glemmebogen. Nu har jeg fundet opskriften på nettet, så måske man skulle forsøge at genopfriske smagsløgene?

Kikset kage

4. december 2006

Irene derovre, hvor det er grønt og gennemsnitligt 14 grader, har lynhurtigt sendt mig ned ad erindringernes boulevard lige ned til et veldækket kaffebord hos en ældre dame. Det er bestemt søndag, og damen og mor snakker om vind og vejr, og sammen arbejder vi os gennem kagebordet. Boller med sukat (yuk!), diverse småkager, heriblandt chokoladebusser, æblekage med flødeskum og rød gelé og – kiksekage.
Munden fyldes af paraffineret chokolade i en grad, så selv et par Kosmos sodavand (Hindbærbrus, Sportsvand) ikke kan få bugt med det lag, der har lagt sig over tunge og tænder. Og fingrene er fedtet ind og klæber fast til den obligatoriske papirsserviet, der går i småstykker og sætter sig fast på de fedtede fingre… Sweet Memories, bogstaveligt talt…

Kiksekage