Indlæg tagget med Barndom

Skoledage

28. maj 2008

Walking along a crowded street
I see thousands of faces before me.
Then I see a face that I used to know
Long ago in my life story.
It starts me thinking about the things you said
For your image is still inside me.
The past is gone but in my head
You’re still walking along beside me.
Is it something playing tricks with my eyes
Or just an illusion deceiving me,
Or is it someone in a disguise
Or visions of things that used to be?

But lately I’ve been going to
All the places that we once knew,
And just when I think that I am free of you
I keep seeing the things that remind me of you,
And just when I think you’re out of my head
I hear a song that you sang or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday,
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
Got to be hard,
Yeah, look straight ahead.
That s the only way it’s going to be,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back,
Perhaps someday I’ll stop needing you,
Then maybe one day I’ll be free of you.

But lately I’ve been going to
All the places that remind me of you.
And just when I think you’re out of my head
I hear a record you played or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
No more looking back.
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact.
Now there’s no more looking back.

At erindre betyder noget med at gå ind i sig selv. Kommer fra tysk. Og min erfaring er, at jo mere jeg erindrer og skriver om, jo mere dukker der op. Som om, at hver erindring skraber et lag af og afdækker et nyt. Erindringens arkæologi.
Nogle gange prøver jeg at erindre, hvordan ganske almindelige hverdagsaktiviteter var. Hvordan var det fx at gÃ¥ til skole, dengang i tresserne. Skolevejen. Man gik den hundredvis af gange, men mÃ¥ske netop derfor kan det være svært at genkalde sig selve oplevelsen. Alligevel dukker noget op. Den røde mur ind til børnehaven Pavillionen. Den opgang, hvor min klassekammerat Bitten boede med sin familie. Fodgængerovergangen ved krydset mellem Nørregade og Strandbygade med Kurant Kiosken pÃ¥ den modsatte…[1. Temaet har selvfølgelig været genstand for litterær behandling. I 1989 og Ã¥ret efter udkom en række forfatteres erindringer under titlen Min Skolevej, red. af Erik Vang Jensen. De burde nok indlemmes i biblioteket her…]

Ray Davies og the Kinks udsendte i 1975 et helt concept-album om skoletiden. Schoolboys in Disgrace. Ganske vist er det en fiktion, men lur mig om ikke mange af detaljerne stammer fra Ray Davies’ egne oplevelser i det engelske skolesystem. Det kunne godt ligne ham. I en af sangene er det i hvert fald mærkbart. Sangen No More Looking Back, der netop handler om det at gÃ¥ tilbage. Nogle gange kan det være en berusende oplevelse, andre gange, som i dette tilfælde, er det forbundet med smerte og pinagtighed.
Schoolboys in Disgrace blev vist aldrig den helt store sællert eller succes. Og det er en skam. For det er et fint album om den tid, som vi alle har været igennem, og som nogle helst vil glemme, medens andre forfalder til nostalgiske flashbacks…

The Kinks – EducationSchoolboys in Disgrace.

Kærnemælk

17. maj 2008

Jeg købte en liter Thise Gammeldags Kærnemælk til en kageopskrift. Kagen blev ikke til noget, og jeg måtte drikke kærnemælken. Det var en enkeltbillet tilbage til barndommens dage med kærnemælk i glassene. Nogle gange tilføjet lidt sukker, andre gange au naturel. Jeg havde helt glemt, hvor godt rigtig kærnemælk smager.

Sæbekassebil – erindringsfragment

12. april 2008

I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg husker dog, at en dreng, der boede (eller mÃ¥ske besøgte) bygningen pÃ¥ hjørnet af NygÃ¥rdsvej og Strandbygade over for autoværkstedet, havde en legetøjsbil, der kunne drives frem ved hjælp af pedaler, der blev skubbet frem og tilbage. Bilen havde en kølerlignende forende og mindede mest af alt om en ældre racerbil. Og – kors – hvor var vi drenge misundelige. Og vi plagede den stakkels unge om at fÃ¥ lov at prøve. Og det lykkedes…
Ellers husker jeg en enkelt gang, hvor en sæbekassebil var attraktionen. Den klassiske model med et sæde, lavet af en (sæbe)kasse, fire hjul fra en udrangeret barnevogn, snoretræk og planker. Det var vild luksus i de fattige halvtredsere.. Mange år senere lavede jeg en finere model til min søn og hans kammerater. Og de elskede den.

Snapshot fra livet med en teenager

5. april 2008

Far – i den orange pÃ¥ vej mod staden: “Hvad tænker du pÃ¥?

Frøkenen (tydeligvis mut): “Det ønsker du ikke at vide!“…

Tavshed.

Fra Des til Dus

25. marts 2008

Jeg er gammel nok til at huske dengang, hvor man begyndte at holde op med at sige “De” til folk. I første omgang – og klarest i erindringen – stÃ¥r processen i skolen. Overgangen fra at sige Du i stedet for De til lærerne. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang fandt det svært at sige Du til visse voksne personer. Og stadigvæk – den dag i dag – skal jeg tage mig i nakken, nÃ¥r jeg skal (vil?) sige Du til ældre mennesker med en vis personlig pondus.
Det var en lille forskydning af omgangsformerne, der skete dengang i de tidlige tressere. Et friere kulturelt klima var pÃ¥ vej. Og der blæste forandringsvinde i sæder og skikke. Frigørelsen, der allerede var udkastet som en mulighed i halvtredserne (i hvert fald i pædagogikken med dogmet om “fri opdragelse”, som min tante, børnehavepædagogen, praktiserede med vekslende held…).
Dengang oplevede jeg det vist mest som et fremskridt, men siden er jeg kommet mere i tvivl. Måske har frigørelsen også haft nogle omkostninger? Måske har frigørelsen også indebåret, at nogle ting er blevet smidt ud med badevandet? Jeg tænker på den respekt for andre, man kan udtrykke gennem omgangsformerne. Fx respekt for voksne mennesker med livserfaring og -visdom. Hvor er respekten for andre mennesker blevet af i frigørelsens navn? Den er skrumpet ind i hvert fald. Du.