Indlæg tagget med Barndom

PÃ¥ske

21. marts 2008

Jeg har tidligere berørt emnet kedsomhed. Påsken har jeg i mange år forbundet med kedsomheden. Det er, fordi der aldrig rigtig skete noget i påsken i min barndom. Min far var ofte på søen, og jeg var derhjemme med min mor. Andre familier var borte på besøg hos familie og venner. I vores familie var der ikke tradition for at besøge hinanden, hverken i ferier eller i øvrigt. I øvrigt var ferie ikke noget, vi brugte i min familie. Min far sejlede, og når han var hjemme, ja, så ville han ikke på ferie. Hverken inden- eller udenlands. Jeg har vist nævnt det før.
Jeg husker solskinspåskedage, hvor jeg sad på trappestenen til nr. 129 og kiggede på husene på den anden side. Og hvor ingenting skete. Man pillede lidt ved snørebåndet eller jakken og spejdede op ad Nygårdsvej for at se, om der måske skulle komme nogen. Eller man tussede stille rundt i baggården, indtil man fik nok og i stille desperation gik op i lejligheden.
Nutildags er jeg glad for påsken, fordi det er fridage, hvor man ikke skal på arbejde og i øvrigt kan gøre, hvad man har lyst til. Men et eller andet sted dybt derinde sidder fornemmelsen af kedsomhed der stadig.

Det’ forÃ¥r

11. februar 2008

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper.
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse.
Ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe.
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant.
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Hundeluftning. Og der er grøde overalt. Buske og træer knoppes, sÃ¥ det er en lyst. Det myldrer frem med krokusser og andre vækster. Og frem af hjernens dybe forviklinger dukker melodi og tekst til Paul Martin Møllers gamle danske sang “Grøn er vÃ¥rens hæk” (melodi af Niels W. Gade). Kors hvor blev den sunget mange gange i min skoletid, af mere eller mindre engagerede børnestemmer. Og mejslet ind i capacs hjernevindinger. Især den der sætning med jomfruerne, der sig pÃ¥ volden sole, gjorde indtryk dengang.

Taunus 12 M – erindringsfragment

1. februar 2008

Taunus 12 M anno 19621

I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete Ã¥rsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne pÃ¥ den i forvejen lidt grÃ¥ virkelighed. SÃ¥ledes fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun sÃ¥ var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gÃ¥de, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs pÃ¥ trÃ¥den”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik ogsÃ¥ en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gÃ¥rden i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hÃ¥r historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘Ã¥ben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i NygÃ¥rdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gÃ¥et til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i gÃ¥r.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fÃ¥et bilen pÃ¥ helt legal vis. Et stykke tid derefter sÃ¥ vi ikke noget til ham, men sÃ¥ dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.

  1. klik på billedet og se det i stor udgave[back]

Edith Piaf – “Milord” og Giro 413

26. januar 2008

Som for mange andre i min generation var Giro 413 et ufrivilligt soundtrack til min barn- og ungdom. I baggÃ¥rdens dyb kunne vi høre tonerne fra de gamle, solide rørradioer gjalde ud over sommerdagen. Eller de utallige søndage ved kaffebordet i de smÃ¥ stuer. Giro 413 kørte altid – som jeg husker det. Og mange af sangene gled umærkeligt ind i hjernevindingerne. Nogle af sangene hadede jeg (fx “Mor er den bedste i verden” og “Den gamle gartners sang”). Og bedre blev det ikke, da Beatles med flere satte en ny dagsorden for tidens toneklang. Men andre sange er blevet stÃ¥ende som en del af den kulturarv, jeg gerne vedkender mig. En af dem er den franske chanteuse Edith Piafs “Milord”. Her i en amerikansk tv-udgave med selveste Ed Sullivan.

Forgabt i en pen – en erindring

24. januar 2008

Den første gang, jeg sÃ¥ en fyldepen i aktion, glemmer jeg aldrig. Jeg var en lille purk og var med min mor hos familielægen. En dengang ældre herre, der residerede i en ligeledes ældre mahognidomineret konsultation i det centrale Esbjerg. Vesterhavsgade, tror jeg, men er ikke helt sikker. – Efter at de lægelige handlinger var overstÃ¥et, skulle lægen skrive en recept og fremdrog en stor, sort, tyk fyldepen fra sin hvide kittels indre og skrev med tyk, bred, kongeblÃ¥ blæk sin signatur forneden. NÃ¥r jeg lukker øjnene kan jeg stadigvæk se pennen glide hurtigt hen over det solide hvide papir og efterlade den smukke underskrift. Siden den dag har jeg været forgabt i fyldepenne. Lige fra de første rigtige penne med blæk, som vi fik lov til at klatte med i folkeskolen, over Penol, Parker, Rotring og diverse ikke kurente mærker (fx dem fra “lykkeposerne”) og frem til den Mont Blanc Meisterstück, som jeg i et svagt øjeblik investerede i for en del Ã¥r siden. Og i mit stille sind ønsker jeg mig at fÃ¥ sÃ¥dan en tyk sag, som lægen havde.

Uffe satte skub i denne lille erindring.

Tilbagespoling